Vinteren er silhouetternes tid

Vinteren er silhouetternes tid. De nøgne træers forgrenede kroner mod himlens aftagende hvid den sidste lyse time en decemberdag. De vægelsindede krageflokke. Den enkelte fugls mangfoldige figurationer. Minder mig om typografien i en samling digtfragmenter fra mørkets dal, jeg engang fandt i et antikvariat. Det er, som om alt levende først må undergå et legemligt forfald, før det kan blive til fortælling. Først efter løvfaldet afdækkes naturens bogstaver. Jeg følger efter den aldrende digter ind i alfabetskoven.

Fingeren

Det var i familien en udbredt opfattelse, at det måtte være efter en fjern forfader, som ikke var kendt for det gode, at han havde arvet den ejendommelige finger, som skæbnen ville sad på den ene af hans to hænder, da han kom ud af sin moders liv. Generation efter generation måtte fingeren have sovet i slægten, for netop i hans ud fra evighedens synspunkt korte liv at vågne og rejse sig fra lejet, udhvilet og fuld af virkelyst efter de mange hundrede års genetiske søvn i menneskekroppenes indre mørke. I ly af de mere ordinære fingre, som ville den skjule sin egenartethed for omverdenen, voksede den frem på hans hånd. I længden kunne den dog ikke holde de andre fingres middelmådige selskab ud og begyndte at gå sine egne veje.

Til at begynde med havde man i familien antaget, at der var tale om en pilfinger, eller rettere, en finger på en pilfinger, og at fingeren i lighed med fingrene på alle andre pilfingre med tiden ville lade sig tæmme. Sådan kom det til familiens store fortrydelse imidlertid ikke til at gå. Tværtimod kom der, som fingerens ejermand voksede op, noget næsten autoritært anklagende over fingeren, som havde den siddet på den offentlige anklagers hånd, der teatralsk med nævningerne og tilhørerne i retssalen som publikum peger på den tiltalte, dog med den afgørende forskel, at fingerens anklager i modsætning til den offentlige anklagers i de fleste iagttageres øjne som oftest forekom ubegrundede.

For hver dag, der gik, tiltog fingeren sig mere og mere magt over sin noget flegmatiske ejermand, som blot lod til at følge med, som for eksempel når fingeren smækkede med døren til hjemmets fire vægge for de næste mange timer at kløve den stillestående luft i byens gader og pladser. Ve den, som kom i vejen, fuld af blå mærker fra fingeren som vedkommende risikerede at blive. Som en jagthund er i stand til at finde den døende fugl, hvis bue henover novemberhimlen jægeren netop har sat en brat stopper for, var fingeren i stand til at finde alle denne verdens fejl og mangler, hvor godt de end forsøgtes skjult. Fingeren var både en civilisationskritiker og en jagthund af format.

De mennesker, som endnu ikke havde stiftet bekendtskab med fingerens evner, kunne ganske vist finde på at udbryde, at der ikke kunne sættes en finger på noget i den bedste af alle verdener, især ikke der, hvor de selv havde haft en finger med i spillet. Den filosofiske anskuelse delte fingerens ejermand, eller rettere sagt, fingeren ikke. I stedet for at lade sig stikke i jorden lod fingeren, uden hensyntagen til de samfundsstøtter den på et givet tidspunkt eventuelt måtte befinde sig iblandt, sig sætte på alle den moderne samfundsordens ømme punkter. Den pegede på de tomme børneværelser med de efterladte dukker, som de ældste børn så hurtigt og så troløst havde opgivet at være forældre for. Den pegede på det yngste barn, som før havde sovet med foldede hænder, men som nu sov med knyttede næver til sin moders angst. Den pegede op på månen over huset med dens støvede ørkenlandskaber af størknet magma, der som en parasittvilling, indtil solen forvandler sig til en rød kæmpe og sluger alle solsystemets planeter, vil cirkle om den jordiske verden og minde os om, at naturen bestandigt undfanger og føder, men at fosteret både kan være vanskabt og dødfødt. Den pegede på moderen, som efter giftermålet og børnene var kommet til verden i selvopofrelse gemte sin glorie i bunden af en skuffe og således tilsyneladende lod den blive anløben og rusten for mange år senere ved livets slutning nedbrudt på sjæl og legeme en aften alene i huset at genfinde den uberørt af tidens tand udsendende et skærende lys, så hun måtte se bort for ikke at blive blændet. Den pegede på den aldrig afdækkede massegrav efter folkemordet på englene og på lederne af oprørsstyrken for oplysning og en og kun en verden, som aldrig blev stillet for en krigsforbryderdomstol og dømt for deres forbrydelser mod engelheden. Den pegede på det jordiske slot, som aldrig åbnede sig for indtrængeren, og på det himmelske slot, som stod i brand, når solen gik ned, men lad os ikke i større detalje dvæle ved fingerens civilisationskritik, som i og for sig ikke var videre original, men nøjes med at sige, at den endeløse kritik gjorde fingeren og dens ejermand til et upopulært par. Ingen steder var de velkomne mere.

Fingerens ejermand begyndte at blive hjemme. Han isolerede sig. Han lænkede fingeren til en jernkugle, som man gjorde det med straffefangerne i gamle dage, så fingeren ikke mere kunne slæbe af sted med ham. Ja, på sorte dage overvejede han endda at skære fingeren af, men opgav det hver gang af frygt for, at det ville være ham og ikke fingeren, som livsgnisten ville forlade, mens fingeren efter et kort besøg på skadestuen igen ville kunne genoptage sine angreb på den omgivende verdens ufuldkommenhed – nu helt uden den inerti, fingerens ejermand trods alt forårsagede.

En dag kom imidlertid en bleg mand, trods dørene var lukkede, ind i stuen til fingerens ejermand. Han havde sårmærker, som om han uden held var blevet forsøgt henrettet ved korsfæstelse. Fingerens ejermand så med ærefrygt på sårmærkerne, og der opstod en højtidelig stemning i stuen, som når man eksempelvis på en rejse i et fremmed land uventet i folkemængden af de lige så overraskede indfødte overværer en solformørkelse, og det bliver mørkt midt på dagen, hundene begynder at hyle som deres fælles forfader, ulven, idet de for et kort øjeblik genopdager den urangst, som de i deres trygge liv som menneskets bedste ven ellers havde glemt.

”Ræk din finger frem og stik den i mine sår,” sagde den blege mand.

Det lod fingeren sig ikke sige to gange. Den sprængte lænken og lod sig stikke i den blege mands sår. Fingeren passede til såret som hånd i handske. Det var, som når en mand efter en livslang søgen efter den elskede endelig finder hende og med sit lem penetrerer hendes kønsåbning den allerførste gang. Såret begyndte at bløde, og tårerne trillede ned ad den blege mands kinder.

”Man siger, at tiden læger alle sår,” sagde den blege mand, idet han fremstammede ordene i en næsten euforisk tilstand, ”men hvis man vil leve, bør man så netop ikke sørge for, at sårene ikke lukker sig, men holdes åbne? Din finger er nødvendig for verden. Den er som skabt for mine sår. Den dag, mine sår holder op med at bløde og omdannes til arvæv, mister saltet sin kraft.”

Indsmurt i den blege mands blod gik fingeren mere rank og oprejst end nogensinde før ud i verden opsat på at sætte sit anklagende fingeraftryk på dens ufuldkommenhed, fordærvelse og mørke sider. Som en i lygtepælenes skær og på husmurene flygtende skikkelses flaksende skygge halsede fingerens ejermand efter.

Kritik af den hegelske fremskridtstanke

To sjæle, samme tanke. Kritik af fremskridtstanken

”Alvisdommen har kunnet indrette verden således at individet når sin bestemmelse, i hvilken situation og tid det end er. Dersom en kultur var nødvendig til det eller overhovedet havde en sand værdi, hvor uretfærdigt ville da ikke de forberedende århundreder være behandlet, der da kun tjente som trin for den lyksaliggjorte slægt der står øverst oppe og siger: hvor har vi bragt det herligt vidt.”

Arthur Schopenhauer, 1810.

”Jeg har ingen tro på, at mennesket kan fuldkommengøres. Jeg tror ikke, menneskelig anstrengelse vil have nogen målelig virkning på menneskeheden. mennesket er nok mere aktivt nu, men det er ikke mere lykkeligt og heller ikke klogere, end det var for 6000 år siden. Resultatet vil altid være det samme – og hvis man tror, det vil blive anderledes, så tror man jo dermed, at det tidligere menneske har levet forgæves – at den svundne tid blot er et rudiment af fremtiden – at de myriader af mennesker, der er døde, ikke har stået på lige fod med os selv – og at vi heller ikke gør det med vores eftertid.”

Edgar Allan Poe, 1844.

Det er nøjagtig den samme tanke, som med et lidt forskelligt ordvalg formuleres i de to citater. Fremskridtstanken afvises ud fra forestillingen om menneskets værdighed. Tilværelsen må som udgangspunkt, uafhængig af hvornår det enkelte menneske er født i historien, give lige meget mening.

Man skulle næsten tro, at Edgar Allan Poe (1809 – 1849) havde læst, om end ikke overstående citat af Arthur Schopenhauer (1788 – 1860), så dog en fremstilling af Schopenhauers filosofi, hvor den samme tanke bliver udtrykt.

I min optik er det i hvert fald overvejende sandsynligt, at Poe ligesom hans samtidige landsmand Herman Melville (1819 – 1891) har truffet bekendtskab med Schopenhauers filosofi og ladet sig påvirke af den. At Poe betragter musikken som den højeste kunstart, kunne eksempelvis også tyde på det.

Det schopenhauerske centralsymbol

Poe, Melville og den senere Franz Kafka (1883 – 1924), som også var påvirket af Schopenhauers filosofi, har i øvrigt det tilfælles, at det centrale symbol i mindst et af deres respektive værker (En nedfart i malstrømmen, Moby Dick og Slottet) har det, jeg vil kalde et schopenhauersk centralsymbol, dvs. et centralsymbol, som fremstiller universets grundlæggende kræfter som irrationelle. Tilværelsen er behersket af en blind vilje, som det – trods den menneskelige fornuft – er menneskets lod at bukke under for.

Den negative verdensfortolkning som en frisættelse af kunstnerisk skaberkraft   

Man kan – som mange i øvrigt har gjort det – hævde, at det er et alt for pessimistisk livssyn, men samtidig kan man ikke andet end anerkende, at Schopenhauer med sin filosofi har skabt et rum for en negativ verdensfortolkning, som har virket frisættende på mange kunstneres skaberkraft, hvilket har resulteret i nogle af de største kunstværker i menneskehedens historie.

Sjælens udødelighed – fortællinger og aforismer

Det inderste paradisiske lag. – En kunstner – lad os kalde ham for J. – anvendte for hvert nyt lærred, han påbegyndte, følgende ejendommelige fremgangsmåde: Først malede han Edens have med alle dens eksotiske træer, planter og dyr. Med en mårhårspensel af størrelse 00, den allermindste der findes, gengav han fuglene, blomsterne og frugterne i strålende røde, gule og blå farver. Alt sammen meget livagtigt. Det var næsten, som om man kunne høre fuglene synge, dufte blomsterne og smage frugterne. Kun mennesket undlod han at male, for det var Edens have efter menneskets fordrivelse, han ønskede at afbilde.

Havde J. været en renæssance- eller barokkunstner, havde billedet nu været færdigt. Men det kunne han af gode grunde ikke antages at være. Han måtte nødvendigvis som alle andre nulevende kunstnere være født efter oplysningstiden, og lidt før, under, eller lidt efter det tyvende århundredes radikaliserede politiske ideologiers sammenbrud (selvom den ejendommelige kendsgerning, at hans fødselsdato ikke lod sig nærmere oplyse, kastede en del mystik over hans sande alder). Det var derfor faldet i hans lod, kulturkonservativ som man formodede, at han var, som en moderne version af titanen Atlas bestandigt at bære rundt på en usynlig byrde, tvivlen, eller rettere, troen frataget troens genstand. Derfor var han trods paradisets fuldendelse knap nok en tredjedel vej igennem med billedet. Først nu begyndte det egentlige arbejde, en særdeles krævende kunstnerisk proces, som gik ud på at tilsløre paradiset og i stedet for fremmane et troværdigt billede af den faldne verden, som var blevet menneskets nye virkelighed efter dets fordrivelse fra Edens have.

J. gik således i gang med at male det ene gråbrune laserende lag efter det andet oven på billedet af Edens have, ofte forestillende en genkendelig gade eller plads i metropolen, hvor han efter sigende havde sit atelier, indtil Edens have lige netop ikke var synlig for det uhildede øje, men lige netop var synlig for det hildede. Det var en balancekunst at finde dette punkt. Måske skulle der 25 laserende lag til, måske 50, for at summen af de transparente lag balancerede mellem at være transparent og opak. Et lag for meget, og den fortryllede tilstand, som gjorde det dobbelte blik muligt, og som var det, J. med sin kunst tilsyneladende lidenskabeligt efterstræbte – et lag for meget, og den fortryllede tilstand var borte.

Til sidst tilføjede J. oven på de mange laserende lag nogle få menneskeskikkelser. Mindre gennemarbejdede end Friedrichs. Mere gennemarbejdede end Whistlers. En gammel, hvidhåret mand gik eksempelvis ned ad fortovet. Et kærestepar – den unge kvinde var allerede gravid – kom imod ham og ville inden længe passere ham. Et sted længere borte stod en dagdriver og lænede sig op ad en lygtepæl. Han holdt et eller andet i hånden, men det var ikke muligt at afgøre hvad. Det kunne både tolkes som en frugt, en tegnebog eller et våben af en slags. Den laserende maleteknik, J. anvendte, resulterede i denne gådefulde flertydighed, hvad angik billedets enkeltheder. Så var billedet endelig færdigt, gerne efter mange måneders intenst arbejde.

Ingen ud over J. selv kendte til hans ejendommelige fremgangsmåde. Det var hans hemmelighed, og han mente tilsyneladende som andre inden for hans metier, at den gjorde man klogest i at bevare for sig selv. Måske var han også af den i og for sig rimelige opfattelse, at det var op til tilskueren, den enkelte, selv at gøre opdagelsen.

Af kunstkritikerne og det kunstinteresserede publikum blev han anset for at være en traditionel, ja, ligefrem anakronistisk kunstner med et endog meget middelmådigt talent. Værker som hans var, hævdede man, ikke alene set før, men også set bedre. Specielt de såkaldt progressive iblandt kunstkritikerne var ude efter J.. Man mente, at der var for få billedelementer på J.’s malerier, og at mellemrummene mellem dem var for store og for tomme. Samtidig mente man, at J.’s kunst savnede dybde, både af eksistentiel og social karakter. Den livets tilsyneladende tomhed og det enkelte menneskes tilsyneladende grundlæggende ensomhed, som man mente var temaet for J.’s kunst, hørte en anden tid til. Man antog, at J. på alle måder måtte være en meget gammel mand. Var han ikke allerede død, måtte det ske inden længe. Mange havde allerede erklæret ham for død – ”J. er død.”, var efterhånden blevet et noget slidt slagord i de kredse i metropolen, som regnede sig selv for avantgarden. Hans nekrolog var blevet publiceret indtil flere gange i de store dagblade. Man var endda holdt op med at beklage fejlen fra redaktionernes side, når man til sin ærgrelse efterfølgende konstaterede, at nye værker af J., hvor malingen endnu var våd, dukkede op på gallerierne og kunstmuseernes udstillinger.

Men af og til hændte det, at en tilskuer, som i et galleri eller på et museum stod og betragtede et af J.’s billeder af gader og pladser i byen, pludselig fik øje på det inderste paradisiske lag neden under de mange gråbrune laserende lag og derved opdagede, at de afbildede mennesker var borgere i to samtidige verdener. Men det varede som regel kun et splitsekund. Tilskueren nægtede pure at tro sine egne øjne og slog det derfor straks hen som et synsbedrag. At de små børn, som nogle af de besøgende af uransagelige grunde havde medbragt på gallerierne eller museerne, ofte morede sig højlydt over de mange farvestrålende fugle, blomster og frugter, tog de voksne ikke notits af. Små børn havde det med at leve i en anden verden, usynlige venner som de havde, og lege købmand – hvor eksempelvis sten fundet i strandkanten kunne gøre det ud for en hvilken som helst vare – som de gjorde. Og så snart børnene nåede konfirmationsalderen, fremstod J.’s billeder igen som opake for dem, hvis de ikke allerede for længst havde glemt J.’s billeder og interesserede sig for nogle mere spændende ting.

*

Borger i to verdener. – Adspurgt om den ejendommelige gangart han havde tillagt sig på det seneste, svarede han, at han øvede sig på at være borger i de to samtidige verdener, han med sit dobbelte blik havde opdaget, at virkeligheden eller den samlede verden bestod af, nærmere bestemt: øvede sig på at gå i de to samtidige verdener, hvilket ikke var helt ukompliceret, idet terrænet i de to verdener kunne være endda meget forskelligt. Som eksempel kunne nævnes, at hvad der i den ene verden syntes at være et relativt rent og ubefærdet fortov, i den anden verden kunne vise sig at være en eng med græsknolde og tjørnekrat, for ikke at tale om at hvad der i den ene verden syntes at være en stejl trappe ned til undergrundsbanen, i den anden verden kunne vise sig at være en kroget sti skabt af de vilde dyr op ad en høj med udsigt ud over Edens have. Han havde efterhånden ikke tal på alle de gange, han var faldet, og i hvilken af verdenerne, han havde sat foden forkert og dermed udløst det enkelte fald, stod for ham også hen i det uvisse. Gjorde det ikke ondt, ville man vide, da borgeren i to verdener begyndte at fremvise alle de blå mærker, hans mange fald havde medført. Jo, sagde han, men hvad der gjorde allermest ondt, var, at han, trods sin hårdt tilkæmpede viden om universets konstruktion, af sine medborgere, som kun var bevidste om at være borgere i én verden, blev opfattet som værende enten svagtseende, blind, beruset, forvirret eller ligefrem sindssyg.

*

Spørgsmål til borgeren i to samtidige verdener. – Hvordan skræver du over kerubernes sværd?

*

Kun ét adskiller Edens have fra den huleverden, det er menneskets lod at leve i: livets træ. Kun dette træ gør Edens have til en have anderledes end alle andre haver. Kundskabens træ gør hverken fra eller til. Mennesket tog jo kundskabens træ, eller i det mindste frø deraf, med, da det i sin tid blev fordrevet fra Edens have.

*

Den paradisiske indbildningskraft. – Den voksne mand skelner, selvom han måske ikke burde, mellem det sandslot, drengen bygger i strandkanten, og de slotte, de kongelige eller adelige lod opføre, før verden blev demokratisk. Drengen gør endnu ikke. Uden den indbildningskraft – som er det stærkeste vidnesbyrd om paradiset, og som drengen bærer som en fakkel, indtil han uvægerligt må snuble og falde, for derpå at rejse sig som en voksen mand, forslået og uden fakkel – uden den indbildningskraft er den materielle verden alene at ligne med en kyst, hvoraf et usynligt hav evigt gnaver.

*

Indbildningskraften bygger diger.

*

På jordkloden er ikke alene alle døgnets tidspunkter, men også alle årstiderne til stede på en gang. Et sted længes en ung kvinde en vinternat efter forårets og sommerens komme. Et andet sted frygter en gammel mand en sensommerdag efterårets og vinterens komme. I et og samme nu.

*

Det er muligt at rejse således, at det altid er dag og sommer. Den, som står stille, vil derimod uvægerligt komme til at gennemleve alle døgnets tidspunkter og alle årstiderne. Bevægelsens monotoni, eller rettere: den rejsendes stræben efter at ophæve døgnets og årstidernes gang kontra det ubevægeliges bestandige eksponering for foranderligheden.

*

Indicium på sjælens udødelighed, første version. – Var han alene af verden, ville han ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

*

Indicium på sjælens udødelighed, anden version. – Han overvejer, om følgende sentens er et indicium på sjælens udødelighed:

Var mennesket alene af verden, ville det ikke føle smerte over verdens forgængelighed.

Han kommer straks i tvivl. Bør han erstatte sjæl med ånd, så sentensen snarere bliver et indicium på åndens udødelighed, den ånd, dvs. ånde, Gud indblæste i mennesket i tidernes morgen, så den døde materie blev levende, lidt på samme måde som – forestiller han sig – det lille barn med dets animerende pludren og bevægelser bringer liv i dukken, det leger med? Eller bør han erstatte ånd med det mere neutrale, det indre, så sentensen snarere bliver et indicium på det indres eller det indre menneskes udødelighed? Eller bør han helt tie og tro på sin egen protestantiske kulturs dogme om kødets opstandelse, hvor uforståeligt det end er for fornuften, at kødet, legemet, kroppen, dette groteske vedhæng til sjælen, ånden eller det indre, som han oplever det som, og som tiden og det jordiske liv kun gør endnu mere grotesk, skal rejse sig fra graven for at leve i paradiset evigt omfavnet af Gud? Men han kan ikke tie ...

*

Den faldne verdens transparens. – Lyset fra kerubernes lynende flammesværd oplyser den faldne verden bagfra eller indefra og afslører, at træerne står i to verdener på en gang.

*

Han er en rundkørsel, ud fra hvilken alle veje ender blindt. Vejen til den anden eller det andet ender blindt. Måske har vejplanlæggeren en ide med den tilsyneladende galskab? – Uhyret må ikke slippe ud.

*

Der findes ingen fælles front, hvad angår den menneskelige erkendelse, allerhøjest en masse delfronter, hvoraf de fleste er barrikader som i en borgerkrig.

*

De to have. – Et skib ved navn Maya forliste i en storm. Klyngende sig til et stykke af det splintrede skib drev en mand, som havde været passager på skibet, nu rundt på det oprørte hav, som tilsyneladende ikke havde til sinds at lægge sig. Et andet skib, Veronika, kom tilfældigvis forbi, og ville bjærge manden. Manden nægtede imidlertid at lade sig bjærge. Da tog kaptajnen på Veronika ordet og talte inderligt til den skibbrudne fra Maya:

”Man kan ikke blive ved med at være forlist. På et tidspunkt må man lade sig bjærge.”

”Måske,” sagde den skibbrudne fra Maya, ”men det er ikke desto mindre min intention at forblive med at være forlist.”

”Men hvorfor?” spurgte kaptajnen på Veronika. ”Det skriger jo til himlen.”

”Tja, måske er det netop derfor,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Jeg foranlediger gerne et skrig, som giver genlyd i himlen. For der har så længe været tavst i disse øvre regioner. Men spøg til side. For andre ville det være en stor ulykke at opleve det, som har overgået mig. Men for mig var det en skelsættende begivenhed, som på den anden side af skellet fik skællene til at falde fra mine øjne og for første gang i mit liv mig til at se klart. Der er ikke ét hav, men to have, det jordiske og det himmelske. Mens det jordiske hav er lunefuldt, er det himmelske et, der er til at stole på. Aldrig har jeg set havblik som det himmelske havs havblik. I det jordiske hav er jeg forlist. I det himmelske hav er jeg bjærget. Ja, i det himmelske hav kan jeg tilsyneladende slet ikke forlise. At lide skibbrud er for mig en saga blot.”

”Men det himmelske hav er indbildning,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Det findes ikke.”

”Tro mig,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Det findes.”

”Hvad er da min skæbne i det himmelske hav?” spurgte kaptajnen på Veronika.

”I det himmelske hav er du den forliste,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Der må nødvendigvis være den sammenhæng mellem de to have. Man kan ikke både være bjærget i det jordiske og himmelske hav.”

”Det argument holder ikke,” sagde kaptajnen på Veronika. ”Din teori om, at der skulle herske en ligevægt mellem de to have, forudsætter, at de to have skulle være forbundne, eksempelvis via en flod, og at havene dermed skulle være opblandet. Men det har hverken sømænd eller videnskabsmænd nogensinde fundet indicier på. Overalt, hvor end vi drejer os, ser vi kun det jordiske hav.”

”Nej, du tager atter fejl,” sagde den skibbrudne fra Maya. ”Havene er ikke forbundne. Det er to adskilte have (som er til stede på en gang, idet begge have er transparente) hvorom det gælder, at du er forlist i det ene og bjærget i det andet.”

*

Demokrits brønd. – Engang var den bundløse afgrund den højeste mode. Det var på malstrømmens og den hvide hvals tid. Så fyldte mennesket afgrunden op – med hvad er jeg i grunden ikke klar over – og byggede den ideale stat ovenpå, den ideale stat, som bygger på demokrati og borgerlige frihedsrettigheder. Men mennesket glemte, at alt sætter sig.

Den faldne verden – aforismer

”Hvor skal du hen,” råbte folkemængden til den store opdagelsesrejsende.

”Ud. Ud. Ud ad tangenten,” svarede han.

*

Babelstårnet blev ikke bygget af tegl, men af ord. Derfor var det snarere håndværkerne, der opførte tårnet, end digterne og filosofferne, der opdagede, at sprogets grænser er verdens grænser. Som man steg op ad vindeltrappen, kom man uvægerligt til at fattes ord. Man blev ramt af en art afasi eller demens (som dog fortog sig, så snart man begyndte at stige ned ad vindeltrappen igen). Håndværkerne i de allerøverste af tårnets vindinger havde næsten helt mistet talens brug, som havde de hver især i lighed med Alexander Selkirk, virkelighedens Robinson Crusoe, opholdt sig flere år på en øde ø. De kunne kun skrige hæst som kragerne, der bestandigt cirklede om tårnet, og havde derfor ingen bygningsmaterialer til tårnets fuldendelse.

*

Der findes ikke farligere sværd end liljen.

*

Man siger, at den, som bryder loven, hæver sig over loven. Intet kunne være mere forkert. Forbryderen er den af os alle, som bekræfter loven og den orden, som loven afføder, allermest. Kun den lovlydige kan gøre sig håb om at hæve sig over loven.

*

Vismanden spørger mig, om jeg er monist, dualist eller pluralist. Han proklamerer, at et menneske ikke kan kalde sig for oplyst eller for en tænker, hvis ikke han har afgjort, hvilken af de tre verdenssyn han repræsenterer. Jeg afstår fra at svare. Jeg kan ikke gennemskue konsekvenserne af valget for mit verdensbillede. Jeg synes, at der er en begrænsning ved hver af de tre positioner.

*

Jeg oplever det som, at jeg lever i et ontologisk usikkert univers. Det er min allermest grundlæggende oplevelse. De kunstværker, som mimer et ontologisk usikkert univers, er i hvert fald dem, som har den største fascinationskraft på mig. Flere verdensfortolkninger er mulige. De skiftevis træder frem og fortoner sig for mine øjne som motiverne på et fikserbillede eller et metamorfisk billede. Jeg befinder mig ikke i en ophøjet position, på et filosofisk himmelbjergs øverste tinde, hvorfra jeg kan afgøre, hvilke filosofiske udsagn og positioner er sande. Jeg har tværtimod slangens, muldvarpens eller bænkebiderens perspektiv. Den nederste af de nederste. Fremtiden kan måske bringe afklaring, det vil jeg ikke afvise, selv om det modsatte er mere sandsynligt. Jakobsstigen er for den ydmyge, den drømmende af slagsen, et uudslukkeligt, om end bedragerisk håb.

*

Huleverdenen. Han forestiller sig, at vores verden, den faldne verden, først blev til, da mennesket blev fordrevet fra Edens have. For hvert skridt manden og kvinden, hånd i hånd, tog, blev lidt mere af den faldne verden til. Det var en nedstigning til en hule med skyggebilleder. Selv når solen skinner fra en skyfri himmel en sommerdag, føler han sig omgivet af skygger. Og der er vinterdage, hvor det allerede bliver mørkt om eftermiddagen, at han skimter en stedsegrøn have langt, langt borte, når han ser sig over skulderen.

*

”Hvorfor søger du mørket,” spørger den oplyste. ”Hvorfor søger du ikke lyset som vi andre?”

”Jeg søger ikke mørket,” svarer den formørkede. ”Jeg søger at oplyse mørket.”

*

Tavshed. Han taler alle jordens sprog. Han kan nemlig være tavs på alle jordens sprog, selv på det oprindelige tungemål før den babelske forvirring, Adams og englenes tungemål.

*

Forvirring. Jeg betragter himmelfalden det klart tænkende menneske, som netop har erklæret, at han er interesseret i forvirring. Jeg selv er et uklart tænkende menneske, som søger klarhed, men finder forvirring. ”Det er en lidelse,” siger jeg og lægger mit ansigt i den tragiske maskes folder, men da det klart tænkende menneske foreslår, at vi bytter eksistens, farer jeg sammen og betakker mig.

*

Den vej, man har tilbagelagt, den vej er man ældre.

*

Det andet blik. En skæv verden, hvor Det Skæve Tårn i Pisa er lige.

*

Han ser digteren som en opdagelsesrejsende, der er faret vild i sine egne formuleringers labyrint. Den attråede sande formulering er labyrintens ophævelse eller rettere, illusionen om labyrintens ophævelse.

*

Han kravler på sin bug og æder støv, hvor andre bygger tårne og bestiger bjerge. Han kender kun to bud. 1. Lig, hvor du ligger og grav, men grav dybere. 2. Bliv ved med at kravle. Neden for tårnene og bjergene. En slange på vej op ad en vindeltrappe er en fjern drøm.

*

Hvor andre ser heste, ser han vingeløse pegasusser. Den fælles verden som en reduktion af den private verden. Den vågne verden som en reduktion af den drømte verden. Heste som vingeløse pegasusser og hornløse enhjørninger. Mennesker som vingeløse engle og horn-, hale- og klovløse dæmoner.

*

Selv den nøgne bærer masker: ansigts- og kropsmasker. Ja, selv den afdødes af retsmedicineren åbnede lig bærer masker. Successive masker svævende over en bundløs afgrund af tomhed.

*

At fortælle, som om man var tiden. Han siger højtideligt, ”Jeg er tiden.”, og sætter sig ned for at skrive i denne forklædning.

*

Han drømte, at han ville rekonstruere Platons tabte dialog om sproget mellem Alexander Selkirk og Kaspar Hauser, men savnede ord. Han vågnede og indså grædende, at hans uformåenhed over for det umulige i den drømte verden er den sammen som hans uformåenhed over for det mulige den vågne verden.

*

Verdens ende. Han forestiller sig, at verdens ende indtræffer, når alle børn bliver født hvidhårede, når de nyudsprungne træers blade er visne.

Metafysik

Stenenes og mineralernes fange

Man sagde, at han som far havde Sisyfos, og som mor Lots hustru. Til trods for, at det ikke forekom videre sandsynligt, gav det i det mindste for ham selv en dækkende beskrivelse af hans opvækst. Hvordan kunne han som voksen undgå andet end at blive stenenes og mineralernes fange?

*

Han skrev et brev til Gud. Der må være et andet svar end tavshed og dødsdom.

*

Hans fejl er den gamle sjæls fejl: ikke at have drukket nok af Lethe. Eller rettere: at have drukket overordentligt meget af Lethe, men desværre ikke nok til at glemme. Nogle vil måske indvende, at Lethe kun eksisterer i myterne. Nuvel, det forværrer kun hans smertelige tilstand. Lethe eksisterer ikke, men selv hvis den eksisterede, ville det ikke være muligt for ham at drikke nok af den for at glemme.

*

Legion var en ensom mand. Måske var det derfor, at han blev til de mange?

*

Han er stifinder i en verden, hvor alle veje ender blindt.

*

Hvis verden er hans forestilling, så må verden gå under, når han dør – medmindre hans forestilling overlever ham.

*

Man sagde, at kragerne efter hans død ville blive ved med at cirkle om ruinerne af Babelstårnet.

*

Babelstårnet (anabasis) er en umulighed. Jakobsstigen (katabasis) er en mulighed. Læg dig ned og drøm.

Anabasis: opstigning fra mørke til lys, fra løgn til sandhed, eller rettere: fra meningsløshed til meningsfuldhed, fra ulykke til lykke.

Katabasis: nedstigning fra lys til mørke, fra sandhed til løgn, eller rettere: fra meningsfuldhed til meningsløshed, fra lykke til ulykke.

Termodynamikkens anden hovedsætning, entropien er stigende, er katabasis.

Uddrivelsen af Edens Have er katabasis.

Sygdom og alderdom er katabasis.

Jakobsstigen er den guddommelige invasion.

*

En fange råbte gennem tremmerne i sin celle til sin tvillingebror uden for fængslet: ”Hvordan kan du, som kender til indespærring gennem min indespærring, kalde dig selv for ulykkelig? – Du er fri. Du lever under stjernehimlen.” Og fik svaret: ”Jeg er ikke fri. Jeg kan ikke nå stjernerne.”

Tremmer og stjerner, man ikke kan nå. Det er det samme.

*

Et menneske tilbød ham sit venskab. Hellere ensomhed end selskab af en af Jobs venner, svarede han.

*

Han er det fortrængte.

*

En anden udvej end døden. En anden bro end broen til dødsriget.

*

Babelstårnet – en vertikal labyrint? Hvem bor i vindingerne? – Minotauros eller rettere: Minotauros’ bror, trappegængeren Minotauros?

*

Mennesket – en robot styret af en transcendent computer?

*

At trække sig selv ud af en ligning, som ikke har nogen løsning. Ligningen har stadigvæk ikke nogen løsning.

*

Der er ingen bro mellem kenoma og pleroma. Der er ingen bro mellem idios kosmos og koinos kosmos.

*

Genet for den oprindelige synd

Krigen mellem det paradisiske og det efterparadisiske menneske

Menneskenes ragnarok

En dag vil mennesket finde genet for den oprindelige synd og slukke for det i et forsøg på at skabe eller rettere genskabe det paradisiske menneske. Det vil vise sig at være en fatal fejl. For det vil føre til en ragnarokagtig krig mellem mennesket og det paradisiske menneske, som mennesket er dømt til at tabe. For det paradisiske menneske er et fuldkomment væsen, som blindt adlyder Guds lov, mens mennesket er et ufuldkomment væsen, som halvt adlyder Guds lov, halvt adlyder sin egen lov, dvs. synden.

*

Heraklits flod

Enten skal man være kristen, eller også skal man være efterkristen, som Nietzsche var det. Det med at have smidt Jesus Kristus væk, men stadig dyrke hans morallære, eller det med at dyrke naturvidenskaben som en afgud på den øretæveindbydende naive måde, som nogle gør, som om syndefaldet ikke eksisterede – det holder ikke. Jeg mener: Det efterkristne liv må være helt forladt af idoler og utopier, hvis det skal give mening: Det må være et liv i Heraklits flod. Intet sprog, ingen billeder, kun foranderlighed. En sprog- og billedløs eksistens i et evigt foranderligt miljø. Men er det overhovedet et liv for mennesker? Er det ikke snarere et liv for fisk – eller dionysiske delfiner, om man vil?

*

En fugl, som angriber sit eget spejlbillede i et vindue. Så fremmed over for sig selv kan et menneske i sin fremmedhed over for sig selv dog aldrig blive. Og så alligevel.

*

Han gav en tigger en almisse. Tiggeren klagede over, at almissen var for lille. De forbipasserende kastede forargede blikke på den nærige giver.

Ahasverus Junior

Fodspor i sneen. Han føler, at han ligger nedgravet i sit eget kød som det navnløse offer for en forbrydelse, som en blandt hundelufternes ordener endnu ikke har fundet, og som kun vil kunne blive identificeret ud fra sit tandsæt, og hvis spøgelse strejfer hvileløst omkring blandt alle de andre spøgelser af nedgravede og navnløse ofre. En ting er sikkert: Han udgør ikke mere et hele, men udgøres af et virvar af forskelligartede eksistensformer og -tilstande på vej bort fra hinanden i alle fire verdenshjørners retninger, væk fra det origo som oprindelig udgjorde hans inderste og på dette tidspunkt tilsyneladende urørlige kerne. Med jævne mellemrum vågner han af en drøm, som han tilsyneladende er alene om, for at drømme en anden drøm, han tilsyneladende har tilfælles med alle andre: spise-arbejde-spise-sove, spise-arbejde-spise-sove, og så videre, og så videre, i det tilsyneladende uendelige.

Materialisterne står i kø som træstammer rundt om i sneen, i al deres tilsyneladenhed hvad angår rod eller ikke-rod, parat til at fortælle ham, at det en dag er slut. Er det ikke, som om deres iver forråder dem, som om deres masker af lav- og mosbevokset bark og karnevalsdragter af nøgne sorte grene er uvished forklædt som vished? Har de ikke glemt det kartesianske bud om mindst en gang i livet at tvivle på alt det, man resten af livet render bevidstløst rundt og tror eller ikke tror på? Hule træer, hvis hulrum er fyldt med angst og bæven, for at der trods al meningsløshed alligevel skulle vise sig at være en mening med det hele. Gid en ugle ville bygge rede i deres indre.

Nuvel, de forsikrer ham om, at han vil blive brændt til molekyler og atomer, ikke fordi han tilhører en race, som af den herskende klasse anses for laverestående, men fordi det nu engang er skriften på væggen, at alt har en ende. Der vil ingen spor være tilbage efter ham, såsom hans initialer på atomerne. Atomerne er ikke individualiserede og bærer ikke spor af deres historie. Det nyfødte barn er bygget af afdødes aske, men de afdødes skæbner er glemt af alle, nedskrevet som de var i de nu tabte værker i biblioteket i Alexsandria. De tårer, vi hver især har grædt, vil ikke kunne spores i fremtidens regnvejr.

Han selv er imidlertid begyndt at tvivle på denne afsluttende finale, som han ellers efter barndommens og ungdommens frygtsomhed efterhånden var begyndt at se frem til som en art forløsning, og frygter nu, at det slet ikke er slut, men at han står over for en nedstigning i en bundløs malstrøm af sjælevandring, at han er en evig vandringsmand på en endeløs pilgrimsrute gennem ormehuller mellem en uendelig række af parallelle universer.

Der synes ikke at være en udvej. Skimter man forude i den altomsluttende tåge konturerne af en spinkel bro, er det sandsynligvis kun en passage fra et eksil til et andet.

Der er ingen hjælp at hente. Ingen erfaren vejleder eller stifinder, som tilbyder en sin sikre hånd. Er der fodspor i sneen foran en, som om der er en, som går forude og baner ens vej i sneørkenen, er det ikke Dantes, men Den Evige Jødes, Ahasverus’, og hvor kan han lede én hen, på flugt fra det oprindelige svigt som han er for evig? ”Væk-herfra er mit mål,” hvisker han, samtidig med hjemløshedsdommen afsiges igen og igen i universernes sneklædte retssale.

Skrevet engang i løbet af den næsten uendelige vinter, som kuldskære sjæle kun med nød og næppe har overlevet, og som her et stykke inde i april endnu ikke helt har sluppet sit isnende favntag af mennesker og natur.

Det ottende kontinent

Da den opdagelsesrejsende blev gammel, opdagede han, at den bedste måde at bevæge sig fra punkt A til punkt B var at forholde sig i absolut ro i punktet A og lade punktet B komme imod sig. Det handlede blot om at gøre sig så lille som mulig. Som musen, som gemmer sig i sit hul for katten. Som muldvarpen, som gemmer sig i sine gange for gravhunden. Eller som den troende, som ligger på knæ for sin skaber. Ikke bevæge sig, ikke sige et ord, blot trykke sig mod jorden, den kære jord, mens kæmperne, de almægtige kæmper, eller de næsten almægtige kæmper, for man trak endnu vejret, rasede ud. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at gøre sig så konkav som mulig. Så ville ens nære omgivelser og dermed også de uendeligt fjerne, til trods for at de på grund af afstanden forekom en urokkelige, opfattet som et hele sættes i bevægelse og gøre sig konveks for at udfylde det opståede tomrum. Så ville det fjerne mål komme imod en med samme voldsomhed som det indtrængende hav ved et digebrud. Det var så at sige selvets digebrud, selvets kontrollerede digebrud, den rejsende efterstræbte. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at følge patriarken Jakobs eksempel og drømme. Da ville fra et punkt i det uendeligt fjerne komme en stige til syne, på hvilken venligtsindede rejsekammerater ville stige opad og nedad. At nå ens destination ved at rejse på den konventionelle måde, dvs. først at bygge Babelstårnet for derpå at rende op ad dets uendelige vindeltrappe, eller rettere, at bygge Babelstårnet samtidig med at man rendte op ad dets uendelige vindeltrappe, var en umulighed. Nej, kun ved at lægge sig fladt ned, ved at stige ned i afgrunden og blive den nederste blandt de nederste, blev den forvandling til et højerestående og mere oplyst væsen, den ved verdensaltets kraft udfoldede opstigen gennem den store kæde af alt eksisterende, som rejsen var, en mulighed. I den sorteste af de sorteste kulkældre, i den dybeste af de dybeste dale, hvor solens stråler på grund af de omkransende bjergtinder aldrig nåede en, i en grav en vinternat, eller i sin seng varmende en vildfremmed spedalsk. Så begyndte rejsen.   

Den gamle opdagelsesrejsende holdt af at sidde i aftenrøden i sin øreklapstol ved det vestvendte panoramavindue i sin dagligstue og lade det store uopdagede kontinent, det ottende kontinent, som han kaldte det, komme imod sig. Idet det umulige skete, det umulige forstået som det umulige for den, som bevæger sig, at han gennembrød grænsen mellem den gamle, kendte verden og den nye, ukendte verden, forenedes han med sin dobbeltgænger.

Den gamle opdagelsesrejsende var godt klar over, at han ikke var nogen stor tænker. Det skete uhyre sjældent, at et menneske var excellent inden for mere end et felt, hvilket ifølge den gamle opdagelsesrejsende i og for sig kun var ret og rimeligt. Hvorfor begave et menneske med to ekstraordinære talenter, når det kun havde et liv til at realisere dem? Var det så ikke mere hensigtsmæssigt for den bevidste eller ubevidste verdensånd, som naturen udgjorde, og som gennem sit afkom, mennesket, forsøgte at forstå sig selv, at fordele det ene af talenterne på et eller flere af andre menneskelige eksistenser? Den gamle opdagelsesrejsende havde i hvert fald rigeligt i sit ene talent: den stationære opdagelsesrejse, selvets kontrollerede digebrud, eller hvordan man nu valgte at beskrive det særegne talent med ord. Alligevel hævdede han, at han gennem en esprit de finesse, som selv de simpleste iblandt os ifølge ham kunne siges at være i besiddelse af på heldige dage, havde fundet en fyldestgørende forklaring på det ejendommelige fænomen vedrørende mødet med sin dobbeltgænger på sine mange opdagelsesrejser.

Forklaringen gik kort og godt ud på, at det ottende kontinent ikke eksisterede, at det så at sige var verdens ende, og at det udgjordes af et uendeligt, altomspændende spejl, som spejlede den kendte verden, som den gamle opdagelsesrejsende ved den yderste grænse havde lagt bag sig. Den gådefulde dobbeltgænger, som ved rejsens ende rejste sig fra sin øreklapstol i et øde tågelandskab for skrutrygget og støttende sig til sin stok at komme den gamle opdagelsesrejsende i møde, var simpelthen intet andet end den gamle opdagelsesrejsendes eget spejlbillede, hvilket lod til at stemme overens med, at dobbeltgængeren havde en lille skønhedsplet på sin venstre kind, mens den gamle opdagelsesrejsendes egen omvendt befandt sig på den højre kind. 

Om det uendelige, altomspændende spejl havde den gamle opdagelsesrejsende ikke meget at sige. Han udtalte sig kun meget tøvende og med mange forbehold om dette emne. Enten var spejlet frembragt af naturen og måtte således i lighed med alt andet fast stof bestå af universets byggestene, eller også var det frembragt af den gamle opdagelsesrejsende selv, med den vigtige tilføjelse at alle, som havde til hensigt at følge i den gamle opdagelsesrejsende fodspor, også selv ville frembringe spejlet ved den yderste grænse – i tilfælde af at spejlet var en illusion, så var det ikke en illusion, som knyttede sig til det enkelte menneske, men knyttede sig til hele universet. Men en nærmere analyse af det uendelige, altomspændende spejls beskaffenhed var i grunden unødvendig, mente den gamle opdagelsesrejsende. Det vigtige var erkendelsen af, at det univers, den menneskelige tilværelse udspiller sig i, kunne sammenlignes med det indre af en kuglerund muslingeskal, hvis sider er beklædt med perlemor. Mennesket levede altså ifølge den gamle opdagelsesrejsende i en spejlverden. Hvor langt ud der var til spejlet, var sandsynligvis forskelligt fra det ene menneske til det andet. Afstanden kunne således ikke fastlægges. At menneskene ikke følte sig indespærrede måtte skyldes, at afstanden var så umådelig stor.

Nu lød måske den gamle opdagelsesrejsendes ejendommelige rejsemåde, hans møde med en dobbeltgænger, som alligevel ikke viste sig at være hans dobbeltgænger og et uendeligt, altomspændende spejl ved verdens ende i et skeptisk sind, som nogle i den gamle opdagelsesrejsendes bekendtskabskreds kunne siges at være i besiddelse af, som femtenhundredetallets og sekstenhundredetallets spanske mystikeres åbenbaringer, som af nogle historikere tolkes som den døende kristendoms sidste voldsomme opflammen sat i gang af den destruktive sekularisering som reformationen i nord medførte.

Der var imidlertid intet af en religiøs åbenbaring over den gamle opdagelsesrejsendes rejser, hævdede han selv. Højst noget pudseløjerligt. Når den gamle opdagelsesrejsende nærmede sig det ottende kontinent, oplevede han det som, at han i sit lille hus ved havet fik besøg af sin tvillingebror, som for mange år siden var emigreret til Buenos Aires, eller en anden af metropolerne mod vest, og som den gamle opdagelsesrejsende derefter havde mistet al kontakt med. Og hvad kunne være mindre mystisk end et møde mellem to gamle affældige brødre, som efter et langt livs adskillelse faldt hinanden om halsen? Hvem var ikke uforvarende kommet til en eller flere gange i sit liv at overvære et sådant bevægende møde ved et færgeleje eller i en lufthavns ankomsthal? Stemningen ved sådanne lejligheder virkede altid så opløftet. Smil, latterudbrud, klappen på skuldre, tørren tårer i øjenkrogene bort. Enhver oplysning, den ene slægtning kom med, selv den mest banale, blev af den anden slægtning modtaget med begejstring. Således blev den gamle opdagelsesrejsende næsten overstadig, da det viste sig, at tvillingebroderen efter sin pensionering fra sin livslange stilling som mineingeniør også at havde uddannet sig til opdagelsesrejsende i sin øreklapstol på den anden side af Atlanterhavet. Tvillingebroderen var med andre ord den ideelle rejsekammerat at have med på rejsen til det store måske.

Den jordiske filosofi

Hen imod livets afslutning blev den jordiske filosof syg og svagelig. Hans hud blev mørk og plettet, hans øjne matte, hans negle hornagtige og skarpe, så de kom til at minde om en tornebusks torne, og hans vejrtrækning langtrukken og pibende som en trækvind i en underjordisk hule. Ja, det forekom ligefrem hans unge discipel, den senere himmelske filosof, at der udgik en lugt af jord og mug fra hans gamle lærer og mester, hans et og alt. Tydeligst var lugten når den unge discipel om morgenen åbnede døren og trådte indenfor i den jordiske filosofs soveværelse for at vække den gamle mand og klæde ham på. Ligegyldigt hvor meget disciplen end luftede ud, ville lugten af gravkammer ikke forlade den jordiske filosofs soveværelse. I et forsøg på at standse det tiltagende forfald og bringe livet tilbage i den jordiske filosof vaskede den unge discipel hver dag den gamle mand grundigt, gik lange ture med ham, for at vinden skulle gennemblæse ham, og sad og talte med ham foran ilden i kaminen til langt ud på natten (ifølge traditionen tolkes dette som et udtryk for den unge discipels, den senere himmelske filosofs, bevidste eller ubevidste plan om at modvirke det jordiske forfald med jordens komplementære elementer: vand, luft og ild). Lige meget hjalp det. Det var, som om den jordiske filosof var ved at gå i forrådnelse ligesom de nedfaldne frugter, blade og kviste i skovbunden, som den unge discipel kom forbi på sine lange gåture sammen med den gamle mand. Kort forinden sin død sagde den jordiske filosof til sin unge discipel helt i modstrid med den lære, han indtil da havde prædiket:

”Der er ingen himmel. Den himmelske verden er kun et spejlbillede af den jordiske. Den udgøres af de samme træer, de samme tårne, de samme krager cirklende om tårnene, de samme skurke på de forgrenede veje mellem tårnene, blot er de alle vendt på hovedet set med vores jordiske øjne.

Der er kun jord, jord og atter jord. For hver mundfuld luft, vi indånder, bliver rummet af luft mellem de to verdner mindre. Dødsstunden oprinder, når de to verdners trætoppe mødes.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Nej, de vokser bort fra jorden op mod deres spejlinger i den himmelske flade, den jordiske verdens afslutning, for at de til sidst, de jordiske træer og deres himmelske spejlinger, opsluges af hinanden og tilintetgøres for altid.

Således går det også for os mennesker. Den dobbeltgænger, som man ifølge den folkelige overlevering møder kort før sin død, er i virkeligheden ens egen spejling i den himmelske flade. Af jord er vi kommet, til intet skal vi blive, når vores jordiske jeg forenes med vores himmelske jeg, vores jordiske jegs spejling i den himmelske flade.”

Måske talte den jordiske filosof i vildelse? Eller måske var han tværtimod ved sine fulde fem, men talte for første gang i sit liv sandt? Under alle omstændigheder efterlod han, da han kort tid efter døde, den unge discipel til at leve med en gammel mands viden i en ung mands krop. En torn i kødet, om man vil.

Teaterbarnet

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom et barn ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Til at begynde med troede jeg, at det var et barn som alle andre, jeg havde foran mig. Men snart efter opdagede jeg, at der i virkeligheden var tale om to børn, som så at sige var til stede i et og samme barn, i et og samme nu. Det var, som om barnet havde den samme egenskab som et fikserbillede. Nogle gange, når jeg så på det, så jeg et barn med mørkblondt hår og et melankolsk temperament. Andre gange så jeg et barn med ildrødt hår og et sangvinsk temperament. Hvis man forestillede sig, at det var muligt at lave en skala over graden af det at være siamesiske tvillinger, da repræsenterede barnet det sidste – hypotetiske, men teoretisk set mulige – stadie, inden de siamesiske tvillinger bliver til ét individ.

Efter at min første overraskelse havde lagt sig, begyndte det døde barn på sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad det fortalte mig den aften.

Det indespærrede barn

Et barn blev af sine forældre holdt indespærret i det, som barnet med tiden kom til at opfatte som det indre af et teater. Hver aften sad barnet som en blandt mange andre tilskuere i en prægtig teatersal og overværede den forestilling, som teatret netop for tiden havde på plakaten, og hvori forældrene, som tilsyneladende var ansat som skuespillere ved teatret – andet gav for barnet at se ikke mening – ofte medvirkede. Når forestillingen var spillet til ende, skuespillerne havde modtaget tilskuernes applaus, og tilskuerne var brudt op og havde efterladt barnet alene tilbage, klædte det sig af og lagde sig til at sove i en seng, der af forældrene var opstillet til det i en mørk krog af teatersalen.

Tiden gik. Barnet voksede op. Dets hår ændrede farve fra at være lysblond til at være mellemblond og fra at være mellemblond til at være mørkblond, til barnets store sorg, men som det ikke desto mindre var almindeligt blandt skuespillernes børn på teatret. Barnet blev bekendt med mange skuespil. Men da der tilsyneladende kun var skrevet et endeligt antal skuespil og ikke blev skrevet nye af tilstrækkelig høj kvalitet til, at teatrets ledelse ønskede at opføre dem, var mange af skuespillene blot gentagelser af tidligere opførte skuespil, og da barnet endvidere aldrig selv fik lov til at spille med, da det af forældrene og teatrets ledelse – denne på en gang usynlige, men allestedsnærværende ledelse – tilsyneladende ikke blev anset for at have talent for skuespil, tændtes i barnet en uudslukkelig længsel efter et andet slags liv. Hvad dette andet liv gik ud på, og hvordan det kunne realiseres, kunne barnet som udgangspunkt af gode grunde ikke have nogen forestilling om, da det kun kendte til livet som tilskuer i teatersalen.

Universernes kamp

Da barnet fyldte femten år, fik det imidlertid den ejendommelige tanke, at der eksisterede en verden uden for teatret, at teatret lå ud til en plads, som blot var en lille del af en storby med huse, gader, parker og så videre.

Det var for barnet en stor glæde at befolke denne nyopdagede verden i dets indre med biler, busser, cyklister, fodgængere og hunde, som fodgængerne gik tur med, og tit sad barnet på sin plads blandt tilskuerne i teatersalen i færd med dette i stedet for at følge med i skuespillet på scenen, hvilket forårsagede, at det ikke lo, når de andre tilskuere lo, og lo, når der ikke var noget at le ad på scenen, men noget at le ad i tankerne, hvilket i høj grad generede de omkringsiddende tilskuere.

Da barnet adspurgt af forældrene om årsagen til dets ejendommelige opførsel fortalte om den forestilling om en verden hinsides teatret, det havde fået, afviste de den imidlertid som ren spekulation med en voldsomhed, som kom bag på barnet. Ja, det kom til en hel lille scene, hvor forældrene løb rundt om barnet udfoldende deres næsten uudtømmelige repertoire af skabagtige mimiker og fagter. Teatret var, forsøgte forældrene indtrængende at overbevise barnet om, den eneste virkelighed, der eksisterede, og det var deres pligt som forældre at fastholde barnet på denne virkelighed.

Til at begynde med – måske fordi barnet havde oprigtig svært ved at forestille sig teatret frit svævende i det tomme rum – tog barnet til genmæle mod sine forældre. Undervejs i den ophedede diskussion kom forældrene uden at have ondt i sinde til at fremstille sig selv som rationelle væsner, barnet som et irrationelt væsen, og dets forestilling om en verden uden for teatret som fantasi eller ønsketænkning, som sandsynligvis var opstået på grund af barnets manglende talent for skuespil. Barnet kunne da ikke undgå andet end at få den tanke, at dets manglende talent for skuespil var årsag til en stor sorg for forældrene. Men hvis det vitterlig forholdt sig således, var det så i grunden ikke dybt uretfærdigt? Burde barnets manglende talent for skuespil ikke tværtimod have været årsag til forældrenes store glæde? Familien havde en hund, som på grund af hundeslægtens laverestående natur var ude i stand til at foregive og spille skuespil, og denne hund elskede forældrene ubetinget, modsat deres skuespillerkollegaer, som de ofte talte ondt om, når de var alene. Kærlighed og skuespil var tilsyneladende hinandens modsætninger. Hvad angik kærlighed, var hunden for barnet et uopnåeligt forbillede. Barnet følte, at det på sin plads blandt tilskuerne i teatersalen befandt sig i en mørk dal mellem to lyksalighedens bjergtinder: hundekurven og teaterscenen, kærligheden og skuespillet.

Hvorom alting er, så lykkedes det i første omgang for forældrene at få fredsommeliggjort barnet, som grundlæggende var et artigt og et en anelse uselvstændigt barn, i dets gryende oprør mod den herskende verdensorden, så det var i grunden – selv for barnet selv – en anelse uklart, hvad der i sidste ende alligevel fik barnet til at kaste de usynlige lænker, som lænkede det til dets sæde i teatersalen, forældrene og hunden, af sig, og fik det til at begive sig ud på sit livs opdagelsesrejse.

Himmelbarnet

Måske spillede det ind, at barnet flere gange blandt de øvrige tilskuere havde bemærket et barn med ildrødt hår i et himmelblåt jakkesæt, hvorpå små, lysende planeter, stjerner og galakser var fastgjort. Det fremmede barn var af omtrent samme alder, højde og udseende som barnet selv, når man så bort fra det fremmede barns ildrøde hår og det blå jakkesæt med lysende planeter, stjerner og galakser, som det altid var iført. Det var, som om det rødhårede barn var et spejlbillede af det mørkblonde barn, blot forvrængede det tænkte spejl, som var det en tryllekunstners rekvisit, det mørkblonde barns spejlbillede, så dets hår fremstod ildrødt. Barnet omtalte i tankerne det fremmede barn med det ildrøde hår som himmelbarnet, og sig selv som teaterbarnet. Måske ville teaterbarnet en dag blive venner med himmelbarnet, tænkte teaterbarnet. Måske ville teaterbarnet en dag møde himmelbarnet i den verden, som teaterbarnet forestillede sig lå uden for teatret? Og måske ville de da, teaterbarnet og himmelbarnet, i et kærligt favntag forenes og gendannes til det kosmologiske menneske, det sol-, jord-, eller måneafkom, som de i tidernes morgen før den smertelige adskillelse oprindeligt havde udgjort?

Himmelbarnet kom ofte til premiererne, og når det satte sig eller rejste sig fra sit sæde en, to, eller tre stolerækker foran teaterbarnet, var det, som om det forsøgte at fange teaterbarnets opmærksomhed med sit blik, og når det lykkedes, betragtede det teaterbarnet med et så indtrængende blik, at teaterbarnet til sidst måtte se rødmende bort. Teaterbarnet forstod ikke at tyde himmelbarnets gådefulde blik. En ting stod imidlertid lysende klart: Der var en ærlighed i himmelbarnets øjne, som ikke var i forældrenes flakkende skuespillerøjne, altid i færd med at afsøge omgivelserne for medlevende og bifaldende publikum som de var.

En aften, da forestillingen var ovre, fandt teaterbarnet et rødt og skinnende æble, som himmelbarnet havde efterladt på sit sæde, til trods for at det var strengt forbudt at medbringe mad og drikke i teatret. Teaterbarnet betragtede længe det i dets øjne vidunderlige æble, og da det endelig tog mod til sig og tog en bid af æblet, fyldtes dets mund med en friskhed og sødme, som forplantede sig til alle dele af kroppen, at teaterbarnet sluttede, at æblet måtte have groet på et træ, som voksede i en have i en anden verden under en himmel med planeter, stjerner og galakser.

Og måske var det disse begivenheder – himmelbarnets besøg i teatret, dets indtrængende blik og det vidunderlige æble som et indicium på en verden uden for teatret – som i sidste ende vækkede den opdagelsesrejsendes målrettede handlekraft hos teaterbarnet og fik det til det til at afsøge teatrets yderste grænser for om muligt at finde en udgang.

Rejsen til verdens ende

En aften, da forestillingen var spillet til ende, og tilskuerne var brudt op og havde efterladt teaterbarnet alene tilbage, klædte det sig som sædvanlig af og lagde sig til at sove i den seng, der af forældrene var opstillet til det i en mørk krog af teatersalen. Men da det efter et stykke tid kunne høre, at resten af teatret var gået til ro og der var blevet helt stille i teatret, stod det op, klædte sig på og forlod teatersalen. Et øjeblik stod teaterbarnet rådvild i korridoren, som det var kommet ud i. Det havde mærkværdigvis aldrig spekuleret over, hvor tilskuerne gik hen, når forestillingerne var ovre. Det havde ureflekteret antaget, at de fortrak til andre dele af teatret, hvor de opholdt sig mellem forestillingerne. Men i hvilken retning skulle det selv vælge at gå?

Det var næsten helt mørkt i korridoren. Et sted et stykke bort i korridoren lå imidlertid en genstand og lyste på gulvet. Teaterbarnet løb derhen og samlede den op. Det var en lille stjerne. Teaterbarnet genkendte den som en af de stjerner, som sad på himmelbarnets himmelblå jakkesæt. Lidt længere henne lå endnu en genstand og skinnede i mørket. Teaterbarnet løb derhen og samlede den op. Det var en lille rød planet med ringe omkring sig. Og sådan fortsatte der med at ligge små lysende planeter, stjerner og galakser med jævne mellemrum. Det var, som om himmelbarnet på denne måde ønskede at vise vej ud af teatret for teaterbarnet. Uden denne hjælp var teaterbarnet sandsynligvis faret vild i de mørke labyrintiske gange.

På et tidspunkt hørtes langt borte en hunds klagende hyl. Det lød så sorgfuldt. Det var, som om hunden – selvom det i grunden ikke lod sig afgøre, om det var forældrenes hund eller en vildtfremmed hund – ikke alene udtrykte sin egen sorg og smerte, men også forældrenes. Da var teaterbarnet lige ved at vende om, men det kunne ikke, det kunne ikke mere udholde livet som tilskuer i teatersalen. Efter at have gået i en rum tid – hvor længe er ikke godt at vide, det var, som om tiden gik langsommere og langsommere, for hver skridt teaterbarnet tog – kom det endelig ud til teatrets vestibule.

”For den blaserte teatergænger, som jævnligt overværer teatrets forestillinger,” tænkte teaterbarnet, ”er der sandsynligvis intet usædvanligt ved denne vestibule, men for mig er det et fortryllet sted, en magisk tærskel mellem teatret og det, som overskrider teatret, det, som ligger hinsides den verden, jeg hidtil har kendt. Det er Ultima Thule, den kendte verdens yderste provins. Det er den sidste vinding på babyloniernes tårn, ifald arbejdet på det havde fået lov at blive gjort færdigt. Det er den sidste jordiske grænse.”

Teaterbarnet gik hen til indgangsdøren. Et øjeblik stod det og tøvede. Så åbnede det døren og trådte forsigtigt ud ...

Ja, ud i hvad? Hvad var der mon uden for teatret?

Var det, som teaterbarnets forældre havde sagt, det tomme rum, intetheden, det rene ingenting? Eller lå der, som teaterbarnet selv forestillede sig, en plads som en del af en storby med huse, gader, parker og så videre?

Det viste sig heldigvis, at der uden for indgangsdøren, nøjagtig som teaterbarnet havde forestillet sig det i sine tanker, lå en plads. Så man bort fra gadebelysningen, lå den, da det var nat, hen i mørke. Teaterbarnet lukkede døren efter sig og gik ud og stillede sig mellem de to irrede bronzestatuer af to skuespilforfattere, der var opstillet på afsatsen af den flade trappe, som førte op til teatrets indgang, som var de gnostiske demiurger eller kartesianske onde dæmoner, der vogtede over den illusoriske verden bag teatrets mure, som de med deres ord havde skabt. Teaterbarnet så med klare øjne op på dem, helt uden bitterhed, selv om de på en måde havde gjort det så forfærdeligt ondt ved aldrig at have skrevet en rolle til det, det havde magtet at spille. Der var, følte barnet, så meget andet spændende at se på nu, i stedet for at grunde over årsagerne til ens uforløste liv.

Der var trods det sene tidspunkt en livlig trafik på pladsen. Biler, busser, cyklister, fodgængere og hunde, som fodgængerne gik tur med. Teaterbarnet kunne med det samme se, at det var en helt anden slags mennesker end dem, som befolkede teatret. Det var ikke mennesker, som foregav og spillede skuespil. Sagde de godaften til en, som allerede nogle stykker havde gjort det til teaterbarnet, var det noget, de mente, og ikke en blot replik i et manuskript skrevet af skuespilforfatter, som ikke lod til at føle noget for sine figurer. Det var mennesker, som lod til at være tro mod deres indre. Der var tilsyneladende ingen forskel på deres ydre og indre. Ja, det forekom teaterbarnet, at man kunne se lige igennem dem, som om de var røntgenstråle hologrammer, eller som om de var Möbiusbånd, hvis indre og ydre kan siges at udgøres af en og samme flade. Det stod, som om man var den almægtige Gud, enhver frit for at ransage en næstes hjerte og nyrer, og det virkede til at begynde med meget tillokkende på teaterbarnet, om end det også havde den bivirkning, at det gav menneskene i verdenen uden for teatret et noget spøgelsesagtigt udseende.

Det var imidlertid en lille skikkelse, på den anden side af pladsen, som tiltrak teaterbarnets opmærksomhed. Den løftede hånden, som om den hilste på teaterbarnet og ønskede, at det skulle komme nærmere – teaterbarnet havde, i samme øjeblik den lille skikkelse havde løftet hånden og hilst, uvilkårligt løftet sin egen hånd og hilst igen, ja, det var i grunden uklart, hvem af de to der havde taget initiativet til alt dette vinkeri. Forsigtigt begyndte teaterbarnet at gå over pladsen hen imod skikkelsen. Idet teaterbarnet begyndte at gå, begyndte den lille skikkelse på den anden side af pladsen også at gå hen imod teaterbarnet. Da teaterbarnet var kommet helt hen til den lille skikkelse – det skete nøjagtig midt på pladsen – under fuldmånen, som netop i dette øjeblik hvid som en afpillet hovedskal og med smerteligt tydelige kratere og have kom til syne i et cirkelrund åbning i skydækket – opdagede det, at det var ingen anden end himmelbarnet med det ildrøde hår i det himmelblå jakkesæt med planeter, stjerner og galakser, som stod foran det.

Den himmelske forening

”Endelig tog du dig sammen,” sagde himmelbarnet til teaterbarnet i et let bebrejdende tonefald. ”Du skulle bare vide, hvor længe jeg har stået og ventet på dig herude. Du skulle bare vide alt det, jeg har gjort for at vinde dig over på min side. Når jeg kom til forestillingerne i teatret, var det alene for din skyld, for ligesom alle andre himmelmennesker interesserer jeg mig ikke det mindste for skuespil. Jeg forsøgte med alle midler at få din opmærksomhed, dog uden at vække teatrets skuespillere, instruktører og andet personales mistanke – havde de opdaget min mission, var jeg blevet smidt ud og forment adgang for altid. Jeg ville have dig til at bryde ud af teatret, så du kunne se det udefra. Der er et gammel ord blandt os himmelmennesker, som siger: Man kender ikke et hus, før man har set den både indefra og udefra. Det gælder naturligvis også, når huset som i dit tilfælde er et teater. Prøv at se.”

De to børn vendte sig om mod teatret.

”Hvor er teatret lille, set herfra hvor vi står,” udbrød teaterbarnet forbavset. ”Set indefra forekom det at være så stort. Ja, min mor og far ville have mig til at tro, at det udgjorde hele verden. Tænk, hvis de kunne se, hvad jeg ser nu.”

”Tror du, at du vil komme til at savne teatret i det nye liv, som du står over for at skulle begynde nu?” spurgte himmelbarnet.

”Nej,” sagde teaterbarnet. ”Det er ikke rart at leve i et teater, når man som mig ikke har talent for skuespil.”

En tåre trillede ned ad teaterbarnets kind. Himmelbarnet bemærkede det og blev også bevæget. De to børn omfavnede hinanden, og da skete der noget forunderligt, som teaterbarnet næppe trods sin veludviklede fantasi havde kunnet forudse fra sin plads blandt tilskuerne i teatersalen: Dér, hvor teaterbarnet i omfavnelsen berørte himmelbarnet, syntes det selv at gå i opløsning og forsvinde i den blå luft – på samme måde som et menneske, som er sprunget over bord fra et skib, synes at forenes med og opsluges af sit spejlbillede i overfladen af det dyb, det har til hensigt at drukne sig selv i – indtil der ikke mere var noget at se. Forældrene sørgede resten af livet over deres tab.

Den røde tråd

Den røde tråd blev i mit tilfælde til en gordisk knude.