Ahasverus Junior

Fodspor i sneen. Han føler, at han ligger nedgravet i sit eget kød som det navnløse offer for en forbrydelse, som en blandt hundelufternes ordener endnu ikke har fundet, og som kun vil kunne blive identificeret ud fra sit tandsæt, og hvis spøgelse strejfer hvileløst omkring blandt alle de andre spøgelser af nedgravede og navnløse ofre. En ting er sikkert: Han udgør ikke mere et hele, men udgøres af et virvar af forskelligartede eksistensformer og -tilstande på vej bort fra hinanden i alle fire verdenshjørners retninger, væk fra det origo som oprindelig udgjorde hans inderste og på dette tidspunkt tilsyneladende urørlige kerne. Med jævne mellemrum vågner han af en drøm, som han tilsyneladende er alene om, for at drømme en anden drøm, han tilsyneladende har tilfælles med alle andre: spise-arbejde-spise-sove, spise-arbejde-spise-sove, og så videre, og så videre, i det tilsyneladende uendelige.

Materialisterne står i kø som træstammer rundt om i sneen, i al deres tilsyneladenhed hvad angår rod eller ikke-rod, parat til at fortælle ham, at det en dag er slut. Er det ikke, som om deres iver forråder dem, som om deres masker af lav- og mosbevokset bark og karnevalsdragter af nøgne sorte grene er uvished forklædt som vished? Har de ikke glemt det kartesianske bud om mindst en gang i livet at tvivle på alt det, man resten af livet render bevidstløst rundt og tror eller ikke tror på? Hule træer, hvis hulrum er fyldt med angst og bæven, for at der trods al meningsløshed alligevel skulle vise sig at være en mening med det hele. Gid en ugle ville bygge rede i deres indre.

Nuvel, de forsikrer ham om, at han vil blive brændt til molekyler og atomer, ikke fordi han tilhører en race, som af den herskende klasse anses for laverestående, men fordi det nu engang er skriften på væggen, at alt har en ende. Der vil ingen spor være tilbage efter ham, såsom hans initialer på atomerne. Atomerne er ikke individualiserede og bærer ikke spor af deres historie. Det nyfødte barn er bygget af afdødes aske, men de afdødes skæbner er glemt af alle, nedskrevet som de var i de nu tabte værker i biblioteket i Alexsandria. De tårer, vi hver især har grædt, vil ikke kunne spores i fremtidens regnvejr.

Han selv er imidlertid begyndt at tvivle på denne afsluttende finale, som han ellers efter barndommens og ungdommens frygtsomhed efterhånden var begyndt at se frem til som en art forløsning, og frygter nu, at det slet ikke er slut, men at han står over for en nedstigning i en bundløs malstrøm af sjælevandring, at han er en evig vandringsmand på en endeløs pilgrimsrute gennem ormehuller mellem en uendelig række af parallelle universer.

Der synes ikke at være en udvej. Skimter man forude i den altomsluttende tåge konturerne af en spinkel bro, er det sandsynligvis kun en passage fra et eksil til et andet.

Der er ingen hjælp at hente. Ingen erfaren vejleder eller stifinder, som tilbyder en sin sikre hånd. Er der fodspor i sneen foran en, som om der er en, som går forude og baner ens vej i sneørkenen, er det ikke Dantes, men Den Evige Jødes, Ahasverus’, og hvor kan han lede én hen, på flugt fra det oprindelige svigt som han er for evig? ”Væk-herfra er mit mål,” hvisker han, samtidig med hjemløshedsdommen afsiges igen og igen i universernes sneklædte retssale.

Skrevet engang i løbet af den næsten uendelige vinter, som kuldskære sjæle kun med nød og næppe har overlevet, og som her et stykke inde i april endnu ikke helt har sluppet sit isnende favntag af mennesker og natur.