Det ottende kontinent

Da den opdagelsesrejsende blev gammel, opdagede han, at den bedste måde at bevæge sig fra punkt A til punkt B var at forholde sig i absolut ro i punktet A og lade punktet B komme imod sig. Det handlede blot om at gøre sig så lille som mulig. Som musen, som gemmer sig i sit hul for katten. Som muldvarpen, som gemmer sig i sine gange for gravhunden. Eller som den troende, som ligger på knæ for sin skaber. Ikke bevæge sig, ikke sige et ord, blot trykke sig mod jorden, den kære jord, mens kæmperne, de almægtige kæmper, eller de næsten almægtige kæmper, for man trak endnu vejret, rasede ud. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at gøre sig så konkav som mulig. Så ville ens nære omgivelser og dermed også de uendeligt fjerne, til trods for at de på grund af afstanden forekom en urokkelige, opfattet som et hele sættes i bevægelse og gøre sig konveks for at udfylde det opståede tomrum. Så ville det fjerne mål komme imod en med samme voldsomhed som det indtrængende hav ved et digebrud. Det var så at sige selvets digebrud, selvets kontrollerede digebrud, den rejsende efterstræbte. Så begyndte rejsen. Det handlede blot om at følge patriarken Jakobs eksempel og drømme. Da ville fra et punkt i det uendeligt fjerne komme en stige til syne, på hvilken venligtsindede rejsekammerater ville stige opad og nedad. At nå ens destination ved at rejse på den konventionelle måde, dvs. først at bygge Babelstårnet for derpå at rende op ad dets uendelige vindeltrappe, eller rettere, at bygge Babelstårnet samtidig med at man rendte op ad dets uendelige vindeltrappe, var en umulighed. Nej, kun ved at lægge sig fladt ned, ved at stige ned i afgrunden og blive den nederste blandt de nederste, blev den forvandling til et højerestående og mere oplyst væsen, den ved verdensaltets kraft udfoldede opstigen gennem den store kæde af alt eksisterende, som rejsen var, en mulighed. I den sorteste af de sorteste kulkældre, i den dybeste af de dybeste dale, hvor solens stråler på grund af de omkransende bjergtinder aldrig nåede en, i en grav en vinternat, eller i sin seng varmende en vildfremmed spedalsk. Så begyndte rejsen.   

Den gamle opdagelsesrejsende holdt af at sidde i aftenrøden i sin øreklapstol ved det vestvendte panoramavindue i sin dagligstue og lade det store uopdagede kontinent, det ottende kontinent, som han kaldte det, komme imod sig. Idet det umulige skete, det umulige forstået som det umulige for den, som bevæger sig, at han gennembrød grænsen mellem den gamle, kendte verden og den nye, ukendte verden, forenedes han med sin dobbeltgænger.

Den gamle opdagelsesrejsende var godt klar over, at han ikke var nogen stor tænker. Det skete uhyre sjældent, at et menneske var excellent inden for mere end et felt, hvilket ifølge den gamle opdagelsesrejsende i og for sig kun var ret og rimeligt. Hvorfor begave et menneske med to ekstraordinære talenter, når det kun havde et liv til at realisere dem? Var det så ikke mere hensigtsmæssigt for den bevidste eller ubevidste verdensånd, som naturen udgjorde, og som gennem sit afkom, mennesket, forsøgte at forstå sig selv, at fordele det ene af talenterne på et eller flere af andre menneskelige eksistenser? Den gamle opdagelsesrejsende havde i hvert fald rigeligt i sit ene talent: den stationære opdagelsesrejse, selvets kontrollerede digebrud, eller hvordan man nu valgte at beskrive det særegne talent med ord. Alligevel hævdede han, at han gennem en esprit de finesse, som selv de simpleste iblandt os ifølge ham kunne siges at være i besiddelse af på heldige dage, havde fundet en fyldestgørende forklaring på det ejendommelige fænomen vedrørende mødet med sin dobbeltgænger på sine mange opdagelsesrejser.

Forklaringen gik kort og godt ud på, at det ottende kontinent ikke eksisterede, at det så at sige var verdens ende, og at det udgjordes af et uendeligt, altomspændende spejl, som spejlede den kendte verden, som den gamle opdagelsesrejsende ved den yderste grænse havde lagt bag sig. Den gådefulde dobbeltgænger, som ved rejsens ende rejste sig fra sin øreklapstol i et øde tågelandskab for skrutrygget og støttende sig til sin stok at komme den gamle opdagelsesrejsende i møde, var simpelthen intet andet end den gamle opdagelsesrejsendes eget spejlbillede, hvilket lod til at stemme overens med, at dobbeltgængeren havde en lille skønhedsplet på sin venstre kind, mens den gamle opdagelsesrejsendes egen omvendt befandt sig på den højre kind. 

Om det uendelige, altomspændende spejl havde den gamle opdagelsesrejsende ikke meget at sige. Han udtalte sig kun meget tøvende og med mange forbehold om dette emne. Enten var spejlet frembragt af naturen og måtte således i lighed med alt andet fast stof bestå af universets byggestene, eller også var det frembragt af den gamle opdagelsesrejsende selv, med den vigtige tilføjelse at alle, som havde til hensigt at følge i den gamle opdagelsesrejsende fodspor, også selv ville frembringe spejlet ved den yderste grænse – i tilfælde af at spejlet var en illusion, så var det ikke en illusion, som knyttede sig til det enkelte menneske, men knyttede sig til hele universet. Men en nærmere analyse af det uendelige, altomspændende spejls beskaffenhed var i grunden unødvendig, mente den gamle opdagelsesrejsende. Det vigtige var erkendelsen af, at det univers, den menneskelige tilværelse udspiller sig i, kunne sammenlignes med det indre af en kuglerund muslingeskal, hvis sider er beklædt med perlemor. Mennesket levede altså ifølge den gamle opdagelsesrejsende i en spejlverden. Hvor langt ud der var til spejlet, var sandsynligvis forskelligt fra det ene menneske til det andet. Afstanden kunne således ikke fastlægges. At menneskene ikke følte sig indespærrede måtte skyldes, at afstanden var så umådelig stor.

Nu lød måske den gamle opdagelsesrejsendes ejendommelige rejsemåde, hans møde med en dobbeltgænger, som alligevel ikke viste sig at være hans dobbeltgænger og et uendeligt, altomspændende spejl ved verdens ende i et skeptisk sind, som nogle i den gamle opdagelsesrejsendes bekendtskabskreds kunne siges at være i besiddelse af, som femtenhundredetallets og sekstenhundredetallets spanske mystikeres åbenbaringer, som af nogle historikere tolkes som den døende kristendoms sidste voldsomme opflammen sat i gang af den destruktive sekularisering som reformationen i nord medførte.

Der var imidlertid intet af en religiøs åbenbaring over den gamle opdagelsesrejsendes rejser, hævdede han selv. Højst noget pudseløjerligt. Når den gamle opdagelsesrejsende nærmede sig det ottende kontinent, oplevede han det som, at han i sit lille hus ved havet fik besøg af sin tvillingebror, som for mange år siden var emigreret til Buenos Aires, eller en anden af metropolerne mod vest, og som den gamle opdagelsesrejsende derefter havde mistet al kontakt med. Og hvad kunne være mindre mystisk end et møde mellem to gamle affældige brødre, som efter et langt livs adskillelse faldt hinanden om halsen? Hvem var ikke uforvarende kommet til en eller flere gange i sit liv at overvære et sådant bevægende møde ved et færgeleje eller i en lufthavns ankomsthal? Stemningen ved sådanne lejligheder virkede altid så opløftet. Smil, latterudbrud, klappen på skuldre, tørren tårer i øjenkrogene bort. Enhver oplysning, den ene slægtning kom med, selv den mest banale, blev af den anden slægtning modtaget med begejstring. Således blev den gamle opdagelsesrejsende næsten overstadig, da det viste sig, at tvillingebroderen efter sin pensionering fra sin livslange stilling som mineingeniør også at havde uddannet sig til opdagelsesrejsende i sin øreklapstol på den anden side af Atlanterhavet. Tvillingebroderen var med andre ord den ideelle rejsekammerat at have med på rejsen til det store måske.