Den jordiske filosofi

Hen imod livets afslutning blev den jordiske filosof syg og svagelig. Hans hud blev mørk og plettet, hans øjne matte, hans negle hornagtige og skarpe, så de kom til at minde om en tornebusks torne, og hans vejrtrækning langtrukken og pibende som en trækvind i en underjordisk hule. Ja, det forekom ligefrem hans unge discipel, den senere himmelske filosof, at der udgik en lugt af jord og mug fra hans gamle lærer og mester, hans et og alt. Tydeligst var lugten når den unge discipel om morgenen åbnede døren og trådte indenfor i den jordiske filosofs soveværelse for at vække den gamle mand og klæde ham på. Ligegyldigt hvor meget disciplen end luftede ud, ville lugten af gravkammer ikke forlade den jordiske filosofs soveværelse. I et forsøg på at standse det tiltagende forfald og bringe livet tilbage i den jordiske filosof vaskede den unge discipel hver dag den gamle mand grundigt, gik lange ture med ham, for at vinden skulle gennemblæse ham, og sad og talte med ham foran ilden i kaminen til langt ud på natten (ifølge traditionen tolkes dette som et udtryk for den unge discipels, den senere himmelske filosofs, bevidste eller ubevidste plan om at modvirke det jordiske forfald med jordens komplementære elementer: vand, luft og ild). Lige meget hjalp det. Det var, som om den jordiske filosof var ved at gå i forrådnelse ligesom de nedfaldne frugter, blade og kviste i skovbunden, som den unge discipel kom forbi på sine lange gåture sammen med den gamle mand. Kort forinden sin død sagde den jordiske filosof til sin unge discipel helt i modstrid med den lære, han indtil da havde prædiket:

”Der er ingen himmel. Den himmelske verden er kun et spejlbillede af den jordiske. Den udgøres af de samme træer, de samme tårne, de samme krager cirklende om tårnene, de samme skurke på de forgrenede veje mellem tårnene, blot er de alle vendt på hovedet set med vores jordiske øjne.

Der er kun jord, jord og atter jord. For hver mundfuld luft, vi indånder, bliver rummet af luft mellem de to verdner mindre. Dødsstunden oprinder, når de to verdners trætoppe mødes.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Nej, de vokser bort fra jorden op mod deres spejlinger i den himmelske flade, den jordiske verdens afslutning, for at de til sidst, de jordiske træer og deres himmelske spejlinger, opsluges af hinanden og tilintetgøres for altid.

Således går det også for os mennesker. Den dobbeltgænger, som man ifølge den folkelige overlevering møder kort før sin død, er i virkeligheden ens egen spejling i den himmelske flade. Af jord er vi kommet, til intet skal vi blive, når vores jordiske jeg forenes med vores himmelske jeg, vores jordiske jegs spejling i den himmelske flade.”

Måske talte den jordiske filosof i vildelse? Eller måske var han tværtimod ved sine fulde fem, men talte for første gang i sit liv sandt? Under alle omstændigheder efterlod han, da han kort tid efter døde, den unge discipel til at leve med en gammel mands viden i en ung mands krop. En torn i kødet, om man vil.