Den faldne verden – aforismer

”Hvor skal du hen,” råbte folkemængden til den store opdagelsesrejsende.

”Ud. Ud. Ud ad tangenten,” svarede han.

*

Babelstårnet blev ikke bygget af tegl, men af ord. Derfor var det snarere håndværkerne, der opførte tårnet, end digterne og filosofferne, der opdagede, at sprogets grænser er verdens grænser. Som man steg op ad vindeltrappen, kom man uvægerligt til at fattes ord. Man blev ramt af en art afasi eller demens (som dog fortog sig, så snart man begyndte at stige ned ad vindeltrappen igen). Håndværkerne i de allerøverste af tårnets vindinger havde næsten helt mistet talens brug, som havde de hver især i lighed med Alexander Selkirk, virkelighedens Robinson Crusoe, opholdt sig flere år på en øde ø. De kunne kun skrige hæst som kragerne, der bestandigt cirklede om tårnet, og havde derfor ingen bygningsmaterialer til tårnets fuldendelse.

*

Der findes ikke farligere sværd end liljen.

*

Man siger, at den, som bryder loven, hæver sig over loven. Intet kunne være mere forkert. Forbryderen er den af os alle, som bekræfter loven og den orden, som loven afføder, allermest. Kun den lovlydige kan gøre sig håb om at hæve sig over loven.

*

Vismanden spørger mig, om jeg er monist, dualist eller pluralist. Han proklamerer, at et menneske ikke kan kalde sig for oplyst eller for en tænker, hvis ikke han har afgjort, hvilken af de tre verdenssyn han repræsenterer. Jeg afstår fra at svare. Jeg kan ikke gennemskue konsekvenserne af valget for mit verdensbillede. Jeg synes, at der er en begrænsning ved hver af de tre positioner.

*

Jeg oplever det som, at jeg lever i et ontologisk usikkert univers. Det er min allermest grundlæggende oplevelse. De kunstværker, som mimer et ontologisk usikkert univers, er i hvert fald dem, som har den største fascinationskraft på mig. Flere verdensfortolkninger er mulige. De skiftevis træder frem og fortoner sig for mine øjne som motiverne på et fikserbillede eller et metamorfisk billede. Jeg befinder mig ikke i en ophøjet position, på et filosofisk himmelbjergs øverste tinde, hvorfra jeg kan afgøre, hvilke filosofiske udsagn og positioner er sande. Jeg har tværtimod slangens, muldvarpens eller bænkebiderens perspektiv. Den nederste af de nederste. Fremtiden kan måske bringe afklaring, det vil jeg ikke afvise, selv om det modsatte er mere sandsynligt. Jakobsstigen er for den ydmyge, den drømmende af slagsen, et uudslukkeligt, om end bedragerisk håb.

*

Huleverdenen. Han forestiller sig, at vores verden, den faldne verden, først blev til, da mennesket blev fordrevet fra Edens have. For hvert skridt manden og kvinden, hånd i hånd, tog, blev lidt mere af den faldne verden til. Det var en nedstigning til en hule med skyggebilleder. Selv når solen skinner fra en skyfri himmel en sommerdag, føler han sig omgivet af skygger. Og der er vinterdage, hvor det allerede bliver mørkt om eftermiddagen, at han skimter en stedsegrøn have langt, langt borte, når han ser sig over skulderen.

*

”Hvorfor søger du mørket,” spørger den oplyste. ”Hvorfor søger du ikke lyset som vi andre?”

”Jeg søger ikke mørket,” svarer den formørkede. ”Jeg søger at oplyse mørket.”

*

Tavshed. Han taler alle jordens sprog. Han kan nemlig være tavs på alle jordens sprog, selv på det oprindelige tungemål før den babelske forvirring, Adams og englenes tungemål.

*

Forvirring. Jeg betragter himmelfalden det klart tænkende menneske, som netop har erklæret, at han er interesseret i forvirring. Jeg selv er et uklart tænkende menneske, som søger klarhed, men finder forvirring. ”Det er en lidelse,” siger jeg og lægger mit ansigt i den tragiske maskes folder, men da det klart tænkende menneske foreslår, at vi bytter eksistens, farer jeg sammen og betakker mig.

*

Den vej, man har tilbagelagt, den vej er man ældre.

*

Det andet blik. En skæv verden, hvor Det Skæve Tårn i Pisa er lige.

*

Han ser digteren som en opdagelsesrejsende, der er faret vild i sine egne formuleringers labyrint. Den attråede sande formulering er labyrintens ophævelse eller rettere, illusionen om labyrintens ophævelse.

*

Han kravler på sin bug og æder støv, hvor andre bygger tårne og bestiger bjerge. Han kender kun to bud. 1. Lig, hvor du ligger og grav, men grav dybere. 2. Bliv ved med at kravle. Neden for tårnene og bjergene. En slange på vej op ad en vindeltrappe er en fjern drøm.

*

Hvor andre ser heste, ser han vingeløse pegasusser. Den fælles verden som en reduktion af den private verden. Den vågne verden som en reduktion af den drømte verden. Heste som vingeløse pegasusser og hornløse enhjørninger. Mennesker som vingeløse engle og horn-, hale- og klovløse dæmoner.

*

Selv den nøgne bærer masker: ansigts- og kropsmasker. Ja, selv den afdødes af retsmedicineren åbnede lig bærer masker. Successive masker svævende over en bundløs afgrund af tomhed.

*

At fortælle, som om man var tiden. Han siger højtideligt, ”Jeg er tiden.”, og sætter sig ned for at skrive i denne forklædning.

*

Han drømte, at han ville rekonstruere Platons tabte dialog om sproget mellem Alexander Selkirk og Kaspar Hauser, men savnede ord. Han vågnede og indså grædende, at hans uformåenhed over for det umulige i den drømte verden er den sammen som hans uformåenhed over for det mulige den vågne verden.

*

Verdens ende. Han forestiller sig, at verdens ende indtræffer, når alle børn bliver født hvidhårede, når de nyudsprungne træers blade er visne.