Stenenes og mineralernes fange

Man sagde, at han som far havde Sisyfos, og som mor Lots hustru. Til trods for, at det ikke forekom videre sandsynligt, gav det i det mindste for ham selv en dækkende beskrivelse af hans opvækst. Hvordan kunne han som voksen undgå andet end at blive stenenes og mineralernes fange?

*

Han skrev et brev til Gud. Der må være et andet svar end tavshed og dødsdom.

*

Hans fejl er den gamle sjæls fejl: ikke at have drukket nok af Lethe. Eller rettere: at have drukket overordentligt meget af Lethe, men desværre ikke nok til at glemme. Nogle vil måske indvende, at Lethe kun eksisterer i myterne. Nuvel, det forværrer kun hans smertelige tilstand. Lethe eksisterer ikke, men selv hvis den eksisterede, ville det ikke være muligt for ham at drikke nok af den for at glemme.

*

Legion var en ensom mand. Måske var det derfor, at han blev til de mange?

*

Han er stifinder i en verden, hvor alle veje ender blindt.

*

Hvis verden er hans forestilling, så må verden gå under, når han dør – medmindre hans forestilling overlever ham.

*

Man sagde, at kragerne efter hans død ville blive ved med at cirkle om ruinerne af Babelstårnet.

*

Babelstårnet (anabasis) er en umulighed. Jakobsstigen (katabasis) er en mulighed. Læg dig ned og drøm.

Anabasis: opstigning fra mørke til lys, fra løgn til sandhed, eller rettere: fra meningsløshed til meningsfuldhed, fra ulykke til lykke.

Katabasis: nedstigning fra lys til mørke, fra sandhed til løgn, eller rettere: fra meningsfuldhed til meningsløshed, fra lykke til ulykke.

Termodynamikkens anden hovedsætning, entropien er stigende, er katabasis.

Uddrivelsen af Edens Have er katabasis.

Sygdom og alderdom er katabasis.

Jakobsstigen er den guddommelige invasion.

*

En fange råbte gennem tremmerne i sin celle til sin tvillingebror uden for fængslet: ”Hvordan kan du, som kender til indespærring gennem min indespærring, kalde dig selv for ulykkelig? – Du er fri. Du lever under stjernehimlen.” Og fik svaret: ”Jeg er ikke fri. Jeg kan ikke nå stjernerne.”

Tremmer og stjerner, man ikke kan nå. Det er det samme.

*

Et menneske tilbød ham sit venskab. Hellere ensomhed end selskab af en af Jobs venner, svarede han.

*

Han er det fortrængte.

*

En anden udvej end døden. En anden bro end broen til dødsriget.

*

Babelstårnet – en vertikal labyrint? Hvem bor i vindingerne? – Minotauros eller rettere: Minotauros’ bror, trappegængeren Minotauros?

*

Mennesket – en robot styret af en transcendent computer?

*

At trække sig selv ud af en ligning, som ikke har nogen løsning. Ligningen har stadigvæk ikke nogen løsning.

*

Der er ingen bro mellem kenoma og pleroma. Der er ingen bro mellem idios kosmos og koinos kosmos.

*

Genet for den oprindelige synd

Krigen mellem det paradisiske og det efterparadisiske menneske

Menneskenes ragnarok

En dag vil mennesket finde genet for den oprindelige synd og slukke for det i et forsøg på at skabe eller rettere genskabe det paradisiske menneske. Det vil vise sig at være en fatal fejl. For det vil føre til en ragnarokagtig krig mellem mennesket og det paradisiske menneske, som mennesket er dømt til at tabe. For det paradisiske menneske er et fuldkomment væsen, som blindt adlyder Guds lov, mens mennesket er et ufuldkomment væsen, som halvt adlyder Guds lov, halvt adlyder sin egen lov, dvs. synden.

*

Heraklits flod

Enten skal man være kristen, eller også skal man være efterkristen, som Nietzsche var det. Det med at have smidt Jesus Kristus væk, men stadig dyrke hans morallære, eller det med at dyrke naturvidenskaben som en afgud på den øretæveindbydende naive måde, som nogle gør, som om syndefaldet ikke eksisterede – det holder ikke. Jeg mener: Det efterkristne liv må være helt forladt af idoler og utopier, hvis det skal give mening: Det må være et liv i Heraklits flod. Intet sprog, ingen billeder, kun foranderlighed. En sprog- og billedløs eksistens i et evigt foranderligt miljø. Men er det overhovedet et liv for mennesker? Er det ikke snarere et liv for fisk – eller dionysiske delfiner, om man vil?

*

En fugl, som angriber sit eget spejlbillede i et vindue. Så fremmed over for sig selv kan et menneske i sin fremmedhed over for sig selv dog aldrig blive. Og så alligevel.

*

Han gav en tigger en almisse. Tiggeren klagede over, at almissen var for lille. De forbipasserende kastede forargede blikke på den nærige giver.