Fingeren

Det var i familien en udbredt opfattelse, at det måtte være efter en fjern forfader, som ikke var kendt for det gode, at han havde arvet den ejendommelige finger, som skæbnen ville sad på den ene af hans to hænder, da han kom ud af sin moders liv. Generation efter generation måtte fingeren have sovet i slægten, for netop i hans ud fra evighedens synspunkt korte liv at vågne og rejse sig fra lejet, udhvilet og fuld af virkelyst efter de mange hundrede års genetiske søvn i menneskekroppenes indre mørke. I ly af de mere ordinære fingre, som ville den skjule sin egenartethed for omverdenen, voksede den frem på hans hånd. I længden kunne den dog ikke holde de andre fingres middelmådige selskab ud og begyndte at gå sine egne veje.

Til at begynde med havde man i familien antaget, at der var tale om en pilfinger, eller rettere, en finger på en pilfinger, og at fingeren i lighed med fingrene på alle andre pilfingre med tiden ville lade sig tæmme. Sådan kom det til familiens store fortrydelse imidlertid ikke til at gå. Tværtimod kom der, som fingerens ejermand voksede op, noget næsten autoritært anklagende over fingeren, som havde den siddet på den offentlige anklagers hånd, der teatralsk med nævningerne og tilhørerne i retssalen som publikum peger på den tiltalte, dog med den afgørende forskel, at fingerens anklager i modsætning til den offentlige anklagers i de fleste iagttageres øjne som oftest forekom ubegrundede.

For hver dag, der gik, tiltog fingeren sig mere og mere magt over sin noget flegmatiske ejermand, som blot lod til at følge med, som for eksempel når fingeren smækkede med døren til hjemmets fire vægge for de næste mange timer at kløve den stillestående luft i byens gader og pladser. Ve den, som kom i vejen, fuld af blå mærker fra fingeren som vedkommende risikerede at blive. Som en jagthund er i stand til at finde den døende fugl, hvis bue henover novemberhimlen jægeren netop har sat en brat stopper for, var fingeren i stand til at finde alle denne verdens fejl og mangler, hvor godt de end forsøgtes skjult. Fingeren var både en civilisationskritiker og en jagthund af format.

De mennesker, som endnu ikke havde stiftet bekendtskab med fingerens evner, kunne ganske vist finde på at udbryde, at der ikke kunne sættes en finger på noget i den bedste af alle verdener, især ikke der, hvor de selv havde haft en finger med i spillet. Den filosofiske anskuelse delte fingerens ejermand, eller rettere sagt, fingeren ikke. I stedet for at lade sig stikke i jorden lod fingeren, uden hensyntagen til de samfundsstøtter den på et givet tidspunkt eventuelt måtte befinde sig iblandt, sig sætte på alle den moderne samfundsordens ømme punkter. Den pegede på de tomme børneværelser med de efterladte dukker, som de ældste børn så hurtigt og så troløst havde opgivet at være forældre for. Den pegede på det yngste barn, som før havde sovet med foldede hænder, men som nu sov med knyttede næver til sin moders angst. Den pegede op på månen over huset med dens støvede ørkenlandskaber af størknet magma, der som en parasittvilling, indtil solen forvandler sig til en rød kæmpe og sluger alle solsystemets planeter, vil cirkle om den jordiske verden og minde os om, at naturen bestandigt undfanger og føder, men at fosteret både kan være vanskabt og dødfødt. Den pegede på moderen, som efter giftermålet og børnene var kommet til verden i selvopofrelse gemte sin glorie i bunden af en skuffe og således tilsyneladende lod den blive anløben og rusten for mange år senere ved livets slutning nedbrudt på sjæl og legeme en aften alene i huset at genfinde den uberørt af tidens tand udsendende et skærende lys, så hun måtte se bort for ikke at blive blændet. Den pegede på den aldrig afdækkede massegrav efter folkemordet på englene og på lederne af oprørsstyrken for oplysning og en og kun en verden, som aldrig blev stillet for en krigsforbryderdomstol og dømt for deres forbrydelser mod engelheden. Den pegede på det jordiske slot, som aldrig åbnede sig for indtrængeren, og på det himmelske slot, som stod i brand, når solen gik ned, men lad os ikke i større detalje dvæle ved fingerens civilisationskritik, som i og for sig ikke var videre original, men nøjes med at sige, at den endeløse kritik gjorde fingeren og dens ejermand til et upopulært par. Ingen steder var de velkomne mere.

Fingerens ejermand begyndte at blive hjemme. Han isolerede sig. Han lænkede fingeren til en jernkugle, som man gjorde det med straffefangerne i gamle dage, så fingeren ikke mere kunne slæbe af sted med ham. Ja, på sorte dage overvejede han endda at skære fingeren af, men opgav det hver gang af frygt for, at det ville være ham og ikke fingeren, som livsgnisten ville forlade, mens fingeren efter et kort besøg på skadestuen igen ville kunne genoptage sine angreb på den omgivende verdens ufuldkommenhed – nu helt uden den inerti, fingerens ejermand trods alt forårsagede.

En dag kom imidlertid en bleg mand, trods dørene var lukkede, ind i stuen til fingerens ejermand. Han havde sårmærker, som om han uden held var blevet forsøgt henrettet ved korsfæstelse. Fingerens ejermand så med ærefrygt på sårmærkerne, og der opstod en højtidelig stemning i stuen, som når man eksempelvis på en rejse i et fremmed land uventet i folkemængden af de lige så overraskede indfødte overværer en solformørkelse, og det bliver mørkt midt på dagen, hundene begynder at hyle som deres fælles forfader, ulven, idet de for et kort øjeblik genopdager den urangst, som de i deres trygge liv som menneskets bedste ven ellers havde glemt.

”Ræk din finger frem og stik den i mine sår,” sagde den blege mand.

Det lod fingeren sig ikke sige to gange. Den sprængte lænken og lod sig stikke i den blege mands sår. Fingeren passede til såret som hånd i handske. Det var, som når en mand efter en livslang søgen efter den elskede endelig finder hende og med sit lem penetrerer hendes kønsåbning den allerførste gang. Såret begyndte at bløde, og tårerne trillede ned ad den blege mands kinder.

”Man siger, at tiden læger alle sår,” sagde den blege mand, idet han fremstammede ordene i en næsten euforisk tilstand, ”men hvis man vil leve, bør man så netop ikke sørge for, at sårene ikke lukker sig, men holdes åbne? Din finger er nødvendig for verden. Den er som skabt for mine sår. Den dag, mine sår holder op med at bløde og omdannes til arvæv, mister saltet sin kraft.”

Indsmurt i den blege mands blod gik fingeren mere rank og oprejst end nogensinde før ud i verden opsat på at sætte sit anklagende fingeraftryk på dens ufuldkommenhed, fordærvelse og mørke sider. Som en i lygtepælenes skær og på husmurene flygtende skikkelses flaksende skygge halsede fingerens ejermand efter.