Virkeligheden har ingen handling

"Virkeligheden har ingen handling," sagde jeg en dag til Von O. "Den begynder historier, men fuldender dem ikke."

"Det postulat forekommer mig temmelig abstrakt og uklart," sagde Von O. "Konkretisér. Kom med et eksempel."

"Tja," sagde jeg. "Man møder en pige. Man forelsker sig i hende. Man tror, at hun skal blive ens livs kærlighed. Og sådan ville det også være gået, hvis det havde været en film i feel-good-genren. Men i virkeligheden, den grumme, afviser hun ens følelser, og med et fingerknips er hun ude af ens liv, ja, det er, som om hun aldrig har eksisteret, og som om man har indbildt sig det hele."

"Ja, den historie ... eller mangel på historie har taget hårdt på dig, William Alexander," sagde Von O. "Det er vi alle vist efterhånden klar over. Men du tager fejl. Der er i allerhøjeste grad en handling i dit liv. Det er faktisk min funktion i dit liv at gøre opmærksom på det. Som barn snublede du og faldt ned fra månen. Og efterfølgende har du tilbragt din ungdom hernede i menneskenes ufuldkomne verden. Men en dag vil du vende tilbage til månen. Dér skal du udkæmpe en drabelig kamp med en af universets allerstørste skurke, ham, der har sat sig uretmæssigt på din slægts trone. Den kamp vil ikke komme til at savne spænding, og den vil have den gavnlige effekt, at du udvikler dig som menneske. Dit livs handling består altså af først et fald og derpå en oprejsning. Det er en arketypisk handling. Behøver jeg at minde dig om, at det, blot i en langt større og guddommelig målestok, også er handlingen i den største fortælling af alle, nemlig den om Guds søn?"

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men ..."

"Selvfølgelig har jeg det," sagde Von O. "Og hvad angår Camilla fra Søborg, så var hun af en alt for jordbunden karakter. Hun var som en myre kun optaget af sit lille horisontale jordeliv. Fordi hun ikke kan rumme den tredie dimension, den vertikale, og fordi du netop kommer fra den, fordi du er faldet ned fra månen, kunne hun slet ikke rumme dig. Kvinden i dit liv må være et mere rummeligt menneske, et menneske, der har blik for himlen med dens utal af stjerner, planeter og måner. Måske kommer hun slet ikke fra jorden, men fra stjernerne. Hvem ved, måske vil du en dag møde en prinsesse fra Alpha Centauri. Hun vil være klædt i et lyserødt pjerrot-kostume og ligesom dig have en klovnenæse, om end lidt kønnere. Set i lyset af hende vil mindet om Camilla fra Søborg blegne."

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men hvad med andre mennesker? Hvad med handlingen i deres liv? De fleste mennesker står op, spiser morgenmad, går på arbejde, spiser frokost, taler om intetsigende ting med en kollega, fortsætter arbejdet, tager hjem, spiser aftensmad, går i seng. Og næste dag begynder det hele forfra. Same shit, different day, som man siger, hvis man bor i USA og er grov i munden. Hvis det var en film, ville publikum for længst være udvandret. Og så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt; virkeligheden har ingen handling. Eller i modereret form; for de fleste mennesker har virkeligheden ingen handling."

"Det er ikke sandt, William Alexander," sagde Von O. "Der er en handling i ethvert menneskes liv. Du skal blot se godt efter. Hvis du ikke kan se det, så er det, fordi du er ufølsom. Og så egner du dig bestemt ikke til at være forfatter. En forfatters opgave er netop have blik for de til tider næsten usynlige skæbne- eller fortælletråde, der er i ethvert menneskes liv. Hvordan definerer du i øvrigt handling?"

"Jeg definerer handling," sagde jeg, "som et forløb af begivenheder, der har en forvandlende effekt på en person eller en kreds af personer."

"Og her er det er vigtigt at bemærke, at begivenhederne skal komme udefra. Personen kan ikke selv skabe handlingen. Den er at sammenligne med et meteorologisk fænomen. Eller med Guds indgriben, hvis man ser det ud fra et religiøst perspektiv. Det nytter altså ikke noget at tage på en verdensomrejse og se pyramiderne i Giza, Taj Mahal og Den Kinesiske Mur. Det skaber ikke nogen handling i ens liv. Den rejsende er blot en tilskuer til skiftende scener uden indre sammenhæng, ud over den Baedekers eller Michelinguiden har opstillet. Man kan ikke være sit eget livs forfatter. Jeg gentager: man kan ikke være sit eget livs forfatter. Lige så lidt som man kan være sin egen lykkes smed."

"Derfor vil jeg fastholde, at virkeligheden ikke har nogen handling, og at en forfatters opgave er såre svær. Handlingen findes ikke. Den er ikke til stede i den virkelige verden, i modsætning til et motiv for et billede, som kun ligger og venter på, at en fotograf skal komme forbi og trykke på sit kameras udløser. Nej, forfatterens opgave er langt sværere. Han må selv opfinde handlingen. Dvs. kæde enkeltstående begivenheder sammen og skabe en indre sammenhæng imellem dem. Og allerede dér er hans fortælling blevet urealistisk. Derfor er det nødvendigt, at en forfatter har en høj grad af etik mht. de begivenheder, han udtænker, og at han har stor medfølelse for de personer, som han udsætter for disse begivenheder. Ellers falder han let i den mekaniske fantasis klichéfyldte afgrund og bliver en gemen løgner."

"Du tager ganske fejl," sagde Von O med begyndende vrede i stemmen. "Lad mig fortælle dig en historie fra det virkelige liv. Og han begyndte at fortælle om et helt almindeligt menneskes helt almindelige liv, heroisk insisterende på at det var fuldt af handling. Jeg vil imidlertid slutte her. Teksten er allerede blevet for lang.