WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN
Bygger vores samfund på ideer eller fortællinger?
VON O
På fortællinger!
WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN
Kan du uddybe det?
VON O
Følg vejen tilbage, William Alexander. Den stenede vej. Vejen ad hvilken vi er kommet, fra det ikke så forjættede land¹, gennem ørkener og delte vande, over bjerge med dybe slugter, helt tilbage til Bibelens værdietablerende fortællinger. Og lad åndelige kæmper som Northrop Frye og Giambattista Vico være dine vejvisere. Da vil skællene falde fra dine øjne, og du vil se alt i middagssolens klare lys.
Vores samfund har en og kun en grundfortælling. Men alt efter hvilken synsvinkel man vælger at anlægge, fremtræder den som mange på overfladen forskellige fortællinger.
En af fortællingerne er historien om en mor og hendes barn. Alle, der har overværet en fødsel, ved, at børn kommer til verden bærende på et indre lys. Så vær god mod de små børn! Sluk ikke det i nogle tilfælde svage lys, der brænder i dem. Men barnet i vores historie var noget særligt. Dets lys var stærkere end alle andres. Men ak, barnet var født til lidelse. For menneskene elskede mørket og hadede lyset. Man gjorde barnet fortræd. Stakkels mor! Og stakkels barn! Historien om denne mor og hendes barn er en historie, de fleste af os kan spejle os i. For alle kommer vi til verden medbringende nogle talenter eller gaver, men det er ikke altid, at vores liv former sig, som vi og vores mødre kunne ønske os det. Og hvis man er en af de få udvalgte, for hvem skæbnen kun består af idel lykke (findes de mon forresten?), så er der jo altid den gode gamle død at komme overens med, den, som står og venter på én med sin tilsyneladende drømmeløse søvn.
En anden af fortællingerne er historien om den tomme grav. Den tomme grav! Den og ikke korset er vores tros sande emblem. Vores Gud er, som Pascal bemærker det, et væsen, der skjuler sig. Deus absconditus. Den skjulte Gud.² Han viser sit nærvær gennem et tilsyneladende fravær. Nærvær gennem fravær! Det lyder paradoksalt, og det er det vel også. Men hvis Gud var en realitet, hvis Han stod ved siden af dig og altid kom dig til undsætning, så var det ikke dit eget liv, ja, så var det slet ikke et liv. Nu er vilkårene, at han tilsyneladende ikke er her. Men hans tilsyneladende fravær, den tomme grav, vækker en længsel i dit bryst, skaber et modbillede i dit sind. Han er ikke død. Han gik forud for dig og overvandt døden for dig. Hans rige er ikke af denne verden, men skinner ind i vores. Dér skal du en dag møde Ham, den med længsel ventede, igen. Den tomme grav! For den som ikke tror, er der kun tomhed. For den som tror, er døden overvundet.
Den gennemsnitlige borger er måske ikke bevidst om dette. Man kan sagtens være borger i dette samfund uden at være en repræsentant for disse fortællinger. Nogle vil måske endda i raseri fraskrive sig enhver relation til dem. Men deres protest er skrevet i vand. Det er kun krusninger på havets overflade.
Sandheden er, at det er de færreste af os, der på stående fod kan redegøre for vores samfunds idegrundlag, men de fleste af os bærer i hjertet fortællinger som lignelsen om den fortabte søn eller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hvis ikke bevidst, så ubevidst da.
Og disse små fortællinger er fragmenter af den store fortælling om os alle sammen. Så lad os vedblive med at fortælle dem, mens vi bevæger os fremad mod nye mål ad vejen ad hvilken.
JONAS BJERG
Du vrøvler, Von O. Vores samfund bygger på ideer. Ideerne udmønter vi i love. Og overtræder du disse love, så kommer du fandeme i fængsel, ligegyldig hvilken ammestuehistorie du end fortæller dommeren. Hammeren falder, Von O! Hammeren falder!
VON O
Ja, hammeren falder. Man kan sagtens spærre Peter inde i sine ideers mørke fængsel, men fortællingerne vil i sidste ende som en lysende engel altid komme ham til undsætning og befri ham.³
Det er rigtigt at ideerne afstikker rammerne for vores samfund, og at de derved har en præserverende funktion, men det er fortællingerne, vores indbildningsevne, vores evne til at fortælle dem, der er det dynamiske element, den ånd, som inden for rammerne — men nogle gange også uden for rammerne, når fortællingerne sprænger dem — skaber fremtiden.
De fleste ideer har ingen eller næsten ingen fortælling. Lad os tage et eksempel. Nu plejer jeg som regel at gøre nar ad socialismen. Nuvel, lad mig så denne gang benytte liberalismen som eksempel. Hvad er liberalismens fortælling? — Det er historien om en landsby, hvor der kun er en slagter. Slagteren har kronede dage. Men landsbyens beboere er sure. Slagterens kød er for dyrt og gennemgående af dårlig kvalitet. En dag kommer der en ny slagter til byen. Hans priser er lavere, og hans kød er gennemgående af højere kvalitet. Landsbyens beboere begynder nu at købe deres kød hos ham. Det får den gamle slagters indtjening til at falde og tvinger ham til at sætte sine priser ned og højne kvaliteten af sit kød. Den gamle slagters kronede dage er ovre, men landsbyens beboere er glade. Moralen er, at konkurrence er godt for et samfund. Det er liberalismens fortælling. Men er det en god historie? Betyder den noget for dig, det enkelte menneske? Er det den fortælling, du vil fortælle dine børn og børnebørn, når de er forsamlet om dit dødsleje? Nej, vel?
CAMILLA FRA SØBORG
Jeg synes, at det er en god historie. Det er jo handlingen i Tv-serien Matador.
VON O
Matador! Nu skal du ikke blande dig, dit fjollede pigebarn, når de voksne taler om alvorlige emner.
Og til dig William Alexander Månesøn; i stedet for at skrive denne ligegyldige samtale ned, så fortæl os en af de dødes fortællinger eller en af dine egne.
WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN
Det er lettere sagt end gjort, Von O.
Det ovenstående billede er et udsnit af en af Rafaels freskoer i de såkaldte Stanze di Raffaello i Det Apostolske Palads i Vatikanet. Den gengiver Peters befrielse fra fængslet, som den bliver skildret i Apostlenes Gerninger kap. 12. Men som det fremgår af den ovenstående samtale, tolker Von O denne episode allegorisk, nemlig som fortællingens frisættelse af mennesket i ideernes fængsel, idet englen repræsenterer fortællingen, Peter det enkelte menneske, og fængslet ideerne. Konkret kan ideerne her identificeres med idegrundlaget for det imperialistiske og brutale romerrige, og de love, regler og bud, domme og straffe, som den gamle tro udgøres af, og som fortællingerne i Det Nye Testamente med deres budskab om kærlighed er et opgør med.
Endelig kan man ifølge Von O også se billedet som et spændende modbillede til Platons hulelignelse, men det vil blive for omfattende at komme ind på her.
1. Med det ikke så forjættede land mener Von O tilsyneladende det moderne samfund.
2. Pascal: Pensées, nr. 427.
3. Von O refererer her tilsyneladende til Apostlenes Gerninger kapitel 12.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar