Søvnens rige

Jeg drømte, at jeg var det eneste vågne menneske i søvnens rige. Som et spøgelse gik jeg rundt blandt menneskene og forsøgte at vække dem.

"Forstyr ikke vores drømme," mumlede de fleste søvndrukkent og vendte sig om på den anden side, når jeg ruskede i dem.

Men et enkelt menneske vågnede.

"Det var godt du vækkede mig," sagde hun. "Jeg havde et frygteligt mareridt."

"Mareridt?" sagde jeg. "Mareridtet begynder først, når man vågner."

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, er ikke mere min ven og vil derfor ikke kommentere billederne på min blog. Derfor forsøger jeg selv. Billedet ovenfor gengiver Salvador Dalis maleri "Søvn" fra 1937. Dali har i sin selvbiografi¹ skrevet, at han ofte har forestillet sig søvnen som et tungt, kæmpe hoved med en kegleformet krop, som holdes oprejst af virkelighedens krykker. Når krykkerne brister, får den sovende en fornemmelse af at falde.

At virkeligheden er det skrøbelige fundament for den lange søvn eller de store drømme, kan jeg kun tilslutte mig.

Til sidst et billede af de sovende disciple. Også de må have haft en oplevelse af, at mareridtet først begynder, når man vågner.

1. Selvbiografien ophidsede vistnok George Orwell temmelig meget, bl.a. fordi Dali her betror læseren, at han onanerede, til han var midt i trediverne, og først stoppede, da han mødte sin elskede Gala.