Hvor er hjemme?

Hvor er hjemme?

Det er nok ikke dit barndomshjem, for dér har der måske boet fremmede mennesker i allerede mange år.

Det er nok heller ikke dér, hvor du tilfældigvis bor for nuværende, for en skønne dag sælger du lejligheden eller huset og flytter til Ingen-ved-endnu-hvorhen.

Så hvor er hjemme egentlig henne?

I forbindelse med udgivelsen af sin seneste roman, Fortryllersken fra Firenze, kom Salman Rushdie med et interessant bud. Hjemme, sagde han, er dér, hvor din historie bliver hørt. Og det kan være, at ingen lytter dér, hvor du bor, og at du må rejse helt om på den anden side af jorden for at finde den rette tilhører.

Det er med andre ord vigtigt for et menneske at fortælle sin historie — og det vel at mærke til nogen, der lytter og forstår.

Når du lytter til et andet menneskes historie, er du hans hjem for en kort stund. Og når han lytter til dig, er han dit hjem.

Engang faldt jeg i snak med en hjemløs. Han fortalte og fortalte og fortalte ... nå, men den historie må vente til en anden gang ...

Det begynder med fortællingen

Filminstruktøren Jon Bang Carlsen sagde i DR2 Premiere noget, der gjorde stort indtryk på mig. Der var nærmest tale om et kunstnerisk credo. Han sagde: 

Det starter med fortællingen. Fortællingen er vigtigere end prisen på fast ejendom, eller hvilken gud der er den klogeste. Vi kan sagtens overleve på gaden i en gudløs verden, men vi kan ikke overleve uden historien. Derfor er filmkunsten vigtig. Vi kan kun mærke livet ved at indfange det i fortællingens greb. Det gør vi alle sammen, hele tiden. Om vi er filminstruktører eller afdelingsleder i Herning Beholderfabrik eller generaldirektør i Danmarks Radio eller sidder på dødsgangen i Køge Arresthus. Fortællingen er den eneste form for ild, der for alvor kan bringe os nærmere hinanden og skænke os evnen til at spejle os i hinandens ansigter.

Over de sidste år er der opstået en ny klasse af fortællere i vores samfund, der mener, at de kan definere, hvordan den perfekte historie skal opbygges. Deres lov er berettermodellen (...) Den består af præcise anvisninger på, hvordan historien skal udvikles med plotpunkter og point of no return. Hvad du end har at fortælle, må du underkaste dig disse regler. Og den er blevet modtaget med glæde af kulturens bureaukrater, for den nye klasse af mekanisk begavede intellektuelle har tilsyneladende fået det ellers så uregerlige kunstneriske udtryk lagt i så faste rammer, at det passer perfekt til de i forvejen indkøbte kartotekskabe.

Men hvis der er en ting kunst ikke er, så er det ensretning og kalkulation. Der må altid være en kerne af troskyldighed i værket, et punkt, som ligger bag det allerede definerede sprog, et allerførste skridt ud i en ukendt verden. En fortælling, som ikke tager udgangspunkt i tvivlen kan ikke kommunikere med et publikum på et dybere plan, fordi der ikke er nogle sprækker, som publikum kan smutte ind i værket igennem. Tvivlen er vigtigere end faste regler, og jeg har stor mistillid til folk, der ikke er i tvivl. Det er mit udgangspunkt, når jeg arbejder med film (...)

Specielt denne sætning gjorde et stort indtryk på mig:

Der må altid være en kerne af troskyldighed i værket, et punkt, som ligger bag det allerede definerede sprog, et allerførste skridt ud i en ukendt verden.

Det ovenstående billede er fra Tarkovskijs film "Vandringsmanden".

Profeten Arakial og englene på de svævende kugler

1. Profeten Arakial

I mine drømme antager jeg nogle gange skikkelse af profeten Arakial; en gammel mand, der lever en eremit-tilværelse i en mærkelig ørken fuld af revner¹. I lighed med de gammeltestamentlige profeter Esajas, Ezekiel og Daniel og den nytestamentlige profet Johannes², modtager han åbenbaringer og ser sære syner. Det følgende er et af hans syner.



2. Englene på de svævende kugler

I den mørkeste time på rottens dag i frostens måned i de bristede forhåbningers år³, mens jeg levede i eksil i den revnede ørken, åbnede himlen sig, og jeg så guddomssyner. Jeg så nogle levende væsner, der lignede menneskesønner, komme imod mig på svævende kugler. Kuglerne havde en diameter på seks alen og et fingerspand⁴, og de lyste som brændende fakler i mørket. Nogle af menneskesønnerne så ud, som om de var af guld, andre af sølv, og atter andre af bronze. En af menneskesønnerne sagde til mig:

"Frygt ikke dine fjender, menneske. Lysets Gud har placeret bomber inden i dem. De vil springe på et i henhold til Guds plan nøje fastsat tidspunkt⁵. Der kan gå dage, måneder og år, kun Gud kender timen. Måske forstår du i din jordiske begrænsning ikke denne udsættelse af tidspunktet, men sandheden er, at alle mennesker, selv de onde, gør nyttige ting; først når dine fjender er holdt op med at tjene dig, eksploderer bomben i deres indre, og de dør. Indtil da vil du være beskyttet mod dine fjender af den englevagt med lysskjolde, Gud har sat omkring dig."

Men en af mine fjender havde ikke en bombe i sit indre. Jeg gjorde menneskesønnerne opmærksom på dette, og uden at min fjende bemærkede noget, så jeg, hvordan menneskesønnerne stak to metalrør ind i hans kød; lyn slog ud fra rørenes ender og forbandt de to metalrør med hinanden; bomben var nu aktiveret.

1. Revnerne kan måske tolkes som et symbol på, at Arakials tilværelse er "gået i stykker", og at han gennemlever en personlig krise.

2. Her tænkes på den Johannes, der på øen Patmos modtog den åbenbaring, der skulle blive til den sidste tekst i Bibelen.

3. En nærmere tidsfæstelse iht. den gregorianske kalender er desværre ikke mulig. Årstiden er tilsyneladende vinter.

4. Goliats højde, jf. 1 Sam 17,4.

5. Ifølge Arakials vision er det, der sker, når et menneske dør, i virkeligheden det, at Guds tidsindstillede bombe springer.

Om rumvæsner og rumskibe af ikkejordisk oprindelse

Hvordan ser prototypen på et rumskib af ikkejordisk oprindelse egentlig ud?

Spørgsmålet er blevet aktuelt for mig, fordi en af de døde, jeg har haft besøg af, jf. De dødes fortællinger, har fortalt mig om sit møde med et fremmed rumskib. Det er en lang fortælling. Den vil, hvis jeg skriver den ned, blive til en roman på flere hundrede sider, hvilket nok er for omfangsrigt til et medie som denne blog. Alligevel vil jeg forsøge at skrive fortællingen ned, også selv om det kommer til at tage lang tid. For jeg synes, at det er en god og meget spændende fortælling. Jeg føler virkelig, at jeg har fået en historie forærende.

Von O siger imidlertid, at jeg ikke bare kan skrive historien ned, ord for ord, som den døde har fortalt mig den. Jeg må vide noget om det, jeg skriver ned. Jeg må lave research, så jeg kan tilføje detaljer og være præcis. Derfor har jeg spurgt min ven Jonas Bjerg, som er kunsthistoriker, om, hvordan rumvæsner og deres rumskibe egentlig ser ud. Han har efterfølgende udarbejdet dette korte notat:

1. Menneskets indre billeder

Vi har alle sammen i vores indre billeder af det, som ingen har set, og som med stor sandsynlighed ikke findes. Således har vi alle sammen — og det for de flestes vedkommende uden at have læst så meget som ét ord af Platon — en forestilling om, hvordan der ser ud i Atlantis. For vores indre blik ser vi en ø, hvor solen altid skinner, menneskene er smukke, arkitekturen er monumental, og styreformen er oplyst. Der er ingen snavs i Atlantis. Alt er rent, og måske også en smule kedeligt.

2. Kilderne til de indre billeder

Her skal det imidlertid ikke handle om Atlantis, men om rumvæsner og deres transportmidler; rumskibene, ufoerne, de flyvende tallerkner, eller hvad man nu foretrækker at kalde dem. Hvordan ser vores indre billeder af dem egentlig ud? Nogen vil måske hævde, at det er Hollywood, der er ansvarlig for disse billeder i vores indre. Det er måske et stykke hen ad vejen sandt, men ikke hele vejen. De kunstnere eller designerne, der er ansvarlige for rumvæsnernes udseende i spillefilm, har for de flestes vedkommende taget udgangspunkt i folketroen bl.a. beretninger og beskrivelser fra folk, der påstår, at de har set en ufo eller et rumvæsen.



3. Prototypen på et rumvæsen har følgende karakteristika:

1. Rumvæsnet har et stort hoved, eller mere præcist; et hoved, der er stort i forhold til resten af kroppen. Panden er høj og bred. Kæbepartiet er smalt. Øjnene er store. Blikket i dem er fremmed. Næsen og munden er lille.
2. Rumvæsnets krop er slank og muskulaturen er svagt udviklet. Rumvæsnet har tilsyneladende ikke kønsorganer. Hudens farve er bleg, næsten som hos en albino.
3. Det overordnede indtryk er fremmed.
4. Rumvæsnet optræder nøgent, som tilhørte det en primitiv stamme (hvilket i grunden er underligt, når det rumskib, det rejser i, repræsenterer et højt teknologisk stade. Her er der efter min mening en inkonsistens i folketroens opfattelse af rumvæsner. Høj teknologi og nøgenhed stemmer ikke overens).

4. Prototypen på et fremmed rumskib har følgende karakteristika:

1. Rumskibet er diskosformet. (Jeg foretrækker dette ord frem for tallerkenformet). Det har en grå metallisk overflade og kan lyse eller har flere lyskilder.
2. Rumskibet bevæger sig ved hjælp af en for mennesker ukendt teknologi.
3. Det indre af rumskibet ligner et gravkammer. Dér står der flere sarkofaglignende objekter. Dér har rumvæsnerne ligget i dvale under deres lange rejse fra den fjerne galakse, hvorfra de kommer.

5. Mulige årsager til rumvæsnernes besøg på jorden:

1. De mangler et råstof på deres egen planet.
2. De vil overtage herredømmet på jorden.
3. De vil redde jorden fra menneskenes skadelige indflydelse.
4. De er styrtet ned ved et uheld.

6. Steve Novellas fortolkning af rumvæsner

Den amerikanske neurolog Steven Novella har gjort den iagttagelse, at rumvæsner fremtræder som mennesker med træk, som vi normalt associerer med intelligens. Disse træk er f.eks. det store hoved og den underudviklede krop. Man kan altså i en eller anden forstand opfatte rumvæsnet som et sindbillede på intelligens.

7. Jungiansk fortolkning af rumvæsner 

Når et rumvæsen og et fremmed rumskib optræder i en litterær tekst, kan rumvæsnet måske tolkes som det jungianske begreb skyggen, dvs. det ubevidste menneske. Når f.eks. hovedpersonen i en roman møder et rumvæsen, så møder han i form af et rumvæsen de sider af sig selv, han ikke har erkendt. Det er ikke kun negative sider, men også positive sider. At træde inden for i rumskibet er for hovedpersonen som at træde ind i maskinrummet for hans egen tilværelse. Det indre af rumskibet er det ubevidste, måske endda det kollektive ubevidste. Hvilke mærkelige syner vil hovedpersonen ikke se derinde, William Alexander Månesøn?

8. Fortolkningernes begrænsning

Et langt stykke hen ad vejen kan de to ovenstående betragtningsmåder måske være frugtbare, men ikke hele vejen. For de truer med at reducere virkeligheden. Det fremmede rumskib er nemlig ikke kun et symbol eller et psykisk fænomen. Det er virkelighed! Virkelighed på linie med en gammel herregård, en pløjemark, et skovbryn, nogle skrigende kragefugle på en overskyet himmel, en gøende hund på en gårdsplads etc. På samme måde som Caspar David Friedrich skildrer en kirkeruin i et landskab, skal du, William Alexander Månesøn, skildre rumskibet i teksten.

Vandnymfen

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en ung mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var nøgen og våd, som om han lige var steget op fra en sø. Jeg fandt en ren frottébadekåbe frem til ham. Han tog den på og begyndte derpå på sin fortælling. Han gik lige til sagen, eller som det så fint hedder med en litteraturteoretisk term: hans fortælling begyndte in medias res, en fortælleteknik, som tilsyneladende er meget udbredt blandt de døde. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften. 

Langsomt, med den sikkerhed kun et langt livs erfaring giver, tegnede den gamle mand med sin finger et tegn i det spæde barns pande. Det var et ejendommeligt tegn. Som for at tyde det fulgte jeg nøje fingerens langsomme bevægelser. Det var ikke et kors, snarere lignede det en fisk eller en krusning på en vandoverflade, med sine svungne linier var det på en gang enkelt og kompliceret.

Jeg stod ved bredden af en sø. Foran mig var en lille gruppe mennesker forsamlet. For et øjeblik siden var de som en procession, i festtøj og med højtidelige miner, kommet fra byens indre, ned til stranden. Forrest gik den gamle mand. Efter ham kom et ungt par, en kvinde og en mand, i sin favn bar kvinden det spæde barn. Da processionen var kommet ned til strandkanten, havde den unge kvinde rakt barnet til den gamle mand, som derpå med barnet i sin favn var gået ud i søen, og derude havde han dyppet barnet i vandet og med sin finger tegnet det ejendommelige tegn i barnets pande. — Nu steg han op af søen igen, rakte barnet til kvinden, og i den samme orden de var kommet, forlod processionen igen stranden.

Da jeg tidligere på dagen efter flere dages møjsommelig rejse gennem ugæstfri natur var kommet til den ensomt beliggende by, havde jeg ved første blik ikke kunnet bemærke noget usædvanligt ved stedet. Jeg tænkte, at det, jeg havde foran mig, var endnu en lille landsby, og at den på ingen måde adskilte fra sig fra de talrige andre landsbyer, jeg havde besøgt på min lange rejse. Jeg slog op i den rejsehåndbog, jeg medbragte, men opdagede, at byen ikke var omtalt med et ord, ja, at den end ikke var angivet på kortet bag i bogen. Forgæves søgte jeg længe med min finger efter byen dér. Byen var tilsyneladende, både hvad angik seværdigheder og størrelse, af bogens redaktion blevet skønnet for ubetydelig til at optræde i et værk af dette omfang.

Jeg fandt et billigt logi og gik derpå ud i byen, ikke for at se på seværdigheder, for der var slet ingen, men for at se på den lokale befolkning. — Det var små, tætte folk, næsten komiske at se på. Uvant som de sikkert var med besøg i deres ensomt beliggende by, vendte de sig om og så efter mig, alle vegne fra syntes deres små mutte ansigter at stirre på mig. Mændene stod i små grupper på gadehjørnerne og stak hovederne sammen, i mørke jakkesæt og træsko, med fedtede kasketter og huer. Kvinderne gik ærinder, de var trinde med brede hofter, de mere syntes at vralte end gå. Når de kom mod mig på fortovet, klædt i lange sorte kjoler med hvide forklæder, med fine mønstrede sjaler om skuldrene og tørklæder om hovederne, ofte med en flettet indkøbskurv under armen eller med et rundkindet og rødmosset barn i hver sin hånd, så jeg mig nødsaget til at træde ud på gaden og ned i rendestenen, for at de kunne passere. Nogle gange gik jeg over på det modsatte fortov, men også her kom kvinderne mod mig, og således kom jeg en tid lang til i noget, der kunne minde om en særpræget dans, at bevæge mig rundt i byen, idet jeg løb fra det ene fortov til det andet, indtil jeg fandt på at følge efter en af kvinderne og bruge hende som en art stødpude mod hendes medsøstre. På denne måde blev jeg af kvinden ført ned til stranden, hvor fiskernes både lå trukket op på land. Her blev jeg, grebet af scenariet, stående, mens kvinden fortsatte sin tilsyneladende endeløse tur, ind i byen igen. Jeg gik ned til strandkanten og så ud over søen. Ude på søen var nogle fiskere i en båd i færd med at hive deres garn ind. Det var på dette tidspunkt, at processionen var kommet ned på stranden og den gamle mand havde tegnet det ejendommelige tegn i panden på det spæde barn.

Hvad var det for et ejendommeligt tegn? Jeg måtte vide det! Jeg slog op i rejsehåndbogen, skimmede afsnittene om egnens befolkning, kultur og religion, men kunne hverken finde tegnet eller ritualet, jeg netop havde overværet, omtalt. Mens jeg stod med næsen nede i bogen, blev jeg afbrudt ved, at fiskerne kom ind ude fra søen. Jeg nærmede mig forsigtigt deres båd for at se deres fangst. Den var fyldt med fede fisk, gedder, aborrer, foreller, sandart og stør, men også arter, jeg ikke kendte, de lå i flere lag, den ene slængt over den anden, og så bedrøvet på mig med deres store øjne fra dybet.

"Det var en heldig fangst," sagde jeg til fiskerne.

Fiskerne standsede deres arbejde og så med deres små mutte ansigter uforstående på mig.

"Nej, slet ikke, unge mand," sagde de, "sådan går det, hver gang vi med vores både lægger ud på dybet og kaster vores garn ud til fangst. Hver gang fanger vi så store mængder fisk, at vores garn er ved at briste og vores både — når vi fylder dem med fangsten — er ved at synke."

Jeg købte en fisk af fiskerne, en fisk, de anbefalede mig som særligt velsmagende. Det var en art, jeg ikke kendte. Jeg forsøgte at slå den op i rejsehåndbogen. Men til trods for at fiskerne var så venlige at stave dens navn i sandet for fødderne af mig, kunne jeg ikke finde den omtalt i bogen. Under afsnittet om egnens fauna var der ganske vist en udførlig omtale af ferskvandsfisk, blot var den fisk, jeg holdt i hænderne, ikke omtalt. Da jeg kom tilbage til pensionatet — det var nu hen ad aftenstide — bad jeg værtinden om at tilberede fisken for mig, hvilket hun beredvilligt gjorde. Jeg spiste med stor fornøjelse, fisken bekom mig godt, det var som om, at der var en næring fra dybet i den, jeg manglede, og da jeg var færdig med måltidet, følte jeg mig forunderligt nok både stærkere og klogere. Jeg komplimenterede værtinden for hendes køkkenfærdigheder og nødte hende til at tage plads ved bordet, for der var noget, jeg ville spørge hende om. Jeg fortalte da værtinden om det sære optrin, jeg havde overværet på stranden ved søen.

"Hvad var det for et gådefuldt tegn, den gamle mand tegnede på barnets pande?" spurgte jeg.

Værtinden, en gammel kone, der af udseende ikke adskilte sig fra resten af byens kvinder, så med sit lille mutte ansigt uforstående på mig. Det forekom mig, at hendes blik langsomt vandrede fra min pande til mine øjne, og fra mine øjne til min pande, frem og tilbage, i en uendelighed, som om hun ikke kunne få det, hun så på min pande, til at stemme med det, hun så i mine øjne. Men så var det som om, at hun besindede sig, at hun lagde det, hun ikke kunne forstå, det, hun kæmpede med i sit indre, til side, og hun gav sig til at svare på mit spørgsmål i et helt naturligt tonefald.

"Det er Vandnymfens mærke," sagde hun. "Alle i vores by bærer dette mærke på vores pande, om end det kun er tegnet med en finger og dermed er usynligt for den fremmede, der ikke ved besked om vores skik og brug."

"Vandnymfen?" sagde jeg.

Så var det alligevel sandt, det, jeg havde hørt, at der på denne egn skulle ligge en sø, og at der i søens dyb skulle leve et gådefuldt væsen, en smuk kvinde, og at de enfoldige fiskere, der boede ved søens bred, fuldt og fast troede på dette.

"Ja, Vandnymfen," sagde værtinden. "Det er det gådefulde væsen, der lever i søens dyb og hersker over dens rigdomme. Hun er os fiskere en nådig frue. Hun er vores beskytter og velgører, den, vi kan takke vores gode liv for. Hun sørger for, at der altid er fisk i søen, vi kan fange, at der altid er mad på vores bord, at vores børn aldrig går sultne i seng. Hun sørger for, at vores kvinder er frugtbare, og at de børn, de føder, er sunde og raske. Når en af vores kvinder føder et barn, bærer vi det ned til søen, dypper det i vandet og tegner med vores finger Vandnymfens mærke i dets pande, for at barnet skal være under Vandnymfens beskyttelse, og der ikke skal ske det noget ondt."

"Og tror alle i landsbyen på dette?" spurgte jeg.

"Ja," sagde værtinden, "men jeg ville ikke tale sandt, hvis jeg sagde, at der i al den tid, byen har eksisteret, ikke har været individer, som betvivlede Vandnymfens eksistens. — Måske kom du på din vej hertil forbi et forfaldent hus, lidt uden for byen, der står tomt?"

"Ja, det hus bemærkede jeg godt," sagde jeg. "Jeg gik endda lidt rundt i de tomme stuer og forsøgte at forestille mig det liv, der var blevet levet dér. Det fyldte mig med vemod. Den virkning har huse, der er blevet forladt, altid på mig."

"I det hus boede der engang en kvinde ved navn Astrid," sagde værtinden. "Hun var en ejendommelig kvinde. Hun delte ikke vores lille samfunds tro på Vandnymfen. Når vi som tak for de gaver fra dybet, de gaver, Vandnymfen havde skænket os, stillede brød og kager, tøj og smykker og andre gaver frem til Vandnymfen, sagde hun: ‘Der er intet forunderligt ved denne sø. Vandnymfen findes ikke. Det er gammel overtro. Det er spild af ressourcer, at I ofrer alle disse gaver til et væsen, som blot er noget, I bilder jer ind i jeres fantasi.’"

"Hun sårede os. Hun sårede vores tro. Det var, som om hun ville sætte sig over os, og over den visdom, som i generation efter generation er blevet overleveret fra vores forfædre og har fået vores lille samfund til at bestå. — Hun var også anderledes af udseende. Høj, tynd og med smalle hofter. Måske ville hun et andet sted være blevet betragtet som køn, men ikke hos os. Ingen mand iblandt os ville vide af hende. Hun levede i sit ensomt beliggende hus uden for byen og kunne se frem til at dø som gammeljomfru. Det pinte hende, vidste vi, for hun ønskede sig et barn, på det punkt adskilte hun sig ikke fra byens andre kvinder."

"I byen levede der på den tid også en fattig mand ved navn Gunnar. Lykken var ikke med ham. Han fangede næsten ingen fisk og misundte de andre fiskeres held og rigdom. Og engang stjal han de gaver, vi havde stillet frem til Vandnymfen. Det blev opdaget, og landsbyen idømte ham en streng straf. Vi slog ham med vores stave, og smed ham i en skakt og tømte vores latriner over ham. Men da han havde udstået sin straf, fik han igen lov til at leve i landsbyen, dog kunne det ikke undgås, at der blev set skævt til ham, for vi havde en gang for alle mistet tilliden til ham, og han måtte leve et usselt liv. Om dagen gik han rundt i gaderne og tiggede med sin hue i hånden, om natten sov han i skarnet. Men i Astrids øjne var Gunnar ikke en forbryder. Han var en fornuftig mand, som blot havde anvendt de ressourcer, som ellers ville være gået tabt. Og da hun kunne bruge ham til at få det barn, hun ønskede sig, lod hun ham bo hos sig. Det blev ikke noget lykkeligt samliv, de fik, de to, umage som de var. De skændtes ofte og brød sig i grunden ikke om hinanden, men fordi de begge to var udstødt af landsbyens fællesskab, holdt de sammen. — Astrid ønskede sig som sagt et barn. Men til trods for at hun og Gunnar forsøgte det bedste, de havde lært, kunne de ikke få et. ‘Du er blevet for gammel, Astrid,’ sagde vi til hende. ‘Men hvis du beder Vandnymfen om hjælp, vil hun måske skænke dig et barn.’ ‘Nej,’ sagde Astrid. ‘I må godt bede for mig, hvis I vil. Jeg kan ikke, for jeg tror ikke på Vandnymfen.’"

"I en skov ikke langt fra søen boede der på den tid en sær gammel kone ved navn Ratio. Hendes hud var gul og rynket, og hendes øjne var skæve. Hun kom øst fra, ude fra stepperne. Vi brød os ikke om hende. Der gik rygter om, at hun i fuldmånens skær sankede urter i skovens lysninger, tørrede dem, kastede dem på ildstedet i sin hytte, og iført fjer i den røg, urterne udviklede, dansede vilde danse og sang viser på sin hjemstavns for os uforståelige tungemål. Hun havde en bog med plancher af en kvinde, der på magisk vis var åbnet, så man kunne se ind i hendes livmoder og derinde se et foster langsomt tage form. Den bog gjorde os bange. Vi ville, hvis vi havde kunnet, gerne have revet siderne i bogen ud og brændt dem på bålet, men Ratio kendte vores hensigter og skjulte bogen for os. Det hændte, at i sindet svage kvinder, der ikke kunne få børn på den naturlige måde, en sen aften i ly af mørket sneg sig ud af landsbyen og ind i skoven for at opsøge Ratio i hendes hytte. — Da Astrid og Gunnar ikke kunne få et barn på den naturlige måde, besluttede også de at opsøge Ratio for ved hendes hjælp at få et barn. ‘Hvordan kan du søge hjælp hos den kloge kone, den kvaksalver, Astrid?’ spurgte vi. ‘Hvordan kan du tro på hende og hendes trolddomskunster, når du ikke kan tro på vores vandnymfe?’"

"Men Astrid gjorde sig end ikke den ulejlighed at svare os på spørgsmålet, hun trak blot på skuldrene, og en sen aften i ly af mørket sneg hun og Gunnar sig ud af landsbyen. Da de nærmede sig Ratios hytte, var hendes ildsted tændt, og der kom røg op af skorstenen. Ratio sad i skæret fra ildstedet og læste i sin bog. — Astrid havde taget alle de smykker, hun ejede, med, dem, hun havde arvet efter sin mor og mormor, og lagde dem foran Ratio, det gjorde ikke noget, at hun mistede dem, blot hun fik et barn. — På Ratios befaling klædte Astrid sig af. Ratio bandt Astrid med nogle reb, hængte hende op i nogle kroge på stenvæggen i sin stue, og surrede hende fast, så hendes lår var spredt ud til siden og hendes underliv på den mest ydmygende måde var blottet."

"Ratio smed nu nogle tørrede urter på ilden, og den lille stue fyldtes med en tyk, hvid, ugennemsigtig røg, så Astrid intet kunne se. Røgen trængte ind gennem hendes næse og mund, ned i hendes lunger, ud i hendes blod, op i hendes hjerne, og da røgen i stuen endelig lettede og Astrid igen kunne se, var det som om, at der var undergået Ratio en forvandling. Godt nok stod hun det samme sted, hun havde stået, inden stuen var blevet fyldt med røg, men nu var hun klædt i flammerøde fuglefjer, og hendes øjne lyste som hvidglødende metal. I den ene hånd holdt hun et stort nøgleknippe med nøgler i mange slags metaller og udformninger. — Hun skubbede Gunnar omkuld, satte sig overskrævs på ham og begyndte at ride på ham, som red hun på en hest hen over stepperne. Bleg som et lig, med angste øjne lå Gunnar under hende. Astrid så med afsky på det. Da Gunnar fik udløsning, greb Ratio om hans lem og tømte hans sæd ud i en kop."

"Ratio kom nu hen imod Astrid med det store nøgleknippe i hånden. Hun valgte en nøgle og forsøgte at åbne Astrid med den, men nøglen passede tilsyneladende ikke. Hun valgte en anden nøgle, men den passede tilsyneladende heller ikke. Ingen af nøglerne i nøgleknippet lod til at passe, og forsøget på at give Astrid og Gunnar et barn syntes at skulle mislykkes. Ratio blev rasende. Hun lod sin vrede gå ud over Astrid og begyndte at slå løs på hende — det var ikke nøglerne eller hendes egne evner, der var noget galt med, det var Astrid. I periferien af denne meningsløse afstraffelse lå den afkræftede Gunnar og pegede på noget, der lå på gulvet og glimtede i skæret fra ildstedet, også det vakte Ratios vrede, og hun skulle lige til at gå løs på Gunnar, da hun opdagede, at det, han pegede på, det, der lå på gulvet og glimtede i skæret fra ildstedet, var en nøgle, hun havde tabt ud af nøgleknippet. Denne nøgle passede, og hun kunne åbne Astrid på samme måde, som man åbner et skab. Hun tog æggestokkene ud af hende, gennemlyste dem med sine hvidglødende øjne og udvalgte et æg, der syntes særligt velegnet, blandede det med sæden fra Gunnar i en glaskolbe, spyttede tre gange ned i glaskolben, og da dette ikke syntes at være nok, tømte hun også begge sine næsebor ned i den, derpå rystede hun glaskolben og varmede den over ilden."



"Ægget begyndte da straks at dele sig og blive til et væsen, man vidste i begyndelsen ikke hvilket, og det var, som om væsenet selv heller ikke vidste det, det var, som om det forsigtigt prøvede sig frem, som om det forsigtigt åbnede døre ind til mulige skæbner, gik ned ad gange, så sit spejlbillede for enden af gangen og kunne ikke genkende sig selv i det, åbnede andre døre, gik ned ad andre gange, så andre spejlbilleder, men kunne heller ikke genkende sig selv i nogen af dem. Til at begynde med lignede væsenet slet ikke et menneske, ja, end ikke noget, der kunne tænkes at leve på landjorden, snarere lignede det noget fra søen, en slange eller en slangeagtig fisk, men denne tilstand var ikke stabil, foran Astrids forbavsede øjne gennemgik fosteret i løbet af ganske kort tid en række højst forbavsende forvandlinger: finner voksede ud, finnerne blev til fire primitive ben og en hale, de bageste ben blev ved med at vokse, de forreste forblev uforandrede, halen skrumpede ind og gik i sig selv igen, alt imens væsenet skiftede udseende fra fisk til salamander og fra salamander til frø. Først da begyndte væsenets form at blive mere menneskelignende, svømmehuden mellem fingre og tæer forsvandt, det frølignende ansigt fik menneskelige træk, lyset begyndte at spille i dets øjne, ja, det forekom Astrid, at det lille væsen med det ene øje blinkede til hende, og at det gav sig til at danse og lege sprællemand som i glæde over endelig at have fundet sin blivende form. — Ratio greb det lille menneske og lagde det ind i Astrids underliv og lukkede hende til igen. Derpå løsnede hun rebene, der bandt Astrid, og jog Astrid og Gunnar ud af hytten og lukkede og låste døren efter dem. Støttet af Gunnar slæbte Astrid sig hjem. Hun var øm og forslået, men det gjorde ikke noget, for hun kunne mærke det lille menneske danse og sprælle inde i sig."

"Fosteret voksede i Astrids liv. Hendes svangerskab blev plagsomt og pinefuldt, i smerte kom hun til at føde sit barn. Hun var for snæver, hun kunne ikke presse barnet ud gennem sine smalle hofter. ‘Bed Vandnymfen om hjælp, Astrid,’ sagde vi. ‘Hun vil sørge for, at din fødsel bliver let, og at barnet kommer sikkert til verden.’ ‘Gå,’ sagde Astrid. ‘Lad mig føde i fred.’"

"Men barnet var ved at kvæles i hendes liv, og jordemoderen måtte hvæsse æggen på sin kniv og skære barnet fri. Astrid blødte, ja, hun var nær forblødt, men jordmoderen fik standset blødningen og syede hende sammen, så godt hun kunne, det var ikke noget kønt syn, det ville efterlade et grimt ar. Men barnet levede, og det var det eneste, der betød noget for Astrid."

"Astrid og Gunnar gav barnet navnet Orm. ‘Lad os bære dit barn ned til søen, Astrid, dyppe det i vandet og med vores finger tegne Vandnymfens mærke i dets pande, for at der ikke skal ske det noget ondt,’ sagde vi. ‘Godt nok blev det undfanget ved hjælp af Ratio, men hun kan ikke beskytte det. Det kan kun Vandnymfen.’ ‘Nej, mit barn skal hverken dyppes eller tegnes på,’ sagde Astrid. ‘Jeg advarer jer: hold jer fra mit barn.’"

"Det var et mærkeligt barn, de havde fået, Astrid og Gunnar. Det var uroligt og vildt, det kunne ikke som andre børn sidde roligt og lege med nogle klodser, altid var det i bevægelse, hele tiden løb det rundt og dansede og legede sprællemand. Det dansede i huset, det dansede på grunden omkring huset, og ofte kom det i sin dans langt bort fra huset, men når Astrid kaldte, kom det altid. Så kravlede det op på hendes skød og sad og trykkede sig ind til hende."

"Men en dag, da Astrid kaldte, kom barnet ikke. Astrid ledte overalt. I og omkring huset. Et sted opdagede hun barnets fodspor. Hun fulgte de dansende fodspor, deres mærkelige snirklede bane, der flere gange slog sløjfe på sig selv, så hun nær var blevet rundtosset, ned til søen. Dér endte sporene brat ude i vandet. Astrid løb op og ned ad stranden og spejdede ud over søen, men kunne ikke få øje på barnet. Astrid løb ned til landsbyen. ‘Har I set Orm, min lille dreng?’ spurgte hun."

"Men vi sagde ikke noget. Hun havde ikke villet lytte, mens tid var. Nu var det for sent. Tavse og ubevægelige som statuer stod vi i byens gader. Hun løb fra den ene til den anden. Og med ét begyndte hun at slå løs på os, som om hun troede, at vi fortav noget. Hun var en ejendommelig kvinde. Til sidst kom Gunnar og førte hende hjem til deres lille hus uden for landsbyen. — Der var stille i deres hus, nu, hvor der ikke mere lød dansetrin. Gunnar rumsterede ude i køkkenet. Han lavede te til Astrid og sig selv. Astrid sad inde i stuen ved bordet. Hendes øjne var tomme og udslukte. Udenfor blev det langsomt mørkere. Man kunne høre vinden blæse hen over søen. Hvordan skulle hun komme gennem denne nat? Denne mørke nat! Og den næste nat? Og den næste? Uden Orm?"

"Da bankede vi på hendes dør og trådte, en lille forsamling af fiskere og fiskerkoner, ind i hendes stue. ‘Vi har fundet din dreng, Astrid,’ sagde vi. ‘Er han død?’ spurgte Astrid. Hendes ansigt blegnede, idet hun udtalte de forfærdelige ord. ‘Nej,’ sagde vi, ‘han lever.’"

"En fiskerkone iblandt os trådte frem med en bylt i sin favn, barnet svøbt i et tæppe. Astrid tog vredt barnet fra fiskerkonen. Det var hendes! Hun så nøje på barnet i sin favn. Dets øjne var lukkede. Men det trak vejret. Det sov kun. Det levede altså, og hun kunne ånde lettet op. Men på barnets pande var et stort ejendommeligt udseende sår, som om nogen havde ridset barnet dér med et skarpt redskab. ‘Hvad har I gjort ved mit barn, gale mennesker?’ skreg Astrid."

‘Tro os, Astrid, det er ikke vores værk,’ sagde vi. ‘Det var i den tilstand, vi fandt ham, eller rettere sagt: i den tilstand, vi fik ham overbragt. Nogle af os fiskere var ude at fiske her til aften. Da tændtes med ét i det mørke vand nær ved vores båd et svagt undersøisk lysskær, det voksede og voksede, både i omfang og intensitet, indtil at det forekom os, at vores lille båd flød som på en sø af lys, i centret for alt dette lys boblede og skummede vandet, og med ét blev vandspejlet dér brudt, og en kvinde, en smuk, nøgen kvinde, kom til syne. Hendes former var som hos alt det, der lever i søen, yppige, hendes hud var som hos en, solens lys sjældent når, bleg, hendes ansigt var smukt og strengt. I sin favn bar hun en lille dreng.’

‘Frygt ikke, fiskere, sagde den smukke kvinde. Den vilde dreng legede på stranden, ved søens bred, han faldt i vandet, han kunne ikke svømme, livløs sank han fra søens overflade mod søens bund, ned i mit rige, men jeg greb ham og bragte ham til min fugtige grotte på bunden af søen, dér er der luft som i jeres egne stuer, og dér lagde jeg ham på mit leje. Jeg omfavnede ham, kyssede hans lille mund, og hviskede historier i hans lille øre, historier om søen, om hans fætre og kusiner, fiskene, om dengang, der endnu ikke levede mennesker, dengang alt var vand og alle levende væsener var fisk, og han begyndte igen at ånde, men han åbnede ikke øjnene, han var træt oven på de mange strabadser og var faldet i en dyb, helsebringende søvn. Jeg havde gerne beholdt ham, men jeg tænkte, at min mørke, fugtige grotte ville forskrække ham, og at han gerne ville hjem til sin mor. Men før jeg bragte ham tilbage til søens overflade, tog jeg en skarp sten og ridsede mit mærke i hans pande og velsignede ham, for at der aldrig skal ske ham noget ondt.’





‘Den smukke kvinde lagde forsigtigt den sovende dreng i vores båd. Derpå forsvandt hun i dybet igen. — Den smukke kvinde, det var vandnymfen, Astrid, og barnet, det var dit barn, Orm. Dit barn druknede i søen, men Vandnymfen genopvakte det fra de døde, satte sit beskyttende tegn i dets pande, for at der aldrig skal ske det noget ondt, og bragte det tilbage til overfladen, opfyldt af dybets visdom.’

"Med disse ord forlod vi Astrids hus."

"Den aften, da Gunnar var gået til ro, og Orm lå trygt og sov i sin lille seng, tæt ved sine forældres, troede vi, at Astrid ville gøre det, som enhver anden kvinde i landsbyen i hendes sted ville have gjort, nemlig at falde på knæ og takke Vandnymfen for, at hun havde fået sit barn tilbage. Men sådan gik det ikke. I stedet for gav Astrid sig i al hast til at pakke, og den næste dag, da solen stod op over vores by, var hun sammen med Gunnar og Orm rejst. Og lige siden da har hendes hus stået tomt."

Da værtinden havde afsluttet sin fortælling, sad jeg et stykke tid henfalden i dybe tanker. Værtindens fortælling havde ladet mig alt andet end uberørt. Hvis man under hendes fortælling havde været til stede i stuen, ville man kunne have set mit ansigt vise alle mulige tegn på indre bevægelse. På den anden side mente jeg ikke, at historien på nogen måde beviste Vandnymfens eksistens. I fortællingen var det jo kun fiskerne, der havde set Vandnymfen. Det kunne jo være en historie, de havde fundet på, ja, faktisk var det muligt, at det var dem selv, der havde ridset mærket i barnets pande. Måske var det det, Astrid troede, måske var det derfor, hun var rejst, for at bringe barnet i sikkerhed for fiskerne? Af takt nævnte jeg dog ikke noget om dette over for værtinden. I stedet for rejste jeg mig, ønskede værtinden godnat og gik op på mit værelse for at gå til ro.

Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg lå og tænkte på søen og på det gådefulde væsen, den smukke kvinde, man her i byen var overbevist om levede i dens dyb. Selv om jeg ikke ville være ved det, æggede det min fantasi og holdt mig vågen. Jeg stod derfor op og klædte mig på igen, i den hensigt at gå en aftentur ned til søen, i håb om at det ville gøre mig træt. Forsigtigt for ikke at vække værtinden listede jeg ned ad trappen, åbnede hoveddøren og sneg mig ud i byens gader. Alle byens huse lå hen i mørke. Hele byen sov tilsyneladende. Jeg gik ned til søen. Da jeg kom ned på stranden, lettede en fiskehejre, der stod lidt ude i søen, med et langtrukkent, klagende skrig og fløj ud over søen. Jeg fulgte den med blikket, indtil den i et punkt på den overskyede nattehimmel blev opslugt af mørket. Jeg fastholdt mit blik på punktet, som om jeg ventede, at fiskehejren ville vende tilbage, men intet skete. Det var tilsyneladende et altopslugende mørke, hvorfra ingen vendte tilbage, jeg stod foran. Jeg skulle lige til at gå, da jeg med ét blev opmærksom på et svagt lysskær, langt ude på søen, som syntes at komme nede fra bunden af søen. Det stod ikke stille, det bevægede sig frem og tilbage på tværs af min synsretning. Længe stod jeg og så på det. Jeg var så optaget af lysfænomenet, at jeg ikke straks opdagede, at jeg ikke mere var alene på stranden. Først da nogen bag mig rømmede sig, vendte jeg mig om og opdagede at hele landsbyen stod forsamlet bag mig, i hænderne havde de stave. Blandt dem genkendte jeg værtinden. Hun holdt en stor lygte i hånden. Det var tilsyneladende hende, der havde vækket landsbyen og havde ført dem ned til stranden. Jeg var, må jeg indrømme, lidt beklemt ved situationen. Jeg forsøgte at fatte mig, og idet jeg pegede ud mod lysskæret, sagde jeg i et henkastet tonefald, som om der intet usædvanligt var ved denne natlige scene:

"Det er smukt lysfænomen. Hvad er det?"

"Det er Vandnymfen," sagde værtinden, som tilsyneladende førte ordet for fiskerne. "Hun svømmer rastløst omkring. Hun er urolig. Det har hun været, lige siden du i formiddags ankom til vores by. Hun kan mærke din tilstedeværelse, din rastløse gåen omkring, og hun tænker: ‘Hvad vil du? Hvorfor er du kommet? Er det hende, du er kommet for at se? Er du hendes ven eller er du hendes fjende? Vil du hende godt eller vil du hende ondt?’"

"Jeg forstår ikke," sagde jeg, "Selv om vi et øjeblik antog, at lysskæret derude skyldes Vandnymfen, og dermed at Vandnymfen virkelig eksisterer og ikke kun er et væsen, I indbilder jer i jeres fantasi, hvorfor skulle min tilstedeværelse da anfægte hende?"

"Stop komediespillet," sagde værtinden. "Vi ved godt, hvem du er. Du er ikke den turist på uforpligtende gennemrejse, du prøver at bilde os ind, at du er."

"Ikke det?" sagde jeg. "Hvem tror I da jeg er?"

"Du er Orm, Astrids søn," sagde værtinden.

Værtinden rettede sin lygte mod min pande. Jeg kunne af gode grunde ikke se mig selv i panden, men på landsbyens reaktion, deres opspilede øjne og pegende fingre, kunne jeg forstå, at der for dem stod et eller andet at læse dér.

"Vandnymfens mærke!" udbrød de.

"Selv om såret for længst er helet," sagde værtinden, "og der nu kun er et utydeligt ar tilbage, så vi alligevel straks, da du ankom til vores by, mærket i din pande. Ja, vi ved godt, hvem du er, og vi ved også, hvorfor du er kommet: Astrid og Gunnar er døde, du formåede ikke at skabe dig et liv i det fremmede, derfor er du vendt tilbage, ikke til os, som du ligesom dine forældre foragter, men til Vandnymfen, i hvis fugtige grotte du som barn engang opholdt dig. Som en gammel talemåde hos os siger: den, der én gang har været i Vandnymfens fugtige grotte, han vil før eller siden vende tilbage."

Fiskerne begyndte at tage mit tøj af mig. Til at begynde med strittede jeg imod, slog de mange famlende hænder, der nærmede sig mig, over håndryggen, knappede de skjorteknapper, de knappede op, igen, lynede lynlåsen i mine bukser, de lynede ned, op igen, men kampen var i længden for ulige, og jeg måtte til min store fortrydelse lade mig klæde af. Jeg stod nu nøgen foran landsbyen. Kun holdt jeg i hænderne stadig rejsehåndbogen, den ville jeg for alt i verden ikke give slip på, men en lille pige hev i den, en rigtig lille strigle, jeg begyndte at græde, det var på alle måder et pinligt optrin at overvære.

"Giv dog pigen bogen," sagde fiskerne.

Jeg opgav og gav slip på rejsehåndbogen. Hvad skulle jeg også med den nu, tænkte jeg, mens jeg tørrede tårerne bort fra mine øjne. Indtil nu havde den været mig til ringe hjælp, og der var intet, der tydede på, at det ville blive anderledes i fremtiden.

Fiskerne løftede nu deres stave og kom truende imod mig, som om det var deres hensigt at jage mig ud i søen. Jeg tænkte på, hvordan det var gået Gunnar, ham, fiskerne påstod var min far, og begyndte at gå baglæns ud i søen. Da fiskerne kom til strandkanten, blev de stående, som om det var grænsen for deres rige og deres mission dermed var fuldført.

Som jeg stod derude i vandet, var det, som om min sindsstemning ændrede sig. Det var, som om vandet havde en beroligende, ja, næsten vederkvægende effekt på mig. Det var, som om det rige, vandet repræsenterede, langsomt begyndte at virke på mig, og at det rige, landjorden repræsenterede, langsomt begyndte at slippe sit tag i mig. De anmassende fiskere fortonede sig allerede som en tåget masse inde på bredden. Jeg vendte mig bort fra dem, om mod søen, og begyndte, først tøvende, senere mere beslutsomt, at gå udad. Da vandet gik mig til midt på livet, tog jeg afsæt fra søbunden og begyndte at svømme ud i retning mod det forunderlige lysskær.

Den med længsel ventede

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en hårdt såret mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var nøgen, og det blødte fra et stort sår i hans hoved og fra flere andre sår af forskellig størrelse på hans krop. Det var tydeligt, at manden havde været udsat for en forbrydelse. Jeg blev meget forskrækket over synet af den hårdt sårede mand og ville ringe efter en ambulance, men manden overbeviste mig om det nytteløse heri; han var jo allerede død, sagde han, ja, han havde, for det ikke skulle være løgn, været død i omkring to tusinde år; selv med deres moderne genoplivningsudstyr ville ambulancefolkene intet kunne gøre for at hjælpe ham. Det eneste man som menneske kunne gøre for at hjælpe ham, var at lytte til hans historie, hvilket jeg beredvilligt indvilgede i. Dog lavede jeg først to krus med te og hentede et tæppe til manden. Manden svøbte sig i tæppet og tog imod kruset med te, som jeg rakte ham. For en stund sad vi i tavshed og drak teen. Te har, som jeg har lært af min mor, dronningen af månen, en forunderlig beroligende effekt på den, som tilværelsen har ramt hårdt. Der faldt ro over os begge to. Ja, jeg bildte mig endda ind, at mængden af blod, der dryppede fra det omkring to tusinde år gamle sår i den dødes hoved, så småt begyndte at aftage. Den døde begyndte derpå på sin fortælling. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte mig den aften.



Jeg var på vej fra Jerusalem til Jeriko, ad vejen, der snor sig gennem bjergene i den judæiske ødemark, da jeg blev overfaldet af nogle røvere. De tog mit tøj og mine værdier og slog mig halvt fordærvet. Så gik de deres vej og lod mig ligge halvdød tilbage i grøftekanten.

Der lå jeg så, et menneske i dyb nød, i grøftekanten af en snoet vej gennem et goldt bjerglandskab. Hvad jeg dengang ikke vidste, var, at det skulle blive mit opholdssted i en rum tid fremover, og at der i løbet af denne tid skulle komme til at passere de mest forskelligartede eksistenser; jeg var blot den første af mange andre, der havde valgt at drage ad denne vej. En efter en kom de forbi, som overværede jeg et ejendommeligt optog. Alle så de mig, men gik lige forbi. Ifald jeg ikke havde været så ilde tilredt, som jeg var, ville det i grunden have været en morsom oplevelse at overvære. At det netop var disse eksistenser, der kom forbi, var tilsyneladende en tilfældighed, og ingen af dem havde på nogen måde nogen forbindelse til de andre. Man kunne jo f.eks. have antaget, at nogle af dem rejste sammen, blot var den ene sakket lidt bag ud efter den anden. Dette var imidlertid ikke tilfældet; alle rejste de uafhængigt af hinanden. At ligge i grøften og vente på min eventuelle redningsmand var som at deltage i et lotteri; jeg lå hele tiden og tænkte: "Hvad er det næste nummer, der bliver udtrukket? Hvem er mon den næste, der vil komme forbi?"

Den første, der kom forbi, var en præst. Han så mig, men gik lige forbi. Den næste, der kom forbi, var en levit, dvs. en af de mænd af Levis stamme, der gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, på den tid jeg levede. Han så mig, men gik lige forbi. Den tredie, der kom forbi, var ... en herreløs kamel. Det tjener til kamelens ros, at den kom hen og snusede lidt til mig, tilsyneladende i vildrede over situationen, men derpå gik den som de to repræsentanter for den gamle tro også videre.

Et cirkuskompagni kom forbi, de optrådte med deres numre; en kvindelig artist med en lille parasol gik på line, en mandlig artist jonglerede med nogle kegler, to klovne sloges om en stol og faldt på halen. Cirkusdirektøren, som holdt nøje øje med mine reaktioner, noterede med tilfredshed, at artisternes optræden, til trods for den nød jeg befandt mig i, flere gange fremtvang et smil på mine læber, hvilket han mente lovede godt for de kommende forestillinger. Ingen af cirkusartisterne hjalp mig imidlertid, og da cirkuskompagniet drog videre, lå jeg stadig i grøftekanten, slået halvt fordærvet.

Et hold bygningsarbejdere kom forbi. De byggede et hospital. Læger og sygeplejersker kom til. De hjalp mange syge og tilskadekomne, blot hjalp de ikke mig. Hospitalet lå der i mange år. En dag blev det revet ned, da man havde besluttet at opføre et nyt og større hospital et andet sted og samle kræfterne dér. Da den sidste læge og sygeplejerske forlod hospitalet, inden nedrivningen af det blev påbegyndt, kom de på deres vej til det ny og større hospital forbi mig. De så mig, men gik lige forbi.

Jobs venner kom også forbi, som de så ofte gør, når nogen ligger ned. De satte sig omkring mig i en rundkreds og begyndte at diskutere min nød ud fra et filosofisk perspektiv; havde jeg egentlig fortjent at få hjælp? Var jeg i grunden et godt menneske, når nu ingen tilsyneladende ville hjælpe mig? Hvad havde jeg, der nu så patetisk lå og anglede efter mine medmenneskers medynk, egentlig selv gjort af gode gerninger? Næppe mange! Måske havde jeg endda gjort mange ting forkert i mit liv? Burde jeg ikke nu, da jeg havde rigelig af tid, kalde dem frem af erindringen og angre dem bitterligt? Normalt siger man, at alle, der er i nød, uanset om de er gode eller dårlige mennesker, har ret til hjælp, men er det i grunden sandt? Er det, man giver her i livet, ikke det, man får? Bliver der ikke for os alle ført et himmelsk regnskab, et regnskab, som, når man går posterne igennem en for en, under alle omstændigheder viser sig at stemme? Måske ville jeg, hvis skaderne efter overfaldet ikke havde forhindret mig i at tale, indvende, at jeg ikke kunne have været så meget værre end de fleste andre mennesker. Men var det ikke den sædvanlige udenomssnak? Efter mange dage og nætter gik Jobs venner endelig. Dog fortsatte der med at defilerere folk forbi.

En nat drømte jeg, at der kom en mand ridende på et æsel. Da han så mig, ynkedes han inderligt. Han kom hen til mig, hældte olie og vin i mine sår og forbandt dem, løftede mig op på sit æsel og bragte mig til et herberg, hvor han plejede og passede mig. Da han imidlertid måtte videre, tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: "Plej denne mand, og hvad du mere lægger ud, skal jeg betale dig, når jeg kommer tilbage." Men da jeg vågnede efter drømmen den næste dag, lå jeg stadig i grøftekanten, slået halvt fordærvet.

Hvem var han, denne mand i min drøm? I drømmen havde hans ansigt været tildækket, så jeg ikke kunne se det, så jeg ved det desværre ikke. Jeg opfattede drømmen som et slags varsel, som noget der engang ville ske. I mange år ventede jeg på denne mand. For mig blev han den med længsel ventede.

Men manden kom ikke. Derimod fortsatte der med at komme de mest forskellige eksistenser forbi, men ingen af dem hjalp mig i min hjælpeløshed. Til sidst var jeg, i min indignation over at ingen hjalp mig, lige ved at rejse mig op og gå.

En dag gav det sig til at regne, hvilket det ellers sjældent gør i den judæiske ødemark. Der faldt megen regn, men ingen af regndråberne faldt i min udtørrede mund. Efter regnen kom en snegl, som snegle har for skik, frem fra sit skjul. Den kravlede hen over mig og trak sit slimede spor efter sig. Derpå forsvandt den ud af syne.

En edderkop kom forbi. Den byggede et edderkoppespind mellem min næse, hage og bryst. I dette spind fangede den mange fluer og andre insekter. Den døde af alderdom, mæt af dage.

Der gik nu mange år. Langsomt fjernedes mit fokus fra de nære omgivelser, grøftekanten og den snoede vej gennem den judæiske ødemark, til himlen over mig, jeg knap nok mere bemærkede de mængder af folk, der uden at hjælpe mig i min nød, passerede forbi. Min nød var ikke mere et jordisk anliggende, men et himmelsk. Om natten lå jeg og så op i stjernehimlen. Min synssans blev skærpet af al denne stirren og jeg så, hvordan de ellers så urokkelige fiksstjerner langsomt flyttede sig, og hvordan stjernebillederne ændrede udseende. Også min høresans blev skærpet. Bag alle denne verdens lyde blev jeg opmærksom på en svag summen. Den kom til mig fra alle fire verdenshjørner, den fyldte hele universet. Det var baggrundsstrålingen, jeg, længe inden den blev opdaget, registrerede. I mine ører, jeg, den nødlidende som ingen nogensinde hjalp, lød det som vejrtrækningen fra én, der sov. Det var min sidste tanke, inden jeg døde.

Efter at have læst den ovenstående fortælling gjorde Von O den simple observation, at den er identisk med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, blot med den ændring at samaritaneren i den dødes fortælling udebliver, med hvad det medfører af forviklinger. Den dødes fortælling er således meget længere end lignelsen, og visse steder synes den at være langt ude på overdrevet, som f.eks da man bygger et hospital ved den nødlidende mand uden at hjælpe ham. Von O ønsker ikke på nogen måde at så tvivl om den dødes fortælling. Den må jo være sand, når nu den døde har fortalt den. Hvorfor skulle han fortælle noget, der ikke var sandt? Men han opfordrer alle til at holde sig til den version af lignelsen, som Jesus fortæller i Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 30 til 35. Det er en mere opbyggelig historie for det kristne sind.

Tidligere fortællinger i serien De dødes fortællinger:

Din næste i spejlet

Trækvinden

Troens død

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, er blevet vred på mig. Han mener, at jeg behandler verdenskunstens mesterværker respektløst med mine primitive billedmanipulationer. Det er tidligere gået ud over Balthus' billede af en nøgen pige foran et spejl, jf. indlægget Balthusvariationerne. Og her går det så ud over Holbeins billede af den døde Kristus i graven. Hvis det fortsætter sådan, siger han, så vil han ikke mere kommentere billederne på min blog. Jeg beklager, at Jonas tager det på denne måde. Han misforstår min intention med billedmanipulationerne. Jeg mener ikke noget ondt med dem. De er fra min side mest tænkt som en slags undersøgelse af kunstværkerne, en undersøgelse, som måske kan aflokke det oprindelige kunstværk nye hemmeligheder og betydninger, eller i det mindste få beskueren til at se på det med friske øjne.

Holbeins billede af den døde Kristus i graven er et mesterværk. Alene det usædvanligt aflange format afslører en radikalitet, som kun de store mestre i deres søgen efter sandheden udviser. Dostojevskij så billedet, da han i en periode opholdt sig i Schweiz. Han omtaler billedet i romanen Idioten. Det er et stykke tid siden, jeg har læst bogen, men jeg erindrer det som, at Dostojevskij mener, at det er et dybt chokerende billede, og at beskuelse af billedet vil medføre intet mindre end troens død hos beskueren. Det sidste er jeg ikke sikker på, at jeg er enig med Dostojevskij i.

Enhver kristen oplever vel mørke dage, hvor han eller hun bliver hjemsøgt af tvivl. Specielt her i november måned, hvor dagene bliver kortere og kortere og naturen synes at dø omkring ørerne på én, kan man være et let offer. Da kan, tror jeg, beskuelse af Holbeins billede bringe den kristne en form for trøst (selv om det måske for nogen kan synes som en sær form for trøst). For foran dette billede har man lov til at svælge i sin tvivl, den tvivl, der nogle gange truer med at blive til fortvivlelse: var det hele digt? Var du kun et menneske? Er der ingen kærlighed i universet ud over den, en mor kan give sit barn, og den smule, man kan give sin næste? Findes der ingen mirakler? Er vi mennesker kun materie, der som levende lys skinner for en tid, for derpå at slukkes for altid? Ja, fortvivlelsen er til at tage og føle på, på Holbeins billede. Men heldigvis er den skildret på en objektiv og nøgtern måde, helt uden patos. Til trods for det i fysisk forstand lille rum, som liget af Jesus synes at være klaustrofobisk indespærret i, er der masser af rum for beskueren at ånde i.

Men for at vende tilbage til den ovenstående billedmanipulation så ser Von O, der jo om nogen må siges at være fast i sin kristentro, heldigvis anderledes på sagen end Jonas Bjerg.

"Jeg ser din billedmanipulation som et ubevidst ønske om at rejse den døde Kristus op og multiplicere ham til en hel armé for at gøre ham stærkere i kampen mod denne verdens ondskab og meningsløshed," siger han. "Men bare rolig, William Alexander. Selv om Jesus påskønner al den hjælp, han kan få fra os dødelige, så har han ikke brug for den. Han skal nok klare det selv. Hans styrke er stærkere end vores svaghed."

Trækvinden

De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...

En aften kom en yngre mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var klædt i uniform og havde en myndig udstråling, og det fik mig til at tro, at han måske havde været politimand. Det var tydeligt, at han ikke ville blive længere end højest nødvendigt. Han ville bare fortælle sin historie og så igen fortrække til de områder, hvor han normalt færdedes. Han gik lige til sagen. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte.

Det var en kold trækvind, som uvilkårligt fik én til at gyse. Det var, som om den var i stand til at bringe alt dødt materiale på kontoret til live; den fik lampen, som hang i en ledning ned fra loftet, til at svinge som et pendul, den fik papirerne, som lå i bunker på skrivebordet, til at rasle og true med at lette, ja, selv støvet, som i ro og mag havde vokset sig mægtigt de steder, hvor rengøringsassistenten aldrig kom, fik den vakt til live; store grå nullermænd kom frem fra deres skjul under skabet og radiatoren og begyndte langsomt at bevæge sig rundt i uforudsigelige hvirvler på kontorets gulv.

Jeg så granskende på manden, der sad i stolen over for mig, på den anden side af skrivebordet. Det forekom mig, at det var fra ham, denne lidt anonymt udseende mand, man sandsynligvis ikke ville lægge mærke til, i det tilfælde at man passerede ham i en af byens gader, at det var fra ham eller et sted lige bag ved ham, at den kolde trækvind udgik. Men kunne det passe? Stred det ikke mod alt, hvad jeg havde lært — først i folkeskolen, senere i militæret og nu senest på politiskolen? Jeg havde imidlertid tjekket, at døren ind til kontoret var lukket, og at det ikke var fra en sprække ved døren, at det trak, at vinduet i kontoret var lukket, og at det ikke var fra en sprække ved vinduet, at det trak. Ja, selv gulvpanelerne havde jeg været nede på alle fire for at tjekke, mens manden fra sin plads på stolen lidt forundret havde set til. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne lokalisere kilden til den kolde, ubehagelige trækvind, der skiftevis fik mig til at gyse og svede — jeg var netop denne dag meget følsom over for træk, fordi jeg ikke følte mig helt rask.

Uden at være nået til nogen konklusion med hensyn til trækvindens oprindelsessted havde jeg træt sat mig ned og set på manden over for mig, og pludselig var den fantastiske tanke opstået i mig, at det var denne mand, der var årsag til trækvinden og dermed skyld i al mit ubehag. Manden, som var iklædt en tyk vinterfrakke, et halstørklæde og en hue med kvast, som han trods min venlige opfordring ikke havde villet lade sig afføre, lod ikke selv til at være berørt af trækvinden.

"Du virker ikke rask," sagde manden tilsyneladende ilde berørt over mit granskende blik.

"Det er bare noget influenza," sagde jeg.

"Influenza?" sagde manden med en bekymret attitude, der syntes stærkt overdrevet, i betragtning af at det var første gang, at han mødte mig og i øvrigt på ingen måde havde nogen relation til mig. "Har du været til lægen med det?"

"Nej," sagde jeg.

"Hvorfra ved du så, at det er influenza?" spurgte manden.

Jeg trak på skuldrene.

"Det føles måske som influenza?" sagde manden alvorligt uden det mindste spor af ironi.

Jeg svarede ikke.

Egentlig havde manden bedt om at tale med den gamle kriminalkommissær, som han påstod at kende gennem en fælles bekendt, en vis Morteaux, som godt nok var død for flere år siden. Den gamle kriminalkommissær var imidlertid, havde det beklageligvis vist sig, sygemeldt denne dag. Også andre af stationens medarbejdere var fraværende på grund af sygdom. Det var derfor blevet min opgave at tale med manden.

Jeg havde straks med min lidt kølige og distante væremåde ladet manden forstå, at jeg havde travlt, og at det kun var modvilligt, at jeg havde indvilget i at tale med ham, men det passede i grunden ikke. Det var, som om jeg havde en forudanelse om, at samtalen kunne blive langvarig, at manden var en af den slags ensomme mennesker, der sjældent fik ordet og, når de så endelig fik det, ikke kunne fatte sig i korthed, men udtrykte sig unødvendigt omstændeligt, fortabte sig i ligegyldige detaljer, og værst af alt blev stærkt følelsesfulde, så deres stemmer knækkede over og de fik tårer i øjenkrogene, kort sagt: ikke udtrykte sig ved hjælp af det præcise og ordknappe sprog, som jeg selv anvendte, og som i øvrigt var det eneste, jeg bifaldt.

"Hvad drejer sagen sig om?" spurgte jeg.

"Kan du huske dengang, da byen her endnu var et livligt sted? ..." spurgte manden.

Jeg trak på skuldrene. Det var et spørgsmål, hvis præmis jeg hverken ville eller kunne be- eller afkræfte.

"Morteaux og jeg ..." fortsatte manden.

"Hvad var egentlig din relation til Morteaux?" afbrød jeg manden.

"Min relation?" gentog manden. "Morteaux var min ven. Vi boede sammen i hans store hus på Ensomhedens Allé. Han var en slags mentor eller læremester for mig, en erstatning for den far, jeg aldrig har kendt, kan man vel godt sige. Vi havde mange gode samtaler sammen, han og jeg. Vi kunne tale om alt. Der findes ikke det emne, vi ikke udførligt har debatteret."

"Kendte du på nogen måde til de — skal vi sige — forretninger, Morteaux før i tiden havde lavet?" spurgte jeg.

"Nej," sagde manden. "Hvad var det for nogen forretninger?"

Jeg svarede ikke, men noterede blot nogle oplysninger ned på en blok.

"Godt," sagde jeg. "Fortsæt."

"Ja," sagde manden. "Hvor kom jeg til? Jo, dengang, da byen her endnu var et livligt sted, gik Morteaux og jeg ofte ture rundt i byen. I sommerhalvåret kunne vi finde på at sætte os på en af byens fortovscaféer, bestille noget at drikke, Morteaux fik gerne en fadøl og en bitter, jeg en sodavand, og så bare sidde og se på folkelivet, som det udspillede sig for vores øjne. Engang kom en vagabond hen til os. Det er mange år siden nu, og vagabondens person er egentlig denne sag uvedkommende, ud over at det på en måde var ham, der fik mig til at tænke over min egen eksistens og derved blev en slags katalysator for de efterfølgende begivenheder. Det eneste, jeg husker, er, at han præsenterede sig selv med ordene: ‘Jeg er én, der går på landevejen.’ og at han derpå rakte en ramponeret blåemaljeret kaffekande frem imod Morteaux og mig, i den hensigt at vi skulle lægge et par mønter i den."

"Jeg er én, der går på landevejen ..." gentog manden langsomt og drømmende, mens jeg trommede med fingrene i bordet og så op på uret, der hang på væggen i kontoret.

"... Der var noget evigtgyldigt over dette udsagn," fortsatte manden efter en kort pause, "noget, der gjorde, at det ville kunne blive forstået til alle tider. Han kunne have sagt det for hundrede år siden, ja, for flere tusinde år siden, dengang folk levede i huse bygget af træstolper, ler og græstørv, og vejene mellem bebyggelserne udgjordes af hjulspor, det ville også være blevet forstået dengang, det ville, tror jeg, blive forstået til alle tider."

"Det fik mig til at tænke over min egen eksistens. Hvem var jeg selv? Hvem var jeg selv, udtrykt med den samme ydmyghed og med det samme simple ordvalg, som vagabonden anvendte? — Jeg går ud fra, at du, hvis du stillede dig selv det samme spørgsmål, ville svare: ‘Jeg er én, der opklarer forbrydelser.’ eller ‘Jeg er én, der fanger forbrydere.’ ...”

Jeg trak på skuldrene.

"... men jeg," fortsatte manden, "jeg kunne af en eller anden mærkelig grund ikke finde et svar på spørgsmålet. Jeg tænkte længe over det. Meget længe. Jeg blev både forvirret og urolig. En eksistentiel angst greb mig: var jeg da slet ikke noget? Til sidst — vagabonden var, med uforrettet sag, for Morteaux holdt godt fast i sine penge, for længst gået — delagtiggjorde jeg Morteaux i mine så pludseligt opståede bekymringer: ‘Ham manden med den blå kaffekande, han er én, der går på landevejen,’ sagde jeg, ‘men hvem er jeg, Morteaux?’"

"Morteaux forstod straks, som kun en sand ven kan gøre det, min tankegang og den store sjælekval, jeg måtte befinde mig i, og han satte sig i en tænkers positur og gav sig til at vride sin hjerne for at finde et svar på mit spørgsmål, for også for ham gjaldt det tilsyneladende, at der ikke faldt ham noget umiddelbart svar ind. Imens sad jeg bævende og afventede et svar, idet jeg spændt betragtede hans ansigts tankefulde mimik, som om jeg var en tiltalt og Morteaux den dommer, der om lidt skulle læse dommen over mig op. Endelig lyste Morteaux' ansigt op, og han sagde med en fast stemme: ‘Du er én, der taler med Morteaux.’ ‘Jeg er én, der taler med Morteaux,’ gentog jeg langsomt — og var tilfreds. — Hermed havde jeg, følte jeg, fået en identitet."

"Men Morteaux var en gammel mand, hans helbred havde længe skrantet, og han blev alvorlig syg. En eftermiddag kaldte han mig ind på sit soveværelse i det store hus på Ensomhedens Allé. Det var et ynkeligt syn, der mødte den, der trådte ind dér. Morteaux lå stærkt afkræftet i sin seng. Der var ikke meget tilbage af den imposante mand, han engang havde været. Bortset fra hans kødfulde ansigt og store opspilede mave, lignede han et skelet. Hans arme og ben syntes kun at bestå af hud og knogler, på armene var der store skorpede sår og blå mærker efter alle de gange, han var faldet i den seneste tid. På natbordet stod der et glas og en flaske whisky. Flasken var på vej til at blive tømt, og han var, så vidt jeg kunne bedømme, allerede godt bedugget."

‘Vi to har i tidens løb haft mange gode samtaler sammen, Johan Christoffer,’ sagde han. ‘Du er min gode ven, du har været min trofaste ledsager i den sidste del af mit liv. Nu er tiden imidlertid kommet, hvor jeg skal dø. Nej, græd nu ikke, Johan Christoffer, jeg har haft et langt og begivenhedsrigt liv, at det nu skal slutte, er ikke noget at græde over, men inden det sker, har jeg noget vigtigt at fortælle dig. — Måske frygter du for fremtiden, Johan Christoffer? Det behøver du ikke! Jeg har sørget for, at du arver huset på Ensomhedens Allé og hele min formue, og som du ved, er den ikke uanselig. Det materielle vil således ikke blive noget problem for dig. Du kan, hvis det er det, du måtte ønske, leve af kaviar og champagne resten af dit liv. Det skal være dig vel undt! Men måske frygter du noget andet: nemlig ensomheden, det hul eller tomrum om man vil, jeg uvægerligt vil komme til at efterlade mig. Men heller ikke det behøver du at frygte. Vi to, Johan Christoffer, du og jeg, vi vil blive ved med at tale sammen. Du vil tale ... det er sikkert og vist ... og hvem ved ... måske vil jeg fra mit nye opholdssted i det hinsidige svare?’



"Jeg standsede min gråd og så halvt i vantro, halvt i forbavselse på Morteaux. Det virkede ikke spor realistisk, det sidste han havde sagt. Men i stedet for at forklare sig yderligere, kneb han blot det ene øje i og smilede skælmsk til mig, som om han havde en plan, og at jeg var hans medsammensvorne, og at jeg kunne regne med ham. Han åbnede aldrig det øje igen. Da ambulancefolkene, jeg skyndsomst havde tilkaldt, ankom nogle minutter senere, lå han stadig med den samme, men nu af døden uhyggeliggjorte grimasse på sit ansigt."

"Den første tid efter at Morteaux var død, var meget slem for mig. Jeg sørgede over Morteaux. Mit tab var, tror jeg, større end de fleste andre efterladtes, for ikke alene havde jeg mistet Morteaux, en ven, et elsket menneske, jeg havde også, følte jeg, mistet mig selv, fordi min identitet var så stærkt bundet til Morteaux, som den var: Jeg var jo én, der talte med Morteaux. Nu, da han var død, var jeg tilsyneladende ingenting. Sådan følte jeg det i hvert fald. — Fyldt af den slags mørke tanker gik jeg rundt i det store hus på Ensomhedens Allé, som nu, da Morteaux var død, ligesom forekom mig at være blevet større og mere tomt; der var blevet længere mellem møblerne, længere afstande at tilbagelægge, en rundgang i huset kunne ofte tage flere dage, og jeg måtte overnatte undervejs, i fremmedartede værelser i afsnit af huset, hvor jeg aldrig før havde været. — Specielt når solen gik ned, og det blev mørkt uden for vinduerne, var det slemt. Jeg ved ikke, hvorfor mørket har den virkning på den efterladte. Måske er det, fordi tankerne kommer tættere på, fordi mørket synes at omslutte én og der ingen synsindtryk er til at adsprede ens tanker. Og en aften på en af mine endeløse ture rundt i huset, da jeg var så uheldig at falde og slå mig rigtigt slemt over en af Morteaux' tomme whiskyflasker, som lå og flød på gulvet i mørket, kunne jeg ikke mere, og liggende på gulvet, grædende i min afmagt, åbnede jeg for første gang efter Morteaux' død min mund og råbte ud i det store tilsyneladende tomme mørke: ‘Hvem er jeg nu, Morteaux? Nu, da du er død, kan jeg ikke mere være én, der taler med Morteaux. Hvem er jeg da?’"

"Da var det, som om en dør, ikke en af de utallige døre i det store hus på Ensomhedens Allé, men en dør ind til en anden verden åbnede sig på klem og en trækvind, en kold trækvind, begyndte at blæse ind i vores verden som for at udligne den trykforskel, som tilsyneladende hersker mellem denne og den anden verden, og en stemme, som lød ud gennem åbningen i døren, sagde: ‘Du er én, der taler med de døde.’"

"Hvem var det egentlig, der talte her? Det kunne ikke, mente jeg, være andre end Morteaux. Naturligvis lød det anderledes, end da han var i live og sad ved siden af mig og talte. Dels lød stemmen, som lød ud gennem åbningen i døren, hæs, som den gør det hos et menneske, der ikke har brugt sine stemmebånd længe, dels lød det, som om stemmen kom langt borte fra, og som om den talende befandt sig i en grotte eller et stort rum med vægge, loft og gulv af sten."

"Det var min første samtale med Morteaux efter hans død, hvis man ellers kan kalde denne korte ordveksling for dette. Der fulgte mange derefter. De blev længere og af højere kvalitet. Morteaux' hæshed fortog sig, hans sætninger blev længere, og han blev dygtigere til at formulere sig. Aldrig før, syntes jeg, var der blevet talt så meget i det store hus på Ensomhedens Allé, og aldrig før havde Morteaux været så velformuleret. For når jeg tænkte efter, havde Morteaux i levende live egentlig aldrig sagt så meget. Det havde mest været mig, der talte. Han på sin side lyttede for det meste kun, mens han skyllede sin øl, eller hvad han nu var i færd med at drikke, ned, til min talestrøm, som ofte mere havde karakter af en dialog med mig selv end med ham. Engang imellem tilkendegav han så sin mening i en yderst kortfattet form. Og det ofte, følte jeg, kun for at bringe min talestrøm til ophør. Huset på Ensomhedens Allé var, mens Morteaux levede, præget af tavshed. Først da han døde, syntes det at blive fyldt med stemmer. Af os to var det nemlig mig, der havde sproget. Morteaux var godt nok den person, der i sin tid havde lært mig at tale, men langsomt havde jeg erobret sproget, jeg var blevet mere talende, han var blevet mere tavs, langsomt havde lærlingen og mesteren byttet roller, langsomt havde lærlingen overtaget mesterens plads."

"Det morede mig at føre disse samtaler gennem sprækken af døren. Mit humør blev bedre. Jeg blev gladere. Samtalerne var en vej ud af min krise, min sorg. Det var, syntes jeg i første omgang, noget positivt. Og mindet efter Morteaux, lad os kalde ham den historiske Morteaux, fortonede sig, mens genfærdet eller spøgelset i rummet på den anden side af døren syntes at fremstå tydeligere og tydeligere og blive mere og mere nærværende."

"Hvad var der egentlig bag døren, der stod på klem? Hvad var det egentlig for et rum? Det gjorde jeg mig nogle tanker om. Selv om jeg i teorien burde kunne have åbnet døren og med mine forundrede øjne have set ind i rummet, var det ikke muligt, da denne tærskel tilsyneladende kun kan overskrides med dødens komme. Jeg kunne derfor kun af indirekte vej erfare noget om rummet. Jeg gik ud fra, at der måtte være koldt derinde. Den trækvind, der udgik fra rummet, var jo isnende kold, som kom den fra et gravkammer ved vintertide. Ja, netop som et mørkt, koldt gravkammer, hvor det altid er vinter, måske med en sarkofag, en tom sarkofag, sådan forestillede jeg mig rummet. Grunden til at sarkofagen i min vision af rummet var tom, som var gravkammeret blevet forladt af den døde eller udsat for et røveri, var, at jeg ikke havde fantasi til at forstille mig andet. Synet af et elsket menneskes lig gør os alle, tror jeg, til realister. Rummet var altså et dødens rum, et fraværets rum. Men helt tomt var det alligevel ikke. Der var et eller andet derinde. Hvad var det? Det var sproget! Om det var et gammelt sprog eller et nyt, ved jeg ikke. Det var under alle omstændigheder et magtfuldt sprog. Da døren for første gang åbnede sig på klem, og trækvinden begyndte at blæse ind i denne verden, begyndte også dette magtfulde sprog at artikulere sig, først som en utydelig mumlen og hvisken, som dog snart blev til tydelige ord og replikker, ja, endog til lange monologer, udformet og fremført som kun de allermest veltalende iblandt de levende magter det. Anderledes kan jeg ikke beskrive det. Om ordene kom ud af min eller en andens mund, kan vel i den forbindelse være underordnet. Det vigtige er, at rummet bag den åbnede dør var ordenes oprindelsessted, og trækvinden deres budbringer."

"Men den glædelige forandring, der var sket med mit liv, efter døren havde åbnet sig og trækvinden var begyndt at blæse ind i denne verden, havde desværre også en bagside. For mens mit forhold til Morteaux i de afdødes verden var blevet så frugtbart, var mit forhold til de levende i denne verden i tilsvarende grad blevet dårligere. Når jeg for eksempel kom ind i den butik, hvor jeg plejede at foretage mine indkøb af mad og drikke og andre fornødenheder, og hvor den snakkesalige købmand som regel var i færd med at føre en livlig samtale med en kunde, ja, så forstummede den livlige samtale i det selvsamme øjeblik, jeg kom ind i butikken, og købmanden og kunden vendte sig om mod mig og så på mig med angste øjne, som om jeg var en forbryder, der var kommet for at gøre dem fortræd. Hvad var årsagen til denne frygtsomme reaktion? Hvad var det, de følte? Hvad var det, de fornemmede? Jeg tror, at de kunne mærke, at døren ind til en anden verden stod åben, og at de kunne mærke den kolde trækvind, der udgik derfra. Det gjorde dem bange."

"Og endnu værre blev det, når jeg åbnede munden og begyndte at tale. Jeg oplevede det f.eks. engang til et af de valgmøder, hvor man som tilhører kan få lov til at stille politikerne i panelet et spørgsmål. Da jeg rejste mig op og begyndte at stille mit spørgsmål, skete der noget højst ejendommeligt. Måske på grund af lokalets størrelse og de mange mennesker, der var forsamlet dér, åbnede døren ind til den anden verden, der hidtil kun havde stået på klem, sig op på vid gab og slap en vild og uregerlig hvirvelvind løs i lokalet, så politikernes hår og slips begyndte at flagre i vinden og papirerne med politikernes lange taler begyndte at flyve rundt i lokalet. Og ud fra hvirvelvindens centrum lød en tordenrøst. Det var Morteaux' stemme. Den talte om byen og dens indbyggere, og det, den havde at sige, var ikke pænt. Det var en lang kritik, en lang fordømmelse. Da jeg forskrækket over dette satte mig ned igen, lukkede døren sig i, så den igen kun stod på klem, og den vilde og uregerlige hvirvelvind lagde sig og blev erstattet af trækvinden, som kun de nærmeste i mine omgivelser kan mærke. Forsamlingen så lamslået på mig. Jeg tror, at det var tydeligt for dem, at mit sprog ikke var af denne verden, at min røst var en røst fra graven."

"Jeg tog ofte ud til kirkegården for at besøge Morteaux' grav. Også dér talte jeg med Morteaux. På en kirkegård er en adfærd som denne imidlertid ikke så usædvanligt et fænomen, for jeg så ofte andre mennesker, der sad eller stod ved et gravsted og talte lavmælt med deres afdøde. Måske ville du, hvis du var vidne til en af den slags seancer, som det rationelle menneske du sandsynligvis er, finde det besynderligt. På den anden side har du sikkert også på din vej gennem livet, uden at tænke videre over det, både oplevet hundeejere, der talte til deres hund, som om den forstod menneskesprog, og nybagte mødre, der talte til deres lille barn i vendinger, det umuligt kunne forventes at forstå. Det er der intet besynderligt ved. Det viser blot, hvor dybt menneskeligt det er at artikulere sine tanker og følelser, selv om der ingen er til at forstå, endsige svare."

"Der kom som sagt også andre mennesker på kirkegården. Blandt andre en ung kvinde. Engang en søndag, da jeg sad på en bænk på kirkegården i dyb kontemplation, satte hun sig ved siden af mig og spurgte mig forsigtigt om, hvem det var, jeg talte med. Jeg svarede, at jeg talte med Morteaux. ‘Er han død?’ spurgte hun. ‘Ja,’ sagde jeg og kom, jeg ved ikke hvorfor, til at græde. Jeg strakte min hånd frem mod hende, og hun tog den og trykkede den. ‘Jeg forstår dig,’ sagde hun. ‘Jeg har også mistet én, jeg elskede.’"

"Den dag blæste det meget. Vinden tog i de store trækroner, så bladene raslede og vendte deres blege underside ud mod os, og råger og alliker lettede og landede i de urolige trækroner i et væk, imens de skreg. Måske var det derfor, at Emma Ophelia, som pigen hed, ikke som alle andre med det første bemærkede den kolde trækvind, der omgav mig. — Hun havde et kønt ansigt, næsten som en dukkes, med brune øjne og hud som hos et lille barn, det syntes jeg i hvert fald, jeg, der kun havde været vant til Morteaux' gamle, furede og svampede ansigt. Det var indrammet af langt mørkeblondt hår, som, når hun sad ved siden af mig og lyttede opmærksomt til det, jeg sagde, idet hun bøjede hovedet en anelse og så ned for sig, faldt ned som et tungt gardin og skjulte hendes ansigt for mig. Og jeg ville have troet, at det var et barns ansigt, jeg havde foran mig, hvis det ikke lige havde været for øjnene, som betragtede mig med et bevidst, let granskende udtryk, som man normalt ikke ville forvente at finde hos et barn, og som gjorde, at ansigtet fik et noget gammelklogt udseende over sig, hvor urimelig denne karakteristik end må forekomme at være, da hun faktisk var 24 år gammel og snart fyldte 25. — Hun var et empatisk menneske, dvs. den smerte, jeg følte ved at have mistet, følte hun, som var den hendes egen, og pludselig var der to mennesker om at bære min byrde, og det lettede. Når hun talte, var det som fra et bakkedrag, med udsigt over et idyllisk landskab, at lytte til klokkespillet fra en kirke i en landsby et lille stykke borte. Og nogle gange lo hun hjerteligt, og igen var det, som om lyden af klokker blandede sig med hendes latter. — Hun trak ikke hånden, hun holdt i min, til sig. Den var meget blød ... men jeg må hellere stoppe min beskrivelse af hende her, for du synes nok, at jeg overdriver. Jeg tænker, at du med dit udseende og din maskuline væremåde har kendt hundredvis af piger, og at problemet for dig ikke er at finde en, men snarere at blive hos den samme og ikke lade sig friste af de mange andre, som hele tiden byder sig til? ..."

Jeg trak på skuldrene.

"... men for mig, der kun havde kendt Morteaux," fortsatte manden, "var det et ubeskriveligt eventyr at sidde og tale med Emma Ophelia. Hurtigt, måske lidt for hurtigt, fik jeg den tanke, at hun kunne erstatte Morteaux, kunne overtage den rolle, han indtil da havde spillet i mit liv. — Jeg spurgte, om hun også kom næste søndag. ‘Ja,’ sagde hun. Så kunne vi måske igen tale sammen, spurgte jeg. ‘Ja,’ sagde hun."

"Den næste søndag gik jeg, nej, løb jeg ud til kirkegården, jeg tænkte kun på ét: at jeg skulle se Emma Ophelia igen. Morteaux havde jeg rent glemt. Ja, jeg indrømmer det blankt; efter samtalen med Emma Ophelia, havde jeg ikke skænket ham en tanke. Men Emma Ophelia kom ikke. Heller ikke den næste søndag kom hun. Hun kom aldrig mere. Jeg var, som man siger, blevet brændt af. Hvad andet kunne jeg tro? Det var en stor skuffelse. Slukøret begyndte jeg igen på mine nattevandringer rundt i det store hus på Ensomhedens Allé."

"Forskellen på den elskede, der er død, og den elskede, der er i live, men fraværende, fordi hun har afvist ens kærlighed, er i den efterladtes optik ikke stor. Begge virker de så tæt på. Begge synes de at være uden sprog, at være stumme, og man fristes i sin ensomhed til at give dem mund og mæle. ‘Hvorfor,’ spurgte jeg ud i mørket, ‘hvorfor kom du ikke, Emma Ophelia?’ Da begyndte, ikke Emma Ophelia, som jeg havde håbet, men Morteaux at tale i mørket."

‘Johan Christoffer,’ sagde han. ‘Det var Emma Ophelias klare hensigt at komme den søndag. Så kunne I have siddet på bænken på kirkegården og have talt sammen, mens vinden ville tage i de store trækroner, det var så rart, syntes Emma Ophelia. Men hun kunne ikke komme, hun blev af tragiske omstændigheder forhindret. Kort tid efter I havde talt sammen, blev Emma Ophelia, da hun ville passere en vej, ramt af en bil. Hun døde i ambulancen på vej til hospitalet. Hun er nu her på den anden side hos mig. Hun har fortalt mig, at det var hendes hensigt at komme den søndag. At hun holdt af at tale med dig. Det kunne, sagde hun, være blevet til hvad som helst.’

"Kunne det virkelig være sandt det, Morteaux fortalte her? Var Emma Ophelia død? Jeg kunne ikke tro det. Den næste dag tog jeg ud til kirkegården. Jeg søgte længe blandt gravstenene. Til min rædsel erfarede jeg da, at det, Morteaux havde fortalt mig, måtte være sandt. Et sted var der kommet en ny gravsten. Emma Ophelia Hansen stod der på den. Lamslået læste jeg navnet igen og igen. Et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at mistænke Morteaux for at have haft en finger med i spillet her, at det var ham, der var skyld i Emma Ophelias død, at han på grund af jalousi havde fået hende slået ihjel."

"Efter Emma Ophelia opgav jeg at have med de levende at gøre. Jeg frygtede nemlig, hvordan det ville gå de mennesker, jeg på en eller anden måde blev følelsemæssigt involveret med. Jeg frygtede simpelthen, at Morteaux skulle tage livet af dem. Men helt at undgå menneskelig kontakt kan man ikke. Jeg var bl.a. som alle andre mennesker nødt til at foretage indkøb af mad og drikke og andre fornødenheder, med de små sammenstød det kan afstedkomme. En dag ignorerede f.eks. den tidligere omtalte købmand min tilstedeværelse og betjente en anden kunde før mig, en kunde, der stod bag mig i køen, hvilket faldt mig for brystet. Da jeg kom hjem, fortalte jeg Morteaux om den uretfærdige behandling, jeg havde været udsat for. Han sagde da, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Købmanden var efterfølgende død, og butikken ville snart blive overtaget af en anden, som forhåbentlig ville behandle mig bedre. Og sådan gik det med alle, der på en eller anden måde generede eller fornærmede mig. En efter en tog Morteaux livet af dem. Alle afgik de ved døden. Deres forseelser syntes slet ikke at stå i forhold til straffen. Morteaux mindede mig om den gammeltestamentlige profet Elisa, som, da nogle drenge råbte skaldepande efter ham, forbandede drengene i Herrens navn, med det resultat at der kom to bjørne ud af en skov og rev toogfyrre af drengene ihjel. Hvordan kunne det være, at Morteaux opførte sig så ubarmhjertigt? Hvorfor følte han ikke noget for menneskene? Hvorfor lod han aldrig nåde gå for ret? Det kunne jeg ikke forstå."

"Langsomt synes byen at blive tømt for alt menneskeliv. Når jeg går i gaderne, i de efterhånden  mennesketomme gader, fortrækker de få folk, der er tilbage, sig skyndsomst, når de får øje på mig. Folk i byen er blevet bange for mig. Bange for at få den kolde trækvind, som omgiver mig, at mærke, bange for at Morteaux' stemme efterfølgende i mørket skal afsige deres dødsdom. Ja, langsomt synes byen at blive tømt for alt menneskeliv. Omvendt synes kirkegården at vokse, og det med en foruroligende hast. Hver gang jeg besøger den, er der kommet nye grave til, man har måtte tage nye afsnit i brug for at få plads til dem alle. Jeg læser med rædsel de nye navne på gravstenene, navnene på Morteaux' ofre."

"På det seneste er jeg begyndt at frygte, at Morteaux som alle andre massemordere skal blive træt af den individuelle død. Med det mener jeg, at han skal blive træt af besværet med at udtænke, på hvilken måde det enkelte menneske skal slås ihjel. Det er jo så meget lettere at dræbe over en bred kam. Og et af de mest effektive midler til dette er de farlige epidemiske infektionssygdomme, der har ramt menneskeheden gennem historien. Jeg frygter derfor, at Morteaux vil lade en sygdom, en pestlignende sygdom, bryde ud i denne by. En efter en vil indbyggerne dø af sygdommen. Kun jeg, den udvalgte, Morteaux' protegé, vil overleve. Jeg vil komme til at gå i de øde gader i den af den pestlignende sygdom udslettede by. Alene, fuldkommen alene."

"Det er en fantastisk historie, du der fortæller mig," sagde jeg, da manden havde afsluttet sin fortælling. — Jeg havde længe i tavshed siddet og lyttet til mandens fortælling. Engang imellem havde jeg noteret nogle oplysninger ned på min blok, men i den sidste lange tid havde jeg — jeg vidste ikke, om det var et udslag af min tiltagende sygdom, eller om det skyldtes karakteren af mandens fortælling — kun tegnet kruseduller. "Så vidt jeg forstår på dig," fortsatte jeg, "mener du, at Morteaux fra sit opholdssted i det hinsidige en efter en likviderer indbyggerne i denne by, og at politiet skal gøre et eller andet for at standse ham, før der sker flere mord?"

"Ja," sagde manden.

"Nu er det jo ikke første gang, at du fortæller denne historie til os." sagde jeg. "Du har før fortalt den til den gamle kriminalkommissær. Grunden til at han overhovedet har villet lytte til en fortælling af denne karakter, er, at den omtalte Morteaux er en for politiet ikke helt ubekendt person. Som du selv har oplyst, er han en gammel bekendt af den gamle kriminalkommissær — ikke ven, den betegnelse vil den gamle kriminalkommissær, hvis jeg kender ham ret, venligst have sig frabedt; det var kun via sit arbejde, at han gang på gang havde den tvivlsomme fornøjelse at støde på Morteaux. Grunden til det var, at Morteaux engang var leder af en berygtet bande i denne by, en bande, der bl.a. stod bag nakotikahandel, våbensmugling, pengeafpresning og prostitution. Han var en leder, der med hård hånd fik fjernet de mennesker, der på en eller anden måde kom i vejen for ham. Det beskidte arbejde fik han sine håndlangere til at udføre. Aldrig fik han selv blod på hænderne. Han var den usynlige hånd, der i det skjulte og på sikker afstand af gerningsstedet trak i trådene. Den gamle kriminalkommissær fik aldrig ram på Morteaux, kun på hans håndlangere. Aldrig var det muligt at få knyttet ham til nogen af de mange forbrydelser. Han var, går jeg ud fra, for smart. Disse begivenheder ligger langt tilbage i tiden. Det var længe før din tid. På et tidspunkt valgte Morteaux at trække sig tilbage. Han kappede alle båndene til den kriminelle underverden og købte det store hus på Ensomhedens Allé. Dér levede han så tilbagetrukket resten af sine dage af alle de mange penge, han havde tjent på sine forbrydelser."

"Det er nye oplysninger for mig. Det var jeg slet ikke klar over," sagde manden. — Han virkede, så vidt jeg kunne se, oprigtigt forbavset, ja, rystet. "Det forklarer en del," tilføjede han.

"Måske — og så alligevel ikke," sagde jeg. "Vi har for ikke at blive beskyldt for ikke at tage din henvendelse alvorligt undersøgt omstændighederne omkring flere af de personers død, som du hævder, at Morteaux skulle være ansvarlig for. Blandt andet Emma Ophelia Hansens død. Af politiets rapport fremgår det, at hun, da hun løb over en vej, tilsyneladende ikke så sig for og blev ramt af en bil. Føreren af bilen overholdt alle færdselregler og kunne intet gøre for at undgå ulykken. Han var efter ulykken stærkt chokeret. Der er således intet mistænkeligt ved hendes dødsfald. Det var et hændeligt uheld. Hvad angår købmanden, der fornærmede dig, så døde han af hjertestop. Han havde i mange år haft et dårligt hjerte. Han døde altså af naturlige årsager. Og sådan forholder det sig også for resten af de personer, du har nævnt. Enten er de omkommet ved hændelige uheld, eller også er de døde af naturlige årsager. Der er altså ingen mystiske omstændigheder ved dødsfaldene, intet, der tyder på, at Morteaux skulle stå bag dødsfaldene. Hvad angår din formodning om eller følelse af, at byen her er ved at uddø, kan embedslægen bekræfte, at der med hensyn til antallet af dødsfald i denne by er sket en svag stigning. Det er der imidlertid intet foruroligende ved, påpeger han; det er normalt, at der er disse udsving over tid. Og hvad det sidste angår, hvis jeg må være så fri at give udtryk for min egen oplevelse," — her rejste jeg mig træt op og gik hen og så ud ad vinduet i kontoret — "så er gaderne i byen for mig at se lige så fyldt med mennesker, som de plejer at være."

Gaden neden for politistationen lå øde hen i en hvidlig tågedis, som til begge sider af gaden, efter nogle få meter, fremstod som en mur. Hele tiden forventede jeg, som en slags bekræftelse på mine ord, at biler og fodgængere ville komme ud af tågedisen, men intet skete. Dog endelig efter et lille stykke tid, som syntes som en evighed, skete der noget; en ensom skikkelse, en ældre, svagelig kvinde, kom usikkert gående ud af tågedisen. Lettet over dette syn konkluderede jeg: "Som du kan se, er der intet, der kan bekræfte din historie."

"Når man er ensom og lever meget isoleret, kan man let indbilde sig ting, ikke?" fortsatte jeg, idet jeg med øjnene vedblev med at følge den gamle kvindes noget usikre færd hen ad fortovet. "Det her er slet ikke et anliggende for politiet. Tal med en psykolog eller en psykiater, f.eks. Dr. Beckmann."

"Dr. Beckmann er død," sagde manden med et trist, konstaterende tonefald henne fra sin stol, samtidig med at kvinden nede på gaden faldt om.

"Nå, er han det, også ham?" sagde jeg, imens jeg iagttog, hvordan en betjent inde fra stationen kom tililende for at komme den ældre kvinde til undsætning, "men så tal med en anden psykiater."

"Det er også ligegyldigt," sagde manden i et resigneret tonefald, idet han rejste sig for at gå. "Det kommer alligevel til at gå, som Morteaux ønsker, at det skal gå. Morteaux er den store gangsterboss, og dødsenglene er blevet hans nye håndlangere. Jeg ser det store billede tydeligere nu, efter de oplysninger du har givet mig. Morteaux har, som da han var leder af den berygtede bande, denne by i sin hule hånd. Alles skæbne, også din, ligger i hans hænder. Når jeg i dag kommer hjem til det store hus på Ensomhedens Allé og det bliver aften, vil Morteaux måske sige: ‘Ved du hvad, Johan Christoffer? Den unge kriminalassistent, du talte med i dag, han lever ikke mere. Han er død. Da du, Johan Christoffer, forlod hans kontor, åndede han i første omgang lettet op. Til sin store glæde bemærkede han, at trækvinden, den kolde, ubehagelige trækvind, var forsvundet. Nu manglede han blot at få sin influenza overstået. Så ville alt være, som det plejede. En halv time senere fandt en kollega den unge kriminalassistent liggende død hen over skrivebordet, død af den mærkelige pestlignende sygdom, som hærger byen, og som hele tiden kræver nye dødsofre.’ Rædselslagen vil jeg høre Morteaux' stemme fortælle mig det. Skræmmer det dig ikke?"

"Nej," sagde jeg. "Hvad du taler med Morteaux om i mørket, er mig, ja, ikke kun mig, men hele denne by, inderligt ligegyldigt. Det har ingen betydning for os. Det har ingen betydning for nogen andre end dig selv."

Manden, som nu stod med hånden på dørhåndtaget, i døråbningen, nikkede bedrøvet. På den samme forsigtige måde, som en mor eller en far lukker døren ind til det barneværelse, hvor barnet netop er faldet i søvn, lukkede han døren ind til kontoret.