Troens død

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, er blevet vred på mig. Han mener, at jeg behandler verdenskunstens mesterværker respektløst med mine primitive billedmanipulationer. Det er tidligere gået ud over Balthus' billede af en nøgen pige foran et spejl, jf. indlægget Balthusvariationerne. Og her går det så ud over Holbeins billede af den døde Kristus i graven. Hvis det fortsætter sådan, siger han, så vil han ikke mere kommentere billederne på min blog. Jeg beklager, at Jonas tager det på denne måde. Han misforstår min intention med billedmanipulationerne. Jeg mener ikke noget ondt med dem. De er fra min side mest tænkt som en slags undersøgelse af kunstværkerne, en undersøgelse, som måske kan aflokke det oprindelige kunstværk nye hemmeligheder og betydninger, eller i det mindste få beskueren til at se på det med friske øjne.

Holbeins billede af den døde Kristus i graven er et mesterværk. Alene det usædvanligt aflange format afslører en radikalitet, som kun de store mestre i deres søgen efter sandheden udviser. Dostojevskij så billedet, da han i en periode opholdt sig i Schweiz. Han omtaler billedet i romanen Idioten. Det er et stykke tid siden, jeg har læst bogen, men jeg erindrer det som, at Dostojevskij mener, at det er et dybt chokerende billede, og at beskuelse af billedet vil medføre intet mindre end troens død hos beskueren. Det sidste er jeg ikke sikker på, at jeg er enig med Dostojevskij i.

Enhver kristen oplever vel mørke dage, hvor han eller hun bliver hjemsøgt af tvivl. Specielt her i november måned, hvor dagene bliver kortere og kortere og naturen synes at dø omkring ørerne på én, kan man være et let offer. Da kan, tror jeg, beskuelse af Holbeins billede bringe den kristne en form for trøst (selv om det måske for nogen kan synes som en sær form for trøst). For foran dette billede har man lov til at svælge i sin tvivl, den tvivl, der nogle gange truer med at blive til fortvivlelse: var det hele digt? Var du kun et menneske? Er der ingen kærlighed i universet ud over den, en mor kan give sit barn, og den smule, man kan give sin næste? Findes der ingen mirakler? Er vi mennesker kun materie, der som levende lys skinner for en tid, for derpå at slukkes for altid? Ja, fortvivlelsen er til at tage og føle på, på Holbeins billede. Men heldigvis er den skildret på en objektiv og nøgtern måde, helt uden patos. Til trods for det i fysisk forstand lille rum, som liget af Jesus synes at være klaustrofobisk indespærret i, er der masser af rum for beskueren at ånde i.

Men for at vende tilbage til den ovenstående billedmanipulation så ser Von O, der jo om nogen må siges at være fast i sin kristentro, heldigvis anderledes på sagen end Jonas Bjerg.

"Jeg ser din billedmanipulation som et ubevidst ønske om at rejse den døde Kristus op og multiplicere ham til en hel armé for at gøre ham stærkere i kampen mod denne verdens ondskab og meningsløshed," siger han. "Men bare rolig, William Alexander. Selv om Jesus påskønner al den hjælp, han kan få fra os dødelige, så har han ikke brug for den. Han skal nok klare det selv. Hans styrke er stærkere end vores svaghed."