Hvor er hjemme?
Det er nok ikke dit barndomshjem, for dér har der måske boet fremmede mennesker i allerede mange år.
Det er nok heller ikke dér, hvor du tilfældigvis bor for nuværende, for en skønne dag sælger du lejligheden eller huset og flytter til Ingen-ved-endnu-hvorhen.
Så hvor er hjemme egentlig henne?
I forbindelse med udgivelsen af sin seneste roman, Fortryllersken fra Firenze, kom Salman Rushdie med et interessant bud. Hjemme, sagde han, er dér, hvor din historie bliver hørt. Og det kan være, at ingen lytter dér, hvor du bor, og at du må rejse helt om på den anden side af jorden for at finde den rette tilhører.
Det er med andre ord vigtigt for et menneske at fortælle sin historie — og det vel at mærke til nogen, der lytter og forstår.
Når du lytter til et andet menneskes historie, er du hans hjem for en kort stund. Og når han lytter til dig, er han dit hjem.
Engang faldt jeg i snak med en hjemløs. Han fortalte og fortalte og fortalte ... nå, men den historie må vente til en anden gang ...
Hej
SvarSletVi har udvalgt dit indlæg til morgendagens printversion af Urban.-
Tak for bidraget og rigtig glædelig jul.
Venlig hilsen
Thomas
/urbanblog
Det var et interessant indlæg. Jeg har ofte spekuleret over det, der med hvor, hjemme er.
SvarSletOg jeg har tænkt en del over Rushdies bud, som er ret godt. For, hvis vi ikke møder nogen, som kan eller gider rumme vores historie, så er vi selvfølgelig både hjemløse og ensomme, og det kan man sagtens være, også i en familie eller i en vennekreds. Jeg gider ikke nytårsfortsætter, men måske kunne man arbejde på, at være mere lyttende og rummelig. Det kunne nok ikke skade...
Tak for din perspektiverende kommentar, aldrigmeregiftes.
SvarSletCitatet er fra et forfattertræf på Den Sorte Diamant, hvor Carsten Jensen interviewede Rushdie. (Jeg så det tilfældigvis i fjernsynet).
Rushdie sagde ved den lejlighed også noget dybt om kærlighed. Noget med at vi i vores tankegang har koblet kærlighed til begreber som troskab, bestandighed og skønhed. Men måske er kærlighedens natur af en helt anden karakter. Måske er den ligesom sæbebobler kun et flygtigt fænomen. (Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig, men tanken er i hvert fald interessant).
De mennesker, der interviewer Rushdie, stiller ofte kun spørgsmål af politisk og samfundsmæssig karakter. Det er lidt synd, fordi det virker, som om Rushdie har gjort sig mange tanker om emner af mere eksistentiel karakter. Jeg tror også, at Rushdie selv er lidt frustreret over det. Sådan virkede det i hvert fald under samtalen med Carsten Jensen.
Har endnu aldrig fået læst noget af Rushdie endnu. Men dit indlæg og kommentaren har givet mig lyst til at kaste mig ud i det. Jeg må indrømme, at jeg, ligesom journalisterne åbenbart, anså ham mere som en samfundskritisk og politiserende forfatter end en egentlig poetisk, reflekterende.
SvarSlet