Helvedesild

Det omrejsende cirkus har efterladt store geometriske figurer af gult græs i parkens plæne. Forestillingerne er ovre. Alle klovnene har forladt byen. På nær ham, som faldt så eftertrykkeligt på halen, at han næppe magter at rejse sig igen.

Jeg afleverer min flade cykel hos cykelsmeden. Han plejer at joke med mig. Men i dag er han alvorlig og undgår øjenkontakt med mig.

Jeg sætter mig i lægens venteværelse. Sekretæren kværner iført headset bag en skranke. (Jeg er uretfærdig. Hun modtager opkald og gennemfører samtalerne overordentligt professionelt). De andre ventende patienter sidder fordybede i tanker eller læser den samme sætning i et af de fremlagte tidsskrifter om og om igen.

Da det bliver min tur, blotter jeg min overkrop for lægen, en midaldrende kvinde.

Lægen fra 1813 havde ret, siger hun. Det er helvedesild. Jeg skal blot fortsætte den tabletkur, han har ordineret. Gør det ondt? For hun kan godt udskrive noget smertestillende.

Næh, egentlig ikke, siger jeg. Jeg har ikke haft særligt store smerter. Jeg føler mig snarere deprimeret.

På grund af udslættet? spørger hun med undren i stemmen.

Jeg trækker på skuldrene.

Det har vist ikke noget med sagen at gøre, siger hun.

Jeg kan se på hendes strenge blik, at hun bestemt ikke ønsker at høre om, hvad jeg er deprimeret over. Den næste patient triller tommelfingre i venteværelset. Det er måske noget alvorligt.

Hun rejser sig op for at følge mig ud.

Man kan ikke sige, at lidelsen lever op til navnet i dette tilfælde, kan man vel? siger hun med en ironi tangerende det spydige.

Jeg trækker på skuldrene.

Rent visuelt, måske, siger jeg. Det ser da ud, som om jeg har været på fransk visit i helvede og fået en tredjegradsforbrænding.

Jeg bliver lukket ud i regnen.

All the World's a Stage

Hun er glad. Hun sidder og underholder sine kollegaer om den date, hun har været på den foregående aften. Om det er den samme fyr som i januar eller en ny, er ikke godt at vide.

”Han ...” siger hun, da jeg forsigtigt træder indenfor i lokalet.

Hun bliver forvirret. Hun søger efter ordene.

”Han ... Han ... Han ...” siger hun.

Jeg stiller mit krus og skynder mig ud af lokalet igen, så hun kan få fuldført sin sætning.

Mens jeg går og arbejder i det tilstødende lokale, hører jeg, at kollegaerne af og til ler af hendes fortælling. Hun elsker at være midtpunkt. Hun elsker at fortælle om sine store og små oplevelser. Det er der ikke noget ondt i. Tværtimod. Alligevel tænker jeg bittert: ”Kærligheden praler ikke.”

Da jeg et stykke tid efter stiller hende et fagligt spørgsmål, forsvinder al hendes glæde med ét. (Der var ikke andre at spørge. Havde der været det, havde jeg spurgt dem. Jeg ønsker ikke på nogen måde at genere hende). Mens jeg stiller spørgsmålet, ser hun lidelsesfyldt på mig. Den ene tragiske grimasse afløser den anden på hendes kønne ansigt. Jeg kommer til at tænke på de masker, som skuespillerne under opførelserne af de græske tragedier bar. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg frygter, at hun hvert øjeblik kan bryde sammen. Til sidst siger hun næppe hørligt ja.

”Er jeg så rædselsfuld?” tænker jeg lamslået.

Jeg forsøger at sætte mig i hendes sted. Hvordan ser jeg mon ud, set med hendes øjne? Er det Adolf Hitler, Hermann Göring, Jack the Ripper eller klokkeren fra Notre Dame, som står foran hende, fuld af onde hensigter eller blot vanskabt og ækel? Jeg tror ikke, at jeg vil stille hende flere spørgsmål, for jeg vil ikke gøre hende ondt. Hvordan skal det dog gå?

Da jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag, tænker jeg stadig på de forfærdelige grimasser, hun skar. Og pludselig indser jeg, at det ikke var hendes egne ansigtsudtryk, men mine. At hun ubevidst mimede mine skiftende ansigtsudtryk, mens jeg talte til hende. At jeg med andre ord så ind i et spejl. Det passer med, at flere af mine kollegaer i løbet af dagen bekymret spurgte mig om, alt stod vel til.

”Ja,” svarede jeg. Det gør man jo, ikke?

All the world's a stage.

De tavse forfædre. Et stort projekt

Et stort projekt

Hvorfor er du ensom blandt forfædrene?

Fordi de er tavse ligesom universet.

På samme måde som Michelangelos slaver er indlejret i det uforarbejdede marmor, er forfædrene indlejret i den stilhed, som altid får det sidste ord.

Det er, som om de står på bunden af et sort hul og taler til os, men ingen af deres ord undslipper begivenhedshorisonten.

For at få dem i tale må vi stige ned i vores indre drømmeskakt, men hvor er grænsen mellem drøm og digt i dette tågelandskab?

Første akt. Første scene.

En mand træder ud af tågen.

”Det er et stort projekt at elske K.,” siger han. ”Jeg taler af bitter erfaring. Jeg er hendes faders ånd.”

Jeg nikker, selv om jeg er stødt over denne indirekte kritik af K.

Vi står et øjeblik side om side og kigger ud i tågen. Jeg forestiller mig ham som en gammel skægget mand, som jeg besynderligt nok er højere end, når man tager hans datters højde i betragtning.

”Men er der overhovedet nogen, som er mand for det, så er det dig med dit elskende hjerte,” siger han. ”Herfra hvor jeg står, om end min viden om de levendes rige for hvert øjeblik, der går, bliver mere og mere begrænset, kan jeg i hvert fald ikke få øje på andre oplagte kandidater.”

”Er det i øvrigt ikke besynderligt, at du gjorde din entre simultant med, at jeg gjorde min sortie? At du - om end ikke skubbede mig ud i kulissen – så dog overtog den rolle, som jeg hidtil havde spillet. I samme øjeblik, du erklærede hende din kærlighed, forværredes min tilstand. Og da I et stykke tid efter havde jeres store skænderi, hvor du sårede hende dybt i frustration over at være blevet afvist, døde jeg få dage efter. Du er K.s nye herre.”

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg er ingens herre,” siger jeg.

”Vil du da ikke have hende?” siger den gamle mand.

”Jo,” siger jeg. ”Men det skal være et ligeværdigt forhold. Hun skal ikke være bange for mig, som hun var for dig.”

”Hun er bange for dig,” siger den gamle mand.

”Ikke mere,” siger jeg. ”Hun har tilgivet mig. Hun færdes igen frit. Ja, hun flytter sig knap nok, når jeg prøver at komme uden om hende. I øvrigt var jeg lige så bange for hende som hun for mig.”

Og så videre ...

Indbrudstyven

Kvinde mellem oldtid og nutid

Der er noget sært fortidigt over hendes skønhed, hvorfor skulle jeg med det tilbageskuende ansigt af mit janushoved ellers elske hende? Forestil dig en gågade, hvor konkurrencestatens fitnesstrænede superborgere iler til møder om, hvordan vi skal møde globaliseringens udfordringer. Pludselig åbner en tidsportal til antikken sig og ud træder Venus Kallipygos. Hun kommer gående imod dig med let dansende hofter i øjenhøjde og mørkblondt hår opbundet et sted oppe i skyerne, babelsk i sin vælde som hun er. Hendes krop er som det fortryllede slot, hvor tiden står stille. Jeg drømmer, at jeg går gennem de tomme sale. I det allerhelligste, grotten hvor den levende kilde springer, falder jeg på knæ ved alteret og modtager hendes brød og vin. Jeg føler mig ikke mere hjemløs, hverken på jorden eller i himlen. I hendes hus har mit hjerte hjemme. Det er imidlertid kun en dagdrøm. En blandt mange andre. I virkeligheden står jeg og betragter hendes hjerteformede bagdel, mens hun står bøjet over fotokopieringsmaskinen, som ikke vil, som hun vil. Hun brokker sig på nudansk. Jeg forfærdes over, at den slags bandeord kan komme ud af en kvinde med så skønne antikke proportioner. Min tavshed har imidlertid vakt hendes mistænksomhed. Hun rejser sig op, trækker ned i den diminutive nederdel og ser på mig med sammenknebne øjne, som om jeg var en indbrudstyv. Hun låser dørene, lukker vinduerne, trækker gardinerne for og slukker lyset. Amors slot ligger øde hen i den tiltagende skumring.