Den efterladte er hyrde for de døde. Sygdommen holder mod
forventning ikke op ved dødens indtræden, men fortsætter ind i efterlivet. Den
efterladte forsøger forgæves at holde sammen på hjorden, men de døde spredes for
alle den endeløse nats vinde for at dø igen. Det er, som om de døde siger til
den efterladte:
”Du må ikke elske en af de levende. Du skal passe og pleje
os. Det var ikke nok for Gud, at du gik med os til dødsrigets porte. Du skal også
overvære os dø på hospitalet i Plutonions dyb, universets største bygning, igen
og igen. I al evighed. Uden hvile.”
De levendes huse er fulde af skarpslebne knive, men ingen er
villige til at skære min navlestreng til døden over. Hvem er også kvinde for
det? Den har vokset sig tyk og fed som slangen i Paradiset. Mit hjerte er et
ukendt kontinent. Columbus blev i Palos de la Frontera. Den gamle verden havde
nok i sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar