De vildfarne bejlere – et essaydigt

Han kender navnene på stjernebillederne og spejder gerne efter dem på stjerneklare nætter, selvom byens kunstige belysning gør dem utydelige. Navnene på gaderne og deres indbyrdes beliggenhed i bydelen, hvor han bor, har han imidlertid kun en tåget forestilling om. Han er derfor ikke til meget hjælp, når en vildfaren bejler spørger om vej til den elskedes hus. Det viser sig næsten altid at være en adresse kun et stenkast fra hans egen, når han efterfølgende studerer det labyrintiske net af gader og pladser på kortet over byen. Der er endnu ikke en, som har spurgt ham om vej til stjernerne.

Hans valgsprog kunne være: Anelse om det nære. Vished om det fjerne.

Valgsprog er imidlertid ikke en dækkende betegnelse. Det er noget, som er blevet ham påtvunget som et menneske dets langsynethed.

Han ville gerne kunne vejlede den vildfarne bejler til den elskedes hus. Eller nej, det ville han alligevel ikke, men af og til føler han et sug i maven over de mange kærlighedens løse ender, der tilsyneladende ikke kan samles og bindes, sin broders mangelfulde hyrde som han er. Ja, det er, som om dyrekredsens stjerner forvandles til evigt brændende krematorieovne for menneskeslægtens kærlighedsminder, og at han selv – med hjertet som afgud – sendes ud på en tvivlsom færd i malstrømmen af de vildfarne bejleres fodspor stadigt tættere ind mod ruinen af Babelstårnet, i hvis nederste etager kentauriden Hylonome sørger over sine tab. Kærlighed er et fald ned i et andet menneske. Den elskede slår rødder i ens agerjord. Tusindårsskoven grønnes.

Hans problem er det dybt religiøse menneskes problem. Eremittens problem. Forestillingen om Gud (eller set ud fra et mere alment menneskeligt synspunkt: den livslange søgen efter livets mening) fylder hele hans verden. Der er en himmelstræbende søjle mellem ham og omverdenen. Han kan ikke se sin næste for Gud. Eller rettere: Han kan ikke se sin næste for den enorme skygge, Gud kaster.

Hans omgivelser siger, at han lever under det omvendte perspektivs forbandelse: At det fjerne virker umådeligt stort. At det nære virker umådeligt småt.

Således forholder det sig ikke for andre, belærer man ham med løftet pegefinger om. Den elskede dækker med sin himmelvendte hånd eksempelvis nemt Krebsen, på samme måde som den jordiske kærlighedsstats brødre og søstre bærer ham på hænder og fødder fra vugge til grav.

Han forveksler med andre ord centrum med periferi. Men hvordan det stiller ham og de vildfarne bejlere og de forgæves ventende elskede i et univers, der som bekendt er at ligne med en uendelig sfære, hvor centrummet er alle steder og omkredsen ingen steder, ved han ikke.

Fortællingen

Midt i ideernes mørke nat fødes fortællingen.

Den angler ikke efter din visdom, men din kærlighed. Den holder dit hjerte i sine små hænder.

Den siger: ”Stands med at søge efter sandheden ved verdens ende. Jeg er dit livs mening. Jeg er din stjerne.”

Den elskedes hus

Jeg drømte, at jeg var indbrudstyv i den elskedes tomme hus. Grådigt smed jeg hendes smykker, gamle kærlighedsbreve og snavsede undertøj fra vaskekurven ned i min medbragte vadsæk.

Med ét blev en nøgle sat i hoveddørens lås, og et øjeblik efter – flugt var ikke en mulighed – blev der tændt lys i værelset, hvor jeg med alle muskler spændte var i færd med min skændige handling. Den elskede stod i døråbningen og så forfærdet på mig. Hendes læber bevægede sig, som om hun talte alvorligt til mig, men enten var hun blevet stum siden det forfærdelige øjeblik, hvor vi for altid havde taget afsked med hinanden, eller også var jeg blevet midlertidigt døv, for jeg kunne ikke opfatte et eneste af hendes ord.

For første gang så jeg mig nærmere om i værelset, som jeg indtil da kun havde set i det flakkende skær fra min stavlygte, men som nu var oplyst som det kapel på månen, hvor bedemanden og den efterladte i fællesskab iklæder det skyggeløse legeme dets kæreste sæt tøj, inden de sender den hvide kiste ind i solens åbentstående krematorieovn. Mit blik vandrede fra den ene anomali til den næste.

På gulvet lå en rotte mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den lå i en ligpose. Ned fra loftet hang en flagermus ligeledes mumificeret og indspundet i spindelvæv. Det lignede, at den havde brudekjole på. Og ud af de tomme øjenhuler på den elskede kom de edderkopper, som man måtte formode var ophavsmændene til den kunstfærdigt udførte ligpose og brudekjole, kravlende frem, idet de tilsyneladende så sig spejdende omkring nord-syd-øst-vest efter nye projekter. De forenede i ét væsen menneskets uudslukkelige erobringstrang og dyrets indadvendte sans for kunsthåndværk. De øverste etager af Babelstårnet blev som bekendt spundet af edderkopper.

Jeg indså da, at jeg ved en fejl var brudt ind i den udgave af den elskedes hus, som er beliggende i de nedre regioner af Plutonion.

De dødes verden er en næsten eksakt kopi af de levendes. Kun nogle få gruopvækkende detaljer som de nævnte adskiller verdnerne. Det er derfor, at nogle mennesker er bange for at dø, og andre for, at de allerede er det.

I en gammel civilisation som vores udviskes skellene mellem verdnerne. Der er tæt trafik i grænselandet. De døde besøger de levende. Og omvendt. Nogle farer som jeg vild. Jeg har sågar hørt om døde, som genoptog deres vante liv blandt de levende uden, at nogen bemærkede det.

Decemberfantasmagori

Vinteren marcherer som en fremmed besættelsesmagt i byens gader. Jeg er med i modstandsbevægelsen.

Jeg gemmer sommeren i min lille lejlighed. Hun læser adspredt i de mange bøger i reolerne, som dækker væggene det stille sted i universet, hvor jeg har valgt at begynde forfra igen og igen, især Don Quixote som hun foregiver at le hjerteligt af.

Hendes kemisk behandlede ansigt er en gåde, skabt som det synes at være af tusind og et sørgeslør. Intet kan imidlertid skjule, at også hun har måttet give slip på de bortvandrende skygger i Plutonions dyb.

Vi er som to bortkomne brikker fra to indbyrdes meget forskellige puslespil, som opbevares i hver sin aflåste villa, og som ingen mere ved, hvad forestiller.

Der sker imidlertid tilsyneladende et kærlighedens mirakel – eller er det blot et kuldskært menneskes fantasmagori?

Litteraturen vækkes til live omkring os. De fantastiske fortællinger slår rødder i vores hjerter. De trykte sider grønnes i fuldmånens skær. Ordene dufter af regnvåde syrenbuske og hyldetræer. De indespærrede fugle i mit vækkeur og min mobiltelefon sprænger deres elektroniske bur. De synger, som andre nattergale, gøge og ugler før dem sang i min barndoms tabte skov.

”Hvis ikke,” hvisker jeg i den elskedes øres afgrund. ”Hvis ikke frostens hemmelige politi inden da har adskilt os i vores ellers til opstandelsen varende favntag, agter jeg at fejre sankthansaften den 24. december.”

Tre rudimentære tekster

De nøgne træer forener himmel og jord

korsfæstelsesfuldbragt.

Han bærer enhjørningens horn i panden

som en babelsk udvækst af hjernen.

”De bygger og bygger,” sagde den hjemløse i larmen fra byggepladsen. ”Det er, som om jo flere boliger og kontorejendomme der bliver rejst, jo mere ruinøse bliver menneskene. Se blot på din skygge. Den ligner den skygge, en knækket søjle eller en halvt nedrevet husmur kaster. For at blive et helt menneske igen må du genfinde den hule, du som dreng byggede ude i skoven.”

”Findes den da endnu?” spurgte jeg vantro.

”Ork ja,” sagde den hjemløse. ”Jeg bor i den hver sommer.”

Hvem blinker først en decemberdag?

Hvem blinker først en decemberdag? Skovbrynets nøgne trætoppe fletter sig som sorte blodårer ind i himlens øjeæble.