De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...
En aften kom en mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var klædt som en engelsk gentleman fra slutningen at det nittende århundrede, og han havde samme selvbevidste udstråling, som forfattere såsom Charles Dickens, Oscar Wilde m.fl. kan ses at have på denne tidsepokes iscenesatte fotografier, hvilket fik mig til at tro, at han måske også var forfatter, om end fra en senere tid og ikke lige så kendt. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften.
1. Butikken med de hjemsøgte antikviteter
Jeg var på en rejse gennem Europa, en rejse ud i det blå, uden mål og med. I en by, hvis navn er uden betydning i denne sammenhæng, kom jeg forbi en antikvitetsbutik, som i sit udstillingsvindue reklamerede med hjemsøgte antikviteter. Det vakte min interesse, og jeg gik indenfor. Jeg havde nemlig gennem hele mit liv næret en stor kærlighed til ejendommelige genstande. I mit hus i Hampstead i udkanten af London havde jeg en stor samling af disse, som jeg havde bragt med mig hjem fra hele Europa.
Jeg gik lidt rundt og så på de i allerhøjeste grad ejendommelige genstande, som befandt sig i det huleagtige indre af butikken, af hvilke bl.a. kan nævnes sværdet, som Dionysios den Ældre af Syrakus lod ophænge i et hestehår over Damokles' hoved, statuen af Mitys, som under en festival i Argos faldt ned over hans morder og dræbte ham, og skjoldet fra den skildpadde, som en ørn på Sicilien lod falde over Aischylos' skaldede hoved, i den tro at det var en sten, hvilket resulterede i tragediedigterens død.
Imens iagttog ejeren af butikken, en ikke videre sympatisk udseende herre med et ironisk smil bestandigt spillende om sine læber, henne fra sin disk mig med en interesse ud over det sædvanlige. På et tidspunkt kom han hen til mig og sagde, at han bad mig undskylde hans nyfigne interesse for min person, men mit ansigt forekom ham bekendt. Var jeg ikke Charles Herman Hardy, forfatteren som er kendt for sine omstændelige beskrivelser af personer, steder og genstande, der er irrelevante for handlingen? Forfatteren, hvis kendteste roman begynder med, at en mand findes myrdet, med sin højre hånd krampagtigt knyttet om en medaljon med et portræt af en underskøn kvinde. Medaljonen og portrættet af kvinden beskrives derpå i minutiøse detaljer. Som læser tænker man: hvem er kvinden, og hvilket forhold havde hun til den afdøde? Man læser videre i spændt forventning om, at det vil blive afdækket. Det sker imidlertid ikke. Hverken medaljonen eller kvinden på den bliver omtalt igen. Man må altså som læser konkludere, at medaljonen ingen betydning har for historien. Det var tilsyneladende en tilfældighed, at manden døde med sin højre hånd krampagtigt knyttet om den. Men hvorfor i alverden så beskrive den så indgående?
Jeg svarede antikvitetshandleren, at han ikke tog fejl i sin gisning; jeg var rigtignok forfatteren Charles Herman Hardy. Angående hans karakteristik af min skrivestil, som jeg ikke kunne opfatte som andet end en slet skjult kritik, sagde jeg, at det som forfatter netop var min pointe at beskrive det uvæsentlige. Det er der jo ingen andre forfattere, der gør, i hvert fald ikke bevidst. Alle andre forsøger at beskrive det væsentlige. Derfor er det uvæsentlige et helt overset område. Det havde jeg så set som min livsopgave at beskrive.
Beskriv det uvæsentlige var mit motto.
Ja, men jeg gjorde det ikke let for den, der forsøgte at læse mine bøger, sagde antikvitetshandleren. Han var faktisk selv en af dem. Han havde nu i de sidste mange måneder haft en af mine romaner liggende på sit natbord. Det var umuligt for ham at komme igennem den. At slæbe sig gennem alle disse endeløse beskrivelser, som ingen relevans havde for handlingen. Det var en pine. Det gjorde hans nætter søvnløse. Jeg havde vel bemærket poserne under hans øjne? Det var mig, der var skyld i dem! Kunne jeg ikke næste gang, jeg skrev en bog, tænke lidt på ham og undlade alle disse unødvendige elementer?
Jeg svarede, at det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg skrev ikke for at behage mine læsere. Så jeg agtede altså at forsætte med at skrive i den stil, spurgte antikvitetshandleren. Ja, til min dødsdag, svarede jeg. Det var en skam, sagde antikvitetshandleren og sukkede dybt, men siden jeg var forfatter, havde han måske noget, der kunne have min interesse. Han hentede en æske, hvori der lå en pistol. Denne pistol har tilhørt den russiske forfatter Anton Pavlovitj Tjekhov, sagde han. Jeg tog pistolen op af æsken og undersøgte den. I tromlen var der seks skinnende patroner. Jeg gjorde antikvitetshandleren opmærksom på, at pistolen var ladt. Ja, det var Tjekhov selv, der havde ladet den, sagde han, med patroner, hvis projektil og patronhylster var af det pureste guld. Det gjorde den kun endnu mere værdifuld set med en samlers øjne. Pistolens betydning skulle i øvrigt ses i relation til en udtalelse, Tjekhov kom med flere gange i sit liv. Han sagde nemlig, at
hvis man i første akt har anbragt en ladt pistol på væggen, så skal den i det næste akt affyres. Ellers lad være med at anbringe den dér. Med det mente han, at den gode forfatter syer sin fortælling sammen. Han medtager ikke nogen unødvendige elementer i sin fortælling. Når han introducerer et element i sin fortælling, bliver det brugt senere hen. Alt i hans tekst har således betydning. Intet er uvæsentligt.
Jeg opfattede det igen som en kritik af min skrivestil og sagde til antikvitetshandleren, at han efterhånden havde gjort sit synspunkt tilstrækkeligt klart. Men han måtte forstå, at der ikke kun findes en måde at skrive på, der findes mange. Verden er mangfoldig, selv om det måske kan være svært at acceptere for en begrænset begavelse. Hvis han ikke brød sig om mine bøger, hvorfor så læse dem? Hvorfor ikke i stedet for læse Guy de Maupassant, Tjekhov eller for den sags skyld Hemingway? Lapidarstilens afstumpede frontkæmpere er legio. Det stod ham frit for at læse deres nærige prosa.
Selv om jeg ikke på nogen måde hyldede Tjekhovs princip, endte det alligevel med, at jeg købte pistolen af antikvitetshandleren, i øvrigt til en ublu pris. I mine øjne var den en usædvanlig genstand for en forfatters syn på det stykke ingeniørkunst, en fortælling også kan opfattes som. Tjekhov repræsenterede godt nok den moderne ingeniørkunst, der havde frembragt det industrialiserede samfunds fabrikker og maskiner, mens jeg mere repræsenterede den klassiske ingeniørkunst, der havde frembragt værker som Labyrinten i Knossos, Babelstårnet og Ramses den Andens underjordiske gravkompleks til sine afdøde sønner i Kongernes Dal.
2. Døden i arbejdsværelset
Da jeg kom hjem til mit hus i Hampstead, hængte jeg pistolen op på væggen i mit arbejdsværelse. Dér skulle den hænge som en slags omvendt påmindelse til mig selv. Jeg var efter mødet med den påtrængende antikvitetshandler, der havde vovet at belære mig om, hvordan man bør skrive, mere end nogensinde opsat på at forfølge min egen ide, nemlig den at beskrive det uvæsentlige.
Jeg havde på min rejse fået ideen til en ny roman. En roman uden plot. Et forløb af tilfældige begivenheder uden indre sammenhæng. En endeløs beskrivelse af for historien betydningsløse personer, steder og genstande. Jeg forestillede mig allerede, at romanen ville blive et hovedværk i mit æuvre. Min skrivestil drevet ud i sin yderste konsekvens.
Jeg gav mig straks i kast med at skrive, opstemt over udsigten til at bogen, når den udkom, givetvis ville irritere ejeren af butikken med hjemsøgte antikviteter grænseløst og bringe ham flere søvnløse nætter.
Jeg var netop i færd med at beskrive en knap i heltens vest, en knap der ingen som helst betydning havde for historiens handling — jeg havde foreløbig brugt to sider på at beskrive den — da der med ét lød et skud i værelset og jeg faldt ind over skrivebordet. Pistolen på væggen var af sig selv gået af, og et af de gyldne projektiler havde ramt mig i brystet. Blod fra skudsåret flød ud over mit ufærdige romanmanuskript og gjorde ordene ulæselige for eftertiden. Ingen ville nogensinde komme til at ligge søvnløse over dem. Inden jeg lukkede mine øjne og forlod de levendes flok for stedse, syntes jeg, at jeg langt borte kunne høre nogen le. Var det Tjekhov? Var det ejeren af butikken med de hjemsøgte antikviteter? Eller var det blot min indbildning?
Portrætfotografiet ovenfor gengiver Charles Herman Hardy. Det er så vidt vides det sidste billede, der blev taget af ham, inden han blev skudt af Tjekhovs pistol. Man kan læse mere om Tjekhovs pistol på Wikipedia.
Charles Herman Hardy kan man desværre (eller måske heldigvis?) kun læse om her på denne blog.
