Fællesskabets mysterium

Jeg drømte, at alle mennesker var vokset sammen til ét kæmpe legeme af hud, muskler, knogler, blodkar og nervetråde, så den enkelte ikke mere vidste, hvor han selv endte og hans næste begyndte.

Hændte det nu, at en blandt de mange blev såret, da skreg alle af smerte, for den enkeltes smerte var ikke mere kun hans egen, men alles.

Midt i denne kæmpe organisme — midt i, fordi alle steder i denne kæmpe organisme er midt i, fordi den ligesom det uendelige univers ingen afslutning har — stod imidlertid en mand, der stadig insisterede på sin individualitet og ensomhedsfølelse.

Altid havde han passet sig selv. Altid havde han kæmpet for at stå på egne ben. Altid havde han levet med spændte muskler og knyttede næver.

Men en dag gik han i en fælde og lod sig hjælpe af sin næste. Overvældet over næstens kærlighed blev han svag. Musklerne i hans krop slappedes, og han gav slip og lod sig falde bagover.

Da oplevede han fællesskabets mysterium; han faldt ikke; han svævede; alle andre bar ham oppe.