tirsdag den 9. marts 2010

Snydt for en Oscar, igen igen

Oscar og Nobel

Så er en vis herre igen blevet snydt for en statuette ved den årlige Oscar-uddeling. Og det til trods for, at han hver dag på sit arbejde yder en skuespilpræstation ud over det sædvanlige; altid hårdtarbejdende, altid imødekommende og hjælpsom. Hvornår får Hollywood dog øjnene op for det skuespiltalent?

Også Nobelprisen i litteratur bliver den samme herre år efter år snydt for. Og det til trods for, at han på sit arbejde skriver mange små nyttige beskeder, og at han i sin fritid skriver indkøbssedler. Begge dele af høj litterær kvalitet. Men Nobelkomiteen lader til helt at ignorere dette livsværk. Måske er grunden, at de ikke har noget kendskab til denne litterære produktion? Måske skal man inden næste uddeling sende et bundt sedler til Stockholm?

Nå, spøg til side; der burde være en Oscar eller Nobelpris for os helt almindelige mennesker. Hvert år burde den uddeles til f.eks. en kassedame, en kontorassistent eller til en af dem, der dag efter dag tålmodigt står og holder et reklameskilt på Strøget i København. Begrundelse? — For at have ydet en stor indsats eller bare for at have gjort, hvad han eller hun kunne overkomme.

Hvad skal prisen hedde? — Måske kunne den hedde Martha efter kvinden fra Det Nye Testamente, der går og slider i baggrunden, men kun får utak for det (Luk 10, 38-42). Hvordan statuetten skal se ud, ved jeg ikke, men den må gerne være lidt pænere end Oscar-statuetten. Forgyldt skal den dog være! Og allerhelst af massivt guld!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar