Den blufærdige sandhed

For efterhånden et godt stykke tid siden, da jeg endnu troede, at billedkunst måske kunne blive min levevej her på jorden, deltog jeg i et tegnekursus. Vi tegnede bl.a. lidt croquis, og det var da meget sjovt, undtagen den dag modellen var en mand.

En af mine medkursister viste sig hurtigt at være en Karl Smart-type, dvs. en kæk ungersvend som på en højtskrydende facon udtalte sig om emner, han tydeligvis ikke havde megen viden om. Jeg synes desværre, at der bliver flere og flere af den slags typer i vores samfund. Og at de råber højere og højere. Det er, for at udtrykke det på jysk, lidt træls. Gad vide, om det har noget at gøre med vores undervisningssystem? Nå, men lad os bare kalde denne min højtskrydende medkursist ved hans rette navn, nemlig Karl Smart.

På kurset lærte vi også lidt om perspektivtegning. I den forbindelse udtalte Karl Smart, at han bare ikke kunne forstå, at billedkunstnerne havde været så længe om at opdage perspektivet. Det er jo indlysende, mente han, at jo længere væk en genstand er fra iagttageren, jo mindre forekommer den ham at være. Ligeledes er det indlysende, at linier, der er vandrette og parallelle, mødes i et forsvindingspunkt på horisontlinien. Hvor var folk bare dumme, at de ikke før renæssancen havde kunnet indse det. Sandheden lå jo lige for. Det var jo bare at åbne gluggerne. Han selv havde vidst det fra dag ét.

Jeg har Karl Smart mistænkt for, at han ligeledes synes, at det er indlysende

1. At det er jorden, der bevæger sig rundt om solen (og ikke omvendt)
2. At det er den samme kraft der får et æble til at falde til jorden, som får månen til at blive i sin bane om jorden
3. At dyrene og mennesket ikke blev skabt på den femte og sjette dag, som skildret i Første Mosebog, men er resultatet af en udvikling over millioner af år
4. At masse er ækvivalent med energi.

Jeg kan høre ham sige det: Sandheden ligger jo lige for. Det er jo bare at åbne gluggerne. Han selv har vidst det fra dag ét.

Men jeg må desværre skuffe Karl Smart. Sandheden ligger ikke lige for. Det er ikke bare at åbne gluggerne. Sandheden har det nemlig med at skjule sig for os mennesker, næsten som var den en blufærdig kvinde. Og tænk engang, det kræver faktisk en lille smule ydmyghed at få adgang til hendes boudoir og at få lov til at se hende nøgen — eller som Gud har skabt hende, om man vil. Hun lukker nemlig ikke op for enhver, og slet ikke for Karl Smart.

Eller sagt på en anden måde: det er kun de ensomme ulve, genierne, de bedste hjerner iblandt menneskene, som efter mange års hårdt arbejde er i stand til at afdække sandheden.

Opdagelsen og formuleringen af linearperspektivet krævede således begavelser som Filippo Brunelleschi, Leon Battista Alberti og Piero della Francesca. Det heliocentriske verdensbilledes konsolidering krævede begavelser som Kopernikus, Kepler og Galilei. Tyngdelovens formulering krævede en begavelse som Newton. Evolutionsteoriens formulering krævede en begavelse som Darwin. Og endelig krævede E=mc² en begavelse som Einstein.

De mænd har om nogen tænkt dybt over tilværelsens gåde. Nogle gange synes jeg endda, at al denne tænkning næsten har vansiret deres fysiognomi. Prøv f.eks. at se på de gådefulde fotografier af Darwin. Se, hvor dybt inde i de mørke øjenhuler hans øjne befinder sig. Stakkels mand, selv når han var hos fotografen, kunne han ikke lade være med at tænke, og han er således foreviget for eftertiden dybt hensunket i tanker.

Jeg tror, at der stadig ligger mange sandheder og venter på at blive afdækket af menneskeheden. Og at de vil være lige så store som de ovenfor nævnte. Så hvis du er en sandhedssøgende hund ligesom Von O og mig, så er det bare om at komme i gang.

Men når du som en gammel gråhåret herre efter mange års slid en dag publicerer din enestående opdagelse, må du finde dig i, at den tilsyneladende evigt unge Karl Smart kommer forbi og siger:

"Hej bedstefar! Det, du har opdaget, er jo indlysende. Hvor er folk dog bare dumme, at de ikke har opdaget det noget før. Sandheden ligger jo lige for. Det er bare at åbne gluggerne. Jeg selv har vidst det fra dag ét."

Ide kontra fortælling

WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN

Bygger vores samfund på ideer eller fortællinger?

VON O

På fortællinger!

WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN

Kan du uddybe det?

VON O

Følg vejen tilbage, William Alexander. Den stenede vej. Vejen ad hvilken vi er kommet, fra det ikke så forjættede land¹, gennem ørkener og delte vande, over bjerge med dybe slugter, helt tilbage til Bibelens værdietablerende fortællinger. Og lad åndelige kæmper som Northrop Frye og Giambattista Vico være dine vejvisere. Da vil skællene falde fra dine øjne, og du vil se alt i middagssolens klare lys.

Vores samfund har en og kun en grundfortælling. Men alt efter hvilken synsvinkel man vælger at anlægge, fremtræder den som mange på overfladen forskellige fortællinger.

En af fortællingerne er historien om en mor og hendes barn. Alle, der har overværet en fødsel, ved, at børn kommer til verden bærende på et indre lys. Så vær god mod de små børn! Sluk ikke det i nogle tilfælde svage lys, der brænder i dem. Men barnet i vores historie var noget særligt. Dets lys var stærkere end alle andres. Men ak, barnet var født til lidelse. For menneskene elskede mørket og hadede lyset. Man gjorde barnet fortræd. Stakkels mor! Og stakkels barn! Historien om denne mor og hendes barn er en historie, de fleste af os kan spejle os i. For alle kommer vi til verden medbringende nogle talenter eller gaver, men det er ikke altid, at vores liv former sig, som vi og vores mødre kunne ønske os det. Og hvis man er en af de få udvalgte, for hvem skæbnen kun består af idel lykke (findes de mon forresten?), så er der jo altid den gode gamle død at komme overens med, den, som står og venter på én med sin tilsyneladende drømmeløse søvn.

En anden af fortællingerne er historien om den tomme grav. Den tomme grav! Den og ikke korset er vores tros sande emblem. Vores Gud er, som Pascal bemærker det, et væsen, der skjuler sig. Deus absconditus. Den skjulte Gud.² Han viser sit nærvær gennem et tilsyneladende fravær. Nærvær gennem fravær! Det lyder paradoksalt, og det er det vel også. Men hvis Gud var en realitet, hvis Han stod ved siden af dig og altid kom dig til undsætning, så var det ikke dit eget liv, ja, så var det slet ikke et liv. Nu er vilkårene, at han tilsyneladende ikke er her. Men hans tilsyneladende fravær, den tomme grav, vækker en længsel i dit bryst, skaber et modbillede i dit sind. Han er ikke død. Han gik forud for dig og overvandt døden for dig. Hans rige er ikke af denne verden, men skinner ind i vores. Dér skal du en dag møde Ham, den med længsel ventede, igen. Den tomme grav! For den som ikke tror, er der kun tomhed. For den som tror, er døden overvundet.

Den gennemsnitlige borger er måske ikke bevidst om dette. Man kan sagtens være borger i dette samfund uden at være en repræsentant for disse fortællinger. Nogle vil måske endda i raseri fraskrive sig enhver relation til dem. Men deres protest er skrevet i vand. Det er kun krusninger på havets overflade.

Sandheden er, at det er de færreste af os, der på stående fod kan redegøre for vores samfunds idegrundlag, men de fleste af os bærer i hjertet fortællinger som lignelsen om den fortabte søn eller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hvis ikke bevidst, så ubevidst da.

Og disse små fortællinger er fragmenter af den store fortælling om os alle sammen. Så lad os vedblive med at fortælle dem, mens vi bevæger os fremad mod nye mål ad vejen ad hvilken.

JONAS BJERG

Du vrøvler, Von O. Vores samfund bygger på ideer. Ideerne udmønter vi i love. Og overtræder du disse love, så kommer du fandeme i fængsel, ligegyldig hvilken ammestuehistorie du end fortæller dommeren. Hammeren falder, Von O! Hammeren falder!

VON O

Ja, hammeren falder. Man kan sagtens spærre Peter inde i sine ideers mørke fængsel, men fortællingerne vil i sidste ende som en lysende engel altid komme ham til undsætning og befri ham.³

Det er rigtigt at ideerne afstikker rammerne for vores samfund, og at de derved har en præserverende funktion, men det er fortællingerne, vores indbildningsevne, vores evne til at fortælle dem, der er det dynamiske element, den ånd, som inden for rammerne — men nogle gange også uden for rammerne, når fortællingerne sprænger dem — skaber fremtiden.

De fleste ideer har ingen eller næsten ingen fortælling. Lad os tage et eksempel. Nu plejer jeg som regel at gøre nar ad socialismen. Nuvel, lad mig så denne gang benytte liberalismen som eksempel. Hvad er liberalismens fortælling? — Det er historien om en landsby, hvor der kun er en slagter. Slagteren har kronede dage. Men landsbyens beboere er sure. Slagterens kød er for dyrt og gennemgående af dårlig kvalitet. En dag kommer der en ny slagter til byen. Hans priser er lavere, og hans kød er gennemgående af højere kvalitet. Landsbyens beboere begynder nu at købe deres kød hos ham. Det får den gamle slagters indtjening til at falde og tvinger ham til at sætte sine priser ned og højne kvaliteten af sit kød. Den gamle slagters kronede dage er ovre, men landsbyens beboere er glade. Moralen er, at konkurrence er godt for et samfund. Det er liberalismens fortælling. Men er det en god historie? Betyder den noget for dig, det enkelte menneske? Er det den fortælling, du vil fortælle dine børn og børnebørn, når de er forsamlet om dit dødsleje? Nej, vel?

CAMILLA FRA SØBORG

Jeg synes, at det er en god historie. Det er jo handlingen i Tv-serien Matador.

VON O

Matador! Nu skal du ikke blande dig, dit fjollede pigebarn, når de voksne taler om alvorlige emner.

Og til dig William Alexander Månesøn; i stedet for at skrive denne ligegyldige samtale ned, så fortæl os en af de dødes fortællinger eller en af dine egne.

WILLIAM ALEXANDER MÅNESØN

Det er lettere sagt end gjort, Von O.

Det ovenstående billede er et udsnit af en af Rafaels freskoer i de såkaldte Stanze di Raffaello i Det Apostolske Palads i Vatikanet. Den gengiver Peters befrielse fra fængslet, som den bliver skildret i Apostlenes Gerninger kap. 12. Men som det fremgår af den ovenstående samtale, tolker Von O denne episode allegorisk, nemlig som fortællingens frisættelse af mennesket i ideernes fængsel, idet englen repræsenterer fortællingen, Peter det enkelte menneske, og fængslet ideerne. Konkret kan ideerne her identificeres med idegrundlaget for det imperialistiske og brutale romerrige, og de love, regler og bud, domme og straffe, som den gamle tro udgøres af, og som fortællingerne i Det Nye Testamente med deres budskab om kærlighed er et opgør med.

Endelig kan man ifølge Von O også se billedet som et spændende modbillede til Platons hulelignelse, men det vil blive for omfattende at komme ind på her.

1. Med det ikke så forjættede land mener Von O tilsyneladende det moderne samfund.

2. Pascal: Pensées, nr. 427.

3. Von O refererer her tilsyneladende til Apostlenes Gerninger kapitel 12.

Ain't No Grave

Johnny Cash havde den evne, at han kunne tilføre andres sange en ny mening og gøre dem til sine egne.

Således også med sin udgave af Ain't No Grave Gonna Hold My Body Down, som oprindelig var en gospel, som blev gjort berømt af den religiøse singer-songwriter og prædikant Brother Claude Ely i begyndelsen af 1900-tallet, men som i Cashs version fremstår mørkere og mere foruroligende.

Johnny Cashs univers var et mørkt univers, specielt hen imod slutningen af hans liv, men ligesom hos Rembrandt virker det lys, der trods alt er i det, så meget stærkere.

Jeg synes, at Ain't No Grave er en dybt bevægende sang, specielt dér, hvor Cashs gammelmandsrøst er ved at knække over ved ordet "Mama". Selv en gammel dødsmærket mand kan ikke glemme den kærlighed, som hans mor gav ham.

Kampen mellem Yin og Yang

De siamesiske tvillinger Yin og Yang fik udlængsel og rejste fra deres fødested i det harmoniske Østen i retning mod den nedgående sol.

De kom da til Aftenlandet, hvor kulturen og livsstilen er meget individualiseret. Her kæmper det enkelte individ en daglig kamp for at realisere sine drømme og ideer. Det ender ofte i sammenstød med andre individer, der kæmper for helt modsatrettede drømme og ideer.

Således overværede Yin og Yang, at en socialist sloges med en liberalist, en anarkist med en konformist, en ateist med en troende, en protestant med en katolik, en nationalist med en internationalist, en arbejder med en arbejdsgiver, en ung med en gammel, en feminist med en mandschauvinist, en æstetiker med en etiker, en dogmatiker med en relativist, en cyklist med en bilist etcetera, etcetera.

Yin og Yang troede først, at der var udbrudt borgerkrig i Aftenlandet, men en idehistoriker belærte de to små asiater om, at denne daglige kamp mellem modsatrettede ideer skam var helt normal i Aftenlandet. Det var, sagde han, en frugtbar tilstand for et samfund, da det skaber dynamik, og resultatet kan også aflæses i Aftenlandets store velstand og høje kulturelle stade.

Yang lod sig opildne af, hvad han så. "Hvorfor skal jeg," spurgte han sig selv, "leve side om side i evig harmoni med for mig helt modsatrettede principper?"

Derfor sagde han til Yin: "Jeg har længe været træt af at slæbe rundt på dig, Yin, din amøbeformede halvhjerne. Jeg foragter alle de principper, du står for; langsomheden, blødheden, det luftige, det diffuse, det kolde, det fugtige, det rolige, det kvindelige. Hvad verden har brug for, er mine principper; det faste, det hårde, det solide, det tørre, det fokuserede, det brændende, det aggressive, det maskuline. Det har vores rejse til Aftenlandet overbevist mig om."

Og Yang gik løs på Yin, fast besluttet på at blive af med Yin en gang for alle.

"Slå mig ikke," råbte Yin fortvivlet. Han forsøgte at flygte, men lige meget hvor hurtigt han løb, var Yang hele tiden lige i hælene på ham.

Yang slog den stakkels Yin, men hver gang han med sine knytnæver tildelte Yin et blåt mærke, fik han forunderligt nok selv et grønt eller et brunt. Yin indså, at han ikke kunne flygte, og at han måtte forsvare sig. Til sin egen overraskelse slog han selv en proper næve, som helt matchede Yangs.

Hvordan denne ejendommelige kamp mellem Yin og Yang videre udviklede sig, ligger uden for sprogets rammer og må i stedet for følges på nedenstående billeder.

Den gyldne fællesmængde

Hvem har aben?

Angående dette ene spørgsmål tror jeg, at selv så forskellige skikkelser som Jesus og Darwin ville være rørende enige; det har vi alle sammen!

Ja, jeg kan endda både se og høre de to skæggede mænd udbryde det i kor: det har vi alle sammen!

Kære medmenneske! Måske er der i grunden mere, der samler, end der skiller? Kunne vi ikke i fællesskab prøve at lede efter den gyldne fællesmængde? Det, vi kan enes om? Den gyldne fællesmængde!

Med venlig hilsen

William Alexander Månesøn

Søvnens rige

Jeg drømte, at jeg var det eneste vågne menneske i søvnens rige. Som et spøgelse gik jeg rundt blandt menneskene og forsøgte at vække dem.

"Forstyr ikke vores drømme," mumlede de fleste søvndrukkent og vendte sig om på den anden side, når jeg ruskede i dem.

Men et enkelt menneske vågnede.

"Det var godt du vækkede mig," sagde hun. "Jeg havde et frygteligt mareridt."

"Mareridt?" sagde jeg. "Mareridtet begynder først, når man vågner."

Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, er ikke mere min ven og vil derfor ikke kommentere billederne på min blog. Derfor forsøger jeg selv. Billedet ovenfor gengiver Salvador Dalis maleri "Søvn" fra 1937. Dali har i sin selvbiografi¹ skrevet, at han ofte har forestillet sig søvnen som et tungt, kæmpe hoved med en kegleformet krop, som holdes oprejst af virkelighedens krykker. Når krykkerne brister, får den sovende en fornemmelse af at falde.

At virkeligheden er det skrøbelige fundament for den lange søvn eller de store drømme, kan jeg kun tilslutte mig.

Til sidst et billede af de sovende disciple. Også de må have haft en oplevelse af, at mareridtet først begynder, når man vågner.

1. Selvbiografien ophidsede vistnok George Orwell temmelig meget, bl.a. fordi Dali her betror læseren, at han onanerede, til han var midt i trediverne, og først stoppede, da han mødte sin elskede Gala.

Virkeligheden har ingen handling

"Virkeligheden har ingen handling," sagde jeg en dag til Von O. "Den begynder historier, men fuldender dem ikke."

"Det postulat forekommer mig temmelig abstrakt og uklart," sagde Von O. "Konkretisér. Kom med et eksempel."

"Tja," sagde jeg. "Man møder en pige. Man forelsker sig i hende. Man tror, at hun skal blive ens livs kærlighed. Og sådan ville det også være gået, hvis det havde været en film i feel-good-genren. Men i virkeligheden, den grumme, afviser hun ens følelser, og med et fingerknips er hun ude af ens liv, ja, det er, som om hun aldrig har eksisteret, og som om man har indbildt sig det hele."

"Ja, den historie ... eller mangel på historie har taget hårdt på dig, William Alexander," sagde Von O. "Det er vi alle vist efterhånden klar over. Men du tager fejl. Der er i allerhøjeste grad en handling i dit liv. Det er faktisk min funktion i dit liv at gøre opmærksom på det. Som barn snublede du og faldt ned fra månen. Og efterfølgende har du tilbragt din ungdom hernede i menneskenes ufuldkomne verden. Men en dag vil du vende tilbage til månen. Dér skal du udkæmpe en drabelig kamp med en af universets allerstørste skurke, ham, der har sat sig uretmæssigt på din slægts trone. Den kamp vil ikke komme til at savne spænding, og den vil have den gavnlige effekt, at du udvikler dig som menneske. Dit livs handling består altså af først et fald og derpå en oprejsning. Det er en arketypisk handling. Behøver jeg at minde dig om, at det, blot i en langt større og guddommelig målestok, også er handlingen i den største fortælling af alle, nemlig den om Guds søn?"

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men ..."

"Selvfølgelig har jeg det," sagde Von O. "Og hvad angår Camilla fra Søborg, så var hun af en alt for jordbunden karakter. Hun var som en myre kun optaget af sit lille horisontale jordeliv. Fordi hun ikke kan rumme den tredie dimension, den vertikale, og fordi du netop kommer fra den, fordi du er faldet ned fra månen, kunne hun slet ikke rumme dig. Kvinden i dit liv må være et mere rummeligt menneske, et menneske, der har blik for himlen med dens utal af stjerner, planeter og måner. Måske kommer hun slet ikke fra jorden, men fra stjernerne. Hvem ved, måske vil du en dag møde en prinsesse fra Alpha Centauri. Hun vil være klædt i et lyserødt pjerrot-kostume og ligesom dig have en klovnenæse, om end lidt kønnere. Set i lyset af hende vil mindet om Camilla fra Søborg blegne."

"Tja," sagde jeg, "du har nok ret, Von O, men hvad med andre mennesker? Hvad med handlingen i deres liv? De fleste mennesker står op, spiser morgenmad, går på arbejde, spiser frokost, taler om intetsigende ting med en kollega, fortsætter arbejdet, tager hjem, spiser aftensmad, går i seng. Og næste dag begynder det hele forfra. Same shit, different day, som man siger, hvis man bor i USA og er grov i munden. Hvis det var en film, ville publikum for længst være udvandret. Og så er jeg tilbage ved mit udgangspunkt; virkeligheden har ingen handling. Eller i modereret form; for de fleste mennesker har virkeligheden ingen handling."

"Det er ikke sandt, William Alexander," sagde Von O. "Der er en handling i ethvert menneskes liv. Du skal blot se godt efter. Hvis du ikke kan se det, så er det, fordi du er ufølsom. Og så egner du dig bestemt ikke til at være forfatter. En forfatters opgave er netop have blik for de til tider næsten usynlige skæbne- eller fortælletråde, der er i ethvert menneskes liv. Hvordan definerer du i øvrigt handling?"

"Jeg definerer handling," sagde jeg, "som et forløb af begivenheder, der har en forvandlende effekt på en person eller en kreds af personer."

"Og her er det er vigtigt at bemærke, at begivenhederne skal komme udefra. Personen kan ikke selv skabe handlingen. Den er at sammenligne med et meteorologisk fænomen. Eller med Guds indgriben, hvis man ser det ud fra et religiøst perspektiv. Det nytter altså ikke noget at tage på en verdensomrejse og se pyramiderne i Giza, Taj Mahal og Den Kinesiske Mur. Det skaber ikke nogen handling i ens liv. Den rejsende er blot en tilskuer til skiftende scener uden indre sammenhæng, ud over den Baedekers eller Michelinguiden har opstillet. Man kan ikke være sit eget livs forfatter. Jeg gentager: man kan ikke være sit eget livs forfatter. Lige så lidt som man kan være sin egen lykkes smed."

"Derfor vil jeg fastholde, at virkeligheden ikke har nogen handling, og at en forfatters opgave er såre svær. Handlingen findes ikke. Den er ikke til stede i den virkelige verden, i modsætning til et motiv for et billede, som kun ligger og venter på, at en fotograf skal komme forbi og trykke på sit kameras udløser. Nej, forfatterens opgave er langt sværere. Han må selv opfinde handlingen. Dvs. kæde enkeltstående begivenheder sammen og skabe en indre sammenhæng imellem dem. Og allerede dér er hans fortælling blevet urealistisk. Derfor er det nødvendigt, at en forfatter har en høj grad af etik mht. de begivenheder, han udtænker, og at han har stor medfølelse for de personer, som han udsætter for disse begivenheder. Ellers falder han let i den mekaniske fantasis klichéfyldte afgrund og bliver en gemen løgner."

"Du tager ganske fejl," sagde Von O med begyndende vrede i stemmen. "Lad mig fortælle dig en historie fra det virkelige liv. Og han begyndte at fortælle om et helt almindeligt menneskes helt almindelige liv, heroisk insisterende på at det var fuldt af handling. Jeg vil imidlertid slutte her. Teksten er allerede blevet for lang.