De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...
En aften kom en ung mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var nøgen og våd, som om han lige var steget op fra en sø. Jeg fandt en ren frottébadekåbe frem til ham. Han tog den på og begyndte derpå på sin fortælling. Han gik lige til sagen, eller som det så fint hedder med en litteraturteoretisk term: hans fortælling begyndte in medias res, en fortælleteknik, som tilsyneladende er meget udbredt blandt de døde. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad den døde fortalte mig den aften.
Langsomt, med den sikkerhed kun et langt livs erfaring giver, tegnede den gamle mand med sin finger et tegn i det spæde barns pande. Det var et ejendommeligt tegn. Som for at tyde det fulgte jeg nøje fingerens langsomme bevægelser. Det var ikke et kors, snarere lignede det en fisk eller en krusning på en vandoverflade, med sine svungne linier var det på en gang enkelt og kompliceret.
Jeg stod ved bredden af en sø. Foran mig var en lille gruppe mennesker forsamlet. For et øjeblik siden var de som en procession, i festtøj og med højtidelige miner, kommet fra byens indre, ned til stranden. Forrest gik den gamle mand. Efter ham kom et ungt par, en kvinde og en mand, i sin favn bar kvinden det spæde barn. Da processionen var kommet ned til strandkanten, havde den unge kvinde rakt barnet til den gamle mand, som derpå med barnet i sin favn var gået ud i søen, og derude havde han dyppet barnet i vandet og med sin finger tegnet det ejendommelige tegn i barnets pande. — Nu steg han op af søen igen, rakte barnet til kvinden, og i den samme orden de var kommet, forlod processionen igen stranden.
Da jeg tidligere på dagen efter flere dages møjsommelig rejse gennem ugæstfri natur var kommet til den ensomt beliggende by, havde jeg ved første blik ikke kunnet bemærke noget usædvanligt ved stedet. Jeg tænkte, at det, jeg havde foran mig, var endnu en lille landsby, og at den på ingen måde adskilte fra sig fra de talrige andre landsbyer, jeg havde besøgt på min lange rejse. Jeg slog op i den rejsehåndbog, jeg medbragte, men opdagede, at byen ikke var omtalt med et ord, ja, at den end ikke var angivet på kortet bag i bogen. Forgæves søgte jeg længe med min finger efter byen dér. Byen var tilsyneladende, både hvad angik seværdigheder og størrelse, af bogens redaktion blevet skønnet for ubetydelig til at optræde i et værk af dette omfang.
Jeg fandt et billigt logi og gik derpå ud i byen, ikke for at se på seværdigheder, for der var slet ingen, men for at se på den lokale befolkning. — Det var små, tætte folk, næsten komiske at se på. Uvant som de sikkert var med besøg i deres ensomt beliggende by, vendte de sig om og så efter mig, alle vegne fra syntes deres små mutte ansigter at stirre på mig. Mændene stod i små grupper på gadehjørnerne og stak hovederne sammen, i mørke jakkesæt og træsko, med fedtede kasketter og huer. Kvinderne gik ærinder, de var trinde med brede hofter, de mere syntes at vralte end gå. Når de kom mod mig på fortovet, klædt i lange sorte kjoler med hvide forklæder, med fine mønstrede sjaler om skuldrene og tørklæder om hovederne, ofte med en flettet indkøbskurv under armen eller med et rundkindet og rødmosset barn i hver sin hånd, så jeg mig nødsaget til at træde ud på gaden og ned i rendestenen, for at de kunne passere. Nogle gange gik jeg over på det modsatte fortov, men også her kom kvinderne mod mig, og således kom jeg en tid lang til i noget, der kunne minde om en særpræget dans, at bevæge mig rundt i byen, idet jeg løb fra det ene fortov til det andet, indtil jeg fandt på at følge efter en af kvinderne og bruge hende som en art stødpude mod hendes medsøstre. På denne måde blev jeg af kvinden ført ned til stranden, hvor fiskernes både lå trukket op på land. Her blev jeg, grebet af scenariet, stående, mens kvinden fortsatte sin tilsyneladende endeløse tur, ind i byen igen. Jeg gik ned til strandkanten og så ud over søen. Ude på søen var nogle fiskere i en båd i færd med at hive deres garn ind. Det var på dette tidspunkt, at processionen var kommet ned på stranden og den gamle mand havde tegnet det ejendommelige tegn i panden på det spæde barn.
Hvad var det for et ejendommeligt tegn? Jeg måtte vide det! Jeg slog op i rejsehåndbogen, skimmede afsnittene om egnens befolkning, kultur og religion, men kunne hverken finde tegnet eller ritualet, jeg netop havde overværet, omtalt. Mens jeg stod med næsen nede i bogen, blev jeg afbrudt ved, at fiskerne kom ind ude fra søen. Jeg nærmede mig forsigtigt deres båd for at se deres fangst. Den var fyldt med fede fisk, gedder, aborrer, foreller, sandart og stør, men også arter, jeg ikke kendte, de lå i flere lag, den ene slængt over den anden, og så bedrøvet på mig med deres store øjne fra dybet.
"Det var en heldig fangst," sagde jeg til fiskerne.
Fiskerne standsede deres arbejde og så med deres små mutte ansigter uforstående på mig.
"Nej, slet ikke, unge mand," sagde de, "sådan går det, hver gang vi med vores både lægger ud på dybet og kaster vores garn ud til fangst. Hver gang fanger vi så store mængder fisk, at vores garn er ved at briste og vores både — når vi fylder dem med fangsten — er ved at synke."
Jeg købte en fisk af fiskerne, en fisk, de anbefalede mig som særligt velsmagende. Det var en art, jeg ikke kendte. Jeg forsøgte at slå den op i rejsehåndbogen. Men til trods for at fiskerne var så venlige at stave dens navn i sandet for fødderne af mig, kunne jeg ikke finde den omtalt i bogen. Under afsnittet om egnens fauna var der ganske vist en udførlig omtale af ferskvandsfisk, blot var den fisk, jeg holdt i hænderne, ikke omtalt. Da jeg kom tilbage til pensionatet — det var nu hen ad aftenstide — bad jeg værtinden om at tilberede fisken for mig, hvilket hun beredvilligt gjorde. Jeg spiste med stor fornøjelse, fisken bekom mig godt, det var som om, at der var en næring fra dybet i den, jeg manglede, og da jeg var færdig med måltidet, følte jeg mig forunderligt nok både stærkere og klogere. Jeg komplimenterede værtinden for hendes køkkenfærdigheder og nødte hende til at tage plads ved bordet, for der var noget, jeg ville spørge hende om. Jeg fortalte da værtinden om det sære optrin, jeg havde overværet på stranden ved søen.
"Hvad var det for et gådefuldt tegn, den gamle mand tegnede på barnets pande?" spurgte jeg.
Værtinden, en gammel kone, der af udseende ikke adskilte sig fra resten af byens kvinder, så med sit lille mutte ansigt uforstående på mig. Det forekom mig, at hendes blik langsomt vandrede fra min pande til mine øjne, og fra mine øjne til min pande, frem og tilbage, i en uendelighed, som om hun ikke kunne få det, hun så på min pande, til at stemme med det, hun så i mine øjne. Men så var det som om, at hun besindede sig, at hun lagde det, hun ikke kunne forstå, det, hun kæmpede med i sit indre, til side, og hun gav sig til at svare på mit spørgsmål i et helt naturligt tonefald.
"Det er Vandnymfens mærke," sagde hun. "Alle i vores by bærer dette mærke på vores pande, om end det kun er tegnet med en finger og dermed er usynligt for den fremmede, der ikke ved besked om vores skik og brug."
"Vandnymfen?" sagde jeg.
Så var det alligevel sandt, det, jeg havde hørt, at der på denne egn skulle ligge en sø, og at der i søens dyb skulle leve et gådefuldt væsen, en smuk kvinde, og at de enfoldige fiskere, der boede ved søens bred, fuldt og fast troede på dette.
"Ja, Vandnymfen," sagde værtinden. "Det er det gådefulde væsen, der lever i søens dyb og hersker over dens rigdomme. Hun er os fiskere en nådig frue. Hun er vores beskytter og velgører, den, vi kan takke vores gode liv for. Hun sørger for, at der altid er fisk i søen, vi kan fange, at der altid er mad på vores bord, at vores børn aldrig går sultne i seng. Hun sørger for, at vores kvinder er frugtbare, og at de børn, de føder, er sunde og raske. Når en af vores kvinder føder et barn, bærer vi det ned til søen, dypper det i vandet og tegner med vores finger Vandnymfens mærke i dets pande, for at barnet skal være under Vandnymfens beskyttelse, og der ikke skal ske det noget ondt."
"Og tror alle i landsbyen på dette?" spurgte jeg.
"Ja," sagde værtinden, "men jeg ville ikke tale sandt, hvis jeg sagde, at der i al den tid, byen har eksisteret, ikke har været individer, som betvivlede Vandnymfens eksistens. — Måske kom du på din vej hertil forbi et forfaldent hus, lidt uden for byen, der står tomt?"
"Ja, det hus bemærkede jeg godt," sagde jeg. "Jeg gik endda lidt rundt i de tomme stuer og forsøgte at forestille mig det liv, der var blevet levet dér. Det fyldte mig med vemod. Den virkning har huse, der er blevet forladt, altid på mig."
"I det hus boede der engang en kvinde ved navn Astrid," sagde værtinden. "Hun var en ejendommelig kvinde. Hun delte ikke vores lille samfunds tro på Vandnymfen. Når vi som tak for de gaver fra dybet, de gaver, Vandnymfen havde skænket os, stillede brød og kager, tøj og smykker og andre gaver frem til Vandnymfen, sagde hun: ‘Der er intet forunderligt ved denne sø. Vandnymfen findes ikke. Det er gammel overtro. Det er spild af ressourcer, at I ofrer alle disse gaver til et væsen, som blot er noget, I bilder jer ind i jeres fantasi.’"
"Hun sårede os. Hun sårede vores tro. Det var, som om hun ville sætte sig over os, og over den visdom, som i generation efter generation er blevet overleveret fra vores forfædre og har fået vores lille samfund til at bestå. — Hun var også anderledes af udseende. Høj, tynd og med smalle hofter. Måske ville hun et andet sted være blevet betragtet som køn, men ikke hos os. Ingen mand iblandt os ville vide af hende. Hun levede i sit ensomt beliggende hus uden for byen og kunne se frem til at dø som gammeljomfru. Det pinte hende, vidste vi, for hun ønskede sig et barn, på det punkt adskilte hun sig ikke fra byens andre kvinder."
"I byen levede der på den tid også en fattig mand ved navn Gunnar. Lykken var ikke med ham. Han fangede næsten ingen fisk og misundte de andre fiskeres held og rigdom. Og engang stjal han de gaver, vi havde stillet frem til Vandnymfen. Det blev opdaget, og landsbyen idømte ham en streng straf. Vi slog ham med vores stave, og smed ham i en skakt og tømte vores latriner over ham. Men da han havde udstået sin straf, fik han igen lov til at leve i landsbyen, dog kunne det ikke undgås, at der blev set skævt til ham, for vi havde en gang for alle mistet tilliden til ham, og han måtte leve et usselt liv. Om dagen gik han rundt i gaderne og tiggede med sin hue i hånden, om natten sov han i skarnet. Men i Astrids øjne var Gunnar ikke en forbryder. Han var en fornuftig mand, som blot havde anvendt de ressourcer, som ellers ville være gået tabt. Og da hun kunne bruge ham til at få det barn, hun ønskede sig, lod hun ham bo hos sig. Det blev ikke noget lykkeligt samliv, de fik, de to, umage som de var. De skændtes ofte og brød sig i grunden ikke om hinanden, men fordi de begge to var udstødt af landsbyens fællesskab, holdt de sammen. — Astrid ønskede sig som sagt et barn. Men til trods for at hun og Gunnar forsøgte det bedste, de havde lært, kunne de ikke få et. ‘Du er blevet for gammel, Astrid,’ sagde vi til hende. ‘Men hvis du beder Vandnymfen om hjælp, vil hun måske skænke dig et barn.’ ‘Nej,’ sagde Astrid. ‘I må godt bede for mig, hvis I vil. Jeg kan ikke, for jeg tror ikke på Vandnymfen.’"
"I en skov ikke langt fra søen boede der på den tid en sær gammel kone ved navn Ratio. Hendes hud var gul og rynket, og hendes øjne var skæve. Hun kom øst fra, ude fra stepperne. Vi brød os ikke om hende. Der gik rygter om, at hun i fuldmånens skær sankede urter i skovens lysninger, tørrede dem, kastede dem på ildstedet i sin hytte, og iført fjer i den røg, urterne udviklede, dansede vilde danse og sang viser på sin hjemstavns for os uforståelige tungemål. Hun havde en bog med plancher af en kvinde, der på magisk vis var åbnet, så man kunne se ind i hendes livmoder og derinde se et foster langsomt tage form. Den bog gjorde os bange. Vi ville, hvis vi havde kunnet, gerne have revet siderne i bogen ud og brændt dem på bålet, men Ratio kendte vores hensigter og skjulte bogen for os. Det hændte, at i sindet svage kvinder, der ikke kunne få børn på den naturlige måde, en sen aften i ly af mørket sneg sig ud af landsbyen og ind i skoven for at opsøge Ratio i hendes hytte. — Da Astrid og Gunnar ikke kunne få et barn på den naturlige måde, besluttede også de at opsøge Ratio for ved hendes hjælp at få et barn. ‘Hvordan kan du søge hjælp hos den kloge kone, den kvaksalver, Astrid?’ spurgte vi. ‘Hvordan kan du tro på hende og hendes trolddomskunster, når du ikke kan tro på vores vandnymfe?’"
"Men Astrid gjorde sig end ikke den ulejlighed at svare os på spørgsmålet, hun trak blot på skuldrene, og en sen aften i ly af mørket sneg hun og Gunnar sig ud af landsbyen. Da de nærmede sig Ratios hytte, var hendes ildsted tændt, og der kom røg op af skorstenen. Ratio sad i skæret fra ildstedet og læste i sin bog. — Astrid havde taget alle de smykker, hun ejede, med, dem, hun havde arvet efter sin mor og mormor, og lagde dem foran Ratio, det gjorde ikke noget, at hun mistede dem, blot hun fik et barn. — På Ratios befaling klædte Astrid sig af. Ratio bandt Astrid med nogle reb, hængte hende op i nogle kroge på stenvæggen i sin stue, og surrede hende fast, så hendes lår var spredt ud til siden og hendes underliv på den mest ydmygende måde var blottet."
"Ratio smed nu nogle tørrede urter på ilden, og den lille stue fyldtes med en tyk, hvid, ugennemsigtig røg, så Astrid intet kunne se. Røgen trængte ind gennem hendes næse og mund, ned i hendes lunger, ud i hendes blod, op i hendes hjerne, og da røgen i stuen endelig lettede og Astrid igen kunne se, var det som om, at der var undergået Ratio en forvandling. Godt nok stod hun det samme sted, hun havde stået, inden stuen var blevet fyldt med røg, men nu var hun klædt i flammerøde fuglefjer, og hendes øjne lyste som hvidglødende metal. I den ene hånd holdt hun et stort nøgleknippe med nøgler i mange slags metaller og udformninger. — Hun skubbede Gunnar omkuld, satte sig overskrævs på ham og begyndte at ride på ham, som red hun på en hest hen over stepperne. Bleg som et lig, med angste øjne lå Gunnar under hende. Astrid så med afsky på det. Da Gunnar fik udløsning, greb Ratio om hans lem og tømte hans sæd ud i en kop."
"Ratio kom nu hen imod Astrid med det store nøgleknippe i hånden. Hun valgte en nøgle og forsøgte at åbne Astrid med den, men nøglen passede tilsyneladende ikke. Hun valgte en anden nøgle, men den passede tilsyneladende heller ikke. Ingen af nøglerne i nøgleknippet lod til at passe, og forsøget på at give Astrid og Gunnar et barn syntes at skulle mislykkes. Ratio blev rasende. Hun lod sin vrede gå ud over Astrid og begyndte at slå løs på hende — det var ikke nøglerne eller hendes egne evner, der var noget galt med, det var Astrid. I periferien af denne meningsløse afstraffelse lå den afkræftede Gunnar og pegede på noget, der lå på gulvet og glimtede i skæret fra ildstedet, også det vakte Ratios vrede, og hun skulle lige til at gå løs på Gunnar, da hun opdagede, at det, han pegede på, det, der lå på gulvet og glimtede i skæret fra ildstedet, var en nøgle, hun havde tabt ud af nøgleknippet. Denne nøgle passede, og hun kunne åbne Astrid på samme måde, som man åbner et skab. Hun tog æggestokkene ud af hende, gennemlyste dem med sine hvidglødende øjne og udvalgte et æg, der syntes særligt velegnet, blandede det med sæden fra Gunnar i en glaskolbe, spyttede tre gange ned i glaskolben, og da dette ikke syntes at være nok, tømte hun også begge sine næsebor ned i den, derpå rystede hun glaskolben og varmede den over ilden."
"Ægget begyndte da straks at dele sig og blive til et væsen, man vidste i begyndelsen ikke hvilket, og det var, som om væsenet selv heller ikke vidste det, det var, som om det forsigtigt prøvede sig frem, som om det forsigtigt åbnede døre ind til mulige skæbner, gik ned ad gange, så sit spejlbillede for enden af gangen og kunne ikke genkende sig selv i det, åbnede andre døre, gik ned ad andre gange, så andre spejlbilleder, men kunne heller ikke genkende sig selv i nogen af dem. Til at begynde med lignede væsenet slet ikke et menneske, ja, end ikke noget, der kunne tænkes at leve på landjorden, snarere lignede det noget fra søen, en slange eller en slangeagtig fisk, men denne tilstand var ikke stabil, foran Astrids forbavsede øjne gennemgik fosteret i løbet af ganske kort tid en række højst forbavsende forvandlinger: finner voksede ud, finnerne blev til fire primitive ben og en hale, de bageste ben blev ved med at vokse, de forreste forblev uforandrede, halen skrumpede ind og gik i sig selv igen, alt imens væsenet skiftede udseende fra fisk til salamander og fra salamander til frø. Først da begyndte væsenets form at blive mere menneskelignende, svømmehuden mellem fingre og tæer forsvandt, det frølignende ansigt fik menneskelige træk, lyset begyndte at spille i dets øjne, ja, det forekom Astrid, at det lille væsen med det ene øje blinkede til hende, og at det gav sig til at danse og lege sprællemand som i glæde over endelig at have fundet sin blivende form. — Ratio greb det lille menneske og lagde det ind i Astrids underliv og lukkede hende til igen. Derpå løsnede hun rebene, der bandt Astrid, og jog Astrid og Gunnar ud af hytten og lukkede og låste døren efter dem. Støttet af Gunnar slæbte Astrid sig hjem. Hun var øm og forslået, men det gjorde ikke noget, for hun kunne mærke det lille menneske danse og sprælle inde i sig."
"Fosteret voksede i Astrids liv. Hendes svangerskab blev plagsomt og pinefuldt, i smerte kom hun til at føde sit barn. Hun var for snæver, hun kunne ikke presse barnet ud gennem sine smalle hofter. ‘Bed Vandnymfen om hjælp, Astrid,’ sagde vi. ‘Hun vil sørge for, at din fødsel bliver let, og at barnet kommer sikkert til verden.’ ‘Gå,’ sagde Astrid. ‘Lad mig føde i fred.’"
"Men barnet var ved at kvæles i hendes liv, og jordemoderen måtte hvæsse æggen på sin kniv og skære barnet fri. Astrid blødte, ja, hun var nær forblødt, men jordmoderen fik standset blødningen og syede hende sammen, så godt hun kunne, det var ikke noget kønt syn, det ville efterlade et grimt ar. Men barnet levede, og det var det eneste, der betød noget for Astrid."
"Astrid og Gunnar gav barnet navnet Orm. ‘Lad os bære dit barn ned til søen, Astrid, dyppe det i vandet og med vores finger tegne Vandnymfens mærke i dets pande, for at der ikke skal ske det noget ondt,’ sagde vi. ‘Godt nok blev det undfanget ved hjælp af Ratio, men hun kan ikke beskytte det. Det kan kun Vandnymfen.’ ‘Nej, mit barn skal hverken dyppes eller tegnes på,’ sagde Astrid. ‘Jeg advarer jer: hold jer fra mit barn.’"
"Det var et mærkeligt barn, de havde fået, Astrid og Gunnar. Det var uroligt og vildt, det kunne ikke som andre børn sidde roligt og lege med nogle klodser, altid var det i bevægelse, hele tiden løb det rundt og dansede og legede sprællemand. Det dansede i huset, det dansede på grunden omkring huset, og ofte kom det i sin dans langt bort fra huset, men når Astrid kaldte, kom det altid. Så kravlede det op på hendes skød og sad og trykkede sig ind til hende."
"Men en dag, da Astrid kaldte, kom barnet ikke. Astrid ledte overalt. I og omkring huset. Et sted opdagede hun barnets fodspor. Hun fulgte de dansende fodspor, deres mærkelige snirklede bane, der flere gange slog sløjfe på sig selv, så hun nær var blevet rundtosset, ned til søen. Dér endte sporene brat ude i vandet. Astrid løb op og ned ad stranden og spejdede ud over søen, men kunne ikke få øje på barnet. Astrid løb ned til landsbyen. ‘Har I set Orm, min lille dreng?’ spurgte hun."
"Men vi sagde ikke noget. Hun havde ikke villet lytte, mens tid var. Nu var det for sent. Tavse og ubevægelige som statuer stod vi i byens gader. Hun løb fra den ene til den anden. Og med ét begyndte hun at slå løs på os, som om hun troede, at vi fortav noget. Hun var en ejendommelig kvinde. Til sidst kom Gunnar og førte hende hjem til deres lille hus uden for landsbyen. — Der var stille i deres hus, nu, hvor der ikke mere lød dansetrin. Gunnar rumsterede ude i køkkenet. Han lavede te til Astrid og sig selv. Astrid sad inde i stuen ved bordet. Hendes øjne var tomme og udslukte. Udenfor blev det langsomt mørkere. Man kunne høre vinden blæse hen over søen. Hvordan skulle hun komme gennem denne nat? Denne mørke nat! Og den næste nat? Og den næste? Uden Orm?"
"Da bankede vi på hendes dør og trådte, en lille forsamling af fiskere og fiskerkoner, ind i hendes stue. ‘Vi har fundet din dreng, Astrid,’ sagde vi. ‘Er han død?’ spurgte Astrid. Hendes ansigt blegnede, idet hun udtalte de forfærdelige ord. ‘Nej,’ sagde vi, ‘han lever.’"
"En fiskerkone iblandt os trådte frem med en bylt i sin favn, barnet svøbt i et tæppe. Astrid tog vredt barnet fra fiskerkonen. Det var hendes! Hun så nøje på barnet i sin favn. Dets øjne var lukkede. Men det trak vejret. Det sov kun. Det levede altså, og hun kunne ånde lettet op. Men på barnets pande var et stort ejendommeligt udseende sår, som om nogen havde ridset barnet dér med et skarpt redskab. ‘Hvad har I gjort ved mit barn, gale mennesker?’ skreg Astrid."
‘Tro os, Astrid, det er ikke vores værk,’ sagde vi. ‘Det var i den tilstand, vi fandt ham, eller rettere sagt: i den tilstand, vi fik ham overbragt. Nogle af os fiskere var ude at fiske her til aften. Da tændtes med ét i det mørke vand nær ved vores båd et svagt undersøisk lysskær, det voksede og voksede, både i omfang og intensitet, indtil at det forekom os, at vores lille båd flød som på en sø af lys, i centret for alt dette lys boblede og skummede vandet, og med ét blev vandspejlet dér brudt, og en kvinde, en smuk, nøgen kvinde, kom til syne. Hendes former var som hos alt det, der lever i søen, yppige, hendes hud var som hos en, solens lys sjældent når, bleg, hendes ansigt var smukt og strengt. I sin favn bar hun en lille dreng.’
‘Frygt ikke, fiskere, sagde den smukke kvinde.
Den vilde dreng legede på stranden, ved søens bred, han faldt i vandet, han kunne ikke svømme, livløs sank han fra søens overflade mod søens bund, ned i mit rige, men jeg greb ham og bragte ham til min fugtige grotte på bunden af søen, dér er der luft som i jeres egne stuer, og dér lagde jeg ham på mit leje. Jeg omfavnede ham, kyssede hans lille mund, og hviskede historier i hans lille øre, historier om søen, om hans fætre og kusiner, fiskene, om dengang, der endnu ikke levede mennesker, dengang alt var vand og alle levende væsener var fisk, og han begyndte igen at ånde, men han åbnede ikke øjnene, han var træt oven på de mange strabadser og var faldet i en dyb, helsebringende søvn. Jeg havde gerne beholdt ham, men jeg tænkte, at min mørke, fugtige grotte ville forskrække ham, og at han gerne ville hjem til sin mor. Men før jeg bragte ham tilbage til søens overflade, tog jeg en skarp sten og ridsede mit mærke i hans pande og velsignede ham, for at der aldrig skal ske ham noget ondt.’
‘Den smukke kvinde lagde forsigtigt den sovende dreng i vores båd. Derpå forsvandt hun i dybet igen. — Den smukke kvinde, det var vandnymfen, Astrid, og barnet, det var dit barn, Orm. Dit barn druknede i søen, men Vandnymfen genopvakte det fra de døde, satte sit beskyttende tegn i dets pande, for at der aldrig skal ske det noget ondt, og bragte det tilbage til overfladen, opfyldt af dybets visdom.’
"Med disse ord forlod vi Astrids hus."
"Den aften, da Gunnar var gået til ro, og Orm lå trygt og sov i sin lille seng, tæt ved sine forældres, troede vi, at Astrid ville gøre det, som enhver anden kvinde i landsbyen i hendes sted ville have gjort, nemlig at falde på knæ og takke Vandnymfen for, at hun havde fået sit barn tilbage. Men sådan gik det ikke. I stedet for gav Astrid sig i al hast til at pakke, og den næste dag, da solen stod op over vores by, var hun sammen med Gunnar og Orm rejst. Og lige siden da har hendes hus stået tomt."
Da værtinden havde afsluttet sin fortælling, sad jeg et stykke tid henfalden i dybe tanker. Værtindens fortælling havde ladet mig alt andet end uberørt. Hvis man under hendes fortælling havde været til stede i stuen, ville man kunne have set mit ansigt vise alle mulige tegn på indre bevægelse. På den anden side mente jeg ikke, at historien på nogen måde beviste Vandnymfens eksistens. I fortællingen var det jo kun fiskerne, der havde set Vandnymfen. Det kunne jo være en historie, de havde fundet på, ja, faktisk var det muligt, at det var dem selv, der havde ridset mærket i barnets pande. Måske var det det, Astrid troede, måske var det derfor, hun var rejst, for at bringe barnet i sikkerhed for fiskerne? Af takt nævnte jeg dog ikke noget om dette over for værtinden. I stedet for rejste jeg mig, ønskede værtinden godnat og gik op på mit værelse for at gå til ro.
Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg lå og tænkte på søen og på det gådefulde væsen, den smukke kvinde, man her i byen var overbevist om levede i dens dyb. Selv om jeg ikke ville være ved det, æggede det min fantasi og holdt mig vågen. Jeg stod derfor op og klædte mig på igen, i den hensigt at gå en aftentur ned til søen, i håb om at det ville gøre mig træt. Forsigtigt for ikke at vække værtinden listede jeg ned ad trappen, åbnede hoveddøren og sneg mig ud i byens gader. Alle byens huse lå hen i mørke. Hele byen sov tilsyneladende. Jeg gik ned til søen. Da jeg kom ned på stranden, lettede en fiskehejre, der stod lidt ude i søen, med et langtrukkent, klagende skrig og fløj ud over søen. Jeg fulgte den med blikket, indtil den i et punkt på den overskyede nattehimmel blev opslugt af mørket. Jeg fastholdt mit blik på punktet, som om jeg ventede, at fiskehejren ville vende tilbage, men intet skete. Det var tilsyneladende et altopslugende mørke, hvorfra ingen vendte tilbage, jeg stod foran. Jeg skulle lige til at gå, da jeg med ét blev opmærksom på et svagt lysskær, langt ude på søen, som syntes at komme nede fra bunden af søen. Det stod ikke stille, det bevægede sig frem og tilbage på tværs af min synsretning. Længe stod jeg og så på det. Jeg var så optaget af lysfænomenet, at jeg ikke straks opdagede, at jeg ikke mere var alene på stranden. Først da nogen bag mig rømmede sig, vendte jeg mig om og opdagede at hele landsbyen stod forsamlet bag mig, i hænderne havde de stave. Blandt dem genkendte jeg værtinden. Hun holdt en stor lygte i hånden. Det var tilsyneladende hende, der havde vækket landsbyen og havde ført dem ned til stranden. Jeg var, må jeg indrømme, lidt beklemt ved situationen. Jeg forsøgte at fatte mig, og idet jeg pegede ud mod lysskæret, sagde jeg i et henkastet tonefald, som om der intet usædvanligt var ved denne natlige scene:
"Det er smukt lysfænomen. Hvad er det?"
"Det er Vandnymfen," sagde værtinden, som tilsyneladende førte ordet for fiskerne. "Hun svømmer rastløst omkring. Hun er urolig. Det har hun været, lige siden du i formiddags ankom til vores by. Hun kan mærke din tilstedeværelse, din rastløse gåen omkring, og hun tænker: ‘Hvad vil du? Hvorfor er du kommet? Er det hende, du er kommet for at se? Er du hendes ven eller er du hendes fjende? Vil du hende godt eller vil du hende ondt?’"
"Jeg forstår ikke," sagde jeg, "Selv om vi et øjeblik antog, at lysskæret derude skyldes Vandnymfen, og dermed at Vandnymfen virkelig eksisterer og ikke kun er et væsen, I indbilder jer i jeres fantasi, hvorfor skulle min tilstedeværelse da anfægte hende?"
"Stop komediespillet," sagde værtinden. "Vi ved godt, hvem du er. Du er ikke den turist på uforpligtende gennemrejse, du prøver at bilde os ind, at du er."
"Ikke det?" sagde jeg. "Hvem tror I da jeg er?"
"Du er Orm, Astrids søn," sagde værtinden.
Værtinden rettede sin lygte mod min pande. Jeg kunne af gode grunde ikke se mig selv i panden, men på landsbyens reaktion, deres opspilede øjne og pegende fingre, kunne jeg forstå, at der for dem stod et eller andet at læse dér.
"Vandnymfens mærke!" udbrød de.
"Selv om såret for længst er helet," sagde værtinden, "og der nu kun er et utydeligt ar tilbage, så vi alligevel straks, da du ankom til vores by, mærket i din pande. Ja, vi ved godt, hvem du er, og vi ved også, hvorfor du er kommet: Astrid og Gunnar er døde, du formåede ikke at skabe dig et liv i det fremmede, derfor er du vendt tilbage, ikke til os, som du ligesom dine forældre foragter, men til Vandnymfen, i hvis fugtige grotte du som barn engang opholdt dig. Som en gammel talemåde hos os siger: den, der én gang har været i Vandnymfens fugtige grotte, han vil før eller siden vende tilbage."
Fiskerne begyndte at tage mit tøj af mig. Til at begynde med strittede jeg imod, slog de mange famlende hænder, der nærmede sig mig, over håndryggen, knappede de skjorteknapper, de knappede op, igen, lynede lynlåsen i mine bukser, de lynede ned, op igen, men kampen var i længden for ulige, og jeg måtte til min store fortrydelse lade mig klæde af. Jeg stod nu nøgen foran landsbyen. Kun holdt jeg i hænderne stadig rejsehåndbogen, den ville jeg for alt i verden ikke give slip på, men en lille pige hev i den, en rigtig lille strigle, jeg begyndte at græde, det var på alle måder et pinligt optrin at overvære.
"Giv dog pigen bogen," sagde fiskerne.
Jeg opgav og gav slip på rejsehåndbogen. Hvad skulle jeg også med den nu, tænkte jeg, mens jeg tørrede tårerne bort fra mine øjne. Indtil nu havde den været mig til ringe hjælp, og der var intet, der tydede på, at det ville blive anderledes i fremtiden.
Fiskerne løftede nu deres stave og kom truende imod mig, som om det var deres hensigt at jage mig ud i søen. Jeg tænkte på, hvordan det var gået Gunnar, ham, fiskerne påstod var min far, og begyndte at gå baglæns ud i søen. Da fiskerne kom til strandkanten, blev de stående, som om det var grænsen for deres rige og deres mission dermed var fuldført.
Som jeg stod derude i vandet, var det, som om min sindsstemning ændrede sig. Det var, som om vandet havde en beroligende, ja, næsten vederkvægende effekt på mig. Det var, som om det rige, vandet repræsenterede, langsomt begyndte at virke på mig, og at det rige, landjorden repræsenterede, langsomt begyndte at slippe sit tag i mig. De anmassende fiskere fortonede sig allerede som en tåget masse inde på bredden. Jeg vendte mig bort fra dem, om mod søen, og begyndte, først tøvende, senere mere beslutsomt, at gå udad. Da vandet gik mig til midt på livet, tog jeg afsæt fra søbunden og begyndte at svømme ud i retning mod det forunderlige lysskær.
