Floras mange nuancer

Flora 1

Flora 2

Flora 3

Flora 4

Flora 5

Flora 6

Flora 7

Individ - en fabel

Individ. Frigjort fra slægten og de overleverede værdier.

Nogle hævder, at menneskeheden oprindeligt udgjordes af et kontinent af de levende, de døde og de endnu ikke fødte. Det var ikke til at afgøre, hvor det ene medlem af kontinentet sluttede og det næste begyndte. Den unge mand talte med sin afdøde faders tunge og lyttede med sin endnu ikke fødte søns ører. Forsøgte man at skille den unge mand fra sin henholdsvis døde og endnu ikke fødte slægtning, begyndte han at skrige af smerte og bløde kontinentets blod ud af store spøgelsessår.

En dag, da filosofferne kedede sig, skar de ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte en ø, som de kaldte for INDIVID. Nogle hævder, at det skete med den samme kniv, som de ugen forinden havde slået Gud ihjel med. Den dag havde de tilsyneladende også kedet sig.

For at fejre deres tvivlsomme bedrift holdt filosofferne en fest i deres akademi. Der var som altid, når filosofferne holdt deres symposier, godt med drikkevarer. Vinen kom fra de fineste chateauer. Til gengæld var der ingen sandhed i den. Filosofferne hyldede sig selv som befriere.

”Vi har frisat individet,” sagde de. ”Vi har befriet det fra kulturen. Fra de overleverede værdier. Vi har skabt et universelt væsen, om hvilket det gælder, at det er op til det selv at skabe sine egne normer og værdier og sit eget livs mening. Det gudløse univers med dets planeter, måner, stjerner, galakser og galaksehobe venter skælvende på at blive erobret af det. Som vi har formet individet, vil individet forme universet.”

Filosofferne skålede med hinanden, fast besluttede på at drikke sig fra sans og samling, selvom nogle mente, at de allerede længe havde været det. Men inden de nåede at sætte de til randen fyldte glas til munden, tyssede filosoffernes konge på dem. Forsamlingen forstod på hans skælmske mine, at han nu skulle til at sige noget vittigt.

”Jeg vil give individet et mål,” sagde han med et underfundigt glimt i øjnene.

”Glimrende ide,” råbte forsamlingen og klappede.

Filosoffernes konge gik hen til det uformelige væsen, som filosofferne havde skåret ud af kontinentet af de levende, de døde og de endnu ikke fødte, og som indtil nu havde ligget i en blodig pøl midt på gulvet i akademiets festsal, og sagde:

”Jeg giver dig som livsopgave at blive et helt væsen!”

Forsamlingen ville igen til at bryde ud i bifald, men nogle pegede på det uformelige væsen og sagde: ”Se, individet forsøger at sige noget.”

Det var rigtigt nok. Det uformelige væsen forsøgte sandelig at åbne sin mund, som mest af alt lignede den sprække, som opstår, når man skærer i et stykke kalvelever. Filosoffernes konge lagde hånden bag øret og lænede sig frem for bedre at kunne høre. Resten af filosofferne fulgte hans eksempel. Endelig efter mange forgæves tilløb hviskede det uformelige væsen næppe hørligt til sine skabere:

”Hvordan kan I forlange, at jeg skal blive hel, når I har slået helheden ihjel for at skabe mig?”

Note: Fabelen refererer til berømte formuleringer af John Donne og Edmund Burke.

Tidligere indlæg om individ og fællesskab:

http://williamalexandermaanesoen.blogspot.dk/2014/05/fllesskab-individets-reduktion-eller.html

Fællesskab – individets reduktion eller ekspansion?

Leonardo skriver i sin traktat om malerkunsten følgende:

”Hvis du er alene, tilhører du helt dig selv. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, tilhører du kun halvt dig selv ...”

Selvom ordene er henvendt til en ung kunststuderende i et af renæssancens værksteder, er det svært at slutte andet end, at Leonardo også på det alment menneskelige plan opfatter fællesskabet som en reduktion af individet. Her er han på linje med mange moderne tænkere, som ser individets oprør mod fællesskabets normer og værdier og samfundets deraf følgende opsplitning i individer eller mindre samfund af individer (subkulturer) som noget positivt. Og det til trods for, at opsplitningen efterhånden har nået en sådan grad, at vi er ved at blive et samfund af forliste skæbner på hver sin øde ø. Jeg kunne nævne mange eksempler på denne i mine øjne for civilisationen bekymrende udvikling. Her vil jeg nøjes med det ene, at man i samfundsdebatten ofte hører vendingen, at et eller andet ”er en privat sag. Det skal samfundet overhovedet ikke blande sig i.” Som var debattøren Robinson Crusoe på vagt med sin muskedonner bag palisaderne, og vi andre, hans medborgere, potentielle kannibaler.

Fællesskab - individets reduktion eller ekspansion?

Selvom jeg selv er en repræsentant for den individualistiske kultur, får jeg lyst til at forsvare fællesskabet. Når mennesket oprindeligt har fundet sammen i mere eller mindre organiserede fællesskaber, så er det jo, fordi det enkelte menneske har svært ved at klare sig selv. Det, at vi samarbejder, gør jo, at det enkelte menneske får en masse muligheder, det ikke ville have haft, hvis det var helt alene. Set ud fra det perspektiv er fællesskabet en ekspansion af individet. Så med samme ret som Leonardo, men med det diametralt modsatte budskab af ham, kan man hævde følgende:

”Hvis du er alene, er du kun halvdelen af det, du kan være. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, har du mulighed for at blive hel, dvs. alt det, du kan være.”

Mennesket er aldrig alene, vil jeg endvidere hævde. Hvis det ikke er omgivet af de levende, så er det omgivet af de døde og de endnu ufødte. Og hvis det ikke er omgivet af de endnu ufødte, så er det omgivet af de døde. Leonardo førte lange samtaler med Vitruvius, når han selv mente, at han var alene. Han tilhørte aldrig helt sig selv.

Note: Oversættelsen af Leonardos citat er muligvis lidt fri. Citatet er oversat fra engelsk, hvor citatet findes i minimum to versioner, og da jeg ikke kender den oprindelige italienske ordlyd, er det svært at afgøre, hvilken en der er den mest korrekte. Den første sætning kan muligvis også oversættes som: ”Hvis du er alene, er du din egen mester.”

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet

Den imaginære vertikalitet. – ”Det drømte univers er fuldt af trapper, det vågne af sorte huller,” sagde den spirituelle rejsende. ”Det er, som om det vertikale er en jordisk opfindelse. Kun et jordbundet menneske kan opfatte de nære omgivelser som en plan flade og lærkens himmelflugt som beskrivende z-aksen i et kartesisk koordinatsystem. I det univers, som astronomerne iagttager i deres teleskoper, er der ikke noget op og ned, er der ikke nogen retning, som skiller sig ud fra andre. Det kosmologiske princip gør det vertikale imaginært eller illusorisk. Det transcendente, eller lad os sige det rent ud, Guds bolig, er snarere bagved end oppe.”

Ruinmesteren. – Han ønsker at bygge en fremtidig tids templer, at udhugge statuer af en fremtidig tids guder. Den fremtidige tid, hvor solen kun synes at stige op. Natten tilhører fortiden. Han kæmper en heroisk kamp med skabelsen, men hvor fortidens arkitekter og billedhuggere skabte hele værker, skaber han kun ruiner og fragmenter. Allerede på skitsestadiet, ja allerede når templerne og statuerne for første gang træder anelsesfuldt frem i morgenrøden i hans indbildning, er de ruiner og fragmenter, som om de har været udsat for et jordskælv. Han er fortvivlet. Men hans venner ler kun ad hans fortvivlelse.

Den ene ven siger:

”Ruinen og fragmentet er det moderne menneskes skæbne. Det indre jordskælv, som ikke alene har lagt fortidens verden i ruiner, men også fremtidens, er vores præmis.”

Den anden ven siger:

”Jeg er dybt uenig. Fortidens verden står ikke i ruiner, og du min ven er ikke udsat for et af moderniteten forårsaget indre jordskælv, som gør, at du kun kan skabe ruiner og fragmenter. Jeg, som har set dine skitser, kan med sikkerhed sige: Du skaber ikke fragmenter og ruiner. Du skaber tværtimod hele værker. Men den fremtidige tids guder har ladet templerne og statuerne komme til dig i din indbildning i en sådan udformning, at de vil kunne modstå den fremtidige tids eventuelle jordskælv og syndfloder, ja måske endda hele den næsten uendelige nedfart i æonernes malstrøm, inden de skyller op i intakt tilstand på evighedens kyst.”

Fatum og fortuna

Fatum og fortuna. Skæbnen og tilfældet.

De døde synger salmer:

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”

Det var en tidlig aften på Père Lachaise Kirkegård efter lukketid – haven lukker, så vidt jeg ved, kl. 18.00. Ahasverus og Vanderdecken gik ad de brobelagte stier fordybet i samtale. Af og til standsede de ved et af gravstederne som for at tage det i nærmere øjesyn. Det var imidlertid alene samtalen, som forårsagede disse ophold på deres gåtur rundt på kirkegården. Deres øjne så tilsyneladende intet, optaget som deres hjerner var af at finde på nye argumenter og eksempler i deres indbyrdes diskussion.

”Det er da ikke naturlovene, som genererer den fortælling, som et menneskes liv kan siges at udgøres af,” sagde Ahasverus. ”Naturlovene sætter grænser for fortællingerne – mennesket kan eksempelvis ikke flyve ved egen kraft – men de genererer dem ikke.”

”Nej, men det gør mennesket selv,” sagde Vanderdecken.

”Det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Det enkelte menneske har eksempelvis ikke indflydelse på, at det fly, som det befinder sig på, om lidt vil forulykke. Jeg læste for nogle år siden om et nygift par, som ved begyndelsen af deres bryllupsrejse kom for sent til den flyafgang, de havde købt billetter til. Flyet forulykkede. Alle ombordværende døde. Parret fortsatte deres bryllupsrejse, nu ved hjælp af land- og søgående transportmidler, idet de af forståelige grunde undgik at flyve. Overalt, hvor de kom frem, vakte de opsigt på grund af deres eksalterede optræden og pludselige stemningsskift. Øjeblikke af ubeskrivelig lykkefølelse vekslede med øjeblikke af dyb eftertanke og en for omgivelserne uforståelig skyldfølelse over for de omkomne fra flyulykken.

”Hvordan kan vi tillade os at være glade, når de er døde?” spurgte de sig selv igen og igen.

Flyulykke. Overlevende og skyldfølelse.

En uge levede det nygifte par i denne tvivlsomme og sammensatte ekstase over, at de som ved et mirakel var undsluppet døden. Derpå omkom de i en togulykke. Det var, som om det var meningen, at de skulle dø, kunne den gennemsnitlige læser af de næsten enslydende notitser om det nygifte pars tragiske død i alverdens aviser ikke undgå andet end at tænke. Den første ulykke kunne tolkes som en tilfældighed. Den næste ikke. De romerske stoikere skelnede mellem fatum og fortuna. Fortuna er tilfældet. Det lunefulde tilfælde. Fatum er skæbnen. Den ufravigelige skæbne. Man kan sige, at det, at det nygifte par i første omgang undgik at omkomme i flyulykken, var et udtryk for, at fortuna for en kort stund overtrumfede fatum, som når månens skive dækker solens under en solformørkelse. At de alligevel kort tid efter omkom i en togulykke, var et udtryk for, at det normale styrkeforhold mellem fatum og fortuna genetableredes, som når solen under en solformørkelse igen begynder at træde frem fra månens silhouet for til sidst at genvinde sin altdominerende status på himlen. Man kan også sige, at livstråden slog en sidste ironisk løkke, inden den for altid slap op. Men det er i og for sig underordnet, hvilket navn man giver den fortælling, det enkelte menneske synes at være underlagt og ikke at have nogen indflydelse på. Der er et mønster, vil jeg hævde. Et mønster, som den enkelte ikke nødvendigvis selv er i stand til at tyde. Kongen, som er låst ude af sit slot, beskriver ved sin forgæves søgen rundt om søen den nøgle, han har tabt. Han ved det blot ikke selv. Det kræver et vist bevinget perspektiv at kunne se det. Det nygifte par tydede aldrig deres livs emblematiske figur. Det er måske et privilegium alene forbeholdt den vise olding på sit dødsleje at ane enhjørningen, babelstårnet eller malstrømmen.”

”Skæbnen er blot summen af alle menneskers handlinger,” sagde Vanderdecken. ”Men antallet af de menneskelige handlinger og de afledte effekter er så mange og så forgrenede, at det endnu ikke er muligt for os mennesker at analysere dem, og derfor slår vi det hele sammen og kalder det for skæbnen. Vi burde være klogere end vores forfædre.”

”Så hvis alle mennesker holdt op med at handle, ville der ingen fortællinger være?” spurgte Ahasverus.

”Ja,” sagde Vanderdecken.

”Men det er ikke sandt,” sagde Ahasverus. ”Tilbage ville være en lang venten på døden. Det er også en fortælling, måske den allermest grundlæggende fortælling som findes, hvortil de små fortællinger, mennesket selv tror at skabe, kun er påklistret.”

”Du er en gammel mand, Ahasverus,” sagde Vanderdecken. ”Med din skæbne er det måske forståeligt, at du kan mene således, men vi andre ...”

”I burde tænke ligeledes,” afbrød Ahasverus ham. ”Mit liv adskiller sig ikke grundlæggende fra jeres. Det er blot elongeret.”

”Det er utåleligt, sådan som du bliver ved med at fremture,” sagde Vanderdecken.

Til trods for dette vredesudbrud både åbnede og holdt Vanderdecken en af kirkegårdens porte for sin mere erfarne rejsekammerat. Landjordens og havenes evige vandringsmænd fortsatte deres diskussion, idet de forsvandt ud i Paris’ gulligt oplyste gader. Bag dem smækkede porten til de døde og deres salmesang i.

”Forglem os ej, for vi har også levet, elsket og leet, så vores smilehuller blottedes ...”