Alle venter på et eller andet. Nogle venter på dommedag, på at fårene skal blive skilt fra bukkene, idet de implicit antager, at de selv hører til iblandt de førstnævnte. Andre venter blot på toget efter en lang arbejdsdag.
Jernbanen ligger i purgatoriet. Det gjorde den i går. Det gør den i dag. Og det vil den, trods jernbaneselskabets forsikringer om en lysere fremtid, også gøre i morgen. En stemme i højtaleren messer: ”Kærligheden er tålmodig. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” Mange af de ventende togpassagerer på perronen laver himmelvendte øjne. Det er svært at elske i myldretiden.
Jeg forestiller mig, at det med længsel ventede tog et sted i evigheden holder og venter for rødt signal. Fra sit førerhus, indhyllet i spindelvæv, ser lokomotivføreren skjoldet af Achilleus’ skildpadde fortone sig i det fjerne. På perronen samles flere og flere mennesker. Jeg flytter mig for at gøre plads til dem, søger ud i periferien, som jeg har gjort det hele mit liv. En tanke opstår i mit sind. Når den lange ventetid er ovre, når toget på et tidspunkt endelig kommer rullende ind på stationen, når folk maser sig ind i det allerede fyldte tog, vil det så ikke ende med, at dørene bliver lukket i for næsen af mig, at jeg bliver efterladt alene tilbage på den øde perron, på samme måde som resterne af den døde af de levende bliver efterladt i urnen under græsplænen i de ukendtes grav? Jeg erindrer mig moralen fra dyrefilmene i fjernsynet om, at løverne altid udvælger det svageste eksemplar i flokken af græsædere. Det har altid fyldt mit sind med rædsel, da jeg instinktivt altid har identificeret mig med dette svage eksemplar og for øvrigt foretrækker råkostsalat frem for bøf tatar. Jeg tjekker, at mine arrede albuer føles som sten – dem slår man sig på – og begynder så småt, som en hundredemeterløber stående ved startblokken, at forberede mig mentalt på togets ankomst. Det er svært at elske i myldretiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar