Om Kanaljens, Kafka og øksen til den tilfrosne sø i os

Kanaljens.dk er en spændende hjemmeside, hvor hovedvægten er lagt på omtale af de bøger, hjemmesidens forfatter har læst. Her bliver man på en både kyndig og personlig måde introduceret til forfattere som Umberto Eco, Milan Kundera og Saint-Exupéry — og fiktive væsner som Den Lille Prins, Peter Plys og Jonathan Havmåge. (Midt blandt alle disse litterære sværvægtere er der også blevet plads til en rosende omtale af min blog, hvilket jeg naturligvis er dybt beæret over). Hjemmesiden er med andre ord et godt sted at få inspiration til fremtidig læsning.

De fleste mennesker har det til fælles, at de er læsere. Når man kommer ind i en togkupé er der i hvert fald mange, der sidder fordybet i en avis eller en bog. Det kan man godt blive lidt fascineret af, når man som jeg er lidt af en hverdagsspion. Hvad er det egentlig, der foregår mellem den blege sorthårede pige og den nygotiske roman, om vampyrer og varulve, hun er i færd med at læse? Hvad er det egentlig, der er på færde?

En af de store forfattere i det tyvende århundrede, Franz Kafka, som i parentes bemærket også var en ivrig læser, har måske et bud på det. På Kanaljens.dk er der gengivet et berømt citat af ham, om det læsning af bøger i hans øjne ideelt set bør være. Her udtaler han, at en bog bør være øksen til den tilfrosne sø i os.¹

Kafkas forestilling om en tilfrossen sø inden i os får mig uvilkårligt til at tænke på Dantes fremstilling af helvede, hvor Satan som en frygtindgydende bevinget dæmon, i den niende og nederste kreds af helvedesskakten, sidder lænket til brystet af isen i den tilfrosne flod Kokytos, som snarere end en flod er fremstillet som en sø.

Måske sidder der også en indre dæmon² lænket i isen i den tilfrosne sø, som Kafka forestiller sig, at vi har inden i os? Og når vi så en dag uforvarende kommer til at låne den bog på det lokale bibliotek, som viser sig at være intet mindre end øksen til den tilfrosne sø i os, da vil den indre dæmon slippe løs. Set med denne optik bliver læsning til en dæmonisk beskæftigelse.

Link til Kanaljens' hjemmeside: Kanaljens.dk

1. På originalsproget lyder citatet: "... ein Buch muß die Axt sein für das gefrorene Meer in uns." Kafka taler tilsyneladende ikke om en sø, men om et hav. Man kan studere citatet i dets oprindelige kontekst her:

Wikiquote - Franz Kafka

På siden er der også flere bud på en oversættelse af citatet til engelsk. At oversætte Kafka er en hel videnskab.

2. Det er ikke nødvendigvis en dæmon med spidse ører, fipskæg og horn i panden, der er inden i os. Det kan også være en dæmon i sokratisk forstand. At læse bøger bringer den læsende i dialog med sig selv.

Et uudgrundeligt blik

et uudgrundeligt blik;
fuldmånen i dine himmelvendte øjne

Gæst på skæbnens hotel

Jeg drømte, at jeg var gæst på skæbnens hotel, at jeg var en sjæl før fødslen. Af receptionisten i skranken i hotellets vestibule — en ung mand, med en glat og kølig væremåde, som lod til at have tankerne et andet sted — blev jeg oplyst om, at der var tretten værelser ledige. Der var imidlertid ikke tale om værelser i traditionel forstand; hvert værelse repræsenterede en menneskeskæbne; i hvert værelse lå et menneskehylster, en avatar om man vil, i hvilken hotelgæstens sjæl ville tage bolig; så snart sjæl og avatar var forenet, ville deres fælles jordiske liv begynde. Tolv af de tretten avatarer ville få en lykkelig skæbne, den trettende en tragisk, blot kunne man som gæst på hotellet ikke vide, i hvilket værelse avataren med den ulykkelige skæbne ventede.

"I hvilket værelse vil du indlogeres?" spurgte receptionisten. "Nummer 1, 2, 3, ... eller 13? Tænk dig godt om. Det er et helt liv, det gælder. Sæt du valgte galt. Sæt du valgte halvfjerds år i lidelse. Sikke en nitte det ville være! ..."

Jeg tøvede. Receptionisten ventede med løftede øjenbryn på mit svar. Kunne jeg få lov at se værelserne? spurgte jeg.

Receptionisten forlod skranken for at vise mig værelserne eller rettere den gang, hvor værelserne lå, en gang med tretten døre; så man bort fra nummeret på den enkelte dør, så dørene fuldkommen ens ud. Det var ikke muligt at få lov at åbne dørene og kaste et kort blik ind. Det var hele ideen med denne virkelighedskonstruktion, sagde receptionisten lakonisk. Det kunne man naturligvis ikke lave nogen undtagelse fra. Det eneste, han kunne oplyse mig om, var prisen for det enkelte værelse. Han begyndte med monoton stemme at læse priserne op fra sine papirer. De varierede meget. Fra få galaktiske skillinger til over en million galaktiske rigsdalere; heldigvis var økonomien ikke et problem for mig.

Da receptionisten var færdig med at læse priserne op, gentog han sit spørgsmål om, i hvilket værelse jeg ville indlogeres. Igen tøvede jeg. Igen ventede receptionisten med løftede øjenbryn på mit svar. Kedelig vane han havde. Jeg forestillede mig, at det dyreste værelse måtte være det bedste, ligesom bryllupssuiten, VIP-suiten eller den royale suite er det i den vågne verden, og valgte derfor dette.

Receptionisten åbnede døren til det udvalgte værelse, og jeg blev til min store skuffelse ikke ført ind i den lyse, solskinsfyldte, overdådigt møblerede suite, som jeg havde håbet på, men ind i et lille mørkt kammer. I en seng lå et menneskehylster. Jeg så mismodigt på det. Jeg kunne ikke genkende mig selv i det; jeg havde forventet noget smukkere; noget som bedre svarede til min sjæl. Det var som at se sig selv i spejlet, og derinde se, ikke ens egne velkendte træk, men et vildfremmed ansigt, et ansigt fra politiets forbryderalbum, ikke en morder, ikke en storsvindler, bare en sjuft.

Jeg vendte mig om mod receptionisten for at klage, men det var for sent; jeg kunne ikke vælge om; med den uimodståelige kraft tomme menneskehylstre udvirker på menneskesjæle, blev jeg suget ned i menneskehylsteret; det var som at drukne i et hav, som havde hoved, hænder og fødder.

"Du valgte forkert," hørte jeg receptionisten sige fra døråbningen bag mig. "Den tragiske skæbne er den dyreste. Det burde du have vidst."

Derpå lukkede han døren ind til værelset, og mit jordiske liv begyndte. Ud af en fremmed kvindes liv blev jeg presset; hun og jeg befandt os på en fødestue; den fremmede kvinde græd; jeg græd; hvem der græd mest hjerteskærende var ikke til at afgøre. Det var en jammer. Det satte, følte jeg, ligesom standarden for de efterfølgende begivenheder.

Huset som viste tænder

På min vej gennem sneen kom jeg forbi et lille hus med mansardtag af røde teglsten. Ned fra afslutningen af den øverste tagflade hang en imponerende række af lange istapper. Lyset fra den lavthængende sol spillede i dem og fik dem til at ligne et rovdyrs frygtindgydende tandsæt. Jeg tænkte, at det ikke kunne være nogen særlig venlige mennesker, der boede i et hus, der på denne måde viste tænder af alle, der kom forbi.

I husets forhave stod en ældre mand med en sneskovl, øjensynlig i færd at frilægge den flisebelagte sti mellem hoveddør og havelåge. Da jeg passerede ham, så han op og fremviste — idet han foregav at smile venligt til mig — sine tandløse gummer. Derpå fortsatte han med sit arbejde.

Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle sige til ham, at hvis det var hans kunstige tænder, han ledte efter, så befandt de sig oppe på husets tag.

I nat gik der ild i sneen

i nat gik der ild i sneen
bag skyerne fra min ånde
så jeg de orangerøde flammer
række tunge af stjernerne