Den kosmiske skov

Det biologiske univers

Det er i de mørke tider, at de kommer til syne, profeterne. Det er deres blomstringstid. De ligger og venter med lukkede øjne og foldede hænder i deres kister, som flyder på det forgrenede net af kanaler og bassiner under byen, indtil et skrig endelig bryder stilheden. Det er et mærkeligt skrig. Det kommer fra mange struber og synes på én gang at være tæt på og langt væk. Man kunne forledes til at tro, at det kommer fra byens hospice, hvor en ubuden gæst med lange fingre efter mørkets frembrud går fra stue til stue, hvor de døende ligger og holder dommedag over sig selv og deres liv, og hvor de i den gådefulde time mellem nat og dag opdager, at de er blevet berøvet deres få ejendele: kærestebrevene fra deres ungdomselskede, svendebrevet med udmærkelse, den afdøde ægtefælles vielsesring og fotoalbummet med billeder af slægten: bedsteforældrene foran deres gård med blomstrende frugttræer og barnebarnet omgivet af sine dukker og tøjdyr som både kan synge og danse. Der er imidlertid tale om noget langt større. Det er et akkumuleret skrig. Det er hele menneskeheden, som skriger, alle som har levet, børn, voksne og gamle, fra forhistorisk tid til nu. De kravler op ad stigetrinene i kloakskakterne, profeterne, skubber de tunge dæksler af støbejern til side og stiller sig i gågaderne, på torvene og pladserne og i parkerne.

”Se, profeterne er vågnet,” siger de hjemløse alkoholikere, tiggerne og gademusikanterne og gør plads for det offentlige rums adel. ”De er kommet for at tale om de sidste tider.”

De halvt gående, halvt løbende fodgængere glemmer for et kort øjeblik deres opgaver og stimler sammen om profeterne for at lytte med tomme øjenhuler i deres voksagtige ansigter, hændervridende og trippende på stedet, som om de skal urinere. De har gjort deres hjemmearbejde godt, profeterne. De har understreget alle onelinerne i Prædikerens Bog, deltaget i et kursus på det åbne universitet om Sartre og Camus på bageste række med lukkede øjne og nikkende hoveder og set et væld af AI-genererede videoer på YouTube om den moderne fysik. Deres veltalenhed er sagnomspunden.

”Verdens ende er nær,” råber de i kor. ”Alt er tomhed. Livet er meningsløst.”

Det nytter ikke at holde sig for ørerne, synge falderi faldera eller gemme sig på et af toiletterne i stormagasinerne. De trænger ind i dig, profeterne, gennem sprækkerne i din facade. De beslaglægger dit hjerte og dine nyrer. De overtager som en moderne højteknologisk medicin styringen af din krop helt ned på celleniveau. Din stemme lyder, når du åbner munden for at bede fadervor, ikke mere som din egen, men som profeternes. Det, som du vil sige, det siger du ikke, men det, som du ikke vil sige, det siger du. Du er blevet en bugtalerdukke for det absolutte tomrum. Det er allerede fjorten dage siden, at du ankom til byens hospice. Du ligger i den fremmede seng i det fremmede værelse i den fremmede bygning, egyptisk i al sin vælde, en mumie blandt mumier, berøvet alle dine jordiske skatte.

”Livet er meningsløst.”

Det, og ikke fadervor, blev dine sidste ord.

Profetinden

Her kunne fortællingen lige som mange andre fortællinger i de mørke tider ende i en blindgyde. Der var imidlertid en af profeterne, som adskilte sig fra de andre, både hvad angik udseende og budskab. Det var en kvinde i sin bedste alder. Hendes kjole var syet af askeblade, dyppet i smeltet bivoks for at bevare farve og spændstighed. Hun bar som en krone på sit hoved en hjorts forgrenede gevir. Der sad en ugle på hendes venstre underarm. Den lod sit blik vandre hen over de få mennesker, som havde samlet sig i en halvcirkel om profetinden, indtil den – det gav et sæt i den – fik øje på mig. Uglen så vredt, ja næsten hadefuldt på mig, som om den mente at have opdaget en modstander, det desværre uomgængelige sorte får i familien, slangen i paradiset. Den forsøgte at henlede profetindens opmærksomhed på mig, men profetinden ignorerede den og begyndte i stedet for på sin tale:

”Lyt til mig, alle I som har et knust hjerte! Jeg ser for mit indre blik en ny himmel og en ny jord. De to træer i Edens have vokser sammen og bliver til et kosmisk træ som Yggdrasil. Dets bevingede nødder bliver spredt for alle vinde og forvandler det fysiske univers til et biologisk univers med skovklædte galakser, hvor entropien holder op med at vokse og tiden som konsekvens heraf mister sin retning. Fotosyntesen bliver universets nye grundlov. Det tomme rum bliver forvandlet til åndbar atmosfære. Uglerne flyver i skumringen mellem planeterne. Den lille mus på heden har ikke noget at frygte. Vi er alle blevet pythagoræere.

I det biologiske univers er entropi og tid fanget i flora og fauna. Et sekund i det biologiske univers svarer til en million år i det fysiske univers. Det fortælles, at det er en stor begivenhed, når de rustne sekundvisere på alle verdens ure flytter sig et hak. Det sker, når en okse dør mæt af dage på de elysiske marker. Dens kiste følges til graven af de sørgende løver, som den græssede sammen med hele sit liv.

Det er i al beskedenhed min mageløse opdagelse. Det er min vision for et kommende fredsrige i ånden fra Empedokles og Esajas. Det er på den måde, at man skal forstå mine fortællinger, skrevet som de er med de vilde dyrs fodspor i sneen og den sorte muld. De levendes rige erstattes ikke som i kristendommen af to adskilte dødsriger, himmel og helvede, eller som i den moderne fysik af et mørkt og koldt univers med lysår mellem støvkornene, men er under evig transformation fra døde atomer til levende molekyler.

Fotosyntesen og evolutionen overtrumfer de fysiske love. Rubiner, safirer og smaragder bliver erstattet af røde roser, blå iriser og gule primulaer. Universet blomstrer. Duen bygger rede af olivenkviste i lyset fra regnbuen. Der er ingen ende på nattergalens sang. Det er evigt forår.”

Det hule træ

Talen var slut. En ældre mand med skaldet isse, gråsprængt hestehale og lyserød rygsæk begyndte at klappe og råbe bravo, men stoppede, da han opdagede, at ingen fulgte hans eksempel. En stemning af skuffelse havde bredt sig blandt tilhørerne under talen. Profetinden havde ikke formået at overbevise nogen med sine vilde syner, som forekom uden hold i virkeligheden. Hun var åbenbart et af blomsterbørnenes børnebørn, som var vokset op med det tvivlsomme budskab om kærlighed, fred og samhørighed med naturen. Det kunne hun i og for sig ikke gøre for. Hun burde imidlertid have gjort sig en ting klart: Træerne vokser ikke ind i himlen. Det vidste enhver, som havde aflagt sig barnets fastelavnskostume og var blevet voksen. Den lille forsamling gik i opløsning. Tilhørerne gik en efter en bort i nedtrykt sindstilstand. Profetinden stampede arrigt i jorden over sin manglende succes og forlod med blussende røde kinder og næsen i sky stedet. Jeg fulgte – af ren og skær nysgerrighed – efter hende, i en afstand af cirka 25 meter, for at hun ikke skulle opdage mig. Jeg forventede, at hun hvert øjeblik ville løsne et dæksel og kravle ned i kloakkerne. Det skete imidlertid ikke. Profetinden var ikke, som jeg først havde antaget, af de underjordiske vismænds orden. Hun kom åbenbart fra et helt andet sted – men hvor? – det var ikke godt at vide. Hun gik ud mod en af forstæderne, forbi højhuse, over en motorvejsbro, gennem et gammelt villakvarter med mere og mere tilgroede haver, indtil hun for enden af en blind vej standsede ved indgangen til en skov. Var det mon den skov, som hun i sin tale havde forsøgt at fremmane for sine vrangvillige tilhøreres indre blik, den tilsyneladende uendelige skov, endnu under rejsning, ad hvis krogede stier en ny Adam og ny Eva en skønne dag ville nå fiksstjernerne? Der stod ved indgangen til skoven et algebevokset skilt med følgende ordlyd:

”Advarsel! Al færdsel i skoven frarådes. Mangen en digter er faret vild i tidens løb. I flæng kan nævnes: Dante Aligheri, J.P. Jacobsen og Tomas Tranströmer. Der findes endda nogle litteraturforskere, som – om end lidet overbevisende – argumenterer for, at Narkissos og de to kongesønner, som finder henholdsvis Mariabarnet og Tornerose i Grimms eventyr, også bør tælles med blandt de vildfarne får. Den gamle skovridder (ulæseligt årstal).”

Profetinden vendte sig om mod mig.

”Kom!” sagde hun.

”Jeg bor i et gammelt, hult træ, som er foret med mos og blade. Det er mit slot. Der er plads til to personer og en ugle.”

”Jeg lever af rødder og bær om sommeren og nødder om vinteren. Den bedste medicin for et knust hjerte.”

”Lyt!”

Der lød fløjtespil inde fra skoven, akkompagneret af gøgens sang og spættens trommehvirvler. Et stenkast inde ad den krogede skovsti, og den iørefaldende melodi ville måske overdøve skriget fra menneskeheden?

”Det kan du godt opgive, kære profetinde,” sagde uglen. ”Han er ikke en af os. Jeg så det med det samme. Jesu sårmærker, som han forsøger at skjule for sine omgivelser, afslørede ham. Ikke syv vilde heste kan få ham til at forlade den synkende skude, helgen som han er for den gamle himmel og den gamle jord, martyr for meningsløsheden.”

Profetinden trak opgivende på skulderne og gik ind i skoven.