De fremmede engle

Et er sikkert og vist; set i forhold til englene er mennesket et laverestående væsen. Ja, så langt nede på den evolutionære rangstige synes mennesket med dets abeagtige adfærd at befinde sig, at kommunikation med det ikke synes at være en mulighed for englene, på samme måde som at kommunikation med laverestående dyrearter som eksempelvis insekter ikke synes at være en mulighed for menneskene selv. Ak, hvis dette er tilfældet, hvordan skal det da gå menneskene, når de, ramt af ulykke, beder englene om hjælp?

Dog; for den, der har hjemme i verden, er sagen ikke ganske håbløs. Han tror sig nemlig i stand til at gøre sig begribelig over for de bevingede væsner, idet han tror at kunne tale samme sprog som de; nemlig det oprindelige ursprog, det, som alle mennesker talte og forstod, inden de ved Babel, i tårnets skygge, lod sig forvirre for derpå at blive spredt ud over hele jorden. Nok har han som alle andre glemt dette sprog, men i mødet med englen, under dens gunstige indflydelse, tror han at kunne genkalde sig det og således på overbevisende måde fremlægge sin sag.

Men for den som ikke har hjemme i verden, og for hvem universet er et fjendtligt sted, befolket af fjendtligsindede væsner, stiller sagen sig anderledes vanskelig. Han tør nemlig ikke stole på, at englene forstår hans bønner og må derfor alene håbe på, at han med gestik og fagter vækker englens medynk, på samme måde som en skarnbasse, der ligger hjælpeløs på sit skjold og spræller med sine ben mod himlen, eller en indespærret sommerfugl, der flakser mod vinduesruden, vækker menneskets medynk.

Derfor er det, at nogle folk, når de i kirken falder på knæ ved alteret for at bede, kan ses fremføre en ejendommelig form for pantomime, som i verdens øjne kan forekomme stærkt selvfornedrende, ja, i sin overdrevenhed endda ufrivillig komisk. Men forstå; det har alene sit udspring i en tænkt sprogbarriere mellem menneske og engel.

Den nye verden

Drømmen

Det fortælles, at Christoffer Columbus undervejs på sin rejse med Santa Maria, ud i det ukendte, havde en mærkelig drøm. Han drømte, at der var land i sigte. Kysten, han kom til, var bebygget, og havnebyen, han styrede imod med sin lille flåde på tre skibe, lignede til hans store forundring til forveksling Genova, hans egen fødeby i Italien. Columbus overvejede nu grundigt situationen og blev enig med sig selv om, at han måtte have lavet en alvorlig fejl i navigationen, således at han i stedet for at have opdaget en ny verden var kommet tilbage til sit barndomshjem.

Den gamle mand i væveriet

Rød i hovedet af skam gav Columbus ordre til at kaste anker. Når han nu alligevel var i Genova, ville han benytte lejligheden til at besøge sin gamle far. Han lod sig sejle ind til byen og gik op i dens handelskvarter, og dér i en lille gyde fandt han sin faders velkendte væveri. Indenfor i det lille, dårligt oplyste forværelse, hvor folk kom for at bestille og afhente stoffer, stod faderen, en gammel hvidhåret herre, ved en skrivepult i færd med at underskrive nogle papirer. Columbus ville ikke forstyrre den gamle mand i hans arbejde og blev stående nogle få skridt bag hans ryg, idet han tålmodigt ventede på, at han skulle blive færdig. Da opdagede han med et, at der var noget galt. Faderen, som altid havde skrevet med sin højre hånd, skrev nu med sin venstre, og det navn, han skrev på papiret, var ikke Columbus, men Submuloc.

Den spejlvendte verden

Columbus blev nu alvorlig bekymret for sin gamle faders mentale helbred. Hvad var der sket? Var hans far virkelig blevet gal? Columbus følte et stik i hjertet. Han angrede nu bitterligt, at han havde brugt så megen tid på havet og på luftige projekter i stedet for at tage sig af sin gamle far. Men som om den gamle hvidhårede herre havde hørt, hvad Columbus havde tænkt, vendte han sig om og sagde:

"Jeg er ikke din far, Christoffer, men Submuloc, og dette er ikke Genova, men Avoneg. Dine evner som navigatør fejler intet! Du har ingen fejl lavet i dine beregninger! Dette er skam den nye verden, selv om vi, de indfødte, der altid har levet her, sjældent bruger den betegnelse."

"Husker du, Christoffer, at du som lille dreng spejlede dit ansigt i søens vand? Nuvel, så vid da, at Atlanterhavet er som et gigantisk spejl. Et gigantisk spejl, der spejler den gamle verden. Af dette, den gamle verdens spejlbillede, dannedes i den gådefulde time, da vor Herre Jesus Kristus udåndede, et nyt kontinent med bjerge og skove, floder og søer, mennesker og dyr, byer og veje, med andre ord; en ny verden ganske som den gamle, blot spejlvendt, således at jordkloden blev fuldendt i sin symmetri."

"Hvordan er så livet, her i den nye verden, spørger du måske? — Dertil er der kun et at svare. Her i den nye verden er alt som i den gamle, blot er alt som sagt spejlvendt. Det gælder også menneskelivet. Jeg har f.eks. som din far også en søn. Han er ligesom dig også opdagelsesrejsende. Også han har vovet sig ud på en ekspedition med uvist resultat. Den eneste forskel er, at hvor du sejlede mod vest, sejlede han mod øst. Måske blev du på din færd hertil passeret af tre skibe, en karrak og to karaveller? Jaså? Du så dem altså, Christoffer, men du troede, at der blot var tale om et drømmesyn? Ja, det kan ske selv for den bedste ..."

Drømmens konsekvens

Denne drøm gjorde så stort et indtryk på Columbus, at han, da han senere, denne gang i dagslys og i vågen tilstand, ankom til den nye verden, i form af øen San Salvador, og dér mødte de halvnøgne og indolente indfødte, ikke kunne undgå andet end at føle sig en lille smule skuffet.



Det ovenstående billede gengiver det historiske øjeblik, da Columbus tager den nye verden i besiddelse. Hvis man ser nøje efter, synes jeg godt, at man kan se på Columbus' ansigt, at han er en anelse skuffet over den nye verden. Bemærk i øvrigt de indfødte, der skjuler sig bag palmebladene til højre i billedet.

Menneskets bevidsthed er et univers

Det enkelte menneskes bevidsthed er noget enestående. Den udgør et helt univers — et univers som i en vis forstand er langt rigere og mere facetteret end universet selv med dets megen tomhed, eksploderende stjerner og golde planeter og måner.¹

Den ovenstående tanke er ikke en, jeg selv har kreeret. Det er en, John Fowles lader den gådefulde rigmand Maurice Conchis udtrykke i romanen Troldmanden, da han begræder tabene af menneskeliv i det slag, han som ung var med i under Første Verdenskrig.²

"Tabene på vores side var omkring tretten tusind dræbte." siger Conchis. "Tretten tusind bevidstheder, erindringer, kærligheder, oplevelser, verdener, universer — for den menneskelige bevidsthed er mere af et univers end universet selv — alt sammen for et par hundrede meter ubrugeligt mudder."

Med andre ord: Når et menneske dør, dør et univers. Eller for at udtrykke det lidt mere optimistisk: Når et menneske fødes, fødes et univers.

Her på disse sider kan man gå på opdagelse i William Alexander Månesøns univers — et blandt mange andre universer.

1. Det kan de mennesker, som mener, at det enkelte menneske er ubetydeligt set i forhold til det tilsyneladende uendelige verdensrum, så tænke lidt over.

2. John Fowles: Troldmanden s. 133

Fællesskabets mysterium

Jeg drømte, at alle mennesker var vokset sammen til ét kæmpe legeme af hud, muskler, knogler, blodkar og nervetråde, så den enkelte ikke mere vidste, hvor han selv endte og hans næste begyndte.

Hændte det nu, at en blandt de mange blev såret, da skreg alle af smerte, for den enkeltes smerte var ikke mere kun hans egen, men alles.

Midt i denne kæmpe organisme — midt i, fordi alle steder i denne kæmpe organisme er midt i, fordi den ligesom det uendelige univers ingen afslutning har — stod imidlertid en mand, der stadig insisterede på sin individualitet og ensomhedsfølelse.

Altid havde han passet sig selv. Altid havde han kæmpet for at stå på egne ben. Altid havde han levet med spændte muskler og knyttede næver.

Men en dag gik han i en fælde og lod sig hjælpe af sin næste. Overvældet over næstens kærlighed blev han svag. Musklerne i hans krop slappedes, og han gav slip og lod sig falde bagover.

Da oplevede han fællesskabets mysterium; han faldt ikke; han svævede; alle andre bar ham oppe.

Varulven i Sønderjylland

Varulven kommer!

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg havde — som så ofte før — besøg af Von O. Han sad veltilfreds i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue, med benene over kors og et glas cognac i den ene hånd og en dampende havanneser i den anden. Vi havde brugt aftenen på at diskutere Bram Stokers Dracula, Mary Shelleys Frankenstein og andre berømte gyserfortællinger. Det havde været en lang og spændende samtale, som nu var ebbet ud. (Jeg skal ikke trætte læseren med at referere dens indhold, men vi diskuterede bl.a. hvorfor folk i det nittende århundrede havde dette store behov for at gyse). Længe havde vi siddet i tavshed og lyttet til stormen, der rasede udenfor, da Von O med ét fikserede sine altid årvågne grå øjne mod mine altid drømmende blå ditto og udbrød:

"Vidste du for resten, William Alexander, at den ulv, som nogle borgere påstod, at de havde set i Sønderjylland denne vinter, slet ikke var en ulv?

"Næææh ... men hvad var det så?" spurgte jeg.

"Det var en varulv!" sagde Von O.

Von O er et double-up-menneske. Med det mener jeg, at Von O altid forsøger at overgå, at overtrumfe sine omgivelser. Når en gæst på en bar bestiller en single malt, bestiller Von O en dobbelt single malt¹. Derfor er det kun forventeligt, at når andre råber: "Ulven kommer", så råber Von O: "Varulven kommer". Alligevel fik Von O's bemærkning denne aften det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

Det ændrede klima og de nye dyr

Men lad mig begynde denne uhyggelige historie et andet sted. Jordens klima er under forandring. I Danmark var vinteren 2009/2010 exceptionel, både hvad angår kulde og mængden af sne. Det er måske sådan vintrene i Danmark vil blive fremover. Med kulden kommer også nye fremmedartede dyr til landet. Således fik Danmark den omtalte vinter eksempelvis besøg af en elg, en hval og en hvalros. Men det var så at sige kun toppen af isbjerget. Der er meget, de danske medier undlader at omtale for ikke at gøre befolkningen unødigt bange. Med kulden kommer nemlig også det uhyggelige. Det uhyggelige, der ellers holder til i de skovbeklædte bjerge i de østlige egne af det europæiske kontinent. Uuuuh, stakkels frygtsomme sjæl! Indstil dig på fremover at fryse, grue og gyse!

Blev bidt af en "vild hund" i Transsylvanien

Med denne bemærkning in mente vil jeg vende tilbage til historien om varulven. Von O har en ven, Johnnie W, der bor i Sønderjylland. Denne ven tager på en billig ferie til Transsylvanien, nærmere bestemt til byen Bran i hvis nærhed grev Draculas slot er beliggende. Efter en festlig tur i byen sammen med rejseholdet bliver han på vej tilbage til hotellet bidt af en omkringstrejfende hund. Johnnie W tager ikke episoden alvorligt. Han har kun fået en rift, som han — synes han selv — på betryggende vis bliver behandlet for på det nærmestliggende hospital. Han har endda overskud til at sende et postkort til Von O (med et billede af en grinende grev Dracula) hvor han omtaler episoden i humoristiske vendinger. Bidt af en omstrejfende hund i Karpaterne ... hahaha ... men Von O ser anderledes alvorligt på sagen, og hans bange anelser tager kun til i styrke, da Johnnie W ikke vender hjem fra rejsen til Transsylvanien og to borgere samtidig fortæller, at de har set en ulv strejfe om i Sønderjylland.

Underberg og Smirnoff

Det er med tungt hjerte, at Von O beslutter, at han må tage til Sønderjylland for at undersøge sagen nærmere. Han finder sin kasse med remedier til jagt på vampyrer og varulve frem og tilkalder sine to venner fra bodegaen på hjørnet, Underberg og Smirnoff. Underberg er gammel hjemmeværnsmand, og Smirnoff har været soldat i Fremmedlegionen. En tidlig morgen sætter de tre mænd kursen mod Sønderjylland i Underbergs gamle Land Rover. Det skulle efter sigende have været et imponerende syn at se Von O, bevæbnet med bibel, krucifiks, flasker med vievand og en hvidløgsranke om sin hals. Han mindede ikke så lidt om Van Helsing, vampyr- og varulvejægeren over dem alle, har Underberg og Smirnoff efterfølgende fortalt mig.



Varulve sporet

Det er nat. Tre mænd sniger sig i mørket hen over en eng i Sønderjylland. Det er de frygtløse vampyr- og varulvejægere Von O, Underberg og Smirnoff. Med ét udbryder Von O:

"Donnerwetter."

Han lyser med sin lygte ned på jorden foran sig. I den cirkel af lys, lyskeglen fra lygten aftegner på den pletvis snedækkede jord, ses et tydeligt aftryk af en pote med lange kløer.

"Dette, mine herrer," siger en tydeligt rystet Von O, "er ikke spor efter en ulv. Bemærk aftrykkets enorme størrelse og dets dybde. Det væsen, der har afsat dette spor, er langt større og tungere end en almindelig ulv. Det må veje langt over hundrede kilo. Der kan efter min mening kun være tale om en varulv ..."



Rholph, în cazul în care este prietenul meu vechi, Johnnie W?

I det samme øjeblik kommer månen, som denne aften meget passende er fuld, til syne bag en mørk sky, og i fuldmånens næsten blændende skær ser de tre mænd en varulv stå oprejst på bagbenene foran sig. Den er omkring to meter høj, og dens mund og pels er blodig. Den har netop rejst sig op efter at have tilfredsstillet sin næsten umættelige appetit på et stakkels får, som den har nedlagt kort forinden. Et øjeblik står de tre mænd som lammet. Men så fatter Von O sig og løfter krucifikset mod varulven. Dette hellige kristne symbol, som beskytter den, der er døbt, mod al ondskab, indfanger lyset fra fuldmånen og sender det i en af Gud fortættet lysstråle mod varulvens øjne. Samtidig råber Von O til den af månestrålen blændede varulv:

"Rholph, în cazul în care este prietenul meu vechi, Johnnie W?"

Det er transsylvansk² og betyder på dansk noget i retning af:

"Ulv, hvor er min gamle ven, Johnnie W?"

Den blændende månestråle og Von O's kommanderende stemme vækker varulvens raseri. Den vil gå til angreb, men i samme nu kaster de tre mænd sig over den. Der udspiller sig nu en drabelig kamp, hvorunder varulven både bliver gnedet med hvidløg og får kastet vievand på sig. Det sidste har som bekendt en ætsende effekt på alle den ondes skabninger. Det svækker den ellers uovervindelige varulv så meget, at Von O — mens Underberg og Smirnoff holder varulven fast — kan hamre et trækors, hvis ende er tilspidset, ned i den venstre side af varulvens bryst og gennembore dens hjerte. Sønderjylland genlyder af Von O's slag og varulvens frygtelige hyl. Ved denne larm slår mange af de hensovede på de omkringliggende kirkegårde øjnene op og står op fra deres grave, i den tro at dommedag er oprunden og det endelige slag om Harmagedon er nært forestående.

Liget i sneen

Men med ét er det hele ovre. Varulven er død. De gode kræfter har igen vundet over de onde kræfter. Og med dødens indtrædelse sker forvandlingen. På jorden i den blodige sne, for fødderne af de tre rystede mænd, ligger ikke mere en varulv, men liget af deres gamle ven og drikkebroder, den uforsigtige turist, Johnnie W.

1. Von O bestiller ikke — som nogen måske ville have troet det — en double malt, da single malten som bekendt er finere end den blandede double malt.

2. Von O taler ifølge ham selv alle europæiske sprog, også dem, der er uddøde. Derudover skriver han også sanskrit, mesopotamisk kileskrift og hieroglyffer.

Snydt for en Oscar, igen igen

Så er en vis herre igen blevet snydt for en statuette ved den årlige Oscar-uddeling. Og det til trods for, at han hver dag på sit arbejde yder en skuespilpræstation ud over det sædvanlige; altid hårdtarbejdende, altid imødekommende og hjælpsom. Hvornår får Hollywood dog øjnene op for det skuespiltalent?

Også Nobelprisen i litteratur bliver den samme herre år efter år snydt for. Og det til trods for, at han på sit arbejde skriver mange små nyttige beskeder, og at han i sin fritid skriver indkøbssedler. Begge dele af høj litterær kvalitet. Men Nobelkomiteen lader til helt at ignorere dette livsværk. Måske er grunden, at de ikke har noget kendskab til denne litterære produktion? Måske skal man inden næste uddeling sende et bundt sedler til Stockholm?

Nå, spøg til side; der burde være en Oscar eller Nobelpris for os helt almindelige mennesker. Hvert år burde den uddeles til f.eks. en kassedame, en kontorassistent eller til en af dem, der dag efter dag tålmodigt står og holder et reklameskilt på Strøget i København. Begrundelse? — For at have ydet en stor indsats eller bare for at have gjort, hvad han eller hun kunne overkomme.

Hvad skal prisen hedde? — Måske kunne den hedde Martha efter kvinden fra Det Nye Testamente, der går og slider i baggrunden, men kun får utak for det (Luk 10, 38-42). Hvordan statuetten skal se ud, ved jeg ikke, men den må gerne være lidt pænere end Oscar-statuetten. Forgyldt skal den dog være! Og allerhelst af massivt guld!