mandag den 2. november 2009
Von O's rejse til Argleton
Den gode Von O har tilsyneladende været på en kortere rejse til England. Det fortalte han, da jeg kort talte med ham i dag. Jeg spurgte ham om, hvor i England han havde været.
"I Argleton," svarede han, "en lille by, der ligger cirka 50 kilometer vest for Manchester."
"I Argleton?" sagde jeg. "Det kan ikke passe, Von O. Argleton er en fiktiv by, der kun optræder på Google Maps. Det har jeg netop læst på nettet."
Det kunne Von O slet ikke forstå, for han havde boet i byen i flere dage hos en ældre kvinde, der havde et lille hyggeligt hus med Bed and Breakfast. Og han havde været på pub, drukket lunkent øl og spist fish 'n' chips. Aldrig havde han fået så god en fish 'n' chips, som den man serverer i Argleton. Han havde desuden haft flere interessante samtaler med byens indbyggere. (Von O taler ifølge ham selv et fremragende engelsk. Hans sætninger er som taget ud af et Shakespeare skuespil).
Jeg foreslog Von O, at han skrev en lille artikel om sine oplevelser i Argleton. Det ville han bestemt gøre, sagde han. Den vil blive en øjenåbner for alle de mennesker, der som du, William Alexander Månesøn, bruger al for megen tid på nettet.
Ovenstående noget kornede fotografi skulle ifølge Von O gengive byen Argleton. Bemærk kirken i midten af billedet, i typisk normannisk stil. Som et maleri af Constable.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar