De døde er ikke døde. Når det bliver aften, kommer de ind i min stue og begynder at fortælle ...
En aften kom en yngre mand ind og satte sig i øreklapstolen, der står i hjørnet af min stue. Han var klædt i uniform og havde en myndig udstråling, og det fik mig til at tro, at han måske havde været politimand. Det var tydeligt, at han ikke ville blive længere end højest nødvendigt. Han ville bare fortælle sin historie og så igen fortrække til de områder, hvor han normalt færdedes. Han gik lige til sagen. Det følgende er en nøjagtig gengivelse af, hvad han fortalte.
Det var en kold trækvind, som uvilkårligt fik én til at gyse. Det var, som om den var i stand til at bringe alt dødt materiale på kontoret til live; den fik lampen, som hang i en ledning ned fra loftet, til at svinge som et pendul, den fik papirerne, som lå i bunker på skrivebordet, til at rasle og true med at lette, ja, selv støvet, som i ro og mag havde vokset sig mægtigt de steder, hvor rengøringsassistenten aldrig kom, fik den vakt til live; store grå nullermænd kom frem fra deres skjul under skabet og radiatoren og begyndte langsomt at bevæge sig rundt i uforudsigelige hvirvler på kontorets gulv.
Jeg så granskende på manden, der sad i stolen over for mig, på den anden side af skrivebordet. Det forekom mig, at det var fra ham, denne lidt anonymt udseende mand, man sandsynligvis ikke ville lægge mærke til, i det tilfælde at man passerede ham i en af byens gader, at det var fra ham eller et sted lige bag ved ham, at den kolde trækvind udgik. Men kunne det passe? Stred det ikke mod alt, hvad jeg havde lært — først i folkeskolen, senere i militæret og nu senest på politiskolen? Jeg havde imidlertid tjekket, at døren ind til kontoret var lukket, og at det ikke var fra en sprække ved døren, at det trak, at vinduet i kontoret var lukket, og at det ikke var fra en sprække ved vinduet, at det trak. Ja, selv gulvpanelerne havde jeg været nede på alle fire for at tjekke, mens manden fra sin plads på stolen lidt forundret havde set til. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne lokalisere kilden til den kolde, ubehagelige trækvind, der skiftevis fik mig til at gyse og svede — jeg var netop denne dag meget følsom over for træk, fordi jeg ikke følte mig helt rask.
Uden at være nået til nogen konklusion med hensyn til trækvindens oprindelsessted havde jeg træt sat mig ned og set på manden over for mig, og pludselig var den fantastiske tanke opstået i mig, at det var denne mand, der var årsag til trækvinden og dermed skyld i al mit ubehag. Manden, som var iklædt en tyk vinterfrakke, et halstørklæde og en hue med kvast, som han trods min venlige opfordring ikke havde villet lade sig afføre, lod ikke selv til at være berørt af trækvinden.
"Du virker ikke rask," sagde manden tilsyneladende ilde berørt over mit granskende blik.
"Det er bare noget influenza," sagde jeg.
"Influenza?" sagde manden med en bekymret attitude, der syntes stærkt overdrevet, i betragtning af at det var første gang, at han mødte mig og i øvrigt på ingen måde havde nogen relation til mig. "Har du været til lægen med det?"
"Nej," sagde jeg.
"Hvorfra ved du så, at det er influenza?" spurgte manden.
Jeg trak på skuldrene.
"Det føles måske som influenza?" sagde manden alvorligt uden det mindste spor af ironi.
Jeg svarede ikke.
Egentlig havde manden bedt om at tale med den gamle kriminalkommissær, som han påstod at kende gennem en fælles bekendt, en vis Morteaux, som godt nok var død for flere år siden. Den gamle kriminalkommissær var imidlertid, havde det beklageligvis vist sig, sygemeldt denne dag. Også andre af stationens medarbejdere var fraværende på grund af sygdom. Det var derfor blevet min opgave at tale med manden.
Jeg havde straks med min lidt kølige og distante væremåde ladet manden forstå, at jeg havde travlt, og at det kun var modvilligt, at jeg havde indvilget i at tale med ham, men det passede i grunden ikke. Det var, som om jeg havde en forudanelse om, at samtalen kunne blive langvarig, at manden var en af den slags ensomme mennesker, der sjældent fik ordet og, når de så endelig fik det, ikke kunne fatte sig i korthed, men udtrykte sig unødvendigt omstændeligt, fortabte sig i ligegyldige detaljer, og værst af alt blev stærkt følelsesfulde, så deres stemmer knækkede over og de fik tårer i øjenkrogene, kort sagt: ikke udtrykte sig ved hjælp af det præcise og ordknappe sprog, som jeg selv anvendte, og som i øvrigt var det eneste, jeg bifaldt.
"Hvad drejer sagen sig om?" spurgte jeg.
"Kan du huske dengang, da byen her endnu var et livligt sted? ..." spurgte manden.
Jeg trak på skuldrene. Det var et spørgsmål, hvis præmis jeg hverken ville eller kunne be- eller afkræfte.
"Morteaux og jeg ..." fortsatte manden.
"Hvad var egentlig din relation til Morteaux?" afbrød jeg manden.
"Min relation?" gentog manden. "Morteaux var min ven. Vi boede sammen i hans store hus på Ensomhedens Allé. Han var en slags mentor eller læremester for mig, en erstatning for den far, jeg aldrig har kendt, kan man vel godt sige. Vi havde mange gode samtaler sammen, han og jeg. Vi kunne tale om alt. Der findes ikke det emne, vi ikke udførligt har debatteret."
"Kendte du på nogen måde til de — skal vi sige — forretninger, Morteaux før i tiden havde lavet?" spurgte jeg.
"Nej," sagde manden. "Hvad var det for nogen forretninger?"
Jeg svarede ikke, men noterede blot nogle oplysninger ned på en blok.
"Godt," sagde jeg. "Fortsæt."
"Ja," sagde manden. "Hvor kom jeg til? Jo, dengang, da byen her endnu var et livligt sted, gik Morteaux og jeg ofte ture rundt i byen. I sommerhalvåret kunne vi finde på at sætte os på en af byens fortovscaféer, bestille noget at drikke, Morteaux fik gerne en fadøl og en bitter, jeg en sodavand, og så bare sidde og se på folkelivet, som det udspillede sig for vores øjne. Engang kom en vagabond hen til os. Det er mange år siden nu, og vagabondens person er egentlig denne sag uvedkommende, ud over at det på en måde var ham, der fik mig til at tænke over min egen eksistens og derved blev en slags katalysator for de efterfølgende begivenheder. Det eneste, jeg husker, er, at han præsenterede sig selv med ordene: ‘Jeg er én, der går på landevejen.’ og at han derpå rakte en ramponeret blåemaljeret kaffekande frem imod Morteaux og mig, i den hensigt at vi skulle lægge et par mønter i den."
"Jeg er én, der går på landevejen ..." gentog manden langsomt og drømmende, mens jeg trommede med fingrene i bordet og så op på uret, der hang på væggen i kontoret.
"... Der var noget evigtgyldigt over dette udsagn," fortsatte manden efter en kort pause, "noget, der gjorde, at det ville kunne blive forstået til alle tider. Han kunne have sagt det for hundrede år siden, ja, for flere tusinde år siden, dengang folk levede i huse bygget af træstolper, ler og græstørv, og vejene mellem bebyggelserne udgjordes af hjulspor, det ville også være blevet forstået dengang, det ville, tror jeg, blive forstået til alle tider."
"Det fik mig til at tænke over min egen eksistens. Hvem var jeg selv? Hvem var jeg selv, udtrykt med den samme ydmyghed og med det samme simple ordvalg, som vagabonden anvendte? — Jeg går ud fra, at du, hvis du stillede dig selv det samme spørgsmål, ville svare: ‘Jeg er én, der opklarer forbrydelser.’ eller ‘Jeg er én, der fanger forbrydere.’ ...”
Jeg trak på skuldrene.
"... men jeg," fortsatte manden, "jeg kunne af en eller anden mærkelig grund ikke finde et svar på spørgsmålet. Jeg tænkte længe over det. Meget længe. Jeg blev både forvirret og urolig. En eksistentiel angst greb mig: var jeg da slet ikke noget? Til sidst — vagabonden var, med uforrettet sag, for Morteaux holdt godt fast i sine penge, for længst gået — delagtiggjorde jeg Morteaux i mine så pludseligt opståede bekymringer: ‘Ham manden med den blå kaffekande, han er én, der går på landevejen,’ sagde jeg, ‘men hvem er jeg, Morteaux?’"
"Morteaux forstod straks, som kun en sand ven kan gøre det, min tankegang og den store sjælekval, jeg måtte befinde mig i, og han satte sig i en tænkers positur og gav sig til at vride sin hjerne for at finde et svar på mit spørgsmål, for også for ham gjaldt det tilsyneladende, at der ikke faldt ham noget umiddelbart svar ind. Imens sad jeg bævende og afventede et svar, idet jeg spændt betragtede hans ansigts tankefulde mimik, som om jeg var en tiltalt og Morteaux den dommer, der om lidt skulle læse dommen over mig op. Endelig lyste Morteaux' ansigt op, og han sagde med en fast stemme: ‘Du er én, der taler med Morteaux.’ ‘Jeg er én, der taler med Morteaux,’ gentog jeg langsomt — og var tilfreds. — Hermed havde jeg, følte jeg, fået en identitet."
"Men Morteaux var en gammel mand, hans helbred havde længe skrantet, og han blev alvorlig syg. En eftermiddag kaldte han mig ind på sit soveværelse i det store hus på Ensomhedens Allé. Det var et ynkeligt syn, der mødte den, der trådte ind dér. Morteaux lå stærkt afkræftet i sin seng. Der var ikke meget tilbage af den imposante mand, han engang havde været. Bortset fra hans kødfulde ansigt og store opspilede mave, lignede han et skelet. Hans arme og ben syntes kun at bestå af hud og knogler, på armene var der store skorpede sår og blå mærker efter alle de gange, han var faldet i den seneste tid. På natbordet stod der et glas og en flaske whisky. Flasken var på vej til at blive tømt, og han var, så vidt jeg kunne bedømme, allerede godt bedugget."
‘Vi to har i tidens løb haft mange gode samtaler sammen, Johan Christoffer,’ sagde han. ‘Du er min gode ven, du har været min trofaste ledsager i den sidste del af mit liv. Nu er tiden imidlertid kommet, hvor jeg skal dø. Nej, græd nu ikke, Johan Christoffer, jeg har haft et langt og begivenhedsrigt liv, at det nu skal slutte, er ikke noget at græde over, men inden det sker, har jeg noget vigtigt at fortælle dig. — Måske frygter du for fremtiden, Johan Christoffer? Det behøver du ikke! Jeg har sørget for, at du arver huset på Ensomhedens Allé og hele min formue, og som du ved, er den ikke uanselig. Det materielle vil således ikke blive noget problem for dig. Du kan, hvis det er det, du måtte ønske, leve af kaviar og champagne resten af dit liv. Det skal være dig vel undt! Men måske frygter du noget andet: nemlig ensomheden, det hul eller tomrum om man vil, jeg uvægerligt vil komme til at efterlade mig. Men heller ikke det behøver du at frygte. Vi to, Johan Christoffer, du og jeg, vi vil blive ved med at tale sammen. Du vil tale ... det er sikkert og vist ... og hvem ved ... måske vil jeg fra mit nye opholdssted i det hinsidige svare?’
"Jeg standsede min gråd og så halvt i vantro, halvt i forbavselse på Morteaux. Det virkede ikke spor realistisk, det sidste han havde sagt. Men i stedet for at forklare sig yderligere, kneb han blot det ene øje i og smilede skælmsk til mig, som om han havde en plan, og at jeg var hans medsammensvorne, og at jeg kunne regne med ham. Han åbnede aldrig det øje igen. Da ambulancefolkene, jeg skyndsomst havde tilkaldt, ankom nogle minutter senere, lå han stadig med den samme, men nu af døden uhyggeliggjorte grimasse på sit ansigt."
"Den første tid efter at Morteaux var død, var meget slem for mig. Jeg sørgede over Morteaux. Mit tab var, tror jeg, større end de fleste andre efterladtes, for ikke alene havde jeg mistet Morteaux, en ven, et elsket menneske, jeg havde også, følte jeg, mistet mig selv, fordi min identitet var så stærkt bundet til Morteaux, som den var: Jeg var jo én, der talte med Morteaux. Nu, da han var død, var jeg tilsyneladende ingenting. Sådan følte jeg det i hvert fald. — Fyldt af den slags mørke tanker gik jeg rundt i det store hus på Ensomhedens Allé, som nu, da Morteaux var død, ligesom forekom mig at være blevet større og mere tomt; der var blevet længere mellem møblerne, længere afstande at tilbagelægge, en rundgang i huset kunne ofte tage flere dage, og jeg måtte overnatte undervejs, i fremmedartede værelser i afsnit af huset, hvor jeg aldrig før havde været. — Specielt når solen gik ned, og det blev mørkt uden for vinduerne, var det slemt. Jeg ved ikke, hvorfor mørket har den virkning på den efterladte. Måske er det, fordi tankerne kommer tættere på, fordi mørket synes at omslutte én og der ingen synsindtryk er til at adsprede ens tanker. Og en aften på en af mine endeløse ture rundt i huset, da jeg var så uheldig at falde og slå mig rigtigt slemt over en af Morteaux' tomme whiskyflasker, som lå og flød på gulvet i mørket, kunne jeg ikke mere, og liggende på gulvet, grædende i min afmagt, åbnede jeg for første gang efter Morteaux' død min mund og råbte ud i det store tilsyneladende tomme mørke: ‘Hvem er jeg nu, Morteaux? Nu, da du er død, kan jeg ikke mere være én, der taler med Morteaux. Hvem er jeg da?’"
"Da var det, som om en dør, ikke en af de utallige døre i det store hus på Ensomhedens Allé, men en dør ind til en anden verden åbnede sig på klem og en trækvind, en kold trækvind, begyndte at blæse ind i vores verden som for at udligne den trykforskel, som tilsyneladende hersker mellem denne og den anden verden, og en stemme, som lød ud gennem åbningen i døren, sagde: ‘Du er én, der taler med de døde.’"
"Hvem var det egentlig, der talte her? Det kunne ikke, mente jeg, være andre end Morteaux. Naturligvis lød det anderledes, end da han var i live og sad ved siden af mig og talte. Dels lød stemmen, som lød ud gennem åbningen i døren, hæs, som den gør det hos et menneske, der ikke har brugt sine stemmebånd længe, dels lød det, som om stemmen kom langt borte fra, og som om den talende befandt sig i en grotte eller et stort rum med vægge, loft og gulv af sten."
"Det var min første samtale med Morteaux efter hans død, hvis man ellers kan kalde denne korte ordveksling for dette. Der fulgte mange derefter. De blev længere og af højere kvalitet. Morteaux' hæshed fortog sig, hans sætninger blev længere, og han blev dygtigere til at formulere sig. Aldrig før, syntes jeg, var der blevet talt så meget i det store hus på Ensomhedens Allé, og aldrig før havde Morteaux været så velformuleret. For når jeg tænkte efter, havde Morteaux i levende live egentlig aldrig sagt så meget. Det havde mest været mig, der talte. Han på sin side lyttede for det meste kun, mens han skyllede sin øl, eller hvad han nu var i færd med at drikke, ned, til min talestrøm, som ofte mere havde karakter af en dialog med mig selv end med ham. Engang imellem tilkendegav han så sin mening i en yderst kortfattet form. Og det ofte, følte jeg, kun for at bringe min talestrøm til ophør. Huset på Ensomhedens Allé var, mens Morteaux levede, præget af tavshed. Først da han døde, syntes det at blive fyldt med stemmer. Af os to var det nemlig mig, der havde sproget. Morteaux var godt nok den person, der i sin tid havde lært mig at tale, men langsomt havde jeg erobret sproget, jeg var blevet mere talende, han var blevet mere tavs, langsomt havde lærlingen og mesteren byttet roller, langsomt havde lærlingen overtaget mesterens plads."
"Det morede mig at føre disse samtaler gennem sprækken af døren. Mit humør blev bedre. Jeg blev gladere. Samtalerne var en vej ud af min krise, min sorg. Det var, syntes jeg i første omgang, noget positivt. Og mindet efter Morteaux, lad os kalde ham den historiske Morteaux, fortonede sig, mens genfærdet eller spøgelset i rummet på den anden side af døren syntes at fremstå tydeligere og tydeligere og blive mere og mere nærværende."
"Hvad var der egentlig bag døren, der stod på klem? Hvad var det egentlig for et rum? Det gjorde jeg mig nogle tanker om. Selv om jeg i teorien burde kunne have åbnet døren og med mine forundrede øjne have set ind i rummet, var det ikke muligt, da denne tærskel tilsyneladende kun kan overskrides med dødens komme. Jeg kunne derfor kun af indirekte vej erfare noget om rummet. Jeg gik ud fra, at der måtte være koldt derinde. Den trækvind, der udgik fra rummet, var jo isnende kold, som kom den fra et gravkammer ved vintertide. Ja, netop som et mørkt, koldt gravkammer, hvor det altid er vinter, måske med en sarkofag, en tom sarkofag, sådan forestillede jeg mig rummet. Grunden til at sarkofagen i min vision af rummet var tom, som var gravkammeret blevet forladt af den døde eller udsat for et røveri, var, at jeg ikke havde fantasi til at forstille mig andet. Synet af et elsket menneskes lig gør os alle, tror jeg, til realister. Rummet var altså et dødens rum, et fraværets rum. Men helt tomt var det alligevel ikke. Der var et eller andet derinde. Hvad var det? Det var sproget! Om det var et gammelt sprog eller et nyt, ved jeg ikke. Det var under alle omstændigheder et magtfuldt sprog. Da døren for første gang åbnede sig på klem, og trækvinden begyndte at blæse ind i denne verden, begyndte også dette magtfulde sprog at artikulere sig, først som en utydelig mumlen og hvisken, som dog snart blev til tydelige ord og replikker, ja, endog til lange monologer, udformet og fremført som kun de allermest veltalende iblandt de levende magter det. Anderledes kan jeg ikke beskrive det. Om ordene kom ud af min eller en andens mund, kan vel i den forbindelse være underordnet. Det vigtige er, at rummet bag den åbnede dør var ordenes oprindelsessted, og trækvinden deres budbringer."
"Men den glædelige forandring, der var sket med mit liv, efter døren havde åbnet sig og trækvinden var begyndt at blæse ind i denne verden, havde desværre også en bagside. For mens mit forhold til Morteaux i de afdødes verden var blevet så frugtbart, var mit forhold til de levende i denne verden i tilsvarende grad blevet dårligere. Når jeg for eksempel kom ind i den butik, hvor jeg plejede at foretage mine indkøb af mad og drikke og andre fornødenheder, og hvor den snakkesalige købmand som regel var i færd med at føre en livlig samtale med en kunde, ja, så forstummede den livlige samtale i det selvsamme øjeblik, jeg kom ind i butikken, og købmanden og kunden vendte sig om mod mig og så på mig med angste øjne, som om jeg var en forbryder, der var kommet for at gøre dem fortræd. Hvad var årsagen til denne frygtsomme reaktion? Hvad var det, de følte? Hvad var det, de fornemmede? Jeg tror, at de kunne mærke, at døren ind til en anden verden stod åben, og at de kunne mærke den kolde trækvind, der udgik derfra. Det gjorde dem bange."
"Og endnu værre blev det, når jeg åbnede munden og begyndte at tale. Jeg oplevede det f.eks. engang til et af de valgmøder, hvor man som tilhører kan få lov til at stille politikerne i panelet et spørgsmål. Da jeg rejste mig op og begyndte at stille mit spørgsmål, skete der noget højst ejendommeligt. Måske på grund af lokalets størrelse og de mange mennesker, der var forsamlet dér, åbnede døren ind til den anden verden, der hidtil kun havde stået på klem, sig op på vid gab og slap en vild og uregerlig hvirvelvind løs i lokalet, så politikernes hår og slips begyndte at flagre i vinden og papirerne med politikernes lange taler begyndte at flyve rundt i lokalet. Og ud fra hvirvelvindens centrum lød en tordenrøst. Det var Morteaux' stemme. Den talte om byen og dens indbyggere, og det, den havde at sige, var ikke pænt. Det var en lang kritik, en lang fordømmelse. Da jeg forskrækket over dette satte mig ned igen, lukkede døren sig i, så den igen kun stod på klem, og den vilde og uregerlige hvirvelvind lagde sig og blev erstattet af trækvinden, som kun de nærmeste i mine omgivelser kan mærke. Forsamlingen så lamslået på mig. Jeg tror, at det var tydeligt for dem, at mit sprog ikke var af denne verden, at min røst var en røst fra graven."
"Jeg tog ofte ud til kirkegården for at besøge Morteaux' grav. Også dér talte jeg med Morteaux. På en kirkegård er en adfærd som denne imidlertid ikke så usædvanligt et fænomen, for jeg så ofte andre mennesker, der sad eller stod ved et gravsted og talte lavmælt med deres afdøde. Måske ville du, hvis du var vidne til en af den slags seancer, som det rationelle menneske du sandsynligvis er, finde det besynderligt. På den anden side har du sikkert også på din vej gennem livet, uden at tænke videre over det, både oplevet hundeejere, der talte til deres hund, som om den forstod menneskesprog, og nybagte mødre, der talte til deres lille barn i vendinger, det umuligt kunne forventes at forstå. Det er der intet besynderligt ved. Det viser blot, hvor dybt menneskeligt det er at artikulere sine tanker og følelser, selv om der ingen er til at forstå, endsige svare."
"Der kom som sagt også andre mennesker på kirkegården. Blandt andre en ung kvinde. Engang en søndag, da jeg sad på en bænk på kirkegården i dyb kontemplation, satte hun sig ved siden af mig og spurgte mig forsigtigt om, hvem det var, jeg talte med. Jeg svarede, at jeg talte med Morteaux. ‘Er han død?’ spurgte hun. ‘Ja,’ sagde jeg og kom, jeg ved ikke hvorfor, til at græde. Jeg strakte min hånd frem mod hende, og hun tog den og trykkede den. ‘Jeg forstår dig,’ sagde hun. ‘Jeg har også mistet én, jeg elskede.’"
"Den dag blæste det meget. Vinden tog i de store trækroner, så bladene raslede og vendte deres blege underside ud mod os, og råger og alliker lettede og landede i de urolige trækroner i et væk, imens de skreg. Måske var det derfor, at Emma Ophelia, som pigen hed, ikke som alle andre med det første bemærkede den kolde trækvind, der omgav mig. — Hun havde et kønt ansigt, næsten som en dukkes, med brune øjne og hud som hos et lille barn, det syntes jeg i hvert fald, jeg, der kun havde været vant til Morteaux' gamle, furede og svampede ansigt. Det var indrammet af langt mørkeblondt hår, som, når hun sad ved siden af mig og lyttede opmærksomt til det, jeg sagde, idet hun bøjede hovedet en anelse og så ned for sig, faldt ned som et tungt gardin og skjulte hendes ansigt for mig. Og jeg ville have troet, at det var et barns ansigt, jeg havde foran mig, hvis det ikke lige havde været for øjnene, som betragtede mig med et bevidst, let granskende udtryk, som man normalt ikke ville forvente at finde hos et barn, og som gjorde, at ansigtet fik et noget gammelklogt udseende over sig, hvor urimelig denne karakteristik end må forekomme at være, da hun faktisk var 24 år gammel og snart fyldte 25. — Hun var et empatisk menneske, dvs. den smerte, jeg følte ved at have mistet, følte hun, som var den hendes egen, og pludselig var der to mennesker om at bære min byrde, og det lettede. Når hun talte, var det som fra et bakkedrag, med udsigt over et idyllisk landskab, at lytte til klokkespillet fra en kirke i en landsby et lille stykke borte. Og nogle gange lo hun hjerteligt, og igen var det, som om lyden af klokker blandede sig med hendes latter. — Hun trak ikke hånden, hun holdt i min, til sig. Den var meget blød ... men jeg må hellere stoppe min beskrivelse af hende her, for du synes nok, at jeg overdriver. Jeg tænker, at du med dit udseende og din maskuline væremåde har kendt hundredvis af piger, og at problemet for dig ikke er at finde en, men snarere at blive hos den samme og ikke lade sig friste af de mange andre, som hele tiden byder sig til? ..."
Jeg trak på skuldrene.
"... men for mig, der kun havde kendt Morteaux," fortsatte manden, "var det et ubeskriveligt eventyr at sidde og tale med Emma Ophelia. Hurtigt, måske lidt for hurtigt, fik jeg den tanke, at hun kunne erstatte Morteaux, kunne overtage den rolle, han indtil da havde spillet i mit liv. — Jeg spurgte, om hun også kom næste søndag. ‘Ja,’ sagde hun. Så kunne vi måske igen tale sammen, spurgte jeg. ‘Ja,’ sagde hun."
"Den næste søndag gik jeg, nej, løb jeg ud til kirkegården, jeg tænkte kun på ét: at jeg skulle se Emma Ophelia igen. Morteaux havde jeg rent glemt. Ja, jeg indrømmer det blankt; efter samtalen med Emma Ophelia, havde jeg ikke skænket ham en tanke. Men Emma Ophelia kom ikke. Heller ikke den næste søndag kom hun. Hun kom aldrig mere. Jeg var, som man siger, blevet brændt af. Hvad andet kunne jeg tro? Det var en stor skuffelse. Slukøret begyndte jeg igen på mine nattevandringer rundt i det store hus på Ensomhedens Allé."
"Forskellen på den elskede, der er død, og den elskede, der er i live, men fraværende, fordi hun har afvist ens kærlighed, er i den efterladtes optik ikke stor. Begge virker de så tæt på. Begge synes de at være uden sprog, at være stumme, og man fristes i sin ensomhed til at give dem mund og mæle. ‘Hvorfor,’ spurgte jeg ud i mørket, ‘hvorfor kom du ikke, Emma Ophelia?’ Da begyndte, ikke Emma Ophelia, som jeg havde håbet, men Morteaux at tale i mørket."
‘Johan Christoffer,’ sagde han. ‘Det var Emma Ophelias klare hensigt at komme den søndag. Så kunne I have siddet på bænken på kirkegården og have talt sammen, mens vinden ville tage i de store trækroner, det var så rart, syntes Emma Ophelia. Men hun kunne ikke komme, hun blev af tragiske omstændigheder forhindret. Kort tid efter I havde talt sammen, blev Emma Ophelia, da hun ville passere en vej, ramt af en bil. Hun døde i ambulancen på vej til hospitalet. Hun er nu her på den anden side hos mig. Hun har fortalt mig, at det var hendes hensigt at komme den søndag. At hun holdt af at tale med dig. Det kunne, sagde hun, være blevet til hvad som helst.’
"Kunne det virkelig være sandt det, Morteaux fortalte her? Var Emma Ophelia død? Jeg kunne ikke tro det. Den næste dag tog jeg ud til kirkegården. Jeg søgte længe blandt gravstenene. Til min rædsel erfarede jeg da, at det, Morteaux havde fortalt mig, måtte være sandt. Et sted var der kommet en ny gravsten. Emma Ophelia Hansen stod der på den. Lamslået læste jeg navnet igen og igen. Et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at mistænke Morteaux for at have haft en finger med i spillet her, at det var ham, der var skyld i Emma Ophelias død, at han på grund af jalousi havde fået hende slået ihjel."
"Efter Emma Ophelia opgav jeg at have med de levende at gøre. Jeg frygtede nemlig, hvordan det ville gå de mennesker, jeg på en eller anden måde blev følelsemæssigt involveret med. Jeg frygtede simpelthen, at Morteaux skulle tage livet af dem. Men helt at undgå menneskelig kontakt kan man ikke. Jeg var bl.a. som alle andre mennesker nødt til at foretage indkøb af mad og drikke og andre fornødenheder, med de små sammenstød det kan afstedkomme. En dag ignorerede f.eks. den tidligere omtalte købmand min tilstedeværelse og betjente en anden kunde før mig, en kunde, der stod bag mig i køen, hvilket faldt mig for brystet. Da jeg kom hjem, fortalte jeg Morteaux om den uretfærdige behandling, jeg havde været udsat for. Han sagde da, at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Købmanden var efterfølgende død, og butikken ville snart blive overtaget af en anden, som forhåbentlig ville behandle mig bedre. Og sådan gik det med alle, der på en eller anden måde generede eller fornærmede mig. En efter en tog Morteaux livet af dem. Alle afgik de ved døden. Deres forseelser syntes slet ikke at stå i forhold til straffen. Morteaux mindede mig om den gammeltestamentlige profet Elisa, som, da nogle drenge råbte skaldepande efter ham, forbandede drengene i Herrens navn, med det resultat at der kom to bjørne ud af en skov og rev toogfyrre af drengene ihjel. Hvordan kunne det være, at Morteaux opførte sig så ubarmhjertigt? Hvorfor følte han ikke noget for menneskene? Hvorfor lod han aldrig nåde gå for ret? Det kunne jeg ikke forstå."
"Langsomt synes byen at blive tømt for alt menneskeliv. Når jeg går i gaderne, i de efterhånden mennesketomme gader, fortrækker de få folk, der er tilbage, sig skyndsomst, når de får øje på mig. Folk i byen er blevet bange for mig. Bange for at få den kolde trækvind, som omgiver mig, at mærke, bange for at Morteaux' stemme efterfølgende i mørket skal afsige deres dødsdom. Ja, langsomt synes byen at blive tømt for alt menneskeliv. Omvendt synes kirkegården at vokse, og det med en foruroligende hast. Hver gang jeg besøger den, er der kommet nye grave til, man har måtte tage nye afsnit i brug for at få plads til dem alle. Jeg læser med rædsel de nye navne på gravstenene, navnene på Morteaux' ofre."
"På det seneste er jeg begyndt at frygte, at Morteaux som alle andre massemordere skal blive træt af den individuelle død. Med det mener jeg, at han skal blive træt af besværet med at udtænke, på hvilken måde det enkelte menneske skal slås ihjel. Det er jo så meget lettere at dræbe over en bred kam. Og et af de mest effektive midler til dette er de farlige epidemiske infektionssygdomme, der har ramt menneskeheden gennem historien. Jeg frygter derfor, at Morteaux vil lade en sygdom, en pestlignende sygdom, bryde ud i denne by. En efter en vil indbyggerne dø af sygdommen. Kun jeg, den udvalgte, Morteaux' protegé, vil overleve. Jeg vil komme til at gå i de øde gader i den af den pestlignende sygdom udslettede by. Alene, fuldkommen alene."
"Det er en fantastisk historie, du der fortæller mig," sagde jeg, da manden havde afsluttet sin fortælling. — Jeg havde længe i tavshed siddet og lyttet til mandens fortælling. Engang imellem havde jeg noteret nogle oplysninger ned på min blok, men i den sidste lange tid havde jeg — jeg vidste ikke, om det var et udslag af min tiltagende sygdom, eller om det skyldtes karakteren af mandens fortælling — kun tegnet kruseduller. "Så vidt jeg forstår på dig," fortsatte jeg, "mener du, at Morteaux fra sit opholdssted i det hinsidige en efter en likviderer indbyggerne i denne by, og at politiet skal gøre et eller andet for at standse ham, før der sker flere mord?"
"Ja," sagde manden.
"Nu er det jo ikke første gang, at du fortæller denne historie til os." sagde jeg. "Du har før fortalt den til den gamle kriminalkommissær. Grunden til at han overhovedet har villet lytte til en fortælling af denne karakter, er, at den omtalte Morteaux er en for politiet ikke helt ubekendt person. Som du selv har oplyst, er han en gammel bekendt af den gamle kriminalkommissær — ikke ven, den betegnelse vil den gamle kriminalkommissær, hvis jeg kender ham ret, venligst have sig frabedt; det var kun via sit arbejde, at han gang på gang havde den tvivlsomme fornøjelse at støde på Morteaux. Grunden til det var, at Morteaux engang var leder af en berygtet bande i denne by, en bande, der bl.a. stod bag nakotikahandel, våbensmugling, pengeafpresning og prostitution. Han var en leder, der med hård hånd fik fjernet de mennesker, der på en eller anden måde kom i vejen for ham. Det beskidte arbejde fik han sine håndlangere til at udføre. Aldrig fik han selv blod på hænderne. Han var den usynlige hånd, der i det skjulte og på sikker afstand af gerningsstedet trak i trådene. Den gamle kriminalkommissær fik aldrig ram på Morteaux, kun på hans håndlangere. Aldrig var det muligt at få knyttet ham til nogen af de mange forbrydelser. Han var, går jeg ud fra, for smart. Disse begivenheder ligger langt tilbage i tiden. Det var længe før din tid. På et tidspunkt valgte Morteaux at trække sig tilbage. Han kappede alle båndene til den kriminelle underverden og købte det store hus på Ensomhedens Allé. Dér levede han så tilbagetrukket resten af sine dage af alle de mange penge, han havde tjent på sine forbrydelser."
"Det er nye oplysninger for mig. Det var jeg slet ikke klar over," sagde manden. — Han virkede, så vidt jeg kunne se, oprigtigt forbavset, ja, rystet. "Det forklarer en del," tilføjede han.
"Måske — og så alligevel ikke," sagde jeg. "Vi har for ikke at blive beskyldt for ikke at tage din henvendelse alvorligt undersøgt omstændighederne omkring flere af de personers død, som du hævder, at Morteaux skulle være ansvarlig for. Blandt andet Emma Ophelia Hansens død. Af politiets rapport fremgår det, at hun, da hun løb over en vej, tilsyneladende ikke så sig for og blev ramt af en bil. Føreren af bilen overholdt alle færdselregler og kunne intet gøre for at undgå ulykken. Han var efter ulykken stærkt chokeret. Der er således intet mistænkeligt ved hendes dødsfald. Det var et hændeligt uheld. Hvad angår købmanden, der fornærmede dig, så døde han af hjertestop. Han havde i mange år haft et dårligt hjerte. Han døde altså af naturlige årsager. Og sådan forholder det sig også for resten af de personer, du har nævnt. Enten er de omkommet ved hændelige uheld, eller også er de døde af naturlige årsager. Der er altså ingen mystiske omstændigheder ved dødsfaldene, intet, der tyder på, at Morteaux skulle stå bag dødsfaldene. Hvad angår din formodning om eller følelse af, at byen her er ved at uddø, kan embedslægen bekræfte, at der med hensyn til antallet af dødsfald i denne by er sket en svag stigning. Det er der imidlertid intet foruroligende ved, påpeger han; det er normalt, at der er disse udsving over tid. Og hvad det sidste angår, hvis jeg må være så fri at give udtryk for min egen oplevelse," — her rejste jeg mig træt op og gik hen og så ud ad vinduet i kontoret — "så er gaderne i byen for mig at se lige så fyldt med mennesker, som de plejer at være."
Gaden neden for politistationen lå øde hen i en hvidlig tågedis, som til begge sider af gaden, efter nogle få meter, fremstod som en mur. Hele tiden forventede jeg, som en slags bekræftelse på mine ord, at biler og fodgængere ville komme ud af tågedisen, men intet skete. Dog endelig efter et lille stykke tid, som syntes som en evighed, skete der noget; en ensom skikkelse, en ældre, svagelig kvinde, kom usikkert gående ud af tågedisen. Lettet over dette syn konkluderede jeg: "Som du kan se, er der intet, der kan bekræfte din historie."
"Når man er ensom og lever meget isoleret, kan man let indbilde sig ting, ikke?" fortsatte jeg, idet jeg med øjnene vedblev med at følge den gamle kvindes noget usikre færd hen ad fortovet. "Det her er slet ikke et anliggende for politiet. Tal med en psykolog eller en psykiater, f.eks. Dr. Beckmann."
"Dr. Beckmann er død," sagde manden med et trist, konstaterende tonefald henne fra sin stol, samtidig med at kvinden nede på gaden faldt om.
"Nå, er han det, også ham?" sagde jeg, imens jeg iagttog, hvordan en betjent inde fra stationen kom tililende for at komme den ældre kvinde til undsætning, "men så tal med en anden psykiater."
"Det er også ligegyldigt," sagde manden i et resigneret tonefald, idet han rejste sig for at gå. "Det kommer alligevel til at gå, som Morteaux ønsker, at det skal gå. Morteaux er den store gangsterboss, og dødsenglene er blevet hans nye håndlangere. Jeg ser det store billede tydeligere nu, efter de oplysninger du har givet mig. Morteaux har, som da han var leder af den berygtede bande, denne by i sin hule hånd. Alles skæbne, også din, ligger i hans hænder. Når jeg i dag kommer hjem til det store hus på Ensomhedens Allé og det bliver aften, vil Morteaux måske sige: ‘Ved du hvad, Johan Christoffer? Den unge kriminalassistent, du talte med i dag, han lever ikke mere. Han er død. Da du, Johan Christoffer, forlod hans kontor, åndede han i første omgang lettet op. Til sin store glæde bemærkede han, at trækvinden, den kolde, ubehagelige trækvind, var forsvundet. Nu manglede han blot at få sin influenza overstået. Så ville alt være, som det plejede. En halv time senere fandt en kollega den unge kriminalassistent liggende død hen over skrivebordet, død af den mærkelige pestlignende sygdom, som hærger byen, og som hele tiden kræver nye dødsofre.’ Rædselslagen vil jeg høre Morteaux' stemme fortælle mig det. Skræmmer det dig ikke?"
"Nej," sagde jeg. "Hvad du taler med Morteaux om i mørket, er mig, ja, ikke kun mig, men hele denne by, inderligt ligegyldigt. Det har ingen betydning for os. Det har ingen betydning for nogen andre end dig selv."
Manden, som nu stod med hånden på dørhåndtaget, i døråbningen, nikkede bedrøvet. På den samme forsigtige måde, som en mor eller en far lukker døren ind til det barneværelse, hvor barnet netop er faldet i søvn, lukkede han døren ind til kontoret.
