Træerne på månen

Da astronauterne fra Apollo 11 ekspeditionen, Neil Armstrong, Michael Collins og Edwin (Buzz) Aldrin, i 1969 som et led i deres "Giant Leap" rundrejse også besøgte Holland, forærede den daværende amerikanske ambassadør i Holland, John William Middendorf, en sten, der angiveligt var blevet samlet op fra månens overflade og bragt tilbage til jorden, til den tidligere hollandske ministerpræsident Willem Drees, måske som en påskønnelse af hans store indsats for at genrejse Holland efter Anden Verdenskrig.

Ved Drees' død i 1988 blev denne sten skænket til Rijksmuseum Amsterdam, det hollandske nationalmuseum, der udover en stor malerisamling fra den hollandske guldalder også huser en mindre mineralsamling. Dengang blev stenen forsikret for et større pengebeløb.

Der har imidlertid længe været sået tvivl om stenens ægthed, og i forbindelse med at der skulle tegnes en ny forsikring for den, er den blevet undersøgt af en geolog. Med den specielle evne naturvidenskabsfolk har til at få almindelige menneskers illusioner til at briste, har han konstateret, at stenen er et stykke forstenet træ, og at medmindre der har vokset træer på månen, så er stenen et falsum.

Efterfølgende har den amerikanske rumfartsadministration NASA kortfattet udtalt, at de ikke har nogen forklaring på, at den hollandske sten ikke skulle stamme fra månen. I det hele taget er der mange, der ikke har lyst til at udtale sig i denne sag. Det giver plads til alle konspirationsteoretikerne. Er den falske månesten endnu et indicium på, at månelandingen var et stort bedrag?

Det var så historien, som den er blevet fortalt i medierne. Men hvad mener jeg — jeg, William Alexander Månesøn, jeg, der inden jeg som dreng faldt ned fra månen, boede på slottet Stjerneborg ved Mare Humorum sammen med mine forældre, kongen og dronningen af månen?

Jeg mener, at selv om stenen er et stykke forstenet træ, kan den meget vel være ægte. For der vokser jo træer på månen. Jamen det gør der! Og det har der gjort lige så længe, som der har vokset træer på jorden. Ikke kun enkeltstående træer. Store områder af månen er dækket af tæt skov.

Månebøg, måneeg, månebirk og månegran er de almindeligste sorter. Jeg må desværre skuffe de fantaster, der havde sat næsen op efter, at jeg nu i bedste Münchhausen-stil ville fortælle et eller andet spektakulært om træerne på månen. For udover at den anderledes belysning, der hersker på månen, får træerne til at fremtræde en anelse spøgelsesagtigt, adskiller de sig ikke nævneværdigt fra de tilsvarende sorter på jorden. Goethes jordnære ord gælder også på månen: træerne vokser ikke ind i himlen.



Dog vil jeg, nu når jeg alligevel er ved emnet træer på månen, benytte lejligheden til at fortælle en fantastisk historie fra min barndom. Men bemærk venligst, at det tilsyneladende fantastiske i historien ikke drejer sig om en egenskab ved træerne, men om et ensomt, af menneskenes fællesskab udstødt menneskes evne til at forvandle sig.

Selv om jeg er af kongelig byrd, gik jeg som barn i en almindelig skole. Helt almindelig var skolen dog ikke, for det var kun det bedre borgerskabs børn, der gik dér, hvilket jeg i grunden beklager, for rige og magtfulde menneskers børn er ikke særligt rare at være sammen med. Rigdom og magt får som bekendt ikke de bedste egenskaber frem i mennesket.

I en af klasserne var der en pige, der hed Bjørk. Hun var det sødeste menneske, man kunne forestille sig. Hun sagde ikke så meget. Hun smilede kun forsigtigt til alle, der sagde noget til hende. Men til trods for det eller måske netop på grund af det blev hun drillet af de andre børn, ikke kun af dem i hendes klasse, men af alle børnene på skolen.

Hun elskede skoven. Hun elskede træerne. Måske fordi de ikke ligesom menneskene drillede hende. Hun elskede at gå rundt neden for stammerne og se op i trækronerne.

"Hvilket træ holder du mest af?" spurgte jeg hende engang.

"Birk," sagde Bjørk.

Det var en tradition, når månebøgen i begyndelsen af maj sprang ud, at hele skolen drog på skovtur til den nærmeste skov. Det var normalt en glædelig begivenhed. Men et år kom det til at gå anderledes.

Normalt fik børnene efter et stykke tid lov til at gå rundt i skoven i små grupper. Som sædvanlig var der ingen, der ville være sammen med Bjørk. Så hun gik rundt i skoven for sig selv.

Da skolen efter en lang dag i skoven skulle hjem, opdagede man, at Bjørk manglede. Alle lærerne gennemsøgte skoven. Men Bjørk var ingen steder at finde. Måske var hun faldet i en dyb skovsø og var druknet? Politiet — altså månepolitiet — blev tilkaldt. De ledte efter Bjørk med hunde og trak vod i skovsøerne. Men uden resultat: man fandt aldrig Bjørk. Det var et stort mysterium, som optog alle eleverne på skolen.

En dag, et stykke tid efter skovturen, sagde vores biologilærer, som var en ivrig naturvandrer i sin fritid, at der ude i skoven, i lunden af birketræer, var kommet et nyt træ, et ungt, smukt birketræ.

Det var fra biologilærerens side vist bare ment som en bemærkning i forbifarten, og han havde overhovedet ikke nævnt den forsvundne Bjørk i den forbindelse, men det var sådan, tror jeg, at myten blandt skolens elever opstod, myten om, at Bjørk var blevet forvandlet til et træ. Bjørk, der var blevet udstødt af menneskenes fællesskab, havde fundet et nyt liv blandt træerne.

Afslutningsvis vil jeg for dem, der stadig tvivler på, at der vokser træer på månen, gengive en samtale om emnet, jeg har haft med en skeptiker par excellence, en af mine allerskarpeste kritikere.

Camilla fra Søborg: "Hvordan kan det være, William Alexander, at der er ingen, det være sig de astronauter, der har gået rundt på månens overflade, eller de astronomer, der fra jorden har observeret månens overflade med teleskoper, der har set skovene på månen?"

William Alexander Månesøn: "Det er der en meget enkel forklaring på. Som jeg før har fortalt, kan månens byer og andre anlæg ved et tryk på en knap let skjules under overfladen. Denne knap gælder også månens skove. Hver gang et teleskop på jorden rettes mod månen eller jordboerne besøger månen, trykker månens befolkning på denne knap."

Camilla fra Søborg: "Træernes blade producerer ilt ved den proces, vi kalder fotosyntese. Hvis der voksede træer på månen, ville månen ligesom jorden have en atmosfære med skydannelse. Hvorfor har vi på jorden aldrig observeret denne atmosfære?"

William Alexander Månesøn: "Det er der også en meget enkel forklaring på. På månen har vi ved en avanceret teknologi skjult atmosfæren under månens skorpe. Hvis jeg må lave denne analogi: Modsat mennesket bærer insekterne skelettet udenpå. Det er måske en mere hensigtsmæssig løsning, for på denne måde beskytter insekterne de sårbare dele af deres organisme. På månen har vi taget ved lære af insekterne. Vi beskytter den sårbare atmosfære under månens skorpe. Månens tilsyneladende golde overflade med de mange kratere er altså at sammenligne med en skarnbasses panser. Jeg ville opfordre jordens befolkning til at følge månens eksempel, men det kræver selvfølgelig, at ingeniørkunsten på jorden kommer op på det samme høje stade, som den er på månen."

Camilla fra Søborg: "Suk ..."