Drøm om et mord

Jeg er to mennesker: ham, jeg er, når jeg er vågen, og ham, jeg er, når jeg sover og drømmer.

Selv om de begge to bærer navnet William Alexander Månesøn og ligner hinanden som to dråber vand, er de fremmede over for hinanden. De har af gode grunde aldrig mødtes. Den ene eksisterer jo kun, når den anden sover. Kun når jeg forsøger at genkalde mig mine drømme, er det som om, at de to mødes i en gådefuld spejlverden, hvor man let kan komme i tvivl om, hvem der er virkelig, og hvem der er spejlbillede.

Man skulle tro, at to eksistenser, der på overfladen er så ens, havde samme sind. Det er ingenlunde tilfældet.

En nat drømte jeg f.eks., at jeg havde myrdet Camilla fra Søborg. Dvs. jeg drømte, at den mand, jeg er, når jeg sover og drømmer, havde dræbt Camilla fra Søborg. Lad os for klarhedens skyld kalde ham for William the Bad Guy.

Selve mordet optrådte ikke i drømmen. Drømmen begyndte først et stykke tid efter mordet. Derfor er det uklart, hvordan mordet egentlig er foregået, men jeg forestiller mig ikke, at der har været tale om noget blodbad. Jeg går ud fra, at William the Bad Guy har lagt en pude over Camillas ansigt og kvalt hende.

Drømmen var præget af to helt dominerende og modsatte grundfølelser: angst og lettelse. I begyndelsen af drømmen var William the Bad Guy angst for at blive afsløret som morderen. Han sneg sig af sted i byens gader, dukkede sig og undgik folks blikke, når de så på ham. Han gjorde sig på alle mulige måder så lille som mulig. Han burede sig inde i sin lejlighed. Han frygtede for den dag, det ville banke på døren, og det var politiet, der var kommet for at tale med ham. Det forunderlige var nu, at det aldrig kom til at ske.

Med næsten vantro læste William the Bad Guy i aviserne om politiets forgæves efterforskning. Mordet forblev uopklaret. Han slap altså af sted med sin skændige forbrydelse uden at blive opdaget.

En af grundene til dette var, at ingen i Camillas omgangskreds kendte til William the Bad Guy's eksistens, da Camilla ikke havde omtalt ham over for dem. En anden af grundene var, at der ingen vidner havde været til mordet, der havde forgået i Camillas lejlighed, og at ingen efterfølgende havde set William the Bad Guy forlade lejligheden. Der gik for øvrigt længe, inden nogen overhovedet opdagede, at Camilla lå død i sin lejlighed. Det var på en måde trist. Det tydede på, at Camilla, på trods af at hun foregav det modsatte, i grunden var et lige så ensomt menneske som William the Bad Guy.

At William the Bad Guy slap af sted med sin skændige forbrydelse uden at blive opdaget, udløste drømmens anden helt dominerende følelse: lettelse. På samme måde som man, når man som barn havde gjort et eller andet forkert, men på et hængende hår havde undgået at blive opdaget, kunne føle en lettelse, der nærmede sig en glædesrus, på samme måde følte William the Bad Guy nu en lettelse, der nærmede sig en glædesrus. Da denne næsten ekstatiske følelse af lettelse var på sit højeste, vågnede jeg af drømmen, med bankende hjerte, badet i sved.

Først lidt efter lidt gik det op for mig, at det hele kun havde været en drøm, at jeg ikke havde myrdet Camilla, at hun stadig levede. Da drog jeg et lettelsens suk. Denne spaltning af min personlighed var i grunden ejendommelig: I drømmen havde jeg, altså William the Bad Guy, været lettet over at slippe af sted med den skændige forbrydelse uden at blive opdaget. I vågen tilstand derimod var jeg lettet over, at det hele kun havde været en drøm, og at jeg ikke havde myrdet Camilla.

Hvad betyder drømmen? At jeg er en latent morder? At jeg har en undertrykt lyst til at myrde Camilla, fordi hun har afvist mig? — Det tror jeg ikke. Alle, der kender William Alexander Månesøn, ved, at han er en harmløs pjerrotfigur, og at han ligesom Pjerrot ikke kan blive vred, men kun ked af det. Jeg kan i vågen tilstand højst myrde på skrift, og hvis det kan sidestilles med mord, så er Dostojevskij også en morder, da han bl.a. har mordet på en gammel pantelånerske og hendes søster på samvittigheden.

Det, jeg tror, at drømmen betyder, er, at jeg er ved at komme mig over bruddet med Camilla, at jeg er ved at have kappet alle de følelsesmæssige bånd til hende. (Det at slette et menneske, man har elsket, fra sin bevidsthed er, når man tænker over det, en form for mord). Det, drømmen måske vil fortælle mig, er, at jeg har fortrængt en følelse, nemlig den at jeg inderst inde er lettet over bruddet.