En aften hen imod jul, da Von O og jeg gik over Rådhuspladsen, fik vi øje på en mand, der stod og støttede sig til en af de tre vandspyende drager ved vandkummens kant på Dragespringvandet. Manden så ikke ud til at have det så godt. Vi gik derfor hen og spurgte ham, om alt var vel, eller om han havde brug for hjælp.
Manden løftede sit hoved og så forbavset op på os. Det var en lille mand. Hans ansigt var vejrbidt med daggamle skægstubbe. Hans øjne, der var mørke og glansløse, lod ikke til at fokusere på det, de tilsyneladende så på.
"Pjerrot og Santa Claus?" mumlede han forundret, tilsyneladende mere henvendt til sig selv end til os.
Det skal her indskydes, at jeg med min blege fremtoning og Von O med sit store hvide skæg og den strikhue med kvast, han bærer om vinteren, i et forvirret sind let kan tage sig ud for de to ovennævnte skikkelser.
"Er det mon den gamle, der har sendt dem?" fortsatte manden. "Jeg havde i grunden forestillet mig noget mere opløftende: et kvindeligt væsen med vinger og glorie."
Han så sig om.
"Og hvor er kanen og rensdyrene, der skal bringe mig til Himmelens porte?" spurgte han.
Von O og jeg måtte nu overbevise manden om, at vi ikke var udsendinge fra det hinsides, at vi ingen kane og rensdyr havde. At vi var to helt almindelige mennesker — bortset fra at jeg var en prins, der som barn var faldet ned fra månen. At vi var blevet urolige, da vi havde set ham stå og omfavne en drage.
"En prins fra månen?" sagde manden og så forbavset på mig. "Og hvem er jeg selv, hvis du er en prins fra månen? — Jeg er en drage. Selvfølgelig er jeg det. Ikke en drage i et æstetisk univers som den rent dekorative figur, jeg står og støtter mig til, men en drage i et etisk univers ligesom den, Sankt Georg i den berømte legende spidder med sin lanse Ascalon."
"Dog kan man ikke se det på mig. I verdens øjne ligner jeg vel en lille mand, en hjemløs alkoholiker, udstødt af menneskenes fællesskab, men som det fremgår af de talrige fremstillinger af Sankt Georg og dragen, de alvorlige og sandhedssøgende af slagsen vel at mærke, som kunstnere har skabt gennem tiderne, er drager, modsat af hvad mange tror, ikke særligt store, faktisk omtrent af menneskestørrelse, og i grunden ofte menneskelignende, på samme måde som at en frø eller en salamander også er menneskelignede, og kan derfor iført moderne klæder i en storby som København, hvor ingen rigtigt ser hinanden i vrimlen, let antages for et menneske. Det er — går jeg ud fra — grunden til, at myndighederne endnu ikke har afsløret min sande identitet. At jeg ikke er blevet standset af politiet på gaden og anbragt i et bur i Zoologisk Have."
"Men jeg forsøger også ihærdigt på at fortrænge min dragenatur. Alle mine kræfter bliver brugt på dette ene projekt, at fortrænge. At leve er der slet ingen overskydende kræfter tilovers til. Men jeg har også haft stor succes med det. Der er næsten ingen tegn tilbage på, at jeg er en drage, udover den dårlige ånde, jeg jager mine medmennesker bort med, og min hang til lam og unge jomfruer."
"Trods dette maskespil er livet som drage i moderne tid i grunden ikke så slemt. Jeg har mere ondt af Sankt Georg. Hvor er han at finde i den moderne verden? Er han ikke at finde fjernt fra sit fædreland, i en dal i en bjergrig egn med den drømmeløse søvns smukke blomster? Hvor fjenden intet ansigt har. Hvor han skjuler sig i majsmarkerne og kun uventede eksplosioner og kugler, der hvisler en om ørene, afslører hans eksistens. Måske vil han, Sankt Georg, vende hjem i ét stykke og tilsyneladende være uberørt af, hvad hans øjne har set og hans hænder har gjort. Måske vil han blive offer for fjendens sprængstoffer. Måske er hans sjæl lavet af krystal og vil gå i tusinde stykker. Under alle omstændigheder venter der ham ikke nogen storslået heltemodtagelse. "Du valgte det selv," siger vi, næsten med undertrykt vrede i vores stemme. "Du kunne være blevet hjemme ligesom os andre, vi, der kæmper denne verdens sande kampe bag ligusterhækken og foran spejlet i badeværelset." Stakkels Sankt Georg. Det er hårdt, når man er en helt, ikke at kunne bevise sit heltemod over for verden. At være god, men ikke at kunne bevise det, må være så meget værre end at være ond og måtte skjule det."
"Også Cleodolinda, den evige jomfru, jeg aldrig fik sat tænderne i, har jeg ondt af. Hvor er hun at finde i den moderne verden? — Ak, har hun ikke skikkelse af naboens datter, den unge pige, der sulter sig selv, eller i al hemmelighed skærer i sig selv med skarpe knive? Nej, det er bestemt ikke let at have et jomfrusind og have hang til offerspil i denne tid."
"Men om natten drømmer vi alle den samme drøm, Sankt Georg, Cleodolinda og jeg. I drømmen bliver vi ført tilbage til den svundne tid, hvor alt var, omend ikke bedre, så dog mere entydigt, hvor en ridder var en ridder, en drage en drage og en jomfru en jomfru."
"Drømmens handling er altid den samme. Udfaldet af den drabelige kamp mellem menneske og drage ligger på forhånd fast. Gang på gang spidder Sankt Georg mig med sin lanse Ascalon. Gang på gang kløver han mit hoved med sit sværd Jerusalem."
"Nu skulle man tro, at det var hårdt sådan at dø igen og igen. Det er det ikke. Jeg udfylder min rolle som den flydende bronze udfylder en skulpturs afstøbningsform. Jeg er noget, omend jeg er det onde, det onde, der besejres."
"Det er de færreste, der forstår dette, når jeg fortæller dem det. Men jeg tror, at du i det mindste må kunne forstå mig, blege måneprins, du, der er faldet ned fra månen. Sagnet om Sankt Georg og dragen betyder det samme i mit liv som månen gør i dit: det for evigt tabte, vi måler alt op imod."
"Men nu, mine herrer, må jeg tilbage til sumpene, tilbage til min hule. Sankt Georg og Cleodolinda venter mig i mine drømme. Farvel, de herrer, farvel."
Med disse ord forlod den lille mand os, i retning af Hovedbanegården.
"Sværdet Jerusalem?" sagde jeg i et tvivlende tonefald, da manden havde forladt os. "Jeg har hørt om lansen Ascalon, men sværdet Jerusalem har jeg aldrig hørt om før."
"Der er meget, du ikke ved, William Alexander Månesøn," sagde Von O. "Alt, hvad dragen fortalte dig, er sandt. Sværdet Jerusalem er et virkeligt sværd. Farligere sværd end det findes ikke på denne jord. Det er smedet af selveste Vulkan (Vulcanus) i den hellige ild, af jordens salt og himlens lys. Kun med det kan man kløve en drages hoved."
"Og hvor befinder sværdet sig i dag?" spurgte jeg. "Ligger det monstro på bunden af en sø, bevogtet af en vandnymfe?"
"Nej," sagde Von O. "Det er i min besiddelse. En dag, når tiden er moden, vil du få det at se. En dag, når tiden er moden, vil det blive dit."
"Hvad skal jeg dog med et farligt sværd, Von O?" spurgte jeg.
"Nu skal du ikke blive forskrækket, William Alexander," sagde Von O, "men hvis du en dag får mulighed for at vende tilbage til månen, vil du opdage, at alt er forandret, at der sidder en fremmed på din slægts trone. Det er en ond mand. Han vil opfatte din tilbagekomst som en trussel mod hans herredømme over månen. Den fremmede besidder magiske evner. Han vil opvække alle de døde i den ukendte soldats grav overalt på månen og jorden og sende dem ud imod dig. Da vil du få brug for sværdet Jerusalem, William Alexander, for der findes ingen vildere krigere end de navnløse soldater, der er døde på slagmarken. Mere vil jeg ikke sige nu. For tiden er endnu ikke moden ..."
Min ven Jonas Bjerg, der er kunsthistoriker, udtaler:
"Billedet, som illustrerer indlægget, er et farve- og skarphedsmanipuleret udsnit af Paolo Uccellos maleri, Sankt Georg og dragen, dateret til ca. 1470."
"Uccello (1397-1475) er en italiensk kunstner fra overgangsperioden mellem middelalderen og renæssancen. Han er en af kunstenhistoriens store innovatorer. Han er en af de første kunstnere, der udforsker det lineære perspektiv. Ifølge kunsthistorikeren Giorgio Vasari skal han ved en lejlighed begejstret have udbrudt: "Oh, det lineære perspektiv er i sandhed en vidunderlig ting." Når man betragter Uccellos æuvre, fristes man til at give ham ret."
"Bemærk den omhu, ja, næsten kærlighed, med hvilken Uccello har udført dragen. Sankt Georg og Cleodolinda virker til sammenligning som to mindre gennemarbejdede bifigurer. Modsat dragen udtrykker de ingen følelser. De virker som to sært udeltagende statister i dramaet. Ligesom Mary Shelley i romanen Frankenstein menneskeliggør det monster, Dr. Frankenstein har skabt, menneskeliggør Uccello på maleriet dragen. Det er lige ved, at man får medlidenhed med den. Hvorfor, får man lyst til at spørge, hvorfor skal dette enestående væsen dræbes?"
