søndag den 28. december 2025

Christoffer Columbus' pæreformede jordklode. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt"

Christoffer Columbus' pæreformede jordklode

Det er begrænset, hvad man ved om folket fra havet og deres levevis. Der er ikke skrevet egentlige antropologiske studier om emnet. Vores viden stammer alene fra handelsskibenes logbøger og sømændenes private optegnelser og breve til deres kære, ikke det bedste kildemateriale, ser man bort fra de få tilfælde, hvor to eller flere af hinanden uafhængige kilder har gjort de samme observationer.

Det kan i den forbindelse nævnes, at folket fra havet allerede omtales af Christoffer Columbus i nogle af de mange ofte divergerende udgaver af hans rejsedagbøger. Den kære Admiral over Oceanet kan imidlertid ikke i moderne forstand anses for et troværdigt vidne, da han på sine opdagelsesrejser eksempelvis også hævdede at have set havfruer og at have genfundet det jordiske paradis med dets fire udspringende floder, beliggende på toppen af et bjerg af så kolossale dimensioner – muligvis inspireret af Purgatoriet i Dantes guddommelige komedie – at jordklodens form som konsekvens heraf måtte opfattes som værende pæreformet, i modstrid med det på den tid herskende aristoteliske verdensbillede.

Denne evne til at forme en ny verden ud af den gammelkendte og befolke den med fantasivæsner gjorde ham til en sjælden hybrid, halvt digter, halvt opdagelsesrejsende, og satte nye standarder, ikke for de opdagelsesrejsende, i tilfælde af at der endnu skulle være nogen tilbage med det erhverv, men for digterne som sent om natten i deres hulelignende lønkamre nærmer sig tærsklen til søvnens rige, hvor ideerne iklædes skikkelse og begynder at tale og bevæge sig, et marionetteater uden kendt dukkefører.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar