Havets myter. Et fragment fra fortællingen "Kærlighedens afmagt".

Hendrick van der Decken, kaptajn på den flyvende hollænder

Der findes et folk, som kan gå på vandet. Hvis man opsøger beværtningerne i de store havnebyer, kan man ud på aftenen, når deres øjne er blevet fugtige, høre sømænd fortælle om dem.

Det er de samme sømænd, som fortæller om den flyvende hollænder, så det er nærliggende at tro, at der kunne være – om end ikke en forbindelse – så dog en parallelitet mellem folket fra havet og spøgelsesskibet og dets moralsk tvivlsomme kaptajn, elementernes oprører, Hendrick van der Decken, dømt som han er til at stå på dækket neden for stormasten og affyre sin pistol ind i den aldrig ophørende storm indtil tidernes ende.

Men til trods for, at flere amatørhistorikere uafhængigt af hinanden i ly af natten har tiltvunget sig adgang til hemmelighedsfulde biblioteker og forseglede arkiver, som ellers er lukket for den jævne mands adgang, for at studere deres gamle bøger og dokumenter om havets myter, er det endnu ikke lykkedes for dem at finde den.

Det lader således ikke til, at folket fra havet i lighed med besætningen på den flyvende hollænder soner en utilgivelig synd, som oprindelig truede både den himmelske og jordiske orden, men hvis nærmere omstændigheder fortaber sig i historiens tågelandskaber, og som derfor varierer, alt efter hvem der refererer dem, eller at deres tilsynekomst varsler død og ulykke for de sømænd, som uforvarende er blevet dens vidner.

De forsøger heller ikke at kontakte sømændene for at overrække dem breve, som bliver tungere og tungere for hver tilbagelagt sømil, når sømændene modvilligt har påtaget sig sendebuddets hverv, og som viser sig at være til for længst afdøde personer, når de synkefærdige skibe endelig når i havn.

Nej, tværtimod er de, må man forstå på vor tids herskende klasse, disciple af oplysningen som de hævder at være, uskylden selv, uspoleret som de antages at være af vores – det vil sige den vestlige verdens – civilisation og kultur, og måske er det ligefrem fraværet af denne usynlige byrde, som vi vesterlændinge til stadighed må bære rundt på, som gør dem i stand til at gå på vandet? Ifølge denne opfattelse kan de således med nogen ret siges at være det våde elements udgave af de ædle vilde.

Det er derfor heller ikke på nogen måde en angstfremkaldende oplevelse for sømændene at møde folket fra havet.

Det er, som når tilsyneladende legesyge delfiner uventet dukker op og udfører akrobatiske spring i det skumfyldte vand omkring skibenes stævne og køle.

Med beundrende blikke overværer sømændene folket fra havet bevæge sig i gåsegang hen over bølgekammene, som om de var udspændte liner, uberørt af stormen, tilsyneladende lavet af det samme stof som orkanens inderste stillestående kerne. De store bølger med hvide skumtoppe er ikke nogen udfordring for dem. Det svarer til kuperet terræn for hyrder og andre omkringstrejfende vandringsmænd på landjorden.

Og når den enkelte sømand om aftenen kaster et sidste blik ud gennem koøjet, inden han går til ro, og et sted ude i mørket, hvor himmel og hav står i et, får øje på havfolkets blafrende fakler og bål, hvor de har slået lejr for natten, kan han ikke undgå at føle den samme samhørighed med dem, som de første mennesker må have følt med de gøende, syngende, tudende og kukkende dyr i urtidsnatten.