Kundskabens træ. En gotisk verden

Kundskabens træ af "Caspar David Friedrich"

Den første verden: en lukket have. To gådefulde træer. En mægtig herremand, på en gang lovgiver, anklager, dommer og skarpretter i modstrid med den moderne retsstats princip om magtens deling, og hans flimrende spejlbillede i den gamle dam: en grinende slange. To frygtsomme børn. En dreng og en pige, endnu ikke kønsmodne, som i eventyret om Hans og Grete som måske i sin oprindelse i en europæisk verden efter den sidste istid med uendelige skove, vandrende stammer og shamaner er langt ældre end den bibelske myte om syndefaldet. Et forbud. En kåd overtrædelse af forbuddet, blot en drengestreg. En drakonisk straf, som ikke er proportional med forbrydelsens alvor, igen i modstrid med den moderne retsopfattelse. En udstødelse. Du vil altid være hjemløs. En forbandelse. En negativ social arv, som overleveres fra far til søn, fra mor til datter, generation efter generation, slægtled efter slægtled, uden mulighed for det enkelte menneske for at blive mønsterbryder. Du vil altid være en lovovertræder. Du vil altid være dømt til at gentage dine forfædres synder. Det gode, vi vil, det gør vi ikke. Det onde, vi ikke vil, det gør vi. Mod Gud har vi altid uret. En gotisk verden. 

Paradiset er ofte blevet fremstillet som en kombination af en botanisk og zoologisk have med eksotiske planter og dyr under et gigantisk orangeris næsten usynlige kuppel, men måske burde man snarere forestille sig det som en mørk og dyster skov, en nordisk skov, hvor dyrene synes at være fraværende, havde det ikke været for det ensformige lydspor med gøgens kukken, flagspættens trommehvirvler og musvågens skrig. I en lysning – måske en gammel brandtomt? – står et kroget og næsten udgået træ, kundskabens træ. Dets nøgne grene strækker sig som fortvivlede menneskehænder og -arme op mod himlen og dens af efeu for længst overgroede tomme tronstol. Under træet ligger noget, der ligner dyre- eller menneskeekskrementer. Er det virkelig kundskabens frugter? 

I vores troløse tid er det almindeligt at forholde sig ironisk til syndefaldsmyten, som da en aldrende litterat fra den herskende klasse under et aftenselskab med et svedent grin omtalte kundskabens træ som sextræet, men det må have været usund sadomasochistisk sex, som han refererede til, og som han måske eller måske ikke selv praktiserede. For hvad har træet bragt os mennesker andet end smerte og ydmygelse? ”Jeg selv,” tænkte den drømmende, ”havde aldrig spist den ekskrementagtige frugt, en helgen uden en gud som jeg er.”