Mystikeren og modsætningernes sammenfald i labyrintens centrum

Flodgud af "Michelangelo" i labyrint af "Caspar David Friedrich"

Som enhver af mystikernes ordener har erfaret, er det ikke mennesket, men verdenen som bevæger sig. 

Vejen gennem den neofuturistiske storbys krystalklyngelegeme og ens barndoms eller rettere ens bedsteforældres barndoms hastigt svindende pastorale landskaber fører uvægerligt mennesket mod den nedgående sol, hvad enten mennesket foregiver at bevæge sig eller ej, for at det til sidst må lade sig opsluge og tilintetgøre af den uudslukkelige ild i de kosmiske krematorieovnes indre. 

Det er de nære omgivelsers skæbne at lade sig forvandle til forsvindingspunkter på horisontlinjen. 

Kun mystikeren, som fór vild i den månebelyste labyrint, synes at unddrage sig dette bevægelsens omvendte princip, som om han havde badet i ungdommens kilde. 

Tilsyneladende ubevægelig og henslængt, som var han en flodgud hugget ud af breddens klippevæg, ligger han mellem spindelvæv, sølvfisk og væggelus i en afkrog af gangsystemerne. 

Ubevægeligheden er imidlertid kun en illusion. 

Fintmærkende som han er, fornemmer han, at labyrinten drejer sig om ham, og at han føres som af en ukendt centripetalkraft ned i en tragt til det inderste kammer. 

Her indser han kort før sin død sammenfaldet mellem labyrintens, malstrømmens og helvedesskaktens koniske arkitektur, modsætningernes sammenfald, i sin yderste konsekvens at Gud og Satan er identiske, at disse gigantiske skikkelser sidder som tæt sammenslyngede elskende i den frosne verden i den niende kreds med ham selv som chokeret øjenvidne, hvilken gru, og at frelsen ikke findes, men kun fortabelsen.