Den gådefulde sygdom

Den gådefulde sygdom

Et barn havde så tætte bånd til sine tøjdyr og dukker, at da barnet blev syg, blev tøjdyrene og dukkerne det også. Der var tilsyneladende tale om den samme sygdom, dog syntes den at rumme en indre splid, for mens barnet begyndte at blive mindre, begyndte tøjdyrene og dukkerne at blive større. Væksten var korreleret. Med samme forholdsvise andel og hastighed barnet blev mindre, med samme forholdsvise andel og hastighed blev tøjdyrene og dukkerne større. Væksten var så at sige omvendt proportional. Det var, som om Johannes Døberens ord om, at han skal blive mindre og Jesus skal blive større, var blevet til virkelighed i barneværelset.

Fællesskabet om sygdommen og de reciprokke symptomer er den eneste grund til, at jeg finder historien værd at fortælle, for almindeligvis opfattes sygdom som et ensomt anliggende, selv epidemier. Sygdom fører til eksklusion fra fællesskabet. De raske lever i en verden. Den syge i en anden. Og to syge i to indbyrdes forskellige.

Begivenhederne fandt sted på den tid, da den borgerlige kultur, efter den kort forinden havde nået sit tvivlsomme højdepunkt, stod over for sin undergang. Barndommen havde for overklassen udviklet sig til en selvstændig fase i et menneskes liv, i de grelleste tilfælde en selvstyrende fase løsrevet fra de andre faser. Det var, som om barndommen var et nyt og ukendt kontinent, på hvis forgrenede stier den ubetænksomme opdagelsesrejsende let kunne fare vild og blive væk for altid. Ordene er ikke mine egne, men min bedstefars, dreng som han var på det tidspunkt.

Om morgenen, når min bedstefar var blevet klædt på og havde spist morgenmad, sagde hans mor, som om det var en besværgelse: ”Leg.” Det var, som om den gode fe havde svunget sin magiske stav over ham og fremsagt en hemmelighedsfuld trylleformular. Lettere fortumlet løb min bedstefar ud og legede med de andre børn. Tiden forekom at ile af sted i det lykkelige fællesskab, børnene fik knap nok begyndt på at bygge en hule i skoven, inden aftenklokken ringede solen ned, men når min bedstefar trængte gennem den mur af skumring, som forekom at omgive hans barndomshjem, kunne han på moderens og faderens alvorlige samtale ved middagsbordet forstå, at verden havde været vidne til både revolution og verdenskrig, og at vidunderlige opfindelser som bilen, flyvemaskinen og oceandamperen, som ikke kunne synke, havde set dagens lys. Næste dag var det imidlertid, som om alle begivenhederne var blevet nulstillet, og han blev igen med moderens besværgende ord sendt ud for at lege i århundrede.

*

Der var især tre af tøjdyrene og dukkerne, som stod barnet nær. Det var en bamse med en rød sløjfe om halsen, en dukke med et rundt barneansigt og mørkeblondt krøllet hår og en grøn frø med en gylden krone på sit hoved. Det var tale om helt almindelig legetøj, fremstillet på værksted eller fabrik i mange eksemplarer.

Dukken

Tøjdyrene og dukken var imidlertid blevet individualiseret i barnets selskab, i og med den venstre arm på bamsen hang løs, det højre øje på dukken manglede, og den lodrette syning på frøens bug var gået op, men efterfølgende repareret med systing af forhåndenværende tråd fra moderens syskrin, i en farve, som beklageligvis ikke helt svarede til det lysegrønne stof, frøens bug var lavet af, og derfor gav reparationen et skær af ulægeligt sår eller vansirende ar. Jeg mener, at det er Dostojevskij, som har sagt, at det kun er muligt at elske det ufuldkomne.  

Af angst for de sælsomme begivenheder, som var indtruffet, turde forældrene ikke gå ind på barnets værelse. De tilkaldte huslægen. Han opholdt sig længe inde på barnets værelse. Da han endelig kom ud, virkede han på en gang irritabel og åndsfraværende, fordi det forekom ham, at bamsen, imens han havde undersøgt den, havde hvisket i hans øre: ”Lad det lille barn blive hos os.” Han sagde kort for hovedet, at han ikke kunne forklare, hvorfor tøjdyrene og dukkerne var begyndt at vokse og gjorde mine til at gå.

”Er tøjdyrene og dukkerne levende?” spurgte de forskræmte forældre, idet de hændervridende fulgte efter lægen til hoveddøren.

”Nej,” sagde lægen, idet han et øjeblik standsede i døråbningen. ”Selvom de tilsyneladende virker lige så livagtige som eksempelvis De, hr. og fru A., så er de døde som statuerne af profeterne og apostlene i kirken.”

Derpå løb han med lette hoppende skridt ned ad den lange trappe til vejen, hvor hans vogn med kusk og to prustende heste holdt og ventede.

*

Der gik mange år. Forældrene levede afsondret fra omverden. Ingen vidste mere, hvad der foregik inde i huset.

En skønne dag fandt naboerne forældrene døde i haven. Deres lig lå forvredne for neden af den tjørnebevoksede skrænt, som huset lå på toppen af, som om en mægtig hvirvelvind havde blæst dem ud af huset.

Da de tilkaldte betjente trængte ind i huset, blev de i spisestuen mødt af et ejendommeligt syn. Rundt om spisebordet var bamsen, dukken og frøen blevet arrangeret i maleriske positurer, så det så ud, som om de var i færd med at indtage et beskedent måltid bestående af brød og vin. Det mest ejendommelige var imidlertid ikke den nadverlignende opstilling, men tøjdyrenes og dukkens størrelse. Bamsen havde antaget samme størrelse og proportioner som de brune bjørne i den zoologiske have, og man kunne let have forestillet sig den som deres leder, hvis det ikke havde været for, at den haltede på det venstre forben. Dukken havde antaget samme størrelse og proportioner som en voksen kvinde. Den havde aflagt sit barnlige udseende og mindede om mannequindukkerne i tøjbutikkernes udstillingsvinduer, iklædt den nyeste kvindemode, eller måske snarere voksfigurerne i raritetskabinettet, forestillende forbrydere og patienter med abnorme lidelser, på grund af det manglende højre øje. Og frøen var om end ikke på størrelse med en okse, så dog meget større end jeg ved af, at frøer er i naturen, og det uden at maveskindet atter revnede. Dens gyldne krone med dens mange farvestrålende imiterede ædelstene strålede, som om den på vegne af dens ejermand og dennes to nære venner gjorde krav på verdensherredømmet.

Fra et ubestemmeligt sted i huset – betjentene troede først, at der var tale om en fårekylling – lød hjerteskærende barnegråd. Barnet var så lille, at det ikke lod sig finde.