Påskedag

Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk

I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.

De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens fred og forvandler hende til en sunken by.

Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs, som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min labyrint.

”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”

Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel, jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at nogen må tro i mørket.