 |
| Påskedag. I stiger op med erantis og vintergæk |
I stiger op med erantis og vintergæk, men efterlader
intetanende nogen bag jer i den ellers tomme grav. Det er de elskendes tragiske skæbne at dø og genopstå i en uendelighed på denne vor mørke klode i dens fald
ind mod stjernebilledernes uudslukkelige ild.
De danser. Han trænger ind i alle hendes åbninger. Hun er et
oralt menneske. Hun synger med fuglene i forårsnatten. I skikkelse af et
skummende hav oversvømmer han hendes krops kurvede kyster. Den søde kildende
fornemmelse i hendes skød, livets højeste lykke, som forplanter sig som varme
bølger ud til forstædernes turkise negle og rosa øjenskygge, bringer hende selvforglemmelsens
fred og forvandler hende til en sunken by.
Jeg er den, som blev tilbage i den gudsforladte jord, som en
knold eller et løg som ikke magtede at spire. Hun kom til mig i december, tavs,
som hun kun er det i mit selskab, og tilbød mig sin timeglasfigur og
hjerteformede numse, hendes mandelformede øjne søgte mine for afklaring, det
er ikke indbildning, men jeg, en hornet hybrid, lod hende undslippe min
labyrint.
”Du gemmer dig. Hvem kan elske en, som gemmer sig?”
Nu elsker hun med en anden, som kan mætte al den længsel,
jeg har skabt i hende, men ikke selv magtede at mætte, imens jeg i påskegravens
bestandigt voksende underjordiske kompleks synger langfredagssalmer om, at
nogen må tro i mørket.
