Kom, oktoberhav

Små sneglehuse på fugtig betonmur

Som om etageejendommen, hvor jeg bor, jævnligt oversvømmes af et ukendt hav, vokser der sneglehuse frem på de fugtige, algebegroede vægge ved trappenedgangen til cykelkælderen.

Jeg synes, at de ligner bittesmå menneskeører, og at det er på høje tid, at væggene i det gamle, lydte hus får sådan nogle. Lad dem opsluge skrigene, de knyttede nævers slag i bordpladerne og de smækkende døre fra de mange fleretagers kæresteskænderier, så mine egne løsthængende ungkarleører kan finde hvile.

Omkring midnat ligger jeg i mørket og lytter efter brændingen.

”Kom, oktoberhav,” hvisker jeg, inden jeg falder i søvn, ”kom og oversvøm os med dine drømme.”