Amor som sædemand

Amor, sædemanden, kærlighed, forgiftede pile og sædekorn

Elskeren er mere guddommelig end den elskede, for der bor en gud i ham. Den elskede forbliver den samme med sin bortvendte ryg og sine korslagte arme. Elskeren derimod er under forvandling. Langsomt, langsomt aflægger han sine frøgevandter for at blive, hvad han er: en prins.

Ordene er ikke hans egne – det er Faidros, brødrene Grimm og Nietzsche, som er ophavsmændene* – men det er hans egen dyrekøbte erfaring med en kærlighed, der ikke er gengældt, der gør, at han kan sammenstille dem, hvor umage de end måtte forekomme.

Han er blevet en anden: sig selv. Mødet med den elskede har forvandlet ham, og selv om det skulle gå således, at han aldrig mere fik hende at se, så er forvandlingen varig. Han kan ikke regrediere. Forelskelsen var ikke en fortryllelse, men en affortryllelse. Den elskede vil vedblive med at bo i ham ligesom Gud og hans forfædre, på en gang nærværende og fraværende, på en gang talende og tavse, men naturligvis mest fraværende og tavse.

Om det er eros eller agape, som har besjælet ham, ved han ikke, men den forgiftede pil har i hans hjerte forvandlet sig til et sædekorn og hans legeme til frugtbar agerjord. Amor som sædemand. Jægeren og agerdyrkeren forenet i en skikkelse.

* Faidros' tale i Platons Symposion. Guden er Eros (eller Amor som romerne kaldte ham) den første af alle guder.

Brødrene Grimm: Frøkongen. Prinsen har brug for prinsessen for at blive, hvad han er. Kærligheden er ikke fortryllelse, men affortryllelse. Eksistensen er cyklisk: prins – frø – prins.

Nietzsches udsagn om at blive hvad man er, optræder blandt andet som undertitel til Ecce Homo.