Ruiner og fragmenter

Den belvederiske torso

Han: ”Jeg bygger ruiner.”

Hun, ikke nysgerrigt, mere af pligt end lyst: ”Hvorfor bygger du ruiner?”

Han: ”Fordi ruinerne er det eneste, som vil overleve det forestående altomfattende jordskælv, som truer med at iturive selveste jakobsstigen, der som en edderkoppespindsagtig navlestreng forbinder vores drømmende forfædres sædekornsboliger i den allerede frostramte septembermuld med den tilsyneladende forladte himmeltrone, og i al fremtid adskille jordens og himlens veje. Kun ruinerne vil forblive intakte på vores mørke klode i dens fald ind mod de nye fremmede vinterguder i halvmånens tvelys. Alt, hvad der er helt, vil gå i tusind stykker som den ulykkeligt forelskedes hjerte.”

Stilhed. Derpå spørger han forsigtigt, ja næppe hørligt:

”Vil du bo i mine ruiner, du som den armløse Venus fra Milo, jeg som den belvederiske torso, smukke krøblinger, fragmenter af et puslespil man aldrig kan få lagt til ende?”

Hun: ”Nej.”