 |
| Kamæleonen, floden og bjergene |
Aforisten taler i aforismer. Hvad andet kunne man forvente,
havde jeg nær sagt. Det er tilsyneladende umuligt for aforisten at udlægge sine
egne aforismer. Beder man om en forklaring, fremsiger han blot endnu en
aforisme. Og så er man lige vidt, for ikke at sige endnu værre stillet end før,
for nu har man ikke alene en, men to gådefulde aforismer at tyde. Derfor har
jeg trods mine ringe kundskaber ud i fortolkningens kunst påtaget mig at være
aforistens fortolker. Jeg ser mig selv som den lille hollandske dreng, som på
vej til skole stak fingeren i diget, som var sprunget læk. Mit mål er i første
omgang ikke at lære nyt, men at begrænse kaos. Så længe jeg taler, tier
aforisten.
Aforisten sagde:
Tiden er en hård dommer for alle andre end den menneskelige
kamæleon. En ny tid, en ny farve.
Jeg tror, at aforisten med den menneskelige kamæleon
refererer til den fantastiske genskrivning af den bibelske skabelsesmyte i
renæssancens ånd i begyndelsen af Pico della Mirandolas lille bog ”Om
menneskets værdighed”. Ellers tror jeg, at udbruddet handler om, at aforisten
synes, at det er svært at skrive noget af varig betydning. Verden synes at være
i evig bevægelse. Den faste overbevisning, man havde for nogle år siden, har
udviklingen for længst dementeret. Den fremstår som en anakronisme. Den kan
endda have noget ufrivilligt komisk over sig som en nærliggende fortids tøjmode
og frisure. Hvad gør man så, hvis man vil tale eller skrive autentisk? Enten må
man blive en evig opportunist som den ovenfor nævnte menneskelige kamæleon. En
ny tid, en ny farve. Med gårsdagens positioner glemt den næste dag (det er blot
svært, fordi de er tilgængelige som skrift). Eller også må man søge tilbage til
den enkle, men gådefulde måde at udtrykke sig på, som nogle af filosofferne og
profeterne i aksetiden benyttede sig af, f.eks. Heraklit fra Efesos. De bedste
af hans aforismer citeres hver eneste dag verden over her 2.500 år efter. Og
de, som hører dem for første gang, forundres i samme grad som tidligere
generationer over deres dybsindighed. Heraklit taler med andre ord ikke til en
tid, men til alle tider.
Aforisten sagde:
Verden er en verden af verdener. Han lever på tærsklerne
mellem universer under fødsel og universer under død.
Jeg tror ikke, at udsagnet er møntet på ham, men jeg kommer
igen til at tænke på Heraklit. Det var hans opfattelse – i hvert fald ifølge
traditionen – at hans medmennesker levede i et univers under evig forandring.
Men jeg tror ikke, at han opfattede sig selv som tilhørende det. Han spillede
terninger med børn i Artemistemplet i Efesos i stedet for at deltage i byens
politiske liv. Og da han for alvor blev træt af menneskene, søgte han op i
bjergene. En ting, som kendetegner bjergenes perspektiv, er, at tiden synes at
blive ophævet, at man synes at komme tættere på det evige. Man kan se over
store afstande. Man kan eksempelvis se to byer samtidig, som det ellers tager
flere dages fodrejse at komme fra og til. Floden, som snor sig som en blå tråd
i dalene, synes at være uforanderlig. Man kan ikke mere se vandet strømme eller
de små bølger og skummet på overfladen. Man kan ikke se det lille menneske, som
stiger ned i floden, og dermed heller ikke den forvandling, han påstås at have undergået
den næste gang, han stiger ned i floden. Man er kommet på en sådan afstand af
livet og verden, at universets ellers tilsyneladende evindelige forandring
synes at være standset, eller at tiden synes at være gået i stå.
På den måde kommer Heraklit til at være en slags
foregangsmand for så umiddelbart forskellige skikkelser som Edgar Allan Poe,
Nietzsche, Kafka og de mytiske skikkelser den vandrende jøde og den flyvende
hollænder, hvis personlige tid er ophævet. De levede og lever på tærsklerne
mellem universer under fødsel og universer under død.
Note: Jeg tænker her på den Edgar Allan Poe, som skrev
landskabsfortællingerne, En nedfart i malstrømmen,
Arnheims rige og Landors hytte.
En nedfart i malstrømmen
kan på en måde karakteriseres som en førsokratisk fortælling, som illustrerer
Demokrits og Heraklits ideer. Malstrømmen som blotlægger universets tomme rum,
hvor atomerne ellers normalt forestilles at befinde sig. Fiskeren som stiger
ned i floden som en mand i sin bedste alder, men stiger op, stærkt ældet og
svækket.
Arnheims rige og Landors hytte, som beskriver paradisiske
steder, hvor tiden synes at være gået i stå.
Og jeg tænker på den Nietzsche, som på grund af sygdom også vandrede
i bjergene og i samme ofte svært forståelige aforismer som Heraklit talte imod
en uforanderlig verden, som Parmenides og senere Platon forestillede sig den.
Og endelig tænker jeg på den Kafka, som på grund af
tuberkulose blev tvunget i eksil fra det menneskelige fællesskab, den Kafka som
skrev aforismerne i de blå oktavhæfter og de til tider desperate udbrud i
dagbøgerne. Stormløbet mod den allersidste jordiske grænse. Et forgæves forsøg
på at transcendere tiden og rummet før dødens komme.
