Morgenrødetorden

Morgenrødetorden

Morgenrødetorden. 

Dryppende hyldeblomster.

Sneglenes korstog.

Note: I går vågnede jeg ved, at det tordnede. Himlen var imidlertid ikke overskyet og mørk, som man umiddelbart ville have forventet det. Solen var på vej op med de orange og rødlige nuancer, den har, når den befinder sig nær horisonten. Da jeg senere cyklede på arbejde, var det holdt op med at regne. Det dryppede imidlertid stadigvæk fra træerne i det skovparti, jeg kom igennem, bl.a. fra hyldetræerne, som netop nu blomstrer. Jeg kørte zigzag mellem virvaret af snegle på cykelstien. Vinbjergsnegle. Røde og brune skovsnegle. Nogle var kørt over af tidligere cyklister. Det kan næppe undgås. Det lignede på en måde en slagmark med sammenkrøbne og uformelige menneskeskikkelser, sårede, døende, eller allerede døde.

Morgenrøde bruges om kulturens genfødsel. Torden opfattedes tidligere som Guds værk. Indtil for nylig var menneskene optaget af at forstå Guds vilje. Der var en nær forbindelse mellem den himmelske og jordiske sfære. Krige blev ført i Guds navn. Det enkelte menneske ønskede at leve i overensstemmelse med Guds plan. Men set fra et distanceret perspektiv synes det jordiske niveau hjemsøgt af forvirring. Der synes at være et misforhold mellem sfærerne. Jeg har i hvert fald ofte svært ved at finde meningen med tilværelsen. Hvor tordenvejr for mine forfædre var tegn på Guds nærvær, er det for mig snarere tegn på hans fravær.

I den konkrete natur er der imidlertid stadigvæk en sammenhæng mellem det himmelske og jordiske niveau. Regnen, som lokker sneglene frem. Sneglene, som er dybt afhængige af vand, havdyr som de oprindelig var. Træerne repræsenterer på en måde en formidlende og beskyttende tredje sfære, som forlænger regnvejret og holder på fugtigheden. Om ikke andet angiver hyldeblomsterne årstiden.

Sort forår. Floras mørke tvillingesøster

En erfaren sygeplejerske fortalte mig engang, at foråret er den sværeste tid for den ældre del af befolkningen. Lysets tilbagekomst og vegetationens spiring og blomstring kan virke voldsom på et menneske med fysisk og psykisk svækkelse. Det følgende brudstykke af en samtale, som jeg overhørte for nylig, blev imidlertid ført mellem to yngre mennesker. Jeg havde svært ved at følge A.s talestrøm. Det har derfor været nødvendigt at rekonstruere en del af ordene og sætningerne, hvilket muligvis forvansker den oprindelige mening. Hvem er det egentlig, der taler? Hvad er det egentlig, der siges? Jeg føler ofte, at vi, de efterladte, står med en samling fragmenter, som det ikke er muligt at samle til et forståeligt hele.

Floras mørke tvillingesøster

A.: ”Flora må have en mørk tvillingesøster, hvorfor skulle den efterladte ellers hvert forår drømme, at kastanjetræets blomster, når de springer ud, er sorte som skyggen i det hul, urnen med den elskedes aske blev sænket ned i mellem buksbomhække og perlestensstier? Hun går gennem det årstidsløse univers, som vinteren endte med at fortone sig til, denne sørgeklædte antitese til den italiske gudinde, idet hun bærer på et satanisk overflødighedshorn, som minder om en af industrialiseringens evigt rygende skorstene, og som bevirker, at hun efterlader sig tæpper af glødende helvedesblomster, for hvert skridt hun tager. End ikke storbyens menneskeskabte krystal klynge formår at holde hende ude. Fandens mælkebøtte skyder op af sårlignende revner i asfalten, og inden man får set sig om, står den i frø. Faldskærme, som bærer på frø af arvesynden, talrige som himlens stjerner, spredes for alle vinde. Finder uden mål og med vejen ad hvilken. Truer i sidste ende med at besmitte universets første have.

Vinteren har trods alt mådehold. De tilbageholdte farver. Den afklædte naturs karakter af skrift, jegets forsvarsmur mod noche oscura og terra incognita, to begreber, samme indhold, evigt voksende, trods vores pothos. Snekrystallerne, som ligner kyske blomster fra ideverdenen. De trives bedst i kulde ligesom forstandens tankekonstruktioner.

Men hvad kan meningen med Floras kaos være andet end helvedets kolonisation af de jordiske regioner? Ja, selv evigheden og dermed den efterladtes eventuelle genforening med den elskede synes at være truet. Der vokser skvalderkål rundt om himlens tomme tronstol.”

B.: ”Nej, nu må du holde op. Foråret er et ubetvivleligt gode.”

A. (forundret): ”Har du ikke hørt om de hedenske samfund, som ofrede al førstegrøde til krigsguden Mars? At foråret i vores affortryllede tid er højsæson for selvmord, er et ekko af ver sacrum.

De udvalgte bliver ikke ofret ved barbariske ritualer. Vi lader dem med lukkede døre og bortvendte rygge forstå at de er blevet overflødige. De på deres side laver ingen scener, pakker de gode minder og går bort med sænkede hoveder, endnu menneskelige, samfundets selvmyrdede. For den efterladte er syrenernes blomstring derfor ensbetydende med den elskedes migration til de mørklagte områder af menneskeslægtens kosmiske legeme.

Floras mørke tvillingesøster kommer til den efterladte i forårsnatten, bevidst om sin egen skønhed som Venus Kallipygos, men af ibenholt og med forvoksede ravnevinger. Hun sætter sig overskrævs på ham som en succubus. De stive fjer og bløde dun lukker sig om ham som et kistelåg. Sammen drømmer de om det sorte forår.”