Det fortælles, at Michelangelo engang under et besøg i et
marmorbrud i enten Carrara eller Pietrasanta med henblik på at finde velegnede
marmorblokke til fremtidige skulpturer i et hjørne fik øje på en deform og
misfarvet marmorblok, som ingen andre tilsyneladende ville vide af, hvori en af
guds engle var indespærret som en fange i en fængselscelle. Ligegyldig hvor
meget englen hev og sled i tremmerne og baskede med sine små vinger, kunne den
ikke slippe ud af marmorets fængsel.
Michelangelo ynkedes inderligt over den indespærrede engel
og greb sin hammer og sin mejsel, som han altid medbragte i en rem om livet,
for at befri den. Det var lige så let for ham at befri englen, som det er for
et nutidigt menneske at lukke en sommerfugl, som har forvildet sig ind gennem
et åbentstående vindue en sommerdag, ud igen. Det var blot at hugge, indtil man
nåede huden, og derpå stoppe, som Michelangelo udtrykte det på den noget brovtende
og skrydende facon, som var karakteristisk for ham. Han vidste godt, at han var
mesteren over alle mestre. Men han vidste også, hvem der havde gjort ham til
det, hvem han havde at takke for det.
Hvis Michelangelo var lykkedes med sit forsæt, var den
indespærrede engel, befriet for sit overflødige marmor, måske blevet
kunsthistoriens smukkeste statue af en engel, ved side af hvilken eksempelvis
hans David eller hans Pietà ville have blegnet. Men netop som Michelangelo
efter at have placeret mejslen mod marmoret løftede hammeren for at slå den
første skærve af blokken, kom et sendebud fra pave Julius 2. med besked om at
møde i Det Apostolske Palads i Rom til forhandlinger om at dekorere Det
Sixtinske Kapels loft. Modvilligt måtte Michelangelo stige op på sin hest og i
galop hen over den etruskiske slette nord for Rom med dens utal af små
gravkamre med fresker af begravelsesoptogenes ekstatiske danserinder følge
efter det pavelige sendebud.
Således blev den deforme og misfarvede marmorblok, hvori
englen var indespærret, efterladt tilbage i marmorbruddet. Michelangelo fik i
tiden fremefter så meget at se til, at han glemte alt om den. Englen kaldte på
ham fra sit fængsel af marmor, som den troende fra den bundløse afgrund kalder
på sin skaber. Men Michelangelo kunne ikke høre den kalde. Eller måske kunne
han høre den kalde, men kun når han sov og drømte. Den hjælpeløses ubesvarede
bønner er den sovende Guds mareridt, lyder en ejendommelig sentens fra et
gammelt gnostisk skrift. Under alle omstændigheder: Englen kaldte og kaldte,
men den kaldte forgæves. Michelangelo, dens eneste mulighed for frelse og
befrielse, kom aldrig igen.
Først lang tid senere, i midten af det tyvende århundrede,
blev marmorblokken, som englen var indespærret i, skåret op til fliser, som
blev brugt til beklædning af et lille mørkt toilet i hallen i et hotel, som forbavsende
hurtigt fik et snusket præg over sig, i en sidegade i Rom. Hver dag modtog den nu
ikke alene indespærrede, men også fragmenterede engel den ene trængende
hotelgæst efter den anden. Sic transcit gloria mundi – således forgår verdens
skønhed – får jeg lyst til at udbryde, men ordene passer i grunden ikke i dette
tilfælde. For den skønhed, som jeg her forestiller mig forgå, så jo aldrig
dagens lys. Det er jo netop hele pointen med denne fortælling: Verden kom
aldrig til at se englens skønhed. Det var kun det store geni Michelangelo, som
havde blik for den. Og noget, som aldrig har set dagens lys, kan naturligvis
aldrig forgå. Eller kan det?
Nu kunne man frygte, at den på en gang indespærrede og fragmenterede
engel med al den tid, den havde til at grunde over sin tragiske skæbne i sin nye
hulelignende bolig fjernt fra solen, gik hen og blev et voldsomt bittert og
selvoptaget væsen. Det skete imidlertid ikke. Tværtimod. I stedet for at ynke
sig selv rettede den sit altid nysgerrige blik mod de mennesker, som kom og gik
på hotellet, og som var af en hel anden type end de håndværkere og kunstnere,
den havde været vant til i marmorbruddet. Særlig fulgte den hotelpersonalet i
deres daglige rutiner, da det i modsætning til, hvad der var tilfældet med hotelgæsterne,
som kun opholdt sig for en kortere tid på hotellet, gav den mulighed for at
betragte menneskenes liv som helhed, og den fik således mulighed for at opdage deres
stille lidelse og smerte. Det er utroligt, hvad man kan få ud af en ordveksling
mellem en receptionist og en stuepige, som man hører gennem en åbentstående
dør, når man ikke har andet at tage sig til. Hverdagssproget er et mikrokosmos.
Den talende er kun halvt til stede i de ord, han eller hun udtaler. Resten af
pladsen optages af et gådefuldt kor af den talendes forældre, bedsteforældre og
andre forfædre, og af talemåder og digtere og filosoffer. De døde er ikke døde.
De taler med, når de levende taler. De ånder med, når de levende ånder. Det blev
med tiden en meget klog og empatisk engel, og da den havde rig lejlighed til at
overveje sine formuleringer, gav det dens ord vægt, når den til hotelgæsternes
gåsehudsfremkaldende gysen en gang imellem oplod sin røst.
”Det er en grundlæggende egenskab ved det bjergrige
skæbnelandskab, som rummets tre dimensioner og tiden tilsammen udgør, at menneskene
lever indlejret i det som endnu ikke udhuggede skulpturer,” lød det hviskende
fra de marmorbeklædte vægge, når man trådte ind på toilettet. ”Tag eksempelvis
Piero, som indtil for nylig var hotellets piccolo. Ufærdig som han var som
menneske, var han for mig at se at ligne med en ufuldendt skulptur, en non finito, når han under stort møje og
besvær bar hotelgæsternes tunge kufferter op ad trapperne til deres værelser,
mens hotelgæsterne selv lod sig transportere op i hotellets enlige og
underdimensionerede elevator. Et sted i det uforarbejdede marmor kom den ene af
Pieros hænder, som bar kufferterne, til syne. Den mindede om en druknendes hånd,
som når den for sidste gang stikker op af et oprørt hav. Et andet sted i det
uforarbejdede marmor kom Pieros ansigt til syne. Det mindede om et spædbarns grådkvalte
ansigt, som når det kommer til syne i en fødende kvindes åbne liv. De to
analogier siger alt om Pieros skæbne. Han var i sit alt for korte liv altid
undervejs til enten at drukne eller blive født.
Til at begynde med var Piero som et menneskefoster
indespærret i en deform og misfarvet marmorblok, som på mange måder lignede
den, jeg var indespærret i i marmorbruddet, selv om hans marmor tilsyneladende
adskilte sig fra mit ved at være af en blødere og mere sårbar art. Årerne i de to
typer marmor var imidlertid næsten identiske, både hvad angår struktur og
farve. De rosa årer i marmoret, som det hvide i Pieros øjne bestod af, og de
blå årer i marmoret, som hans brunlige hænder bestod af, svarede fuldstændigt
til mine.
Et eller andet i Pieros tidlige barndom og senere liv gik imidlertid
galt. Hvad, forekommer mig at være uklart. Det fortaber sig i mørket, i det
uforarbejdede marmor så at sige. Måske blev den billedhugger, der som den
eneste kunne få øje på Piero inde i marmorblokken, kaldt bort til et større
projekt, ligesom det var tilfældet med mig selv – billedhuggeren fik i Pieros
tilfælde trods alt begyndt, idet hovedet, torsoen og de fire lemmer i store
træk var færdiggjort, blot var de ikke hugget fri af den resterende del af
marmorblokken, der som en dødfødt tvillingebrors vanskabte og groteske legeme
syntes at holde om dem som med et brydegreb. Eller måske manglede det marmor, Piero
bestod af, eller snarere den luft, som marmoret var omgivet af, nogle helt
afgørende egenskaber, for i modsætning til den art, jeg selv tilhører, er
mennesket, som filosofien på Michelangelos tid udtrykte det, tilsyneladende sin
egen skulptør og kunstner, selvom jeg har svært ved at tro, at det er muligt.
Men ligegyldig hvem der end måtte være den ansvarlige for at
føre hammeren og mejslen, Pygmalion eller Galatea – hvor forrykt er den tanke
ikke, at Galatea skulle være sin egen skulptør og kunstner! – er den gode
skæbne for mennesket, at det bliver befriet fra den marmorblok, det som en
fange er indespærret i, så det kommer til syne og bliver set og værdsat af dets
omgivelser. Det sker imidlertid så sjældent. Det er kun sket for nogle ganske
få mennesker op gennem historien. De kristne martyrer, som blev dræbt som
vidner for deres tro og blev til forbilleder for efterfølgende generationer af
kristne, er et eksempel. En kunstner som Michelangelo, som realiserede sine
indre visioner, som fik skelsættende betydning for hans samtid og eftertid, er
et andet. Men de fleste mennesker bliver af ydre eller indre omstændigheder
bremset i deres fuldendelse som skulpturer og forbliver fanger i det
uforarbejdede marmor. Hvorfor det er sådan, har jeg svært ved at forklare. Måske
er jeg her i fare for at gentage mig selv, men der er ingen tvivl om, at vi her
står over for det afgørende punkt. Desværre har det karakter af en mur, man
løber panden imod. At panden i mit tilfælde selv er en mur, hjælper på ingen
måde, snarere tværtimod, total som det får indespærringen til at føles. Måske
kan lignelsen om sædemanden, som jeg har hørt en præst omtale, hjælpe en frem
til en form for forståelse. Troen er på mange måder en lise for den
indespærrede. Jeg frygter imidlertid, at det organiske liv, lignelsen henter
sine billeder fra, altid vil være en lukket verden for mig. Hvad vil det i det
hele taget sige at spire og gro? Jeg har ingen anelse.
Piero var i sine egne øjne en kunstner, selv om han tog sig
i agt for at nævne noget om det over for de andre ansatte på hotellet. Når han
kom hjem fra sit arbejde, sad han i sin lille lejlighed og skrev fortællinger
til langt ud på natten, fortællinger i den fantastiske genre. Men ingen, eller
næsten ingen, vil nogensinde komme til at læse nogle af de ord, han havde
kæmpet så hårdt for at få ned på papir. En dag for et stykke tid siden, da han
trådte ud på gaden uden at se sig for, i færd som han så ofte var det med i sine
tanker at løse et fortællermæssigt problem i den fortælling, han netop var i gang
med at skrive, blev han ramt af en bil med den øjeblikkelige død til følge, og
de ufølsomme slægtninge, som ryddede op i boet efter ham, destruerede alle hans
skrifter på nær en kort fortælling om en indespærret engel, som væggene på det
lille mørke toilet i hallen i hotellet, hvor han arbejdede, havde inspireret
ham til, og som ad omstændelige omveje faldt i hænderne på en middelmådig og
uhæderlig forfatter, som fik den udgivet som sin egen.
Sommetider, når jeg tænker på alle de smukke mennesker,
verden ikke fik lov at se, triller tårerne ned ad mine kinder. De besøgende på
toilettet undrer sig over de fugtige vægge på toilettet. De tror, at det skyldes
dårlig udluftning. De er undskyldt. De kan ikke vide, at det er en indespærret engels
tårer.”
