Farveløs søndag – tre haiku

Farveløs søndag.
Præsten skyggede for Gud.
Salmer i mørket.


Den tomme kupé.
Kropsvarme fra en ukendt
trænger op i mig.


Det er ikke slut.
Et gammelt hult egetræ
med grønne grene.

Alle venter på et eller andet

Alle venter på et eller andet. Nogle venter på dommedag, på at fårene skal blive skilt fra bukkene, idet de implicit antager, at de selv hører til iblandt de førstnævnte. Andre venter blot på toget efter en lang arbejdsdag.

Jernbanen ligger i purgatoriet. Det gjorde den i går. Det gør den i dag. Og det vil den, trods jernbaneselskabets forsikringer om en lysere fremtid, også gøre i morgen. En stemme i højtaleren messer: ”Kærligheden er tålmodig. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” Mange af de ventende togpassagerer på perronen laver himmelvendte øjne. Det er svært at elske i myldretiden.

Jeg forestiller mig, at det med længsel ventede tog et sted i evigheden holder og venter for rødt signal. Fra sit førerhus, indhyllet i spindelvæv, ser lokomotivføreren skjoldet af Achilleus’ skildpadde fortone sig i det fjerne. På perronen samles flere og flere mennesker. Jeg flytter mig for at gøre plads til dem, søger ud i periferien, som jeg har gjort det hele mit liv. En tanke opstår i mit sind. Når den lange ventetid er ovre, når toget på et tidspunkt endelig kommer rullende ind på stationen, når folk maser sig ind i det allerede fyldte tog, vil det så ikke ende med, at dørene bliver lukket i for næsen af mig, at jeg bliver efterladt alene tilbage på den øde perron, på samme måde som resterne af den døde af de levende bliver efterladt i urnen under græsplænen i de ukendtes grav? Jeg erindrer mig moralen fra dyrefilmene i fjernsynet om, at løverne altid udvælger det svageste eksemplar i flokken af græsædere. Det har altid fyldt mit sind med rædsel, da jeg instinktivt altid har identificeret mig med dette svage eksemplar og for øvrigt foretrækker råkostsalat frem for bøf tatar. Jeg tjekker, at mine arrede albuer føles som sten – dem slår man sig på – og begynder så småt, som en hundredemeterløber stående ved startblokken, at forberede mig mentalt på togets ankomst. Det er svært at elske i myldretiden.

Hjemløse skader – tre haiku

Hjemløse skader.
Træet med deres rede
er blevet fældet.


Efter badet.
En tåre triller ned ad
det duggede spejl.


Det er fuldmåne.
Jeg ligger vågen og lytter.
Naboen lister rundt.

Jeg drømte at jeg var en kvinde

Jeg drømte, at jeg var en kvinde, at jeg fødte et barn, at barnet var mig selv, og at jeg var min egen mor.

Det var et ensomt menneskes drøm.

I mange år besøgte jeg regelmæssigt uskyldens gravsted

I mange år besøgte jeg regelmæssigt uskyldens gravsted. En dag var det ikke mere at finde. I vores tid er døden dobbelt. Først dør mennesket. Derpå dør erindringen om det. Fuglene er mætte, solen skinner, og tidslerne blomstrer.

Den sidste sætning refererer til lignelsen om sædemanden; Matt 13,4-9; Mark 4,4-9.

Vi fødes som værker

Vi fødes som værker, men dør som skitser. Måske er det denne omvendte kronologiske rækkefølge mellem skitse og værk – og ikke, som jeg førhen troede, dødens eksistens – der er den egentlige årsag til vores ulykke? Det lille barn virker fuldkomment i sin moders øjne, som om troldmanden siddende ved sit tegnebord i dukkefabrikken ved verdens ende oprindeligt havde et sikkert greb om pennen. Men snart må tvivlen have meldt sig i hans sind, og han greb ud efter sin kugle af knetgummi og begyndte at udviske de førhen så beslutsomme linier for at erstatte dem med langt mere usikre og famlende af slagsen. Mange efterår, mange vintre, og en masse overflødige streger senere fremstår det lille barn – nu i skikkelse af en olding – som en skygge af sit oprindelige jeg, som et udkast til et udkast. Forfærdet iagttager det i spejlet sit ansigts net af rynker, den tynde hud, de mange leverpletter. Det nytter ikke at hviske: hold op med at tegne på mig! Dels tager troldmanden ikke imod ordrer, dels er det under alle omstændigheder for sent. Troldmanden har i arrigskab allerede krøllet skitsen sammen, og den ligger nu øverst i hans af menneskeskæbner bugnende papirkurv. Heller ikke denne gang lykkedes tegningen for ham, og han må begynde på en ny.

Du lagde det æg hvoraf jeg udklækkedes

Du lagde det æg, hvoraf jeg udklækkedes. Fra da af fulgte jeg dig i tykt og tyndt. Men da du fløj ind i natten, valgte jeg at blive tilbage i lyset fra den nedgående sol, mørkeræd som jeg er. Nu flyver jeg frem og tilbage, langs grænsen mellem dag og nat, og kaster lange blikke ind i mørket. Af og til synes jeg, at jeg kan se dit kærlige øje glimte derinde, men det er nok bare lyset fra en kold og fjern stjerne.