Hvid snerle |
Jeg smører mig ind i solcreme med faktor 30 og ler ad mit klovneansigt i spejlet, før jeg går mig ud endnu en tvivlsom sommerdag på jagt efter stemninger.
Hvidkløveren er dagens skønhed. Det ligner, at der er gået
ild i de offentlige anlægs visne græsplæner.
En verden i flammer. Det var ikke den slags
helvedesvisioner, mit hjerte drømte om at blive kastet ud i.
Jeg mindes uvilkårligt min faders have, hvor humlebierne fór
vild i rosens labyrint med en næsten frydefuld brummen.
Blomsterne trives bedst i Paradis.
Der er imidlertid ikke nogen vej tilbage til den lukkede have, bevogtet af en ny generation af børn med legetøjssværd med lys og lyd som
den er.
Tiden har en retning, som ifølge den moderne fysik bestemmes
af universets voksende kaos, og der lod rigtignok også til at være mere orden i
den verden, hvor jeg var barn.
Timerne var skemalagt, og der var ikke meget, der var til
diskussion, hvilket i grunden var en befrielse. Verden forekom at være urokkelig,
selv om bedsteforældrene allerede var begyndt at dø.
I dag er det derimod, hver morgen jeg vågner, som om al
porcelæn i verden er knust.
Den nøjagtige dato for det øresønderrivende brag, som det må
have været, lader sig imidlertid ikke bestemme.
Min mor påstod, at jeg blev en anden, da jeg kom i
puberteten. Jeg holdt op med at smile.
Men det kan ikke kun være biologien, som bærer ansvaret, uretfærdig
dømt arvtager til syndefaldet som den er blevet. Det må også være den
historiske tid, som mit liv er indlejret i som et insekt i et stykke forstenet
harpiks.
I lyset fra den nedgående sol, som farver himlen ravgul, forsøger
jeg med insekttynde arme at lægge et puslespil af en tabt verdens brikker. Hjemløs
mellem utopierne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar