 |
| Den gamle ven |
Jeg ville besøge en gammel ven, men nogen sagde, at han var
død, og hans hus virkede rigtignok også forladt, da jeg ankom en sen aften.
Døren var ulåst. Min vens stol ved spisebordet, hvor vi ofte havde delt et
ydmygt måltid bestående af brød og vin, var tom. Jeg lagde min hånd på sædet.
Det var lang tid siden, at der havde siddet et levende menneske der. Der var
intet spor efter menneskelig varme.
Alligevel besluttede jeg mig for at overnatte i huset.
Jeg spiste alene, mens jeg tænkte på de mange samtaler, jeg
i tidens løb havde ført med min ven.
Nogle samtaler – det var de fleste – kunne jeg naturligvis
slet ikke huske. Andre kun brudstykkevis. Kun de samtaler, der havde udviklet
sig til uoverensstemmelser eller ligefrem skænderier, hvorunder hårde ord var
faldet, kunne jeg ikke glemme.
De var som åbne sår, der ikke ville heles, de havde gjort
mig til et sorgfuldt menneske og var måske den egentlige grund til mit i en vis
forstand angerfulde besøg.
Jeg brød brødet og drak vinen, og et øjeblik forekom det
mig, at min ven satte sig ved bordet for at holde mig med selskab. Jeg
genåbnede vores ellers afsluttede samtaler og begyndte at tale deres
smertepunkter, om end ikke til enighed, så dog til en form for forsoning.
Min ven havde tit påpeget, at hans hus var bygget på et
solidt fundament og af de bedste materialer, og at han derfor regnede med, at
det ville stå til dagenes ende. Han kunne i timevis tale om de eksotiske
træsorter og stenarter, der var anvendt, om de harmoniske proportioner, som
både var æstetisk og etisk begrundet og i overensstemmelse med universets. Min
ven var både bygherre, entreprenør, håndværker, arkitekt og ingeniør.
Da fuldmånen omgivet af tindrende stjerner for et øjeblik
kom til syne i en åbning i den ellers overskyede himmel og oplyste sceneriet
foran mit blik, opdagede jeg imidlertid til min fortvivlelse, at huset lå hen i
ruiner. Tilbage stod kun et skelet, ikke ulig hvalskeletterne i de zoologiske
samlinger, og jeg følte mig et øjeblik som en sær blanding af profeterne
Ezekiel og Jonas på deres regredierende nedstigninger til forfædrene og den
stedfortrædende livmoder.
Nogen havde forsøgt at nedrive huset, enten for at udslette
erindringen om min ven, eller også for at stjæle byggematerialerne til
opførelsen af et nyt hus.
Da solen i samme øjeblik stod op og tvang skyerne bort, som
når nogen efter en lang nats vågen åbner skodderne i et sygeværelse, så jeg
dette hus trone himmelstræbende i det fjerne i morgenrøden. De øverste etager
var endnu ikke færdigbygget, og det fik ved et sælsomt synsbedrag det til at se
ud, som om huset voksede ind i himlen.
Hvilket formål tjente huset? Ville det komme til at huse
ministerier for et verdensomspændende imperium, som ønskede at erstatte
folkeslagenes smertefuldt tilkæmpede nationalstater, en domstol som ville komme
til at dømme efter en ny og fremmed lovsamling, som var i modstrid med den af
forfædrene overleverede moral og etik, et laboratorium med gen- og
robotforskere som ønskede at skabe det transhumane menneske, en udødelig
cyborg, hvis mål det var at erstatte det oprindelige ufuldkomne og syndefulde
menneske, en skole for disse på overfladen ideale humanistiske væsner, men som
med deres kolde metalhjerter ville blive de værste uhyrer, som nogensinde havde
set dagens lys på denne af forbrydelser tyngede klode, og et stadion hvor disse
videnskabeligt trænede og dopede overmennesker for hvert nyt løb, spring eller
kast ville sætte nye rekorder? Jeg ved det ikke. Men hvordan kunne man hævde –
som jeg ved det blotte syn af huset følte, at man hævdede – at det var et nyt hus, når det var bygget af det
gamle hus materialer? Trods dets neofuturistiske gevandter var det blot endnu
en repræsentation af menneskehedens ældgamle drøm om at omstyrte universets
ansvarshavende magt. Det skabtes stormløb mod den skabende.
Jeg var imidlertid ventet hos en ny ven. Jeg opbevarede hans
invitation i min venstre bukselomme sammen med et hjerte af rosenkvarts. Jeg
læste endnu engang dens gådefulde ordlyd:
Kom, kære ven, kom.
Glem din gamle afdøde
ven og kom til mig, din nye levende ven.
Kom så hurtigt du kan.
Mit hus er intakt. Mit
sæde er varmt. Jeg glæder mig til at tale med dig.
Vi vil næppe kunne
blive uenige om noget som helst.
Du har ét ben i
fremtiden, jeg har to, mens din afdøde vens begge ben stod urokkeligt plantet i
fortiden, deraf jeres uoverensstemmelser, som jeg – dog med den udenforståendes
begrænsede indsigt – tolker det. Som en ven, der vil det bedste for dig, råder
jeg dig til at fuldføre det skridt, du allerede har begyndt.
De bedste hilsner
Din ven i fremtiden
”... dog med den udenforståendes begrænsede indsigt ...” Jeg
kunne ikke andet end at tolke dette udsagn som ironi, da min nye ven
tilsyneladende lod til at kende mine nyrers og mit hjertes inderste
hemmeligheder.
Jeg blev pludselig i tvivl om alt. Om universet, min
eksistens og min eksistens forhold til universet. Det var en dyb ontologisk
krise. Det var, som om Demokrits brønd åbnede sig under mine fødder, den brønd
af den oprindelige tomhed før skabelsen, vi forsøger at lukke ved at fylde den
med al vores hverdagsskrald, når vi på vores vild- og omveje gennem tilværelsen
gør vin til vand. Det var verdenssåret i fuldt flor, med klitroser voksende ned
i den bundløse afgrund.
Boede min nye ven mon i huset i morgenrøden? Hvem var han?
Og hvem var min gamle ven? Var han overhovedet død? Jeg kom til at tænke på min
faders død. I tiden efter så jeg ham tit rejse sig fra et sæde længere op ad
gangen i den bus, jeg tilfældigvis var med, for at stå af på et ensomt
beliggende busstoppested, gå med bortvendt ryg på det modsatte fortov af mig
for pludselig at dreje ned ad en sidegade med et eller andet blomsternavn, som
om han havde fået øje på mig over skulderen, eller forsvinde i menneskemængden
på vej ned i undergrundsbanen på vej ud til en af de vindblæste forstæder, hvor
han muligvis under en ny identitet havde etableret sig med en ny familie. Var
der blot tale om den opblomstring af den afdødes dobbeltgængere, som andre
efterladte beretter om, eller havde min far iscenesat sin egen død, for at han
kunne slippe af med den både følelsesmæssige og økonomiske tunge byrde, jeg
udgjorde for ham? Havde han rejst sig fra båren på hospitalet – hvor jeg
forstenet og med en tinnituslignende summen for ørerne havde taget afsked med
ham – med et frækt smil, umiddelbart efter jeg at havde forladt stuen, trods
sin askegrå og gullige ansigtskulør? Han mindede mere om Rembrandts i de
anatomiske teatre og af tvivlsomme retsmedicinere obducerede forbrydere end
Mantegnas og Holbeins døde Kristus, men vil vi ikke alle i tiden efter vores
død komme til at gøre det? Jeg anede i tilfældet med min gamle ven den samme
form for sammensværgelse. Måske var han slet ikke død? Måske var min nye ven
blot min gamle ven i forklædning?
Som solen steg på himlen, gjorde jeg imidlertid rede til at
rejse, men på dørtærsklen standsede jeg og indså umuligheden i mit forehavende.
Hvordan kan man nogensinde forlade en gammel ven, når den
nye ven bor under den samme himmel og på den samme jord som den gamle ven? Jeg
så ikke nogen ny himmel. Jeg så ikke nogen ny jord. Jeg så kun elskede
mennesker dø og genopstå igen og igen. Jeg så kun spøgelser, i det ene øjeblik
forsvinde, i det næste øjeblik komme til syne, som dansede de dødedansens
kædedans i en uendelig søjlehal. Kun dommedag ville kunne sætte en stopper for
denne maskerade.
Så jeg blev, hvor jeg stod, jeg kunne ikke andet.
Nu spiser jeg det ene erindringsmåltid efter det andet, mens
min gamle ven som en skygge lister rundt i ruinerne af sit gamle hus.
