 |
| Hendes skød rødmer |
Jeg vælger en anden verden og møder kvinden før syndefaldet.
Hendes skød rødmer.
Hendes besvimelsesblege ansigt oplyses af gnister og
stikflammer fra den bundløse afgrund.
Hun råber:
”Vinterkarikatur i solhvervsmørket.
Vores fremtidige vi er indskrevet i det evige forår.”
Hun har magt over mit overflødighedshorn.
Mine to før så ensomme hænder danser firhændigt til vores hjerters
let forskudte klokkeslag.
Stakkels barn. Det er ikke kun mig, som støder ind i hende, men
også mine forfædre, som en efter en har forladt deres melankolske refugier i
jordens indre, den ene mere opløst end den anden, for at deltage i det
mareridtsagtige dødningegangbang.
Hun synger:
”Vask rynkerne bort.
Slægten danser.
Begrav regnbuen.
Slægten danser.
Okse, æd løven.
Slægten danser.
Omega, fød Alfa.
Slægten danser.”
Ud af vores elskovskamp på de sønderbrudte knoglers leje
begynder følbørnenes karavane mod stjernerne.
Morgenrødens galakser koloniseres af enhjørninger, kentaurer
og pegasusser.
Hybridernes bevingede nadver.
