Genfærd fra foråret

Krokus

Genfærd fra foråret

Krokus blomstrer mellem nedfaldne blade i parkens plæner. For et øje med begrænset botanisk indsigt ligner de genfærd fra foråret, blege som barneansigter, der har mistet deres sommerglød.

Hvad vækkede jer? Det tiltagende mørke? De faldende temperaturer? De mange fremmede skridt i byens gader. Sirenen fra en brandbil på vej ud til ildebranden i horisonten, som ikke kan slukkes? Det er efterår, men endnu ikke dommedag.

Elsket og savnet

Jeg ved i grunden ikke, hvordan jeg er havnet her, men på min vandring på en kirkegård i en af forstæderne til København standser jeg ved et hjerte af poleret sort granit, hvorpå et navn, som kunne have været mit eller dit, og to fugle, hvis næb lige netop rører hinanden, er indgraveret.

Havde jeg studeret kunst og kultur på universitetet, ville jeg sandsynligvis rynke på næsen af klichéerne. Hvad er æstetetikken på nutidens danske gravsteder sammenlignet med den danske guldalders eller den italienske renæssances? Michelangelos ufuldendte gravmæle over pave Julius 2. kan man tale om i timevis.

Jeg har imidlertid lært en anden lektie i livets skole:

Kærligheden er banal. Jeg gentager: Kærligheden er banal. Under hjertet ligger de jordiske rester af en moderne prins, som er elsket og savnet.

Kom, oktoberhav

Små sneglehuse på fugtig betonmur

Som om etageejendommen, hvor jeg bor, jævnligt oversvømmes af et ukendt hav, vokser der sneglehuse frem på de fugtige, algebegroede vægge ved trappenedgangen til cykelkælderen.

Jeg synes, at de ligner bittesmå menneskeører, og at det er på høje tid, at væggene i det gamle, lydte hus får sådan nogle. Lad dem opsluge skrigene, de knyttede nævers slag i bordpladerne og de smækkende døre fra de mange fleretagers kæresteskænderier, så mine egne løsthængende ungkarleører kan finde hvile.

Omkring midnat ligger jeg i mørket og lytter efter brændingen.

”Kom, oktoberhav,” hvisker jeg, inden jeg falder i søvn, ”kom og oversvøm os med dine drømme.”