 |
| Midnatsskygger |
Træer kaster midnatsskygger på mennesketomme gader. I en
hjemsøgt villa mødes to spøgelser for at elske. Ja, spøgelser elsker også. Det
har de i hvert fald tilladelse til i mine digte, helle fra rationalismens
diktatur som de er.
Gottlob Frege forestillede sig, at logikken og matematikken
udgjorde et tredje rige, som modsat den materielle verden og menneskets psyke
ville overleve universets undergang. Han har muligvis ret. Det er bare
vanskeligt for mig som et empirisk væsen med et elskende hjerte at fatte,
hvorfor logiske og matematiske udsagn skal forlenes med evighed, mens
kærligheden ikke skal. Men hvem ved, måske er evigheden overhovedet ikke noget
efterstræbelsesværdigt? Måske er det ligefrem en lettelse, at der ingen spor
vil være tilbage efter al vores smerte ved tidens ende?
Alligevel tror jeg, som ikke er blandt logikernes og
matematikernes ordener, selv på mine allersorteste dage, at der vil være noget
tilbage, når universet engang er brændt ud.
Hvad da?
Et skrig. Et skrig efter kærlighed fra de mennesker, som aldrig fik
elsket, og at der ud af det vil opstå et nyt og bedre univers.
